Det sidste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 86:

Forslag til folketingsbeslutning om obligatorisk børneopsparing til anbragte unge.

Af Karina Adsbøl (DD) m.fl.

(Fremsættelse 15.11.2024).

Ordføreren for forslagsstillerne, fru Karina Adsbøl, ønsker at give en begrundelse for forslaget. Velkommen.

Tak for det, formand. Forslaget, vi skal behandle i dag, handler om, at anbragte unge skal have stillet en børneopsparing til rådighed, når de fylder 18 år. Det har jeg haft et stort ønske om, og det har jeg haft længe. Når man som samfund gør noget af det mest indgribende over for familier, altså anbringer et barn uden for hjemmet, mener jeg også, at samfundet har et ansvar og en forpligtelse til at sikre, at anbragte børn bliver hjulpet godt videre i voksenlivet.

Der er desværre børn i dag, der hverken kan eller skal bo hjemme. Det her forslag er bare et af mange initiativer, man kan gøre for at hjælpe anbragte børn videre på vej i voksenlivet. En anbringelse betyder dermed, at vi som samfund tager ansvaret for gruppen af børn og unge på os, indtil de ikke har brug for os længere. Børn og unge, der ikke er anbragt, kan ofte læne sig op ad deres forældre, indtil de kan stå på egne ben i voksenlivet.

Den mulighed har børn og unge i anbringelse oftest ikke. Derfor er det også et samfundsansvar at støtte dem ind i voksenlivet. Derfor synes jeg, at vi som samfund har en forpligtelse til at hjælpe dem videre, og jeg mener, at det at kunne få udbetalt en børneopsparing kan være en økonomisk håndsrækning til anbragte børn, når de fylder 18 år. Det kan være en lille hjælp på vej videre ind i voksenlivet, en lille hjælp til et kørekort, udbetaling til en lille bil eller andet, man har behov for.

Nogle vil måske sige, at det jo ikke er alle børn, der vokser op med sin mor og far, der får en børneopsparing. Og nej, det er rigtigt, men mange gør, og forskellen er altså også bare her, at når man som samfund anbringer et barn, følger der også et ansvar med. Til dem, som husker det, er det her ikke noget nyt ønske. Det er faktisk noget, vi tidligere har drøftet i en forhandling om hele familieområdet, og der havde jeg en oplevelse af, at flere socialordførere på daværende tidspunkt var interesseret i at støtte det her.

I forhold til finansieringen har vi det finansieret med vores finanslovsforslag for 2025, hvor vi har afsat 20 mio. kr. i det her år. Det kan læses på side 30, og nu er tiden gået. Tak for ordet, formand.

Tak til ordføreren. Forhandlingen er hermed åbnet, og den første, der får ordet, er social- og boligministeren.

Tak til forslagsstillerne for at sætte fokus på et område, der ligger mig rigtig meget på sinde, nemlig hvordan vi skaber de allerbedste muligheder for vores børn og unge, særlig dem, der er udsatte, og som, som ordføreren også sagde, hverken kan eller skal blive boende hjemme, fordi det simpelt hen er for svært.

Beslutningsforslaget pålægger regeringen at fremsætte et lovforslag om, at alle anbragte unge får stillet en obligatorisk børneopsparing til rådighed, når de fylder 18 år. Jeg er helt enig i, at når vi som samfund har taget ansvaret for et barn eller en ung, må vi ikke give op, og vi må ikke give slip, før de er godt på vej i voksenlivet.

Alle børn fortjener en tryg og god barndom, og vi skal løfte ansvaret for, at den rette støtte gives, både i barndommen, men også i overgangen til voksenlivet. Vi skal sikre, at et udsat barn ikke bliver en udsat voksen, som vi desværre alt, alt for ofte ser ske. Derfor bakker jeg fuldstændig op om formålet med og intentionen bag beslutningsforslaget.

I efteråret landede en analyse på mit bord, der gjorde et rigtig stort indtryk på mig. Analysen beskriver de 43.000 unge, der ikke har en uddannelse eller er i beskæftigelse. Den viser, at over halvdelen af de unge har modtaget en social indsats på et tidspunkt i deres liv, og at de i langt højere grad end andre unge har udsatte forældre. Det skal vi tage alvorligt, og vi skal løfte det ansvar, som vi har. Derfor er det en prioritet for regeringen at gøre noget for de unge mennesker, der har svært ved at finde fodfæste i voksenlivet. Det skal vi gøre ved at se bredt på, hvordan vi kan hjælpe den her gruppe af unge mennesker, og vi har et særligt ansvar for de unge, der er eller har været anbragt.

Det er helt afgørende, at tidligere anbragte unge støttes i at lande i voksenlivet med stærke relationer, netværk, bolig, job eller uddannelse. Der findes allerede regler om ungestøtte, så kommunerne har en række greb, der skal sikre, at tidligere anbragte unge ikke slippes for tidligt. Det kan være ved at opretholde en anbringelse eller sikre en fast kontaktperson. Men alligevel taber vi stadig væk for mange anbragte unge i overgangen til voksenlivet, og derfor er jeg også glad for, at man med aftalen »Børnene Først« er blevet enige om, at der skal ske en nytænkning af ungestøtten. Her har vi mulighed for at gentænke de eksisterende indsatser, så den støtte, vi giver, rent faktisk opleves som en hjælp. Vi skal se på, hvordan vi bedst tilrettelægger ungestøtten inden for de eksisterende økonomiske rammer, så vi kan give de unge den bedst mulige støtte i overgangen til voksenlivet.

De analyser, der allerede er udarbejdet, skal vi lære af og følge op på, og vi skal særlig lytte til, hvad de unge selv fortæller at de ønsker sig. Det kræver, at vi tænker os godt om og får taget højde for den kompleksitet og variation, der også er i målgruppen, og jeg ser rigtig meget frem til, at vi også kan drøfte dette politisk. Når det er sagt, peger al forskning på, at udsatte børn og unge klarer sig væsentligt bedre i livet, hvis vi sætter tidligt ind med den rigtige hjælp og støtte. Derfor skal vi også have fokus på støtte i barndommen, når vi taler om overgangen til voksenlivet.

