Det næste punkt på dagsordenen er:

10) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 88:

Forslag til folketingsbeslutning om at indføre et nationalt ressourcebudget.

Af Theresa Scavenius (UFG).

(Fremsættelse 15.11.2024).

Den første, jeg byder velkommen til, er netop ordføreren for forslagsstillerne, fru Theresa Scavenius, uden for grupperne, for at give en begrundelse for forslaget. Værsgo.

Mange tak. Det her er et forslag om en rammelovgivning. For hvis vi gerne vil have en god miljøpolitik og en god klimapolitik, kan vi faktisk gøre det rigtig nemt, for det handler primært om at have den rigtige målemetode og også at have den rigtige ressourcetilgang. Det er lidt ligesom at have en husholdningslogik, altså at vi ikke skal bruge flere penge, end vi har, og at vi på samme måde ikke skal bruge flere ressourcer, end vores økosystem kan regenerere.

Desværre er vi i Danmark verdensmestre i at bruge for mange ressourcer, og det betyder, at vi ikke har implementeret vandrammedirektivet og en række andre europæiske love. Men den måde, man meget nemt kan gøre det på, er med det her forslag, som er en ressourcetilgang, hvor jeg har sat fokus på kulstof, kvælstof og fosfor, og det er alt sammen noget, som påvirker rigtig mange af vores aktiviteter, men hvor vi netop, hvis vi havde en grundlæggende rammelovgivning, ville kunne have en bedre ressourceforståelse af det. Vi kender selvfølgelig godt konsekvensen af at bruge for meget kulstof, og vi kender konsekvenserne af at bruge for meget fosfor og kvælstof, og det er iltsvind og klimaforandringer. Så det er jo alvorlige ting, vi snakker om her.

Men det, jeg gerne vil sige lige her i introduktionen, handler om det med at have den her husholdningsforståelse, og jeg kunne godt tænke mig, at det også var den, der prægede debatten i dag. For grundlæggende mener jeg, at vi i dag har den forkerte tilgang til både miljø- og klimapolitikken. For vi har nogle grundincitamenter i vores lovgivning, der gør, at man gerne må udnytte rigtig mange ressourcer – tilmed fremmer man det i mange henseender – og så har vi en miljø- og klimalovgivning, som skal forsøge at begrænse det og regulere det, og hele den regulering bliver meget bureaukratisk. For grundstrukturen, grundmotorvejen, i vores samfund er, at brug flere ressourcer, det kan vi tjene penge på, og at der så skal laves alt muligt bureaukrati omkring, hvordan man så alligevel kan forsøge at begrænse grundstrukturen.

Derfor er hensigten med det her forslag ligesom at vende bøtten på hovedet og sige, at vi ikke skal bruge pengene, før vi har dem, og at vi på samme måde ikke skal bruge ressourcerne, før vi har nok af dem, og jeg ser frem til ordførerens diskussion af forslaget.

Tak til ordførere. Forhandlingen er hermed åbnet, og den første, der får ordet, er ministeren for grøn trepart. Velkommen.

Tak for det, formand, og tak til fru Theresa Scavenius for det her beslutningsforslag. Det bliver kritiseret, at Danmarks klima- og miljøpolitik kun fokuserer på enkeltsektorer, og at den ikke adresserer Danmarks samlede klima- og miljømæssige aftryk og udfordringer, og løsningen er så, at al relevant lovgivning skal stilles op mod et ressourcebudget og et ressourceregnskab, og at der dertil skal oprettes et uafhængigt organ, der skal stå for de bagvedliggende udregninger.

Lad mig først slå fast, at vi har problemer med, at der bliver udledt for mange næringsstoffer til vores havmiljø og kulstof til vores atmosfære, og det er jeg helt enig i er et kæmpeproblem. Vores havmiljø og vandmiljø er jo under et massivt pres, og der er i alt for mange år sket for lidt. Derfor vil jeg selvfølgelig også gøre det helt klart, at jeg hver dag arbejder for, at vi i Danmark bruger de arealer og de ressourcer, vi har, så smart og så bæredygtigt som muligt. Det er jo også det, der er hele grundessensen i den grønne trepart, altså at vi laver en reel arealomlægning, der gør, at vi får forudsætningerne for at få livet tilbage i vores fjorde og ved vores kyster, at vi stopper med at udlede til vores atmosfære fra vores lavbundsjorder, at vi får en bæredygtig landbrugs- og fødevareproduktion, og at vi får meget mere natur og biodiversitet. Det er jo grundessensen af det arbejde, som jeg er sat i spidsen for på bagkant af den historiske aftale, vi lavede, først i den grønne trepart, og den politiske aftale, vi lavede i efteråret.

Derfor forstår jeg godt, at man ønsker et mere fyldestgørende billede af, hvor vores ressourcer kommer fra, og hvor de i sidste ende havner. Heldigvis har vi jo i Danmark faktisk allerede et omfattende og detaljeret overblik over vores udledninger af næringsstoffer og kulstof, som vi arbejder med i et tæt samarbejde med uafhængige forskningsinstitutioner. Eksempelvis har vi et overblik over vores udledninger af næringsstoffer via vores basisanalyser i vandplanlægningen, som jo bl.a. redegør for næringsstofbelastningen af vores vandområder. Hvad angår kulstof, har vi styr på det gennem Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets årlige klimastatus og fremskrivning, der redegør for Danmarks drivhusgasudledninger. Med udgangspunkt i det har vi jo faktisk et ret klart billede af, hvad der skal til, for at vi i Danmark kan overholde vores internationale forpligtelser, og det er også det, der ligger til grund for de politiske aftaler, vi har lavet. Jeg har jo også selv, da jeg var skatteminister, været med til at lave en CO2-afgift på industrien, en afgift på vores tunge vejtransport, en flypassagerafgift, og senest også med den grønne trepart, og alt det materiale, der ligger til grund for det, er jo bl.a. også det, der kommer fra det samarbejde, vi har med uafhængige organer. Derfor er jeg og regeringen ikke enige i, at det så nødvendigvis er hensigtsmæssigt at lave endnu et uafhængigt organ, som kan lave et stykke arbejde, der er baseret på det, der faktisk i forvejen i vid udstrækning eksisterer. Indførelsen af og en snæver styring efter et regnskab, som jo også er det, som ligger i forslaget her, vil selvfølgelig på en eller anden måde omdefinere måden, vi driver miljø- og klimapolitik på i Danmark, og jeg tror ikke, det er hensigtsmæssigt at begynde at lave en stor øvelse på det nu.

Man kan sige rigtig meget godt om vores klimapolitik, og det vil jeg gerne gøre, og jeg tænker ikke, vi skal bruge så meget tid på det her, og det er jo først og fremmest, at vi har modbevist den skepsis, der har været i forhold til, om de politiske aftaler, vi har, rent faktisk fører os fremad, og den skepsis, der har været i forhold til Klimarådets klimafremskrivninger – der er jo en fremskrivning lige på trapperne, jeg tror faktisk nærmest, den kommer i dag – som har været, om vi er i stand til at levere på de politiske ambitioner, vi har haft. Bare i den tid, jeg selv har været med, hvor vi tilbage i 2019 ved lov fik indført den ambition, der var om 70-procentsreduktioner i 2030, var der jo mange, der var i tvivl om, om det kunne lade sig gøre, og der var en enorm kritik af det: Ja, ja, det er fint nok med det 2025-mål – som altså er i år – om at skulle reducere med mellem 50 og 54 pct., men I gør alt for lidt. Og en af mine forgængere, altså Dan Jørgensen, har jo mange gange skullet stå på mål for og få skudt i skoene, at det var for fodslæbende, for lidt og for dårligt.

