Tusind tak. Jeg havde troet, at ordføreren for forslagsstillerne gerne ville gå op og begrunde beslutningsforslaget her.
Beslutningsforslag B 73, som vi behandler nu, går ud på at pålægge regeringen at fremsætte et lovforslag, som ophæver § 12 i lov om assisteret reproduktion. Jeg vil gerne starte med at understrege, at vi fra regeringens side støtter intentionen om at gøre ægdonation lettere og mere fleksibel for den kvinde, som ønsker at donere æg, ligesom vi i øvrigt også ønsker at gøre det mere fleksibelt og hurtigere at modtage donoræg, hvis man har et behov for det. Det er i forvejen både hårdt og opslidende at være i fertilitetsbehandling, og yderligere ventetid på at finde den rette donor gør ikke situationen lettere for de enlige og par i behandling, som har brug for et donoræg. Vi ved også, at rigtig mange i dag har svært ved at skabe den børnefamilie, som de drømmer om.
Fertilitetsområdet har en meget, meget høj prioritet for os i regeringen. Jeg tror faktisk ikke, man finder et eksempel blandt tidligere regeringer, der har gjort så meget, som vi har, for at løfte hele fertilitetsområdet. Vi har taget flere initiativer for at hjælpe de mange enlige og par, som oplever ufrivillig barnløshed. Vi har bl.a. gjort det muligt at få op til dobbelt så mange forsøg med reagensglasbehandling. Vi har også gjort det muligt nu at få hjælp til barn nummer to, vel at mærke uden egenbetaling, så flere også kan få opfyldt drømmen om at få en lillebror eller en lillesøster.
Endelig har vi også fra den 1. januar i år gjort det muligt for lesbiske par at donere æg til deres partner. Så vi er helt enige i, at fertilitetsområdet er vigtigt, og det er heldigvis også et område, hvor vi har prioriteret at kunne gøre rigtig meget for at hjælpe de danskere, der har svært ved at få børn.
Derfor har vi også i regeringen igennem længere tid undersøgt mulighederne for at gøre reglerne for ægdonation mere fleksible.
Beslutningsforslaget, vi behandler her i dag, har til formål at afskaffe § 12 i lov om assisteret reproduktion. Ifølge § 12 er det ulovligt at sælge ubefrugtede og befrugtede æg. Med § 12 er dansk lovgivning i overensstemmelse med bl.a. bioetikkonventionens artikel 21, som fastsætter følgende:
»Den menneskelige krop og dens bestanddele må ikke som sådan give anledning til økonomisk gevinst«.
Derfor er det heller ikke muligt at afskaffe forbuddet mod salg af ubefrugtede og befrugtede æg i lov om assisteret reproduktion, men til gengæld er det muligt at forbedre forholdene omkring selve ægdonationen inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser.
Der er i dag et krav om såkaldt dedikeret donation, og det vil sige, at en kvinde først skal donere et æg, når der er fundet en konkret modtager af æggene. Kravet medfører begrænset fleksibilitet og øget ventetid for både donor og modtager af ægget, og det er ærgerligt, når flere kvinder faktisk ønsker at donere deres æg og på den måde også hjælpe enlige og par, som har brug for ekstra hjælp for at få ønsket om et barn opfyldt. Derfor har vi i regeringen sammen med i øvrigt et bredt flertal af Folketingets partier netop indgået en politisk aftale, som afskaffer kravet om dedikeret donation, og når jeg læser bemærkningerne til B 73, synes det i øvrigt også at være det egentlige ønske med beslutningsforslaget.
Derfor glæder jeg mig selvfølgelig over, at Liberal Alliance, som har fremsat beslutningsforslaget her, sammen med et næsten enigt Folketing har valgt at tilslutte sig regeringens forslag til en politisk aftale. Til gengæld virker det sådan lidt mystisk, at LA så samtidig fastholder B 73, som vi behandler her i Folketingssalen i dag, og som er i modstrid med Danmarks internationale forpligtelser. Det var derfor, jeg egentlig også var spændt på at høre forslagsstillernes motivation for beslutningsforslaget. Men det er jo ikke altid logik, der præger dansk politik.
Til gengæld sikrer vi nu med aftalen, at det både bliver nemmere, men også mere fleksibelt for den enkelte kvinde at donere æg, når hun ønsker det, og hvis hun ønsker det. Og modtageren vil kunne vælge mellem allerede udtagne æg fra flere ægdonorer, ligesom det i dag også er tilfældet med sæddonation. Men det er vigtigt for mig at understrege, at aftalen jo ikke betyder, at der nu åbnes op for et marked, hvor fertilitetsklinikker kan begynde at købe og sælge æg. Klinikkerne må fortsat ikke drive kommerciel handel og opkøbe og opbevare ubefrugtede donoræg for derefter at sælge dem videre til en anden klinik. Det følger af bioetikkonventionen og vævsdirektivet og kan derfor ikke ændres.
Det vil med aftalen også fortsat være et krav, at æggene, der udtages, skal bruges til at behandle barnløse. Men ved at vi nu gør rammerne for ægdonation mere fleksible, kan vi i hvert fald blive i stand til også at hjælpe flere kvinder, der har brug for ægdonation, så tak til Folketingets partier for at være med i den politiske aftale. Afslutningsvis skal jeg for en god ordens skyld understrege, at regeringen på baggrund af Danmarks internationale forpligtelser ikke kan bakke op om beslutningsforslaget. Tak, formand.