B 112 Forslag til folketingsbeslutning om deling af relevante skybrudsdata mellem forsikringsselskaber og kommuner.

Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2024-25
Status: Fremsat

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 18-02-2025

Fremsat: 18-02-2025

Fremsat den 18. februar 2025 af Peter Kofod (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Morten Messerschmidt (DF), Mette Thiesen (DF) og Nick Zimmermann (DF)

20241_b112_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 18. februar 2025 af Peter Kofod (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Morten Messerschmidt (DF), Mette Thiesen (DF) og Nick Zimmermann (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om deling af relevante skybrudsdata mellem forsikringsselskaber og kommuner

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af folketingsåret 2025-26 at sikre, at lovgivningen justeres, så det bliver muligt for forsikringsselskaber at dele skybrudsdata med kommunerne i fortrolig form, da data gør det muligt at se hyppigheden og omfanget af skader som følge af skybrud. En udveksling af sådanne data vil bidrage til mere målrettet og effektiv klimatilpasning i kommunerne til gavn for den enkelte borger og virksomhed.

Bemærkninger til forslaget

Alle landets kommuner skal udpege zoner, hvor der er en oversvømmelsesrisiko. For at kommunerne kan kvalificere deres risikokort, har de brug for viden om, hvor skaderne sker, hvor store skaderne er, og hvor store værdier der går tabt.

Derfor er det centralt, at kommunerne har adgang til relevante og opdaterede data om klimaskader som f.eks. skybrudsdata. Forsikringsselskaberne kan bidrage med nogle af disse data, da de har data over hyppigheden og omfanget af skybrudsskader, som kan bruges til at målrette klimatilpasningsindsatser. Selskaberne er f.eks. i besiddelse af data, der vil gøre det muligt præcist at lokalisere, hvor flest værdier ødelægges, og at identificere, om der er områder, der rammes gentagne gange. En sådan kortlægning af konsekvenserne ved skybrud kan bidrage til at tydeliggøre, hvilke indsatser der vil have den største effekt. Disse data kan således være af stor værdi for kommunerne.

Som reglerne er i dag, kan forsikringsselskaberne ikke dele data med kommunerne. Det skyldes de gældende persondatabeskyttelsesregler (GDPR), hvorefter forsikringsselskabernes data defineres som personhenførbare oplysninger, der bl.a. kan knyttes til borgernes adresse. Disse data må ikke i henhold til GDPR-reglerne videregives til kommunerne, da der ikke er eksplicit hjemmel hertil. Denne hjemmel ønsker forslagsstillerne at skabe med nærværende beslutningsforslag, så der sker en mere effektiv prioritering og optimering af kommunernes indsatser for klimatilpasning til gavn for borgerne. Det skal bl.a. ske, ved at kommunerne får mulighed for at få oplysninger omkring adresse, dato og erstatningssum for skybrudsskader.

Til beslutningsforslaget bemærkes det, at det skal være en forudsætning for hjemlen, at data ikke deles uhindret og kun der, hvor kommunen og forsikringsselskabet i fællesskab skønner det relevant i forbindelse med behandlingen af skybrudsdata.

Dansk Folkeparti foreslår derfor, der skabes en eksplicit hjemmel i lovgivningen, så forsikringsselskaberne kan dele skybrudsdata med kommunerne.

Skriftlig fremsættelse

Peter Kofod (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om deling af relevante skybrudsdata mellem forsikringsselskaber og kommuner.

(Beslutningsforslag nr. B 112)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.