Fremsat den 21. januar 2025 af Mikkel Bjørn (DF),
Alex Ahrendtsen (DF),
Pia Kjærsgaard (DF), Peter Kofod (DF),
Morten Messerschmidt (DF),
Mette Thiesen (DF) og Nick Zimmermann (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om, at Danmark skal nægte indrejse af
borgere fra lande, som Danmark ikke kan hjemsende borgere til
Folketinget pålægger regeringen at
udarbejde et lovforslag, der indebærer, at Danmark
nægter indrejse af borgere fra lande, som Danmark ikke kan
hjemsende borgere til.
Bemærkninger til forslaget
Danmark har gennem de seneste årtier
arbejdet for at styrke muligheden for at hjemsende afviste
asylansøgere og andre udlændinge uden lovligt ophold -
ikke mindst andre landes statsborgere, som har begået
kriminalitet her i landet.
Trods betydelige ressourcer og diplomatiske
tiltag er det stadig udfordrende at gennemføre hjemsendelser
til visse lande. I nogle tilfælde er det helt umuligt. Det
skyldes, at enkelte stater systematisk nægter at modtage egne
statsborgere, eller at vi som land har besluttet ikke at samarbejde
med konkrete landes myndigheder.
Ifølge dansk udlændingelovgivning
er det muligt at udvise udlændinge, der opholder sig ulovligt
i landet, har modtaget en dom om udvisning eller har fået
endeligt afslag på asyl. Det er desuden et
grundlæggende princip, at oprindelseslande har en
forpligtelse til at modtage deres egne statsborgere, når
disse ikke har lovligt ophold i et andet land.
I praksis er hjemsendelse dog ofte
afhængig af oprindelseslandets samarbejdsvilje, hvorfor denne
i nogle tilfælde som nævnt har vist sig at være
umulig.
Der er i dag begrænsede, om nogen
overhovedet, muligheder for at pålægge lande uden
konkrete aftaler om hjemsendelse sanktioner, hvis det ikke er
muligt at hjemsende deres statsborgere.
Samtidig indeholder den danske lovgivning ikke
konkrete bestemmelser om, at Danmark kan nægte indrejse af
statsborgere fra disse lande.
Derfor foreslås det med dette
beslutningsforslag, at Danmark skal nægte at modtage borgere
fra lande, som ikke selv tager imod de af deres egne borgere, som
Danmark af den ene eller anden årsag har besluttet skal
forlade Danmark.
Danmark bør naturligvis ikke tage imod
statsborgere fra konkrete lande, når selvsamme land ikke
efterfølgende vil tage imod deres borgere, når Danmark
har besluttet, at de ikke skal være her i landet.
Skriftlig fremsættelse
Mikkel
Bjørn (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om, at
Danmark skal nægte indrejse af borgere fra lande, som Danmark
ikke kan hjemsende borgere til.
(Beslutningsforslag nr. B 100)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.