Hvor er vi så henne her i 2025? Ja, vi er jo der, hvor vi ikke bare har ramt målet på mellem 50 og 54 pct., nej, vi ligger jo over 55 pct. Hvad er det et resultat af? Ja, det er jo et resultat af politisk handling og politiske aftaler. Har det været hjælpsomt, at det også har været ført frem af utålmodighed? Jo, rigtig meget, og nu sidder der nogle unge oppe på tilhørerrækkerne her, og jeg ved ikke, hvor meget I går op i klimapolitik. Men den dagsorden, der har været, og det pres, der har været fra ungdommen i hele verden, der har været med til at drive klimapolitikken frem i Danmark, har været positivt.

Vi har også vist, at vi kan omsætte det til resultater, og det er jeg faktisk lidt stolt af. Jeg er også stolt af som skatteminister at have lavet den største klimaaftale på det tidspunkt målt på reduktioner, nemlig CO2-afgiften på industrien, jeg er stolt af det arbejde, vi laver sammen i den grønne trepart, og det er ikke for at afspore debatten her, men det er bare for at sige, at det også er drevet i forhold til den mekanisme, vi i dag har omkring, hvordan vi så laver regnskaber, hvordan vi står på mål for de politiske aftaler, vi laver, og hvordan det bliver udfordret af klimafremskrivningerne og af Klimarådets og andres arbejde med at gå os efter i sømmene. Derfor mener jeg så ikke, det nødvendigvis er hensigtsmæssigt at omkalfatre det på nuværende tidspunkt. F.eks. fremgår det af beslutningsforslaget her, at en opgørelse af forsfortilførslen og -fraførslen i den årlige NOVANA-rapport repræsenterer et skridt i den rigtige retning, men rapporten mangler tilstrækkelig formaliseret magt til at få en afgørende påvirkning af de politiske beslutninger. Rapporter som NOVANA-rapporten har til formål at gøre os politikere bedre i stand til at prioritere og træffe beslutninger. Men politik handler jo nu engang om mere end fosfor på danske marker. Der er jo mange hensyn, man vejer op mod hinanden, og jeg må bare sige, at vi ovre i mit ministerium nu har haft endnu en gennemgang af NOVANA-rapporten, og at den da har en stor indflydelse på, om vi så måler, om vi er på vej i den rigtige retning, og hvad det er for nogle justeringer, vi skal foretage politisk.

Så allerede i det eksisterende setup har det da – synes jeg – en stor betydning for den måde, vi laver politik på. I den grønne trepart har vi jo først lavet en aftale med en række parter, og vi har så lavet en politisk aftale om det i efteråret, og vi tager jo faktisk, må man sige, meget markante skridt for at løse de udfordringer, vi har, bl.a. med udledningen af næringsstoffer. Det er jo historisk, at vi har kunnet samle først parterne og siden et stort politisk flertal, som viser vejen til at efterleve EU's vandrammedirektiv.

Er det for dårligt, at vi ikke når det i 2027? Ja, det synes jeg det er, og jeg er jo dybt frustreret over det. Men jeg må bare konstatere, at det er, fordi der i årtier er sket for lidt, og at man har brugt diskussionen på at diskutere målsætninger og været for lidt orienteret om, hvordan man så får det til at blive til noget i den virkelige verden, og det er jo det, vi skal måles på, altså om vi handler. Vi skal jo ikke måles på, hvordan vi opgør det, men vi skal måles på, om der sker en fysisk forandring, der gør, at vi passer bedre på vores klima og vores miljø, og om vi er i stand til at levere på det, der igen har været kaldet på fra bl.a. ungdommen, men også fra alle mulige andre, om, at klimaforandringerne selvfølgelig er med til at forandre vores planet og også forandre vores hverdag herhjemme. Det mener jeg sådan set også at vi har været i stand til at gøre. Vi har også fået for lidt kredit for det undervejs – og det er jo så også, hvad det er – men nu kan vi jo se resultaterne, og at vi faktisk også leverer på den politiske aftale, vi lavede tilbage i 2019 om 70-procentsmålet. Vi kan jo her i forbindelse med 2025-målet se, at vi leverer mere end det, der egentlig var aftalt, og vi kan med den grønne trepart også se, at vi i hvert fald har alle muligheder for at levere på det, man ikke har kunnet levere på årevis, og at det arbejde sådan set også skal fortsætte ufortrødent. Jeg synes også, det går i den rigtige retning, og det er det, vi skal fokusere på, og det er også derfor, at regeringen ikke kan bakke op om det, der ligger i beslutningsforslaget her. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er en kort bemærkning fra fru Theresa Scavenius.

Tak for talen. Jeg har bare et spørgsmål til ministeren. Hvordan vurderer ministeren det, i forhold til hvorvidt det vil være en mindre bureaukratisk tilgang til bl.a. miljøpolitikken? For vi har jo f.eks. diskuteret implementeringen af skovforordningen herhjemme, hvor der er det her med, at man laver det her meget, meget bureaukratiske indberetningssystem, som er meget tungt for virksomhederne. Det er et eksempel på noget miljøpolitik og klimapolitik, som er meget tungt for både virksomhederne og staten at håndtere. Det her handler om, at man ligesom skal regne rigtigt til at starte med. Det letter så byrden for en hel masse virksomheder og for staten, fordi man faktisk ikke efterfølgende skal indrapportere data, for det gør man til at starte med med nogle målestationer, man har sat op, og noget af systemet har vi jo allerede, så det skal bare udbygges. Så vil ministeren forholde sig til, hvorvidt den her tilgang vil være mindre bureaukratisk og dermed faktisk være en forenkling og i øvrigt vil tale ind i den dagsorden, som hele den europæiske linje jo også er i tråd med, nemlig at gøre miljøpolitikken mere enkel og simpel?

Ministeren.

Det føler jeg mig simpelt hen ikke i stand til at kunne svare på eller kunne gennemskue, fordi det jo også kræver, at man så kan se hele implementeringen for sig, for at man kan svare præcist på det spørgsmål. Jeg vil gerne tilkendegive, at jeg sådan set deler opfattelsen og det, der i virkeligheden ligger som den politiske ambition her, nemlig at vi afbureaukratiserer og gør det mere enkelt og deregulerer. Den vej er jeg sådan set enig i at vi skal gå, også når det handler om vores klima- og miljøpolitik. For jo enklere det er, og jo enklere det er at tappe ind i som virksomhed og som organisation, og jo mere gennemskueligt og transparent det i øvrigt også er, jo bedre er det i forhold til at sikre fremdrift.

Spørgeren.

Udfordringen er jo, som jeg også nævnte før, det her med, at vores grundstruktur er, at vores ressourceforbrug ikke er tilstrækkelig reguleret. Det vil sige, at alle kan få lov til at bruge det frit, og så bagefter begynder man at sige: Hov, det har nogle negative konsekvenser. Og så skal der indrapporteres, og så skal der reguleres osv. Alt det gør det bare meget besværligt. Dels er det min forståelse, at det er en af grundene til, at vi ikke kommer i mål, dels er det også et bureaukratisk system. Så hvad med det at have et grundlæggende husholdningsregnskab til at starte med? Det er lidt ligesom, at man ikke tager på ferie, før man ved, hvor mange penge man har at gøre godt med; man går ikke bare ud og spiser uden at vide, hvor mange penge man har at gøre godt med. Kunne man ikke også gøre det i forhold til ressourcerne?

Ministeren.

