Fremsat den 28. januar 2025 af Pernille Vermund (LA) og Carl Andersen (LA)
Forslag til folketingsbeslutning
om, at trossamfund skal underlægges
kontantforbuddet i hvidvaskloven
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af 2025 at fremsætte et lovforslag, som
sikrer, at såvel anerkendte som ikkeanerkendte trossamfund
underlægges kontantforbuddet i hvidvaskloven.
Bemærkninger til forslaget
De seneste år har der været en
række afsløringer om, at Imam Ali Moskeen i
Københavns nordvestkvarter har forbindelser til det iranske
regime. Allerede i 2008, inden byggeriet af moskéen gik i
gang, blev det dokumenteret, at Iran var involveret i
finansieringen af moskéen (»Den iranske stat
finansierede køb af moské-bygning«,
www.kristeligt-dagblad.dk, den 5. september 2009).
I 2019 blev det afdækket, at Imam Ali
Moskeens vedtægter foreskriver, at den er underlagt Irans
åndelige leder (»Dansk moské slettede
kontroversielle spor til Iran«, jyllands-posten.dk, den 9.
marts 2019). Og i 2020 blev det beskrevet, at flere af
moskéens centrale personer havde deltaget i en
mindehøjtidelighed for iranske »martyrer« og, at
Imam Ali Moskeens formand udpeges af Iran (»Omstridt
moské knyttes nu tættere til regime:
»Sørgeligt, at der står nogle mennesker, der vil
forsvare noget, der er så usselt og
tilbagestående«, www.berlingske.dk, den 17. januar
2020).
Samtidig viser nye afsløringer, at Imam
Ali Moskeen har modtaget betydelige kontante donationer fra anonyme
donorer (»Politiker kræver nye regler: Moské med
iranske forbindelser har modtaget store og anonyme kontante
donationer«, www.bt.dk, den 19. januar 2025).
Anerkendte trossamfund er i dag undtaget fra
kontantforbuddet i hvidvaskloven (lovbekendtgørelse nr. 807
af 21. juni 2024), eftersom deres aktiviteter ikke forventes at
have et erhvervsmæssigt formål. Kontantforbuddet i
hvidvasklovens § 5 fastslår, at erhvervsdrivende, som
ikke er omfattet af lovens § 1, stk. 1, ikke må modtage
kontantbetalinger på 15.000 kr. eller derover, hvad enten
betalingen sker på én gang eller som flere betalinger,
der er eller ser ud til at være indbyrdes forbundet.
Efter forslagsstillernes opfattelse er det
vigtigt med en høj grad af transparens vedrørende
donationer til trossamfund - navnlig med tanke på at der de
seneste år har været skandaler med islamiske
trossamfund, som har forbindelser til fjendtligtsindede regimer.
På den baggrund finder forslagsstillerne, at kontantforbuddet
i hvidvasklovens § 5, der gør sig gældende for
erhvervsdrivende, også bør gælde for
trossamfund.
Økonomi og administration
Forslaget forventes ikke at medføre
nævneværdige økonomiske eller administrative
konsekvenser.
Skriftlig fremsættelse
Pernille Vermund
(LA):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om, at
trossamfund skal underlægges kontantforbuddet i
hvidvaskloven.
(Beslutningsforslag nr. B 105)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.