Fremsat den 2. oktober 2024 af Dina Raabjerg (KF),
Birgitte Bergman (KF), Lise Bertelsen (KF),
Mona Juul (KF) og Per Larsen (KF)
Forslag til folketingsbeslutning
om, at 15-17 årige ikke skal kunne
igangsætte kønsskiftebehandling uden
forældresamtykke
Folketinget pålægger regeringen at
fremsætte et lovforslag i dette folketingsår, der
ændrer reglerne for samtykke i forbindelse med
kønsskiftebehandling for 15-17-årige, således at
kønsskiftebehandling ikke kan igangsættes uden
forældresamtykke.
Bemærkninger til forslaget
I dag kan unge over 15 år
påbegynde hormonbehandling med henblik på
kønsskifte uden forældrenes samtykke, hvis en
sundhedsfaglig person vurderer, at vedkommende er i stand til at
træffe en beslutning herom.
Det Konservative Folkeparti er imod både
juridisk og fysisk kønsskifte for personer under 18 år
og mener, at det som minimum skal være sådan, at der
altid stilles krav om forældresamtykke. Forslagsstillerne
mener derfor, at det er forkert, at personer under 18 år kan
påbegynde hormonbehandling med alvorlige og
vidtrækkende konsekvenser uden forældrenes
samtykke.
Uddybning af gældende regler
I dag har børn og unge under 18
år altid muligheden for at opsøge kontakt til
sundhedsfaglige personer med henblik på at få
hjælp og vejledning vedrørende usikkerhed og
bekymringer om kønsubehag. Hvis den sundhedsfaglige
vurdering er, at der er grundlag for at påbegynde
kønsskiftebehandling, findes der forskellige regler om krav
om samtykke fra forældre, alt efter hvilken alder den unge
har.
Hvis barnet er under 15 år, kræver
det samtykke fra forældrene, før en
kønsskiftebehandling kan igangsættes. Hvis den unge er
over 15 år, men altså under 18 år, kan den unge
starte behandlingsprocessen uden samtykke fra forældrene.
Skulle der opstå uenighed mellem barnet og forældrene
om beslutningen, er det op til en sundhedsfaglig vurdering, om den
unge vurderes til at være i stand til at overskue
konsekvenserne af sin stillingtagen (»Kønsmodificerede
behandling«, Sundhedsstyrelsen, sst.dk, opdateret den 13.
november 2023).
I nærværende beslutningsforslag
foreslås det således, at reglerne om samtykke
ændres, så børn og unge under 18 år altid
skal have samtykke fra forældre for at kunne påbegynde
kønsskiftebehandling.
Forskning og tendenser
Et hollandsk studie viser, at ønsket om
at skifte køn blandt børn og unge falder, desto
ældre den unge bliver. Mere specifikt viser studiet, at
når der er konstateret kønsubehag hos børn
på cirka 11 år, aftager det ofte af sig selv med
alderen (Dutch research on statement: »I wish to be of the
opposite sex«, University of Groningen, umcgresearch.org, den
11. april 2024).
Derfor bør man være
påpasselig med at igangsætte
kønsskiftebehandling på børn og unge, fordi
kønsubehaget kan aftage af sig selv over tid. Desuden har
man på Rigshospitalet været mere tilbageholdende med at
give børn og unge kønsskiftebehandling på grund
af manglende viden om de langtrækkende konsekvenser
(»Lægerne er blevet mere forsigtige med at give
kønshormon til unge transkønnede«,
Københavns Universitet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet,
sundhed.ku.dk den 30. januar 2023. Og Sundhedsudvalget alm. del -
svar på spørgsmål 297, folketingsåret
2022-23, 2. samling).
Kønsskiftebehandling kan bestå af
medicinske og kirurgiske indgreb, som kan have irreversible
konsekvenser, og der er derfor tale om en alvorlig beslutning, som
ikke bør træffes af børn og unge selv.
Børn og unge under 18 år har ikke den forståelse
og modenhed, der kræves for at træffe en så
vidtgående beslutning, som et kønsskifte er. Forskning
viser, at børn og unge ikke har impulskontrol og mangler
evne til at konsekvensvurdere tilstrækkeligt (»Din
hjerne er slet ikke færdigbagt: Derfor bliver du overmodig og
går all in, når du er 18 år«, dr.dk, den
14. oktober 2023).
Det er også afspejlet i lovgivningen,
hvor der er aldersgrænser på f.eks. køb af
alkohol og tobak, stemmeret og udstedelse kørekort. Det er
samfundets pligt at passe på vores børn og unge,
så de ikke træffer beslutninger, som de fortryder
senere i livet.
I stedet skal vi fokusere på at give den
nødvendige støtte og vejledning til de børn og
unge, som oplever kønsubehag.
Skriftlig fremsættelse
Dina Raabjerg
(KF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om, at
15-17 årige ikke skal kunne igangsætte
kønsskiftebehandling uden forældresamtykke.
(Beslutningsforslag nr. B 12)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.