Jeg tror, at jeg nogle gange personligt falder lidt i den sidste kategori. Det er måske lidt en dårlig strategi, men nogle gange skal man også gøre det, når man er på ferie – det er en anden snak. For at komme tilbage til indledningen vil jeg sige, er der er nogle kæmpe fordele ved den måde, vi har lavet en klimalov på og arbejder med det på, men der er også nogle ulemper og nogle uhensigtsmæssigheder, f.eks. i forhold til brugen af CO2, som vi skal bruge til power-to-x og alt muligt andet. Er den måde, vi regner på, hensigtsmæssig? Og hvad med det afledte aftryk, vi har udeomkring i verden, som vi jo ikke regner med? Jeg tror bare, at det at stå her lige nu på vej mod 2030, hvor vi har lagt en sti, og så sige, at nu omkalfatrer vi det endnu en gang, tror jeg heller ikke nødvendigvis er klogt. For det vil jo så skabe alle mulige andre usikkerheder, og forsinker det så nogle ting, der i virkeligheden er godt på vej? Så jeg prøver i virkeligheden at være imødekommende over for det politiske sigte, som jeg tror vi deler. Jeg tror bare ikke, det er hensigtsmæssigt, at vi hvert tredje år omkalfatrer den måde, vi så fører klimapolitik på eller gør det på, men det betyder ikke, at der ikke er gode ting i det her beslutningsforslag, som man jo selvfølgelig også skal tage ned.

Tak til ministeren. Der er ikke flere bemærkninger. Jeg er lidt mere fleksibel i dag, end jeg plejer at være, men det er sådan, at man ikke kan se, hvor lang tid der er igen. Men man må gerne begynde at afslutte, når jeg rejser mig, ellers bliver jeg utålmodig.

Den næste er fru Ida Auken fra Socialdemokratiet.

Tak, formand. Så gør det ikke noget, at jeg har en 25 minutter lang tale med; den bliver ikke stoppet! Spøg til side.

Tak til forslagsstilleren til beslutningsforslaget. Forslagsstilleren ønsker med det her beslutningsforslag at indføre et nyt nationalt ressourcebudget og regnskab, der skal anvendes til at vurdere al relevant lovgivnings effekt på Danmarks udledning af kvælstof, fosfor og kulstof. Baggrunden for beslutningsforslaget er ifølge forslagsstilleren, at Danmarks klima- og miljøpolitik er for ensidig og kun fokuserer på enkelte sektorer i stedet for på Danmarks samlede klima- og miljøudledninger.

Jeg vil gerne begynde med at anerkende intentionen i beslutningsforslaget, for der er ingen tvivl om, at vi har meget store udfordringer med både kvælstofudledningen til vores fjorde, fosforudledningen til vores søer og kulstofudledningen til vores atmosfære. Det skal vi have gjort noget ved, og det er en opgave, vi er i gang med og er fuldt fokuseret på. I dag kan man jo se, at de af os, der har lavet et system med en klimalov, hvor vi laver en klimafremskrivning, faktisk er lykkedes med at forandre tingene i Danmark, sådan at vi nu som et af de få lande i verden lever op til vores klimaforpligtelser. Så uagtet alt det andet, der sker i verden i disse år, er det jo meget rart, at der en gang imellem kan komme en positiv nyhed.

Så det er sådan set godt, at der er fokus på klima- og miljøområdet, og at der bliver tænkt ud af boksen for at håndtere vores udledninger, men jeg er ikke enig med forslagsstilleren i, at nye beregninger vil løse problemet. Tværtimod risikerer vi blot at forsinke den nødvendige handling. Faktum er, at vi i dag allerede har et stort overblik over udledningerne af fosfor, kvælstof og kulstof. Jeg vil ligesom ministeren gerne fremhæve NOVANA-rapporten, der giver en årlig opgørelse over til- og fraførsel af fosfor. Det er lavet af nogle af landets allerallerdygtigste forskere, og jeg ved ikke umiddelbart, hvem der skulle være bedre end dem til at lave den slags. Vi har også basisanalysen i vandplanlægningen, der bl.a. redegør for næringsstofbelastningerne af vandområderne. Endelig har vi den årlige klimastatus og fremskrivning fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, som Klimarådet jo så kigger efter i kortene, der indeholder detaljerede informationer om Danmarks drivhusgasudledninger.

Det er blot eksempler, men rapporterne er hver især og tilsammen med til at give os et godt overblik over Danmarks klima- og miljømæssige aftryk. Selvfølgelig kan vi hele tiden blive klogere på udfordringerne, men vi har allerede i dag stor viden om netop de udfordringer, som forslagsstilleren har fokus på. Nu er det vigtigt med fokus på handling og på at løse problemerne, og den grønne trepart er et meget vigtigt bidrag ind i det. Det er en historisk aftale, der skal omdanne det danske landskab på en måde, vi ikke har set tidligere, til gavn for vandmiljøet og klimaet. Så det er det, Socialdemokratiet fokuserer på, ikke på nye, mærkelige styresystemer. Vi har et rigtig godt system, og derfor kan Socialdemokratiet ikke støtte forslaget. Og jeg skal hilse fra Moderaterne og sige, at de heller ikke støtter forslaget.

Ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Theresa Scavenius.

Mange tak. Tak for ordførerens tale. Jeg vil bare lige komme med en enkelt bemærkning. Ordføreren siger, at vi allerede har et godt overblik. Og ja, nogle af de ting, jeg også nævner, er netop, at den her ressourceforståelse og regnskabsmetode ikke er ny. Den bruger vi masser af steder. Forslaget handler dels om at samle det lidt mere, dels om at have en større effekt på lovgivningen, og det, der er udfordringen, er, at vi har en helt massse regnskaber, som ikke rigtig har den store effekt, når vi f.eks. skal hive olie op af Nordsøen eller give frivillige aftaler til landbruget.

Så det handler om at have den der større effekt på selve lovgivningen. Vil ordføreren ikke kommentere på, hvorvidt det kunne skabe lidt mere handling, at man netop faktisk siger, at al den viden, vi har, skal bruges, hver gang der bliver lavet en aftale eller lavet lovgivning her i Folketinget?

Ordføreren.

Jo, så er det jo godt, at treparten falder i to led. Den falder først med nogle frivillige muligheder for at udtage sin jord, hvis man f.eks. har lavbundsjord eller man har jord et sted, hvor kvælstofforurening løber direkte ud til vandet, men det bliver jo ikke ved det. Der kommer jo bindende krav. Der kommer jo en reguleringsmodel, som gør, at vi kommer i mål. Så det er det, vi holder blikket stift fokuseret på.

Jeg vil måske hellere spørge ordføreren, men det kan være, jeg skal gøre det, når ordføreren går på, hvorfor vi skal bruge tid på en eller anden akademisk øvelse, når vi ved, hvad opgaven er. Når vi ved, at problemet er derude, når vi ved, at det handler om at få taget de her jorder ud af drift, hvorfor skal vi så ikke holde blikket stift rettet på det i stedet for finde et andet nyt regnskabssystem?

Spørgeren.

Det kan jeg svare på, hvis ordføreren spørger mig om det på et senere tidspunkt.

Det, jeg bare i mit andet spørgsmål vil spørge om, er i forhold til at få en bedre og grundigere forståelse af, hvad for nogle ressourcer vi har. For ordføreren siger, at vi når vores klimamål, men problemet er f.eks., at biomasse ikke bliver regnet ind rigtigt. Hvis man har en ressourceforståelse, ville man have en meget bedre forståelse af det, og derfor ville meget af vores såkaldte vedvarende energi ikke være det alligevel. Så det er jo en af hoveddiskussionerne i forhold til, hvorvidt vi når vores klimamål. Så vil ordføreren ikke kommentere på, hvorvidt denne ressourceforståelse ville give et mere kritisk billede af vores biomasseproduktion og -forbrug og -import?

Ordføreren.

