Det næste punkt på dagsordenen er:

8) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 71:

Forslag til folketingsbeslutning om, at udflyttede statslige arbejdspladser får mulighed for at fravælge at anvende statslige indkøbs- og serviceaftaler.

Af Susie Jessen (DD) m.fl.

(Fremsættelse 15.11.2024).

Den første, der får ordet, er ordføreren for forslagsstillerne, fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne, for at give en begrundelse for forslaget. Velkommen.

Tak for det. Jeg har glædet mig meget til at førstebehandle det beslutningsforslag, som vi har her i dag. Som de fleste ved, er vi i Danmarksdemokraterne meget optagede af at få skabt et Danmark i en bedre balance. Det har været en hovedprioritet for os fra dag et, hvor min formand, fru Inger Støjberg, stiftede partiet på Hvidsten Kro. Der er en enorm skævhed i alt fra placeringen af vedvarende energi til, hvordan afgifter rammer i byen i forhold til på landet, og også, hvordan antallet af statslige arbejdspladser er fordelt i vores land.

Forslaget, vi behandler i dag, handler dog om de allerede udflyttede statslige arbejdspladser. Der kom udflytningsrunder i 2015 og igen i 2018. Målet var, at de statslige arbejdspladser i højere grad skulle bidrage til et Danmark i en bedre balance. Det forslag, som vi kommer med i dag, skal styrke det mål endnu mere. Vi vil gerne give de statslige arbejdspladser, der er udflyttede, muligheden for at bidrage til lokalsamfundet ved at blive friholdt fra de statslige indkøbs- og serviceaftaler.

Jeg vil nævne et eksempel, som jeg også kommer ind på senere i dag. I går var jeg en tur i Nakskov, og jeg stod der på Axeltorv i Nakskov og kiggede på det gamle rådhus. I dag holder Nota, nationalbiblioteket for mennesker med læsehandicap, til i Nakskov. De udflyttede i 2019 med 80 stillinger. De kan ikke få lov til at bidrage til deres lokalsamfund – til boghandleren lige ovre på den anden side af torvet, som f.eks. kan levere kontorartikler, eller til den lokale café, som måske kunne levere en frokost til de 80 medarbejdere, der er flyttet ud. Så de kan ikke på den måde bidrage til det her kredsløb, der ellers er med de medarbejdere, som er i de forskellige bymidter rundtomkring.

Vi mener, at vi med det her forslag kan skabe en masse bække små. Det kan være med til at bidrage til at sikre et Danmark i en lidt bedre balance. Så jeg håber på en positiv modtagelse af forslaget i dag, og jeg glæder mig til at behandle det. Tak for ordet.

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er finansministeren.

Tak for det, og også tak til Danmarksdemokraterne for forslaget. Udvikling i hele landet, også i vores landdistrikter, er meget, meget vigtigt. Der lægges med beslutningsforslaget op til at lempe de statslige indkøbs- og serviceaftaler ved at give statsligt udflyttede arbejdspladser mulighed for ikke at anvende de statslige aftaler vedrørende indkøb. Jeg vil gerne starte med at sige, at regeringen deler ambitionen om at styrke lokalsamfundene og det lokale erhvervsliv. Vi har brug for stærke lokalsamfund og et rigt og varieret erhvervsliv over hele Danmark.

Det arbejder regeringen for gennem en række initiativer. Men et dårligere offentligt indkøb ser jeg hverken som en god måde at styrke vores landdistrikter på eller som den bedste måde at bruge vores offentlige penge generelt på. Jeg mener ikke, at en lempelse af aftalerne vil være til gavn for hverken den offentlige sektor eller skatteborgernes penge. Det vil jeg vende tilbage til, men lad mig starte med at sige, hvordan vi rent faktisk arbejder for at styrke lokalsamfundene overalt i landet.

Regeringen har præsenteret en national turismestrategi, der skal understøtte bæredygtig turisme i hele landet. Vi har udbudt yderligere ti forsøgstilladelser til konkrete projekter inden for kyst- og naturturisme. Det er initiativer, der skal kunne gro og blomstre nedefra i hele Danmark, og et godt eksempel er det, vi har set med de borgerdrevne dagligvarebutikker. Her har vi oprettet en pulje, der siden 2022 har understøttet lokalsamfundene med det i landdistrikterne. Andre initiativer handler om at prioritere tiden rigtigt inden for den borgernære velfærd. Her har vi leveret på en række forslag, der mindsker administrationen, og som frigør ressourcer til netop borgernære kerneopgaver. Det gælder en række krav til kommunerne, som man har indført i de år, der er gået forud, men hvor vi må sige, at de simpelt hen ikke er nødvendige i forhold til at kunne give en ordentlig service til borgerne. Derfor har det været fornuftigt, at vi afskaffer dem og dermed også skærer ned på bureaukratiet ude i vores kommuner.