Med aftalen »Børnene Først« har vi taget et vigtigt første skridt med et markant løft af området og med en aftale om, at vi skal sikre en bedre og tidligere indsats til udsatte børn og familier. Unge er generelt en høj prioritet for regeringen, og jeg er glad for, at der også på andre områder er taget vigtige skridt for at hjælpe lige netop den målgruppe, vi taler om i dag. Regeringen og et bredt flertal med beskæftigelsesministeren i spidsen har indgået en aftale, der lige præcis har fokus på de sociale problemer hos de 43.000 unge uden job og uddannelse. Med aftalen er der afsat mere end 1,3 mia. kr. til investeringer i de unges fremtid, og med de midler skal flere hjælpes til at realisere deres drømme og ønsker om at få plads på en arbejdsplads, få en uddannelse eller indgå i andre meningsfulde fællesskaber.

Med det nye kontanthjælpssystem har vi også taget et vigtigt skridt i den rigtige retning. Gennem en række tillæg og tilskud skal det nye system sikre, at vi tager særlig hånd om udsatte unge og børn med forældre i kontanthjælpssystemet. F.eks. kan unge kontanthjælpsmodtagere, der har udfordringer udover ledighed, få ekstra støtte i form at et særligt ungetillæg.

Til sidst vil jeg lige adressere den foreslåede økonomi og finansiering af forslaget her i dag. Forslagsstillerne har lagt op til at afsætte 20 mio. kr. til at finansiere en obligatorisk børneopsparing ved besparelser i bevillinger og sanering i statsministerens departement. Her mener jeg, at man blander æbler og pærer sammen uden at præsentere nogen som helst konkrete rammer for ordningen.

Det fremgår af »Børnene Først«-aftalen, at nytænkningen af ungestøtten skal ske inden for den eksisterende økonomiske ramme på området. Jeg har det sådan, at vi først og fremmest skal finde de rigtige tiltag for at hjælpe de unge godt ind i voksenlivet – tiltag, der virker og gør en forskel for de unge. Det er jo altid op til en politisk beslutning at prioritere midlerne på området, men nye prioriteringer vil samtidig kræve, at der skrues ned for de eksisterende indsatser, og derfor er det også vigtigt, at vi prioriterer de indsatser, som vi tror mest på.

Hvis man gerne vil indføre en børneopsparingsordning for anbragte børn og unge, skal vi selvfølgelig se på, hvordan den kan udformes, hvem der skal være omfattet af den, og hvor store beløb det er, vi taler om. Derefter kan vi vurdere de årlige udgifter forbundet med ordningen. Men jeg mener også, at vi har en god anledning til at gentænke, hvordan vi bedst anvender disse midler i nytænkning af ungestøtten. Der bruges trods alt i dag omkring 1,5 mia. kr. i kommunerne på at give ungestøtte og også sikre efterværn, så jeg synes også, at der er plads til, at vi kan tage alle gode idéer med i det videre arbejde, og jeg anerkender fuldt ud ordførerens bemærkninger om, at ordføreren længe har haft fokus på området. Det er også, hvad jeg hører og mange folk i øvrigt anerkender.

Derfor vil jeg bare også til sidst gerne gentage det, jeg lagde ud med at slå fast: at regeringen deler intentionen bag beslutningsforslaget, at flere unge skal have en bedre start på voksenlivet, og det her måske kunne være et af flere forslag, som der skal kigges på i det videre arbejde. Det er en prioritet for regeringen at sikre det, og vi ønsker, at hjælpen er helhedsorienteret. Et første vigtigt skridt er taget med »Børnene Først«, hvor vi med nytænkning af ungestøtte skal se på, hvordan vi bedst hjælper anbragte unge godt ind i voksenlivet. Men det er klart, at den her ungestøtte ikke kan stå alene, og derfor er jeg også glad for, at vi er blevet enige om at lave bedre og tidligere indsatser for udsatte børn og familier. Også på andre områder er der taget vigtige skridt, og som jeg har nævnt, er der netop indgået en aftale omkring ungeløftet og et nyt kontanthjælpssystem, hvor der også tages særlig hånd om udsatte unge og børn med forældre i kontanthjælpssystemet.

Så på den baggrund kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget, men takker for, at der er fokus på området, og her er et vigtigt initiativ at tage med videre i drøftelserne. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er et par korte bemærkninger. Først er det fru Karina Adsbøl.

Tak for det. Selv om ministeren så afviser det, hører jeg faktisk også en imødekommelse af, at ministeren godt vil tage det med i det videre arbejde i forhold til det her område. For det har faktisk været planen, hvis vi går længere tilbage, til da ministeren ikke var minister, men der har været andre ministre, og det er faktisk noget, man har drøftet, men ikke har handlet ud fra, netop i forhold til at vi skulle sikre, at anbragte børn også kunne få en børneopsparing. Jeg er da helt enig med ministeren i det med en tidlig indsats og tidlig hjælp, og alt for mange, desværre, anbragte børn og unge får man ikke fulgt godt videre i voksenlivet. Det er en kæmpe udfordring. Vi kan tage hele efterværnsområdet og alle de ting.

Så skal man bare huske på, at det her med den børneopsparing bare er ét af mange greb, som jeg ønsker vi skal tage på området. Derfor vil jeg godt høre ministeren: Hvornår påtænker ministeren at gøre noget på det her område i forhold til det, der så er indgået en aftale om med flere partier?

Ministeren.

Jeg ved jo, at der er flere af jer, der venter og stadig venter på de politiske drøftelser lige præcis om ungestøtten, og jeg er meget optaget af, at vi finder de rigtige løsninger. Jeg har også selv for nylig haft et møde med De Anbragtes Vilkår og taler i det hele taget også med mennesker, som er berørt eller tidligere har været berørt enten som plejefamilie eller netværksfamilie for børn, der er anbragt, både for at få det perspektiv, hvordan det kan være, når man som netværksfamilie ser et ungt menneske skulle videre på vejen, og hvad man kunne forestille sig kunne være godt at gøre, men også for at lytte til dem, der selv har været anbragt i den her situation. Jeg er stadig væk også ved at sætte mig ind i de analyser, men der er ikke nogen tvivl om, at jeg håber på meget snart også at kunne tage de politiske drøftelser. Jeg må jo så lige i parentes bemærke, at ordførerens parti ikke er med i aftalekredsen om »Børnene Først«, så derfor kan jeg da også godt forstå, at debatten tages her. For når vi kommer til at skulle drøfte det spørgsmål i aftalekredsen om »Børnene Først«, er Danmarksdemokraterne jo ikke med.

Spørgeren.

Nej, men derfor vil vi gerne være med til at finde nogle gode løsninger i forhold til netop det her med, at man får en obligatorisk børneopsparing, når man har været anbragt uden for hjemmet. Det synes vi jo er et element, man burde tage med. Jeg er sikker på, at ministeren, når ministeren også siger, at ministeren har haft møde med De Anbragtes Vilkår, er enig i, at De Anbragtes Vilkår nok godt vil støtte en obligatorisk børneopsparing.