Mange tak. Nu har jeg sådan set været optaget af ressourcer i rigtig mange år, og da jeg var miljøminister, tog vi en tilgang til ressourcerne. Bl.a. lavede vi en ressourceeffektivitetsredegørelse til virksomheder, sådan at man ikke kun målte på deres konkurrenceevne, men egentlig også på, hvor effektivt de kunne udnytte ressourcerne, og det viste sig, at det for virksomhederne sådan set godt kunne betale sig at tage mere effektive produktioner i brug.

Så jeg er sådan set ikke uenig i at fokusere på ressourcerne. Det, som jeg ikke er enig i, er, at man tror, at der kommer mere handling ved at sætte et nyt regnskabssystem op. Det har jeg været for mange år i politik til at tro er det, der skaber forandring.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Vi går videre til den næste ordfører, og det er hr. Erling Bonnesen fra Venstre. Velkommen.

Tak for ordet. Fremtidens miljø- og klimapolitik ved vi alle sammen er et vigtigt emne, og vi synes også, at vi er godt på vej med indsatser på området. Man kan sige, at vi ikke er i mål, men at vi er på vej.

Vi fører også allerede på mange områder en ambitiøs klima- og miljøpolitik, hvor vi forsøger at skabe løsninger, der tager hensyn til både miljøet, erhvervslivet og samfundsøkonomien. Det kræver en balanceret tilgang til det, hvor vi også tager ansvar for vores natur uden selvfølgelig at kvæle vækst eller arbejdspladser, som vi jo også er afhængige af.

Jeg synes jo heller ikke, at vi kommer nærmere på at få reduceret vores udledning af næringsstoffer eller kulstof ved at indføre, kan man sige, nye målemetoder. Samtidig har vi jo også, synes vi da, et rimelig solidt og veldokumenteret overblik over udfordringerne, altså udledninger til både miljø og klima. Så vi ved en hel del om, hvordan Danmark står, og om Danmark lever op til de internationale forpligtelser.

Jeg synes ikke, at vi sådan skal bruge unødvendig ekstra tid på at opfinde nye systemer. Det er fair nok at gøre sig overvejelser om, om det hele tiden er godt nok, men at oprette flere nye, alternative beregningsmetoder tror vi ikke rigtig på bringer tingene videre.

Som både Socialdemokratiets ordfører og ministeren har været inde på, har vi med den grønne trepart skabt en historisk god aftale, synes vi, der leverer konkrete resultater og viser vejen fremad på området. Vi reducerer udledninger af næringsstoffer gennem øget skovrejsning og udtagning af kulstofrige lavbundsjorder, hvilket både gavner miljøet og sikrer en bæredygtig fremtid. Samtidig har vi styrket kontrollen, så vi præcist kan følge med i effekter osv.

Så med al respekt for hele tiden at have et fokus på, om vi nu gør det godt nok, synes vi i Venstre, at vi skal fortsætte den ansvarlige vej, som vi har. Og på det grundlag kan vi heller ikke støtte det foreliggende beslutningsforslag. Tak.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Theresa Scavenius.

Mange tak. Jeg tror, jeg vil stille det samme spørgsmål, som jeg også stillede til ministeren, fordi jeg ved, at ordføreren repræsenterer et parti, som går meget op i erhvervslivets byrdelettelser og vil sørge for, at vi ikke gør det for besværligt. For min holdning er faktisk, at vi har alt for meget bureaukratisk miljøpolitik i det her land. Vi hælder ansvar over på virksomhederne. De skal indrapportere data, det ene og det andet. Grunden til, at vi gør det, er, fordi vi ikke kan finde ud af at ændre grundstrukturen, grundmotorvejen, i vores samfund, for den er ligesom nu i øjeblikket, at vi gerne må bruge ressourcerne, helst rigtig meget faktisk, for det kan vi bruge rigtig meget, og så kan vi vækste, men så har vi noget rigtig bureaukratisk miljølovgivning, som enten ikke virker eller også bare er rigtig tungt for virksomhederne.

Jeg kunne godt ønske mig, at vi ligesom fik et mere rent billede af det hele og faktisk fik en mere ren ressourcetilgang; lidt, ligesom når vi netop siger i forhold til vores økonomi: Hvor mange penge har vi til at tage på ferie for? Vi har 100 kr. Jamen fint, så bruger vi ikke mere end 100 kr. Her er det lidt, ligesom vi kan bruge af ressourcerne, og så er det først på bagkant, vi siger: Hvor meget var det egentlig, og hvad kostede det, og hvordan får vi betalt vores regning?

Vil ordføreren ikke kommentere på, hvorvidt det her er et afbureaukratiseringsforslag, hvor man lægger noget grundinfrastruktur ind, som løser noget og gør det nemmere for virksomhederne?

Ordføreren.

I Venstre vil vi ligesom, tror jeg, mange andre meget gerne være med til at forenkle og afbureaukratisere. Det hører jeg faktisk også forslagsstilleren her selv indlede det her spørgsmål med at sige, nemlig at det er godt at få et fokus på det. Når vi så nogle skridt i den retning ved måske så at sige kaste det hele op i luften? Det er lidt ligesom at sige, at vi lige skal trække alle håndbremserne og så begynde lidt forfra. Det tror vi ikke rigtigt på.

Når vi nu også kigger på de her meget solide forhandlingsforløb, der har været, senest omkring treparten, som vi har taget fat på, så gælder det jo sådan set om at prøve at holde snuden i sporet, tænker jeg, og netop prøve at holde fast i det, vi har der nu, og komme fremad. Det er netop for at opnå nogle mål både på klima og miljø og stadig væk sikre arbejdspladser. Men jeg vil da altid være lydhør, hvis der kommer effektive forslag til at forenkle og afbureaukratisere; men jeg synes ikke, vi skal til at stoppe op og begynde forfra.

Spørgeren.

Nej, og det er der jo heller ikke tale om. Forslaget viser jo netop også, hvor meget der ligesom allerede er af byggesten at bygge med, som bare ikke bliver godt nok brugt, når der bliver lavet konkret lovgivning. Derfor har vi masser af sådan nogle små forslag, som faktisk i praksis netop bliver meget bureaukratiske. Men det er jo fair nok, at man siger, at den grønne trepart er linjen lige nu, og at man derfor ikke kan ændre noget på det. Men jeg er bare bekymret for, at det ikke kommer til at føre hen til de mål, som man ønsker, og så kunne man faktisk have en anden tilgang, hvor man ligesom startede mere grundlæggende ud og sørgede for, at vi ikke brugte flere ressourcer, end lovgivningen tillader.

Ordføreren.

Det fine ved demokrati er jo netop, at man har friheden til også at kunne anskue tingene på en anden måde. Skal jeg prøve at tackle det positivt, er forslagsstilleren jo god til at prøve at anskue tingene på en lidt anden måde. Men jeg kan sige, at vi alle sammen har et ansvar for, at vi får rykket i retning af nogle mål, og det er på det grundlag, at vi sådan set holder fast i de aftaler, vi har lavet.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål. Vi går videre til den næste, og det er hr. Kim Edberg Andersen fra Danmarksdemokraterne. Velkommen.

Tak for det, formand. Først vil jeg sige, at det er med stor glæde, jeg stiller mig op et sted, hvor jeg har formandens ord for, at jeg bare kan tale lige så længe, jeg har lyst. Det har jeg set frem til længe, så det har jeg tænkt mig at udnytte.