Ministeren.

Ja, De Anbragtes Vilkår har jo netop forskellige ting, som de også peger på. Ud over det her med børneopsparing peger de også på spørgsmålet om, hvornår man kan ansøge om støtte, og hvornår støtten skal stoppe, og om der måske skulle være en generel rettighed osv. Der er nogle af de elementer, som kan være svære at regne på, fordi vi ikke kender dem endnu, men der er ingen tvivl om, der er flere forskellige initiativer, der i høj grad godt kunne være med til at forbedre og nytænke ungestøtten, som det også var aftalt med aftalen »Børnene Først«.

Fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak, og tak for den fine tale fra ministeren. Jeg kan som medlem af et af de partier, der sidder med i »Børnene Først«-aftalen, fortælle, at det egentlig ikke hjælper synderlig meget at være med i aftalen, for når vi snakker ungestøtte eller det, der står som ekstraværn i den første aftale, vi lavede, så sker der bare ikke noget. Det er jo stærkt utilfredsstillende, når vi går ind og laver en aftale med kompromiser, men vi får også nogle sejre med os. Der har det for SF helt sikkert været den del om efterværn eller ungestøtte, herunder også i dagens forslag i forhold til en børneopsparing. Så jeg vil rigtig gerne spørge ministeren, om regeringen endelig har tænkt sig at levere på de elementer, der mangler i »Børnene Først«-aftalen, og helt specifikt i forhold til unge støtten. Og kommer det til at ske inden sommerferien?

Ministeren.

Jeg er meget optaget af, at vi finder de rigtige løsninger for de unge. Det kræver også analyser, og der er jo faktisk i de senere år også som led i aftalen »Børnene Først« iværksat en række analyser på området, både fra ministeriets side, fra Ankestyrelsens side og også fra VIVE's side. I nogle af de analyser har der også været behov for at man bagefter fagligt så på, hvad det er, der er behov for.

I mellemtiden hæfter jeg mig også ved, at regeringen har taget forskellige andre tiltag i den periode, hvor vi måske ikke er kommet videre med selve omlægningen af ungestøtte og efterværn, men så har man taget andre tiltag f.eks. omkring ungeløftet, der jo har været med til og kan være med til at lave forbedringer for lige præcis de her unge mennesker. Men jeg anerkender fuldt ud, at der stadig væk udestår politiske drøftelser på det her område.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg er jo med på, at det i virkeligheden ikke er den nuværende minister, der har ansvaret for den manglende levering inden for de seneste par år på den her aftale. Men det er meget lang tid at vente på nogle afgørende, vigtige delelementer i en aftale, man indgår, og så blive søbet ind i, at vi mangler lidt fra dem, og vi mangler lidt fra den organisation og det analyseinstitut. Det er generelt ret utilfredsstillende. Og vigtigst af alt er det jo faktisk i virkeligheden, at vi begynder at få leveret for de her unge mennesker. Vi kan hjælpe dem meget bedre fra deres anbringelse og ind i voksenlivet. Det håber jeg regeringen vil levere på. Jeg spørger lige igen: Bliver det inden sommerferien, vi bliver indkaldt?

Ministeren.

Jeg kan ikke afvise, at der bliver indkaldt. Vi har jo løbende møder i regi af »Børnene Først«, men jeg hører det, som ordføreren spørger til, som om der bliver indkaldt til forhandlinger. Og det kan jeg ikke sige konkret om der bliver lige inden sommerferien. Men jeg kan i hvert fald sige, at der nok skal blive anledning til at drøfte en opfølgning i forhold til både plejefamilier og ungeindsatsen.

Jeg er enig i, at der jo ligger forskellige elementer i aftalen, vi stadig væk mangler at udmønte. Når det gælder plejefamilieområdet, ligger der jo nogle midler, som vi i fællesskab skal sikre kommer de rigtige steder hen, så vi får flere plejefamilier i fremtiden til at tage imod de her børn og sikre, at de bliver anbragt et godt sted. Når det kommer til efterværn og ungestøtte, skal det ske inden for den nuværende økonomiske ramme.

Tak til ministeren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Vi går til ordførerne. Den første er fru Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet. Velkommen.

Tak for forslaget fra Danmarksdemokraterne, som rummer nogle rigtig fine tanker, som rækker ind i fremtiden for børn og unge med anbringelsesbaggrund. Vi er i Socialdemokratiet meget enige i, at vi som samfund har et særligt ansvar over for anbragte børn og unge. Alle børn fortjener en tryg og god barndom, og vi skal sammen løfte ansvaret for, at den rette støtte gives i barndommen, og også sikre overgangen til voksenlivet, sådan at et udsat barn ikke bliver en udsat voksen.

Det er også derfor, at Socialdemokratiet med statsministerens første regering tog initiativ til aftalen »Børnene Først«, som rummer en lang række delaftaler, og som skal være med til at hjælpe udsatte børn og deres familier tidligere, end de bliver i dag. Aftalen løfter området med over 2 mia. kr. i årene fra 2022 til 2025. Det er centralt, og det er vigtigt. Derudover stadfæster barnets lov et tidssvarende børnesyn, der både i lovgivningen og i reel praksis sikrer, at børn og unge ses i deres egen ret og får flere rettigheder, og at barnets stemme med de her rettigheder får større betydning i sagsbehandlingen.

Som forslaget ligger, kan vi ikke støtte op om forslaget, men vi anerkender de gode tanker, der ligger i det, og ser frem til, at vi får drøftet forslaget i udvalget. Så tusind tak for, at Danmarksdemokraterne endnu en gang sætter fokus på anbragte børns vilkår og fremtid.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Karina Adsbøl.

Tak. Selv om vi ikke er enige om mange ting omkring det, den tidligere minister var ude at sige om det med børnenes statsminister – hele den diskussion har vi jo taget – vil jeg egentlig gerne klamre mig til det halmstrå, der alligevel er i ordførerens tale i forhold til at kunne arbejde videre med det her.

Man skal være tålmodig som ordfører og som politiker for at få nogle ting igennem, og derfor tænker jeg, om der kunne være mulighed for, at vi blev enige om en beretning. For jeg er faktisk også, ligesom SF's ordfører er, meget utålmodig, netop også i forhold til, som ordføreren selv var inde på, den tidligere regering og det om at være børnenes statsminister. Når man er børnenes statsminister, skal man jo også være det for anbragte børn. Det her synes jeg bare er et vigtigt skridt, som kan være med til at forbedre overgangen til voksenlivet. Der skal flere greb til. Det er vi enige om. Kunne en beretning være en løsning?

Ordføreren.

Vi er i hvert fald klar på at drøfte forslaget i udvalget, og så må vi se, hvor langt vi kommer. Jeg håber også, at ordføreren er klar over, at vi anerkender og ved, at det her er en dagsorden, som ordføreren har bragt frem ad flere omgange, og at ordføreren er dybt optaget af, at anbragte børn og unge klarer sig bedst muligt.

Spørgeren.

Så det, jeg hører ordføreren sige, er, at vi godt kan arbejde videre med at finde en løsning på en obligatorisk børneopsparing. Det kan godt indgå i en beretning sammen med måske andre gode ting i forhold til overgangen til voksenlivet for anbragte børn, så vi sikrer dem, at de kommer godt på vej. Det har vi jo netop et samfundsansvar for. Når man som samfund har taget det store skridt, at de ikke skal bo hjemme, er det jo også samfundets ansvar at sikre dem den gode overgang.

Ordføreren.

Det ville være at trække den for langt. Jeg vil i hvert fald glæde mig til udvalgsbehandlingen. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Vi går til den næste, og det er hr. Christian Friis Bach fra Venstre. Velkommen.

Mange tak for det. I Venstre vil vi også gerne anerkende både engagementet og de gode intentioner bag forslaget. Vi er helt enige i, at det er vigtigt, at vi gør alt, hvad vi kan, for at sikre en bedre start på voksenlivet for tidligere anbragte unge. Vi har et særligt ansvar for dem, særlig fordi de har været anbragt uden for deres hjem.

Derfor er vi jo også glade for, at vi i regeringen har gjort en række ting. Med »Børnene Først« har vi sikret bedre hjælp til udsatte børn og tidligere hjælp til udsatte familier. Vi har taget en stribe initiativer, der også kan hjælpe de her børn og unge. Der er ungeløftet med investeringer for 1,3 mia. kr. i unges fremtid. Vi har styrket muligheden for, at man kan få fritidsjobs. Det er vi rigtig glade for i Venstre, og det har også en stor betydning for en række af de her unge. Reformen af ungdomsuddannelserne kan give bedre og mere fleksible indgange til uddannelser. Så der er jo sket mange ting, som også kan komme den her gruppe til gavn.

Men vi vil gerne se på, om vi skal gøre mere, og det er jo derfor, at vi skal se på efterværnet og vi skal se på ungestøtten. Der er jo udarbejdet en række analyser, og nu skal jeg ikke sådan konkludere entydigt på dem, men hvis der er en ting, der er ret klart i de analyser, er det, at de unge finder det helt afgørende, at støtten tager udgangspunkt i den enkelte unges behov og livssituation.

Måske er det for nogle unge rigtigt med en børneopsparing. For andre kan det måske blive en sovepude, som gør, at de kommer lidt for sent i gang med beskæftigelse eller uddannelse. Vi skal også huske på, at der er mange børn fra socialt udsatte familier, hvor børnene ikke er anbragt, men bor hos deres familier, måske endda en kærlig familie, og hvor forældrene ikke har råd til at give dem en børneopsparing. De børn må så knokle med fritidsjobs og uddanne sig for at klare sig.

Så det er bare for at sige, at vi skal tage godt hånd om de her børn. Det er nogle af vores særlig sårbare unge. Men vi skal ikke fokusere på en enkelt løsning. Vi skal se på det hele og på den brede vifte af løsninger, som så kan ramme de unge, præcis hvor de er, og med præcis det, de har brug for. Det er vores holdning til beslutningsforslaget, og af den grund kommer vi til at stemme nej.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Karina Adsbøl.

Som jeg sagde i min begrundelse, kan man ikke sammenligne det. Man kan ikke bruge det som argumentation, at nogle forældre ikke giver deres børn en børneopsparing. For det er jo sådan, at det er et samfundsansvar. Når man har taget børnene væk fra deres familier og har anbragt dem uden for hjemmets fire vægge, er det jo et samfundsansvar at sikre, at de også kommer godt på vej. Så jeg synes ikke, at det argument holder.

Så blev jeg faktisk meget sådan forundret over, at ordføreren siger, at det bare kan blive en sovepude. Nu snakker vi jo ikke om kæmpestore beløb. Det løber vel op i 20.000-25.000 kr., som man kan få udbetalt, når man bliver 18 år, hvilket for mange kan være en god hjælp, fordi det faktisk er dyrt at skulle flytte, som man ofte nu skal, når man bliver 18 år og er anbragt. Så det er jo hjælp til et kørekort.

Er Venstre slet ikke indstillet på at kigge på det her i udvalgsbehandlingen?

Ordføreren.

Man kan bestemt sammenligne børn fra socialt udsatte familier og børn, der er blevet anbragt. Det er jo igen et spørgsmål om, at vi forsøger at tage hånd om de her udsatte børn. Der kan være børn fra voldsramte familier og børn fra familier med misbrugsproblemer, som bliver i familien og ikke får en børneopsparing. Skal de så stilles anderledes end børn, som vi tager hånd om tidligere og måske får anbragt i en kernefamilie, hvor de kan være og få en tryggere opvækst? Hvilket barn vægtes tungest? Vil ordføreren så indføre en obligatorisk børneopsparing til alle de mest udsatte børn, uanset hvor de er, eller hvordan? Det ville jo være den logiske konsekvens af forslaget.

Derfor er det netop rigtigt at sammenligne det. Vi må finde den løsning, der passer til det enkelte barn, og en obligatorisk børneopsparing er ikke det samme for den her gruppe af børn. Der er nogle af dem, for hvem det godt kunne en sovepude og det kan forsinke deres adgang til et fritidsjob, et rigtigt job eller en uddannelse, fordi de måske står med en børneopsparing, som de tænker kan danne bro fra et svært liv til en voksentilværelse, men som ikke er den rigtige bro for dem.

Spørgeren.

Jeg er virkelig rystet over ordførerens tale. De børn, som ikke er anbragt uden for hjemmet, har jo deres forældre. De bor i en familie. Det er jo forældrene, der har det helt klare ansvar, men det har man jo ikke på samme måde, når man fjerner et barn eller tvangsanbringer et barn. Så er det jo et samfundsansvar at sikre det, fordi man har fjernet et barn. Jeg synes, at det er usammenligneligt. Jeg kan høre ordføreren sige, at ordføreren ikke vil være med til at kigge på det her.

Ordføreren.