Når man kender fru Theresa Scavenius og man læser beslutningsforslaget, bliver man jo glad i maven, for det er virkelig et fru Theresa Scavenius-forslag – altså hvor man tager de ting ud, hvor man tænker, at det primært er landbrugets ting, så det går godt. Jeg tænkte jo, at hvis vi kun skal bruge ressourcer i Danmark ud fra de ressourcer, der nu er i Danmark, er der mange veganere, der bliver rigtig kede af det, når avokadoerne og mandlerne forsvinder. For når man lægger det her husholdningsprincip – og jeg kommer lige tilbage til, hvorfor det kan være en god idé – ud over det nu, kræver det jo, at man ser Danmark som en selvstændig identitet i verden, hvor der ikke kommer noget inflow – der retter formanden mig lige om lidt – andre steder fra.

Problemstillingen med at tage det her husholdningsprincip er jo dybest set, at verden aldrig er helt sort-hvid. Vi kan bare tage den her grønne trepart, hvor ministeren har stået og sagt, at nu er vi alle sammen med i den grønne trepart, men vi blev smidt ud, fordi vi tænkte, at det var tåbeligt med en CO2-afgift. Og for ikke ret lang tid siden kunne jeg se, at vi endelig havde fået balance i udbud og efterspørgsel på mælk, for nu fik vi meget mere tysk mælk, og økologerne var også begyndt at lave konventionel mælk, og så var vi i mål. Det var ikke det, man tænkte, da man ville have en CO2-afgift på landbruget. Det gjorde Danmarksdemokraterne, for vi lever jo i en åben økonomi. Der, hvor jeg vil give ordføreren fuldstændig ret, er, at man jo skal passe på med at bruge mere, end man har. Det skal man både derhjemme, og det skal man selvfølgelig også, når man bruger jordens ressourcer, og det er der, jeg kan mærke ordføreren i selve forslaget.

I Danmarksdemokraterne har vi bare en tro på, at vi har den mekanisme allerede, for jeg er fuldstændig enig i, at vi har stolpe op og stolpe ned af statsansatte, der sidder og vælter rundt i systemet og regulerer og gør det dyrere for virksomhederne. Hver eneste gang en politiker vil ændre på et eller andet, så ansætter vi 500 nye i staten. Det er umuligt at sidde i derude. Men jeg var overrasket over, at regeringen ikke tog det til sig, for den her regering er jo kendt for, at vi aldrig haft flere statsansatte. Jeg var lidt bekymret i forhold til talen i dag for, at ministeren havde taget det ned og sagt: Ja, det er dejligt; jeg ansætter 1.000 nye i staten i morgen. For det er det, som socialdemokrater normalvis kan lide at gøre. Så det var lidt bekymrende.

I Danmarksdemokraterne er vi oprigtigt bekymrede for, at med det, der allerede er sat i værk lige nøjagtig med hensyn til fosfor og kvælstof og CO2 i forhold til de industrier, der er berørt af det, så vil et forslag som det her føre til et endnu større tryk – det er jeg bekymret for. For man kunne jo godt gøre det på ordførerens måde, men det kræver så, at man, samtidig med at man indfører det, er villig til at afskaffe de andre ting, man gør. Det er jo en meget, meget ny måde at se på, hvad vi bruger af ressourcer i Danmark. Så vi er positive over for, at vi ikke skal bruge mere end det, vi har. Men virkeligheden er, at der jo er enormt mange kontrolinstanser.

Danmarksdemokraterne blev smidt ud, fordi vi syntes, det var tåbeligt i forhold til CO2, og så måtte vi heller ikke forholde os til vandmiljøet, for det tog man lige pludselig også med i den grønne trepart. Vi vil meget, meget gerne se på de problemstillinger, der kan være med udledning af fosfor og kvælstof, for der har ordføreren fuldstændig ret i, at det skal vi have set på. Vi har allerede sat så meget byrdefuldt i gang, som ikke er udrullet endnu, at jeg har svært ved at se, at dansk landbrug og rigtig mange produktionsvirksomheder i Udkantsdanmark kan overleve det overgreb, de ser fra partier som Venstre og Socialdemokraterne lige nu.

Lad os nu se, hvad der er sat i gang, og om det virker. Der kan jeg godt være meget tvivlende over for det, hvis vi ruller det tilbage til det, jeg sagde skete, dengang vi indførte CO2-afgiften på landbruget og dansk mælk. Vi får den lækreste mælk fra Tyskland nu og har fået økologerne til at lave konventionel mælk, fordi markedet bestemmer. Og det er jo den mekanisme, som jeg køber ind på, altså at markedet kan bestemme. Jeg tror, at markedet kan bestemme meget mere, end det gør lige nu. Det er bare ramt af, at der sidder 179 mennesker i Danmark og tænker, at de ved bedre, for så indfører vi nemlig tåbelige ting, og så får vi den overadministration, og så får vi uigennemsigtig lovgivning herinde, hvor det bliver ganske små mærkesager. Den næste gule breaking news-bjælke er jo den, der fører til, at vi sidder og stemmer noget igennem lige om lidt, som så bliver indført i en endnu større lov, som almindelige mennesker ikke kan finde vej i.

For det er faktisk det, jeg hører, og som skal roses – selv om vi ikke kan støtte forslaget, skal det roses – altså den forsimplingstankegang, der i hvert fald ligger i ordførerens forslag, med, at man kan lave det om til et husholdningsbudget, hvor alle mennesker kan følge med i det. Kunne man gøre det samme med den danske skattelovgivning, var man kommet rigtig, rigtig langt. Men det kræver, at man fra dag et skifter det ene ud med det andet, for ellers bliver det bare endnu mere bureaukrati, endnu flere ansatte i det offentlige og Socialdemokraterne, der bliver endnu gladere, når de så kan få lov til at flytte mængden af arbejdskraft fra det private til staten.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Theresa Scavenius.

Tak. Det handler jo om, hvor vi lægger byrden i forhold til at lave bl.a. vores miljø- og klimaregulering. Er det virksomhederne, der ligesom skal have det tunge læs med at indrapportere data og alt det, de bliver bedt om, eller er det staten? Jeg hører, at ordføreren er lidt imod begge dele. Ordføreren er både imod, at virksomhederne skal have byrderne, men er også imod, at der er ansatte, der ligesom skal håndtere det.

Der er jeg jo nok mere der, hvor jeg siger, at jeg tror, at noget af det her er en grundinfrastruktur. Det handler om, at der skal være nogle flere målestationer, der sikrer, at vi har styr på det. Som det også allerede er blevet nævnt, har vi i Danmark ret meget styr på mange af tingene. Så det handler nok mere om at få det koordineret plus at bruge det aktivt. Det skal tvinges ind i det, så når vi så laver noget lovgivning, bruger vi faktisk også den viden, der er tilgængelig i vores samfund.

Men hvis ordføreren hverken vil bruge pengene det ene eller det andet sted på nogle, der skal lave det, så bliver det svært at lave noget miljøregulering i det hele taget. Men vil ordføreren alligevel ikke forholde sig til det her med, at det er et afbureaukratiseringsforslag? Det handler noget om, at vi lige nu har en hel masse rundtomkring, der skal gøres, selv om grundinfrastrukturen netop er der til at sige, at vi kan bruge de ressourcer, vi vil, og importere biomasse osv., og bagefter skal vi så ligesom trække i håndbremsen, hvilket er ret besværligt.

Tak. Ordføreren.

Det er, fordi jeg står et andet sted. Jeg står jo og siger, at jeg godt tror, at man kan regulere uden at få mere bureaukrati. Om det er virksomheden, der bruger sine lønkroner på at betale for det her bureaukrati, eller om de betaler i skat for at finansiere, at vi har nogle i staten til det, fjerner jo ikke mængden af tåbelighed i miljølovgivningen.