Vi skal kigge på ungestøtten, og der kigger vi på alt, men vi vil ikke gå ind for en obligatorisk børneopsparing. Det er fuldstændig korrekt. Når ordføreren er rystet, vil jeg til gengæld være rystet tilbage over, at ordføreren kan sige: Jamen de børn har jo en familie. Ja, måske en alkoholiseret misbrugsfamilie med vold. De sidder på en trappeopgang, uden at der nogen, der tager hånd om dem hele deres barndom.

Har vi ikke en pligt til at tage hånd om de børn? Der vil jeg sige, at jeg er chokeret over, at ordføreren ikke ønsker at tage hånd om dem og ikke siger, at man kan sammenligne de to livssituationer for børn, som er stærkt udsatte. Den ene bliver anbragt i en familie, og den anden sidder på en trappeopgang.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre til den næste ordfører, og det er fru Charlotte Broman Mølbæk fra SF.

Tak for det, formand. Forslaget her går som sagt ud på at stille en børneopsparing til rådighed for anbragte unge, når de fylder 18 år. Det er grundlæggende meget sympatisk, og noget af det, der står allerallerhøjest på SF's socialpolitiske dagsorden, er at få sikret en bedre ungestøtte til tidligere anbragte unge. Derfor kan jeg heller ikke forstå, at regeringen endnu ikke har indkaldt til forhandlinger om ungestøtte, når det fremgår tydeligt af »Børnene Først«-aftalen, at efterværnet, som ungestøtten før hed, skal nytænkes. For det er jo helt åbenlyst, at støtten i overgangen til voksenlivet er nødvendig. Det, som flere rapporter fra Kraka og Policy Lab fremhæver, er, at en ungestøtte er en investering.

Det er de færreste unge, der kan balancere uden et sikkerhedsnet den dag, de fylder 18 år, og derfor hverken skal eller kan vi forvente af de mest udsatte unge, at de selv bare skal finde ud af det. I dag afgøres ungestøtten ud for en visitationsvurdering, men vi mener, at den skal være langt mere rettighedsbaseret. Alle unge bør have mulighed for støtte, indtil de er klar til at stå på egne ben. Indsatsen bør organiseres bedre i kommunerne, så de unge inddrages i dialogen om støtte langt tidligere, end de gør i dag. Og de unge skal opleve ejerskab over forløbet frem for sådan en brat overgang til voksenlivet. Det er et dobbelt svigt af de mest sårbare unge, når de oven på en ustabil og utryg barndom nægtes støtte i overgangen til voksenlivet.

Danmarksdemokraternes forslag går som sagt ud på at sikre en obligatorisk børneopsparing, og der afsættes 20 mio. kr. årligt. Jeg er lidt i tvivl om, om det konkrete forslag er den måde, man allerbedst støtter de unge på, og om beløbet er nok. De 20 mio. kr. rækker måske ikke så langt i forhold til de 11.000 unge anbragte. Så jeg er i tvivl om finansieringen, fordi man vil finansiere forslaget med en nedskæring i Statsministeriets departement. Jeg kan være i tvivl om, om det er godtgjort, at der kan hentes 20 mio. kr. dér, og det mener jeg bør undersøges. Så vi vil gerne have finansieringen på plads, og at der eventuelt peges et andet sted hen.

Men med de forbehold vil vi egentlig gerne støtte forslaget eller alternativt se, om der kan landes en beretning i udvalget, fordi det for SF og særlig for de unge er utrolig vigtigt, at vi kommer i gang med at sikre en bedre overgang til voksenlivet for anbragte unge, når deres anbringelse slutter.

Så skal jeg huske at hilse fra Enhedslisten, der stiller sig samme sted som SF.

Tak for det. Der er foreløbig én kort bemærkning. Fru Karina Adsbøl, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak. Sådan er det jo altid med forslag, hvor man altid kan skyde på finansieringen. Men der står jo også, at vi vil drøfte det med Folketingets partier, i forhold til hvordan det her kan se ud. Grunden til, at vi har foreslået det omkring finansiering i Statsministeriet, er, at man i regeringens eget finanslovsforslag kan se, at de selv under § 5 på deres finanslov har foreslået tilpasninger på Statsministeriets område, herunder bortfald af opgaver vedrørende sekretariatsbetjening og policyfunktioner, tilpasninger på statsministerens område, herunder kommunikation.

Hvis jeg hører SF's ordfører rigtigt, og vi er jo oftest enige om rigtig, rigtig mange ting, kunne vi godt arbejde for at lande en beretning, hvor man i hvert fald kigger på, om det er en mulighed. Nu var det her vores eget finanslovsforslag for 2025 at afsætte de 20 millioner kroner pr. år. Det er jo noget fremadrettet, man skal sikre finansieringen.

Ordføreren.

Jamen det er jo sådan, at alt skal finansieres, og man kan sige, at det, der nogle gange adskiller os i partierne, er, hvordan vi vil finansiere det. Derfor kan vi godt nogle gange slå os lidt på hinandens finansieringskilder. Men jeg synes, at det vigtigste er at understrege, at vi faktisk støtter forslaget, og at vi egentlig kan se det største potentiale i, at vi får lavet en fælles beretning. Vi vil rigtig gerne ud af starthullerne, både på ungestøtten generelt set, men vi vil i virkeligheden faktisk også levere på det her. Jeg kan simpelt hen ikke se, hvorfor anbragte unge generelt set skal stilles dårligere end alle mulige andre unge mennesker. De fleste andre unge mennesker har voksne, som har sparet op for dem, og det giver dem bare en helt anden start i livet. Og de her unge mennesker har i forvejen rigeligt at bøvle med. Så det skal ordføreren for Danmarksdemokraterne bestemt bide mærke i. I virkeligheden vil jeg så også sige tak for at tage sagen op.

Spørgeren.

Jeg vil også gerne sige tak til SF for, at vi kan arbejde videre med det her. Jeg forstår godt, at SF er utålmodige, for der er godt nok ikke sket ret meget på det her område. Det er mere flotte ord, end at der er sket handling. Netop det her område er noget, synes jeg, som er blevet syltet i mange år, og vi venter fortsat på det. Så hvis vi kan lande en beretning, så der kommer til at ske noget handling, vil jeg være glad.

Ordføreren.

Det er jeg fuldstændig enig i, så det må vi håbe på vi kan få nogle med på. Om ikke andet må vi se på, om vi kan finde på noget alternativt ved siden af et eventuelt flertal. Jeg vil i hvert fald også gerne give ros til ordførerens mangeårige engagement på det sociale område. Det ved vi de aldrig svigter. Så tak for det.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til hr. Alexander Ryle fra Liberal Alliance.

Tak. Tak til Danmarksdemokraterne for det her beslutningsforslag, som jo sætter fokus på et vigtigt emne, nemlig udsatte unges overgang til voksenlivet. Det er jo et anerkendt problem, at sårbare unge ofte tabes i overgangen til voksenlivet, og i Liberal Alliance vil vi gerne være med til at se på, hvordan vi kan sikre en helhedsorienteret og hensigtsmæssig tilgang til støtte i overgangen til voksenlivet. Det kan gøre en stor forskel for at hjælpe sårbare unge godt videre i livet og undgå, at de holdes i systemet længere end nødvendigt.

Men vi ser ikke en obligatorisk børneopsparing til anbragte unge som den rette løsning. En børneopsparing er dejligt at have, men det er ikke en menneskeret. Selv om det kan give en økonomisk frihed i en kort periode, tror vi i Liberal Alliance ikke på, at det på sigt vil gøre en mærkbar forskel i forhold til at understøtte den unge i de problemer, vedkommende har. Efter vores opfattelse er pengene bedre brugt som understøttelse til, at den unge en dag kan stå på egne ben og forhåbentlig indgå på arbejdsmarkedet. En obligatorisk børneopsparing frygter vi desværre kan blive en sovepude frem for en hjælp, og derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget.

Så skulle jeg hilse fra Konservative og sige, at de heller ikke kan støtte forslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Alexander Ryle fra Liberal Alliance, og jeg byder nu velkommen til fru Rosa Eriksen fra Moderaterne.

Tak for ordet. Først vil jeg starte med at sige tak til fru Karina Adsbøl for at have fremsat det her beslutningsforslag og sætte fokus på anbragte børn og unge, da det også er en kæmpe mærkesag for mig helt personligt, men også for Moderaterne. Jeg havde egentlig skrevet en tale, hvor jeg redegjorde for alt det, der er redegjort for – hvad vi har gjort, »Børnene Først« – og jeg er overbevist om, at alle i salen ved, hvad det handler om, så det vil jeg ikke gentage.

Det, jeg vil sige, er, at i Moderaterne tror vi ikke på, at det, at man har en børneopsparing, når man fylder 18 år, på 15.000 kr., er det, der gør, at man kommer godt ud i livet. Det, vi gerne vil i Moderaterne, er at kigge på, hvordan vi laver sociale investeringer i kommunerne, så vi sikrer, at anbragte børn faktisk får samme muligheder i livet som andre børn. For desværre taler statistikkerne for sig selv, også om de unge, der er uden for arbejdsmarkedet. De har været i kontakt med sociale instanser på den ene eller den anden måde, mange af dem ender i misbrug og hjemløshed og bliver ved med at køre i det samme mønster som deres biologiske forældre, og jeg vil helt ærligt sige, at det simpelt hen er, fordi vi ikke gør det godt nok.

Det er ikke godt nok, at anbragte børn kan risikere at skifte plejefamilie mange gange i løbet af deres børneliv, for det er vigtigt for børn, at de har en fast holdebase, og derfor glæder jeg mig enormt meget til, at aftalepartierne bag »Børnene Først« skal mødes og finde ud af, hvordan vi løfter det her område. Det handler jo om økonomi, men jeg tror også, det handler om, hvordan vi har indrettet det. For der har været en forståelse af, at hvis man er plejefamilie, er det ubetinget af et godt hjerte. Det er jeg ikke helt enig i.

Det handler både om at have et godt hjerte, men det handler også om, at man har overskud og lyst til og mulighed for at tage nogle børn ind, som uden tvivl kommer med nogle men – for ellers havde de jo boet hos deres egne forældre – og om at sikre, at de får en helhedsorienteret indsats, der både rummer kærlighed, men også faglighed, tryghed og stabilitet. På den baggrund stemmer vi imod det her beslutningsforslag, fordi vi mener, at området har brug for nogle midler til at løfte det helt fundamentalt. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning. Fru Karina Adsbøl, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Det er jeg sådan set enig i, altså at der mangler nogen midler til at løfte det her område generelt. Det indgår jeg også gerne i drøftelser omkring. Derfor vil jeg bare sige til ordføreren, at det ene jo ikke udelukker det andet, altså i forhold til også at give anbragte børn en børneopsparing, når de skal ud i voksenlivet. Det kan netop medvirke til – i dag er det jo også blevet dyrt at tage kørekort osv. – at være en god hjælp, i hvert fald en støtte. Men selvfølgelig skal der da mange andre initiativer til. Det her er bare en lille del, som jeg ønsker, af en kæmpestor pakke.

Ordføreren.

Jeg synes nogle gange, at vi her på socialområdet går ind i sådan en boble, hvor vi ikke lægger mærke til, hvad der sker omkring os. Det er ikke, for at det skal handle om noget andet end det, det handler om i dag, men vi bliver jo nødt til at se i øjnene, at vi ser ind i en demografisk udvikling, hvor vi bliver færre til at løfte de mange. Vi har FN's styrkemål, der kommer lige om lidt, og vi står over for nogle massive udgifter i vores stat. Så i forhold til at sige, at vi vil have det hele, tænker jeg ikke, det er realistisk, og jeg er ikke sikker på, at den bedste måde at bruge de penge, vi har fra skatteborgerne, på er en børneopsparing. Jeg synes netop, vi skal blive enige om, at de skal bruges på at løfte området, og så kom da tilbage i aftalen.

Spørgeren.

Nu har Danmarksdemokraterne aldrig været en del af den aftale, og det er der jo flere årsager til. Vi ønskede ikke, at man skulle sætte måltal for, hvor mange anbringelser man skulle have, øgede tvangsbortadoptioner og alle de her ting, for det skulle være de rigtige børn, der blev anbragt på et rigtigt grundlag. Men det, jeg sagde, var, at jeg ønskede en større pakke, netop i forhold til at sikre overgangen til voksenlivet og alle de her ting, og så hører jeg faktisk ordføreren modsige sig selv og sige, at så ønsker man det alligevel ikke, fordi der kommer nogle større udfordringer.

Ordføreren.

Jeg beklager, hvis jeg var uklar, og undskyld. Jeg vidste ikke, at ordførerens parti aldrig havde været en del af den aftale.