Hvis jeg skal holde fast i det positive, ville det bedste være en forenkling, der ville gøre, at alle hjemme på den enkelte gård eller i den enkelte virksomhed dybest set kunne lave et plus og minus-regnskab, der kunne forholde sig til det. Men det tror jeg faktisk at markedet gør. For det, der er den fantastiske mekanisme i markedet, er, at hvis f.eks. fosfor bliver en kæmpe mangelvare, vil den stige voldsomt i pris, og det vil så give et incitament til, at man finder noget andet at bruge.

Ikke for at nævne Donald Trump, men jeg så et eller andet med, at han havde forbudt pennyen, fordi kobber nu var blevet så dyrt. Man kan sige, at de jo allerede igennem årtier har puttet mindre og mindre kobber i pennyer i USA, fordi det simpelt hen var for dyrt og simpelt hen var et mangelprodukt. Og så udvikler markedet sig.

Så markedet kan godt klare sig uden regulering. Problemet er igen, at herinde vil vi gerne detailregulere alting, og det skaber jo så også, at vi skal have nogen til at tvinge det ned i halsen på folk.

Spørgeren.

Jeg er enig i, at vi ikke skal detailregulere; vi skal lave den gode rammelovgivning, der giver ens konkurrencevilkår for alle inden for den spilleplade, som virksomhederne kan operere mere eller mindre frit på. Lige nu synes jeg netop, at vi gør det modsatte. Vi laver alt muligt og roder rundt inde i markedet, så markedet faktisk ikke fungerer effektivt i sig selv.

Jeg vil bare lige kommentere på det, som ordføreren sagde tidligere. Det var det her med, om jeg også mente avokadoer og mandler og lignende. Ja, selvfølgelig, det handler om at have en grundlæggende ressourcetilgang og sige, at hvis vi ved, hvor dyrt et produkt i virkeligheden er i forhold til ressourcetrækket, jamen så kan det godt være, at vi ikke ønsker at købe det. Der ved vi godt, at der er nogle ting, der bare er meget mere ressourcekrævende. Og lige nu snakker vi meget landbrugsprodukter, men det er jo en ressourcetilgang, man netop kan brede ud til det hele.

Ordføreren.

Men ordføreren ved også godt, at når politikere bliver blandet ind i det, griber tingene om sig. Dengang der var fokus på, at kød var superfarligt for klimaet og mælk var superfarligt for klimaet, var der ikke rigtig ret mange, der ville fortælle, at en mandelmark bliver sprøjtet fuldstændig i bund, så alt levende dør.

Så skal vi jo være ærlige og åbne over for at få alle præmisserne med. Jeg ved, at ordføreren er enig i, at det er der, hvor politikere kortslutter systemet. For der er den der populistiske rygrad, som er der meget i især regeringer. Det gør jo, at vi ikke får alle tingene med. Så det er en omkalfatring og en meget, meget stor ændring. Og lige nu er jeg mest bekymret for, at det vil blive mere oven på det, der eksisterer.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre til den næste, og det er hr. Karsten Filsø fra SF.

Tak for det. Indledningsvis vil jeg sige, at jeg står her som afløser for fru Marianne Bigum, som sædvanligvis har det her område.

At Danmarks ressourceforbrug er alt for højt og ikke bæredygtigt, er jo desværre et velkendt faktum, men, desværre igen, nok ikke anerkendt af alle. Danmark er sammen med lande som Qatar, USA og De Forenede Arabiske Emirater et af de mest ressourceforbrugende lande i verden, og hvis alle forbrugte som os, skulle vi bruge næsten fem jordkloder.

Det siger sig selv, at reduktion af ressourceforbruget og omstilling af den cirkulære økonomi, hvor vi leverer ambitiøs politisk handling på verdensmål nr. 12, ansvarlig forbrug og produktion, er en af Danmarks helt store udfordringer, og det kalder på løsninger i stor skala. Derfor mener SF, at der er brug for en national handlingsplan for cirkulær økonomi, som adresserer både reduktion af forbrug, øget cirkularitet og øget genanvendelse, ligesom vi mener, at reduktion af Danmarks ressourceforbrug bør være et centralt tema i en kommende handlingsplan for verdensmålene.

Det store ressourceforbrug kommer med stor konsekvens for miljø, klima og natur, men reduktion af ressourceforbrug handler også om at styrke forsyningssikkerheden og konkurrenceevnen for vores virksomheder. Fremtidens virksomheder er dem, der kan levere deres produkter med et mindre forbrug af nye ressourcer, for dem kommer der i stigende grad til at være kampe om. Helt aktuelt ser vi præsident Trumps helt urimelig ageren omkring Ukraines naturgivne ressourcer, og jeg tror, vi kommer til at se flere eksempler fremover.

Vores planet er unik, og den kan holde til meget, men der er grænser. For omkring 15 år siden blev der derfor lavet et vigtigt stykke arbejde med at definere disse grænser, identificeret som 9 vitale processer, som er afgørende for Jordens systemer, altså de planetære grænser. Forskerne fortæller, at holdes de menneskelige aktiviteter på et sikkert niveau inden for de grænser, kan klodens egne processer håndtere påvirkningerne. Det uhyggelige er bare, at lige nu er den sikre zone inden for 6 ud af de 9 vitale, livsunderstøttende systemer faktisk overskredet. Det skal tages alvorligt, og det bør være en politisk hasteopgave og prioritet at føre en politik, der sikrer, at den menneskelige aktivitet bringes tilbage til et niveau inden for de planetære grænser, og at dette i langt højere grad integreres i den politik, som føres.

Nu vil jeg sige noget om det konkrete beslutningsforslag. De refererede faglige analyser i beslutningsforslaget er på flere områder korrekte og med velkendte SF-politiske løsninger. Det er f.eks. helt klar SF-politik, at Folketinget skal tage ansvar for Danmarks ressourceforbrug i forhold til produktion og forbrug, og at ordentlig klima og miljøpolitik kræver en ressourcebudgetforståelse, og at vi skal brænde mindre biomasse af. Ligeledes er det helt klar SF-politik, at klima og diversitetspolitikken skal samtænkes, og at vi skal skabe et marked for grønne industrier og teknologier, og at de mest forurenende industrier skal reguleres og rette ind. Kan de ikke finde ud af det, må de forbydes. Det har SF været tydelige omkring, senest omkring PFAS-industrien. Men vi er selvsagt uenige i, at der i klimaloven er politisk greenwashing. Tværtimod mener vi, at denne lov er en utrolig vigtig lovgivning, så vi politisk kan arbejde med, at vi leverer på Parisaftalen.

Det foreslåede beslutningsforslag fra fru Theresa Scavenius, som vi diskuterer i dag, er desværre på flere måder uklart, og på andre måder foreslås der ting, som vi i SF ikke mener er løsningen på de problemer, der oplistes i forslaget. F.eks. undrer det os, at dette her beslutningsforslag udelukkende fokuserer på kvælstof, fosfor og kulstof, for det er jo ikke kun forbruget af de tre ressourcer, som er et problem; det er også forbruget af råstoffer som metaller, grus og sand, hvor udvindingen skaber store miljøproblemer, forurener klimaet og ødelægger naturen. Ved kun at fokusere på de tre ressourcer og to direktiver og Parisaftalen er vi bekymrede for, at den foreslåede model vil være skæv.

Vi kan ikke støtte forslaget. Nu cuttede jeg lige lidt af her, på grund af at formanden rejste sig op.

Tak for det, og der er en kort bemærkning til fru Theresa Scavenius.