Nej, jeg modsiger ikke mig selv. Det, jeg siger, er, at vi skal tænke over, hvad vi bruger vores penge på, ligesom hjemme i husholdningen. Der er vi i Moderaterne ikke sikre på, at hvis vi finder de 20 mio. kr., hvor end vi finder dem, er de bedst brugt på en børneopsparing. Vi tror på, at de er bedre brugt på at sikre et stabilt og trygt børneliv, fordi vi ved, det halter i dag.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Rosa Eriksen fra Moderaterne, og jeg byder nu velkommen til hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. Der er ingen tvivl om, at vi som samfund har et særligt ansvar for de børn og unge, der vokser op uden for hjemmet. Anbragte børn og unge fortjener de bedste muligheder for at få en tryg start på voksenlivet.

Dansk Folkeparti anerkender vigtigheden af at sikre, at anbragte unge kan få et solidt fundament at bygge deres fremtid på. Men forslaget, vi i dag skal drøfte, om en skattebetalt børneopsparing til alle anbragte unge, er for os ikke den rigtige vej at gå ned ad. Forslaget tager udgangspunkt i, at anbragte unge står uden økonomisk hjælp, når de fylder 18 år, men det er ikke nødvendigvis tilfældet. Kommunerne har allerede i dag mulighed for at hjælpe anbragte unge økonomisk. De kan betale indskud til lejligheder, hvis det hjælper en ung videre i livet, og i mange tilfælde kan de også betale for kørekort, hvis det nødvendigt for uddannelse eller arbejde. Det er gode og fleksible løsninger, som allerede er tilpasset den enkelte unges behov.

Med det her forslag risikerer vi at skabe en overflødig parallelordning, der pålægger staten ekstra udgifter og også administrativt besvær. Forslaget rejser også alvorlige spørgsmål om lighed og retfærdighed. Langt de fleste danske børn vokser op uden en børneopsparing, og mange af dem lærer at spare op ved at tage fritidsjob eller prioritere deres penge, og deres forældre har måske ikke økonomisk mulighed for at give dem en opsparing. Og skal vi så skabe en ordning, hvor anbragte børn får en børneopsparing, støtte til indskud, kørekort og andre ydelser, mens almindelige børn fra hårdtarbejdende familier ikke får det? Vi skal måske også overveje det her eksempel, hvor en anbragt ung, der måske arver millioner fra sine afdøde forældre, samtidig skal have en børneopsparing fra staten. Det virker heller ikke rimeligt.

Forslaget lægger op til, at staten skal afsætte 20 mio. kr. årligt til børneopsparinger til anbragte unge, men når vi fordeler dem på ca. 11.400 anbragte unge, så bliver det en relativt lille opsparing, hvis vi ser bort fra administrationsomkostninger. Administrationen af ordningen ender med at blive dyrere pr. barn end det, man i forslaget vil afsætte til det enkelte barn. Og hvem skal også i det hele taget bestemme, hvad pengene skal bruges til? Skal de bruges på fornøjelser, rejser eller materielle goder, eller skal de kun bruges på noget nødvendigt? Hvordan vil vi sikre, at opsparingen rent faktisk hjælper den unge på rette vej?

Dermed minder det her forslag en lille smule og måske af misforståede årsager lidt om socialistisk tankegang, hvor staten skal blande sig i alle aspekter af borgernes liv og økonomi. I stedet for at fokusere på individuel ansvarlighed og allerede eksisterende støtteordninger insisterer det her forslag på at indføre en kollektiv model, der i stedet ender med at øge bureaukratiet. I Dansk Folkeparti vil vi altid kæmpe for anbragte børn og unges vilkår, men lad os i stedet fokusere på at styrke det, der allerede virker, og sikre, at hjælpen når de unge, der virkelig har et behov.

Dansk Folkeparti kan derfor ikke støtte det her forslag.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til ordfører for forslagsstillerne fru Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Til den sidste ordfører kan jeg bare sige, at det her var engang Dansk Folkepartis politik netop at hjælpe de anbragte børn og sikre en god overgang til voksenlivet, herunder også børneopsparing; men der er meget, der så er ændret siden. Jeg vil bare sige tak for debatten.

De fleste, som har været på det her område, kan jo nok godt huske, at når anbragte børn for ikke så lang tid siden havde et fritidsjob, tog man også deres penge, fordi de skulle være med til at betale for deres egen anbringelse. Jeg kigger rundt og ser, om der er nogen, der kan huske det. Det kan den socialdemokratiske ordfører godt, for det var jo en realitet. Man havde faktisk heller ikke engang rigtig mulighed for at spare op, fordi man skulle være med til at betale for sin egen anbringelse og bidrage til den. Det fik vi gudskelov lavet om, og det er jeg da glad for. Så det med fritidsjob er altså lige for nylig blevet ændret, så det ikke længere skal modregnes.

Jeg er så enig med ministeren i, at der skal ske noget. Udfordringen er jo så bare, at det gør der ikke. Det var SF også inde på. Jeg er helt enig i, at vi skal sætte ind med tidlig hjælp og støtte, og jeg er også enig, at der skal gøres meget mere, end der bliver gjort i dag, netop i forhold til de tidlige indsatser.

Jeg undrer mig over Venstres ordførers tale, og det er i forhold til det med, at hvis det er sådan, at børn bliver omsorgssvigtet – mor og far drikker, og man får ikke en god og ordentlig opvækst – så er det jo netop der, man skal sætte ind med foranstaltninger. Desværre er det jo også derfor, at mange børn risikerer at blive anbragt uden for hjemmet.

Min pointe er sådan set i forhold til det her forslag, at anbragte børn oftest ikke har samme muligheder, netop fordi de er anbragt uden for hjemmet. Hvis man går ind på De Anbragtes Vilkårs hjemmeside, kan man læse, som de skriver derinde, at anbragte ofte kan se, at deres kammerater og andre får en børneopsparing, men det gør de jo oftest ikke selv, når de bliver 18 år. Der synes jeg jo bare at man også har et samfundsansvar.

Det her kan selvfølgelig ikke stå alene. Det her var tænkt som en lille god ting ved overgangen til voksenlivet, for det er faktisk dyrt at flytte hjemmefra. Mange har jo gudskelov deres forældres støtte og opbakning og også deres økonomisk hjælp. Jeg tænker, at de børn med forældre, der har råd, ofte har en sikkerhed ved, at der er lavet en børneopsparing enten i aktier eller i noget andet, for at hjælpe børnene godt på vej, bl.a. i forhold til kørekort, der jo bare er dyrt i dag. Det kan kommunerne godt i dag, som DF siger, men der er altså meget store forskelle på, hvad det er for en hjælp, man får, og hvad det er for en støtte, man får.