Tak, og tak for talen. Jeg synes, der var mange vigtige overvejelser. Som ordføreren netop siger, er det kendt SF-politik, som nogle af tingene flugter meget med. Så er vi så uenige om klimaloven, kan jeg forstå. Men mit spørgsmål angår faktisk det, den sidste ordfører nævnte, nemlig det med at have en meget bredere ressourcetilgang, som også handler om råstofferne. Det synes jeg faktisk er rigtig vigtigt. Det er kun noget med, at det ville have gjort forslaget endnu større og mere omfattende osv., men grundlæggende synes jeg, det er en rigtig god idé. Så mit spørgsmål er, om SF vil være med til at samarbejde om at udvide den her ressourcetilgang til også at inkludere de ting. Så kunne vi måske tage klimadelen ud og så netop fokusere mere på miljødelen.

Ordføreren.

Jeg er sikker på, og det synes jeg også kom til at fremgå, at vi på mange måder deler analysen, som kommer herfra. Der er ingen tvivl om, at der er en del, som vi vil kunne samarbejde om, for vi ser ens på det. Vi ønsker at have en bredere tilgang til det. Vi ønsker at få ressourceforbruget integreret i hele vores tankegang, og det skal forstås bredt. Så det tror jeg da fint vi kan finde ud af at samarbejde om.

Spørgeren.

Jamen jeg kvitterer bare for det, og så kan vi jo snakke videre om det på et andet tidspunkt. Tak.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Og så er den næste fru Sandra Elisabeth Skalvig fra Liberal Alliance. Velkommen.

Tak. Jeg vil gerne starte med at rose fru Theresa Scavenius for et ekstremt gennemarbejdet beslutningsforslag, som vidner om en meget stor faglig viden – en faglig viden, som jeg som vikar for vores miljøordfører på ingen måde kan matche. Derfor vil jeg ikke gå ned i detaljer som fosforsammensætning og betydning for miljøet, men holde mig mere til, hvad vi i Liberal Alliance ser som konsekvenserne af tankegangen bag det her beslutningsforslag.

På overfladen kan det godt virke som en fornuftig ting, at vi ser på det samlede ressourceforbrug og holder det op mod den samlede økologiske tilstand, men den bagvedliggende holdning, at man ser alle ressourcer som kollektive, er en tankegang, der har enormt omfattende konsekvenser for vores samfund og for vores økonomi. Det er jo reelt en fuldstændig kollektivisering af økonomien og et opgør med den private ejendomsret. Det vil ikke kun betyde, at man f.eks. som virksomhedsejer ikke har håndsret over sit eget produktionsapparat; det vil også betyde, at vi f.eks. vil skulle stoppe al indvinding af gas, og det tror jeg vil være uklogt i den nuværende europæiske energisituation. Det er helt legitimt at mene, at vi står i en situation, hvor det er nødvendigt med så drastiske skridt, men det ligger så langt fra, hvordan vi i Liberal Alliance grundlæggende ser på tingene.

Derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Theresa Scavenius.

Tak for, at ordføreren har åbnet for en meget, meget interessant del af den her debat, og det er ejerskabet til vores ressourcer; for det er da fantastisk spændende. Og ja, det er jo faktisk lige præcis det, det handler om. Det handler om, at når du producerer en gulerod på en mark, må du gerne sælge guleroden, fordi den har du ligesom produceret og den har du ejerskab over. Men det, du ikke har, ifølge min forståelse, er ejerskab over alt det, der ligger længere nede i jorden, f.eks. regnormene, og heller ikke atmosfæren over; den er kollektiv. Det vil sige, at det lige præcis er i forbindelse med den her type af ressourcer, at vi skal finde ud af at sige, at når du producerer den her gulerod – nu er det bare et eksempel – trækker du nogle ting nogle steder fra, som du faktisk ikke har ejerskab over, og det har nogle konsekvenser for miljø, vand og natur, som du heller ikke har ejerskab over.

Så er vi ikke enige om, at atmosfæren er et kollektivt ejerskab, og at f.eks. jorden under og vandet under en mark, man ejer, er kollektive?

Ordføreren.

Jeg tror, jeg vil starte med at være fuldstændig ærlig om, hvordan tingene er. Vi har en lille smule sygdom i vores parti i dag, og derfor har jeg egentlig bare fået en ordførertale. Og derfor vil jeg gerne henvise fru Theresa Scavenius til at tage fat i vores miljøordfører, så I i fællesskab kan drøfte nærmere begrundelser for, hvor det er, at Liberal Alliance er placeret.

Spørgeren.

Okay, det er helt fair – så det gør jeg på et andet tidspunkt. Men det er bare ret vigtigt for mig at sige, at jeg netop mener, at når vi snakker om vores ressourcer, så er det selvfølgelig en del af fællesskabet og noget, man ikke bare sådan kan stjæle eller tage, bare fordi man har retten til at producere en gulerod et sted. Men det er fair nok; tak for det.

Tak for forståelsen.

Vi siger tak til ordføreren. Hvis jeg kigger rundt i salen, er den eneste ordfører, jeg kan se er tilbage, fru Zenia Stampe fra Radikale Venstre. Velkommen.

Tak for det. Vi synes, det er et superspændende forslag. Jeg er selv meget optaget af at læse bøger og få input fra folk, der giver bud på, hvordan man kan gribe ting an på en helt anden måde. Jeg er jo ikke i tvivl om, at nogle af vores systemer – det kan handle om ressourceforbrug, men også alt muligt andet – simpelt hen ikke er indrettet til den verden eller de kriser, vi står over for. Så jeg vil gerne starte med at sige, at jeg synes, at det er et forfriskende input, hvor man prøver at se, hvordan man kunne gribe det hele anderledes an.

Vi kommer alligevel til at stemme blankt eller imod, fordi vi jo samtidig er et pragmatisk parti. Det er sådan set en balance, jeg selv virkelig hver dag administrerer, altså det her med, hvordan man både kan tænke ud af boksen og være systemkritiker og samtidig sætte sig ind i forhandlingslokalet og ændre tingene indefra. Jeg tror, det er meget sjældent, at vi får lavet sådan en fuldstændig turnaround, hvor vi går fra et system til et helt andet system. Ofte laver vi sådan nogle små hacks – undskyld de engelske ord – som langsomt bevæger systemet i en anden retning.

Men jeg vil da sige, at da jeg læste beslutningsforslaget, tænkte jeg, at det lidt minder om tankegangen i donutøkonomi, hvor det ikke kun handler om økonomien, altså bnp, eksport, import og alle de der ting, som vi fører regnskab for, men også ressourceanvendelse. Det kan jeg rigtig godt lide, men vi kan ikke rigtig få os selv til at stemme for noget, som siger, at vi nu skal lave systemet fuldstændig om, samtidig med at vi er i nogle processer og nogle aftaler, hvor vi prøver at gøre det indefra. Så det er nok det dilemma, vi altid vil være i som radikale. Men ros for, at der er nogen, der prøver at spørge sig selv, om man kunne gribe det an på en helt anden måde. Det gør vi sådan set også, men så prøver vi jo at oversætte det til de der hacks.

Det tror jeg var mit forsøg på at sammenfatte vores lidt ambivalente position. Men ros for det her. Hvis fru Theresa Scavenius måske fortsætter, kan det være, at vi kan skabe en eller anden dialog på tværs af Folketinget, så vi langsomt får masseret den her tankegang ind. Måske kan vi få det store systemskifte på lang sigt, eller måske kan vi sætte ind på nogle lidt mindre ting, der langsomt dirigerer den store supertanker i den her retning og den her vej, for den er i hvert fald helt rigtig.

Tak til ordføreren. Man må faktisk godt bruge engelske ord; man skal bare bagefter oversætte til, hvad det betyder på dansk dansk. (Zenia Stampe (RV): Jeg kan ikke oversætte det til dansk). Jamen det har vi så desværre regler for; så må man finde et andet ord. Værsgo til fru Theresa Scavenius.

Tak. Tak for talen, både fordi den var meget ærlig og netop meget klar på, at vi faktisk nogle gange har brug for noget systemforandrende tænkning. Hvis alle er inde i tankeren og bare kører ned ad motorvejen, så bliver det både nogle gange politisk farligt – det er i hvert fald det, jeg mener på det her område – men jo også lidt politisk fattigt. Så virkelig tusind tak for at tage positivt imod det og netop sige, at man håber på, at det ligesom på et eller andet tidspunkt kan få noget liv.

Så synes jeg også, at jeg vil sige tak for at være sådan ærlig og netop sige, at virkeligheden på Christiansborg selvfølgelig i øjeblikket er, at der er rigtig mange partier, som er en del af den der store motorvej, vi kører nedad, på grund af forskellige politiske aftaler og en hel masse praktik, som jeg jo godt anerkender og selvfølgelig godt forstår er svært at komme ud af. Men det er måske jo så bare det, der er det gode ved det her forslag og den her debat og den måde, ordføreren responderer på, nemlig at det faktisk kan være en måde ligesom at kigge lidt tilbage på og spørge, om det er en smart måde, vi har indrettet folkestyret på lige nu, hvor de fleste har samlet sig om at gå ned ad én retning i fællesskab frem for at bevare noget mere stærkt oppositionsarbejde, der hele tiden kan udfordre den eksisterende regering og hovedlogikken i regeringens politik.

Ordføreren.

Jamen det er jo rigtigt. Og så lykkedes det jo indimellem alligevel i det her meget tunge maskineri at sætte en ny retning, og det synes jeg jo vi gjorde med klimaloven i sin tid, fordi der lige pludselig var en folkestemning og et vindue. Så jeg tror også nogle gange, at man skal dyrke de her systemforandrende tanker; man skal have nogen, der dyrker det og gøder jorden for det, og så kan det være, at der lige pludselig åbner sig et vindue, og så skal man hakke til. Det ser jo også som en del af det her arbejde. Så har vi lidt forskellige roller i det. Nogle gange er man den, der tænker nyt, og nogle gange er man den, der skal tage det nye og massere det ind i en eller anden regelpolitisk virkelighed. Men der er ikke nogen tvivl om, at der er brug for systemforandringer; om vi, ligesom med klimaloven, lige pludselig kan blive enige om en stor systemforandring, eller om vi må klare det med – hvis det ikke hedder »hack« – små justeringer. Det er jo så lidt forskelligt. Men jeg er ikke helt så kritisk over for den måde, vores folkestyre fungerer på, som fru Theresa Scavenius er, men det er da klart, at noget af kritikken jo er rigtig, og at der er brug for nogen, der tør tænke nyt og se ting udefra.

Tak. Spørgeren.

Ja, præcis. Vi har forskellige roller, og jo mere klarhed, der kan komme omkring det, jo finere er det, når man har god forståelse for det. Jeg vil bare lige kommentere på det i forhold til klimaloven, for jeg mener jo så bare ikke, at den er en systemforandrende, netop fordi man ikke tog et ordentlig opgør med ressourcetilgangen, f.eks. på biomasseområdet, og der er en hel række andre kritikpunkter. Det er jo nok det, der nogle gange også sker, nemlig at der ude fra periferien, fra kritikerne, kommer nogle tanker og noget kritik og noget pres. Det kommer så måske ind i maskinrummet på en meget, meget tyndere måde, og så bliver det tilpasset motorvejen. Det er i hvert fald det, der er min bekymring, at det sker løbende. Man fastholder motorvejen, og så bliver den pyntet med lidt forskellige forslag frem for det her systemopgør.

Tak. Ordføreren.

Ja, det er måske rigtigt. Jeg synes jo også, at klimaloven jo lige drejer motorvejen i en lidt anden retning. Sådan kan man jo se det lidt forskelligt, afhængig af om man ser det udefra eller indefra. Jeg synes, den har betydet meget for den måde, vi arbejder på her, og den har helt klart skabt en hel anden kadence for hele klimapolitikken. Men det er jo rigtigt, at den også har tilpasset sig det, der er virkeligheden herinde. Det er måske også derfor, at jeg er radikal. Jeg er stor tilhænger af systemkritik, men jeg tror også på det der med, at man får det passet ind i folkestyret. Det er jo det, der gør, at det ikke bliver revolutioner, men reformer; men tankerne til reformerne skal jo tit fødes af nogle lidt revolutionære typer.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det forslagsstilleren, fru Theresa Scavenius, uden for grupperne.

Tak for debatten, og tak for, at I forholder jer til det her forslag. Jeg er faktisk ret glad for, at flere har nævnt, at det er en omkalfatring, at det vil være en stor ændring, at det vil være at flytte sig fra motorvejen osv., hvilket jeg faktisk synes er rigtig godt set, altså netop at det er en helt anden tilgang til vores ressourceforståelse. Jeg forstår også godt, at der er det her med, at vi lige nu er på den her store motorvej, hvor den grønne trepart er en af de rigtig store klodser på motorvejen, og den har de fleste skrevet sig op til. Derfor er det ligesom på den måde, at de fleste selvfølgelig ikke lige kan flytte sig fra den motorvej. Men jeg er glad for anerkendelsen særlig fra den sidste ordfører, der netop siger, at der også er behov for, at der er nogle, der ligesom en gang imellem siger: Hov, vi kunne også gøre det anderledes; vi kunne også godt køre ned ad en sidevej, hvis den her motorvej fører til det samme, som den har gjort i de mange sidste år. For mange af de tiltag bl.a. f.eks. i den grønne trepart har vi jo set før, altså helt tilbage fra 2017, hvor man har foreslået bedre vandmiljø og man har foreslået mere skov osv.

Så hvad angår det her med at tro på, at ved at fortsætte ned ad motorvejen sker der noget, er udfordringen, at logikken på motorvejen er den samme. Derfor er det, jeg ligesom foreslår, at vi kunne lave en ny afkørsel og så netop køre ned ad en helt anden vej. Men tak for diskussionen omkring det her om, hvorvidt vi netop skal have nogle forskellige roller i forhold til det her med systemkritik og så det her med den pragmatiske tilgang, hvor man er mere ved forhandlingsbordet. Jeg tror, det meget er det, der er vigtigt, men det er også der, hvor jeg savner nogle flere stærke oppositionspartier, som faktisk kunne give lidt mere modstand til den her motorvej, som regeringen kører nede på. Og der er jeg ærgerlig over, at de fleste ligesom har ladet sig opsluge af de her forskellige forligskredse og regeringens linje. Men det er jo sådan, det er, og det må jeg jo så politisk arbejde videre ud fra.

Den sidste ting, jeg bare vil sige, er i forhold til det her med afbureaukratisering. Jeg synes, at det var vigtigt at få med som en del af forslaget, at rigtig meget miljø- og klimapolitik nu ender i den her meget, meget besværlige kasse, som enten er tung for virksomhederne, irriterende for borgerne eller i værste fald ingen steder fører hen. Der er skovforordningen et af eksemplerne. Der synes jeg også, at hvis man ligesom starter med at regne rigtigt, gør boet op til at starte med, kan man faktisk lave noget meget, meget mere simpel miljøpolitik, som giver ens vilkår for alle, og så samtidig sikre, at vi har den samme spilleplade, sådan at man kan have en virksomhed og være borger inden for den samme spilleplade, men med en stram regulering af ressourceforbruget. Men tusind tak for debatten, og tak for, at I forholder jer til det. Så arbejder jeg videre med at være det kritiske oppositionsparti til den store mainstreammotorvej herinde i Folketinget.

Tak til fru Theresa Scavenius. Der er ingen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der er bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Miljø- og Fødevareudvalget. Er der ingen, der gør indsigelse mod dette, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.