Men jeg er faktisk rigtig glad for en anden socialordfører i dag, som ikke er til stede, og det er hr. Torsten Gejl. Tidligere, da vi drøftede det her, kan dem, som stadig væk er her, huske, at det faktisk var noget, der fyldte meget, og som vi gerne ville arbejde videre med. Så skete der det, at vi ikke kom til at arbejde videre med det.

Nu er det jo sådan, at jeg har meldt, at jeg ikke genopstiller til næste valg, så jeg har jo virkelig et ønske om, at vi på en eller anden måde når i mål i forhold til at sikre større hjælp til anbragte børn og unge på deres vej i voksenlivet. Der er rigtig mange ting, man skal tænke på, og rigtig mange får jo ikke udvidet deres efterværn. Rigtig mange står faktisk som 18-årige og skal flytte ud i en bolig. Der er jo masser af tilbehør, man skal købe. Rigtig mange børn er nok begyndt at ønske sig det som julegaver i løbet af årene, som de kan samle sammen, men det koster alt sammen. Jeg tror ikke, at det overhovedet vil blive en sovepude.

Nu har jeg selv lavet en børneopsparing til mine børn. Det var ikke, fordi vi havde mange penge. Jeg var social- og sundhedshjælper. Men det blev da til at lægge 100 eller 150 kr. til side hver måned, og det blev da også til en god hjælp for dem. Og det er sådan set mit ønske, at anbragte børn også skal have den mulighed. Det har ikke været en sovepude overhovedet, for det er jo bare en lille start og en lille hjælp, men alligevel er det en stor hjælp, fordi man ikke skal låne i banken til det her kørekort. Jeg lånte i øvrigt selv penge til mit kørekort i. Så på den måde er det alligevel en hjælp.

Men jeg er helt enig i, at vi skal gøre meget mere. Jeg håber så på, at vi kan lande en beretning, og selv om vi ikke er med i den kreds omkring bordet, håber jeg alligevel, at jeg har fået sået et frø. Jeg kan i hvert fald være rigtig glad for, at Alternativet støtter forslaget fuldt ud, og jeg oplever også, at Socialdemokratiet godt vil kigge på noget i forhold til det her. Så synes jeg selvfølgelig også, det er vigtigt, når aftalepartierne skal drøfte det her, at man også drøfter det med dem, det handler om, netop De Anbragtes Vilkår, bl.a. i forhold til hvad deres behov er, og hvad deres ønsker er i forhold til det her område.

Jeg håber ikke, at der er for lange udsigter. Det kunne vi ikke rigtig få noget svar på af ministeren, altså i forhold til om der vil blive indkaldt til møde om det her, men jeg håber da i hvert fald, at vi kan lande en beretning. Tak for debatten til de ordførere, der stadig væk er tilbage.

Tak for det. Der foreligger en enkelt kort bemærkning. Hr. Christian Friis Bach fra Venstre, værsgo.

Tak for det. Mine forældre lovede at betale mit kørekort, hvis jeg ikke begyndte at ryge. Sådan klarede mine forældre den problemstilling. Men jeg anerkender fuldt ud ordførerens sociale engagement, og det vil vi komme til at savne i denne sal, den dag ordføreren ikke står her mere. Men nu undrede ordføreren sig over, at jeg sammenlignede det med situationen for andre udsatte børn, som heller ikke har en børneopsparing. Jeg vil så undre mig over, at ordføreren undrer sig over, at jeg laver den sammenligning og spørger ordføreren: Hvorfor skal det barn, som har siddet i en familie med misbrugsproblemer, været ekstremt socialt udsat og haft en forfærdelig barndom – et barn, som vi aldrig har taget os ordentligt af og måske aldrig har fået anbragt i en kærlig familie, der faktisk kunne have sikret mere trygge rammer – så ikke have en børneopsparing? Og kunne det faktisk ikke blive set som netop en urimelig forskelsbehandling af nogle børn over for andre, at vi så ikke sikrer det? Det forstår jeg ikke, og der undrer jeg mig over, at ordføreren ikke erkender, at det barn også har brug for, at samfundet tager ansvar og også sikrer en tryggere overgang til voksenlivet.

Ordføreren.

Jamen det anerkender jeg da fuldt ud, altså at så er der jo sket et kæmpe svigt – så er der jo sket et kæmpe svigt – fra samfundets side, i forhold til at man ikke har sat ind tidligere og man ikke har handlet tidligere. Det er da et kæmpestort omsorgssvigt. Og så kommer vi til det næste, for vi kan jo også se det i forhold til den dokumentar, der er i øjeblikket, og så er det nogle andre ting, vi skal kigge på. Netop i forhold til hvis der ikke har været nogen, der har reageret på det omsorgssvigt, og man ikke har underrettet om det, som man er forpligtet til, så mener jeg da bestemt, at kommunerne har et ansvar. Derfor er det jo dejligt, at Venstres ordfører var ude at snakke om et erstatningsnævn for netop de børn, som er blevet svigtet, og det vil jeg da rigtig gerne være med til at kigge på. For så er de jo blevet svigtet, og så har man ikke levet op til det med, at man netop skulle beskytte de børn.

Spørgeren.

Det var jo det, der var hele pointen, nemlig at vi må møde det enkelte barn, så godt som vi kan, og at vi må tage hensyn til det barns livssituation og ønsker. Og der er en obligatorisk børneopsparing til en gruppe af udsatte børn jo lidt en slags lappeløsning på et system, hvor vi bør sikre, at vi tager hånd om det enkelte barn og ser på, hvad det har brug for. Nogle kan få gavn af en børneopsparing, andre kan få gavn af et fritidsjob. Nogle har brug for en anbringelse, og andre har brug for efterværn. Og det er der, hvor jeg synes at ordføreren kommer til at stille det for simpelt op med det her forslag.

Ordføreren.

Jamen så er jeg ked af, at hr. Christian Friis Bach ikke har lyttet godt nok efter. For der er stadig væk forskel på, at samfundet tager et ansvar for nogle børn og fjerner dem, og at der så er nogle andre børn, som bor hjemme, og hvor det jo er forældrene, der har det fulde ansvar for dem. Og så er jeg da helt enig i, at der er nogle udsatte grupper, og der er jeg da glad for, at Venstres retsordfører har været ude med det, og det kommer vi også vil følge op på, altså om Venstre lever op til det, de gerne vil, netop i forhold til dem, der så er blevet svigtet, og i forhold til at myndighederne ikke har levet op til deres forpligtelser.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren for forslagsstillerne, fru Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og derfor er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.