Samtidig har regeringen begrænset både statslige og lokale tilsyn, og det har bl.a. frigivet kræfter, så man kan bruge mere tid på kerneopgaven, eksempelvis på ældreområdet. Regeringen vil også gøre det lettere at komme igennem noget af det bureaukrati, der i dag hæmmer Produktionsdanmark. Derfor har vi lavet en rød løber for produktionsvirksomheder til lettere myndighedsgodkendelser i én indgang for virksomheder. Det er alt sammen eksempler på gode initiativer, der vil kunne spille en rolle i forhold til at understøtte og videreudvikle lokalsamfundene. For som jeg startede med at sige, er lokalsamfundene en meget, meget vigtig prioritet for regeringen og for Folketinget. Derfor er det også noget, vi ser på med meget stor alvor i forhold til at sørge for, at det bliver gjort på en god måde.

Ser vi så på indkøbsaftalerne, hjælper de staten og kommunerne med at bruge skatteborgernes penge klogt. Alt andet lige bør der ikke være forskel på, hvordan man indkøber og hvor meget man betaler for f.eks. kuglepenne eller printerpatroner, uanset om institutionen ligger i Haderslev, København eller et helt tredje eller fjerde sted. De aftaler, der er lavet, giver konkret bedre priser og samtidig mindre administrativt arbejde, og jo billigere vi kan købe ind under ordentlige vilkår, desto flere penge er der til kerneopgaven.

Den gode nyhed i dag er, at disse indkøbsaftaler virker. For gennem indkøbsaftalerne opnår vi årlige besparelser på 2,9 mia. kr. Det er penge, vi ikke skal betale ekstra for de varer, vi får, men som vi kan bruge, bl.a. til velfærd for borgerne. Derfor er det en rigtig god idé, at vi har indkøbsaftalerne. Det er også sådan, at når man køber stort ind, er det nemmere at stille krav til dem, der sælger produkterne, bl.a. i forhold til klima og miljø. Det er sådan, at staten stiller en række grønne krav om f.eks. genanvendelse, energi- og miljømærker, så vi er sikre på, at vi med vores indkøb ikke alene sparer penge, men også har en grøn profil. Det synes jeg er rigtig, rigtig vigtigt, og de krav hjælper selvfølgelig regeringen og det offentliges arbejde med at nedbringe klimaaftrykket fra de offentlige indkøb. Det er jo et eksempel på, at når man køber stort ind, kan man både få bedre priser, og man kan også stille større krav til leverandørerne. Dermed er det et hensyn, der for regeringen vejer tungest.

Derfor må jeg også sige, at jeg ikke synes, at det forslag, der er kommet fra Danmarksdemokraterne – omend jeg udmærket forstår baggrunden for, at man gerne vil lave en masse forskellige tiltag rundt omkring lokalt – er det, der vil være det mest formålstjenlige i forhold til for det første at bruge skatteborgernes penge klogest, og for det andet at vi også har en grøn profil. Det synes jeg er det, der samlet set er det afgørende i den her sag, og derfor kan regeringen ikke støtte det beslutningsforslag, der er fremsat her.

Tak. Der er en kort bemærkning til fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne.

Tak til ministeren for talen. Jeg bider mærke i den der sætning med, at man gerne vil hjælpe med at bruge pengene klogt. Det her er jo ikke et forslag, vi fremsætter, der fuldstændig skal fjerne muligheden for at have de her indkøbs- og serviceaftaler igennem staten. Det her er jo et forslag, hvor vi vil give muligheden for, at man som udflyttet statslig institution kan fravælge den, hvis man vil. Det ville jo gøre, at man kunne støtte op om den lille private erhvervsdrivende, den lille boghandler, som sælger papir og kuglepenne, inden for den økonomiske ramme, som man jo har som en statslig arbejdsplads. Så jeg kan heller ikke se, hvordan det her på den måde skulle blive dyrere.

Ministeren nævner jo de her 2,9 mia. kr. i besparelser. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren, om man har målt på, siden man lavede de her offentlige indkøbsaftaler og serviceaftaler, hvordan det har påvirket det lokale erhvervsliv, for vi kan jo forestille os, at når man har lavet de her serviceaftaler, er der måske en lokal café, som er gået glip af f.eks. en frokostordning.

Ministeren.

Jeg tror, at man skal være meget opmærksom på, at når vi kan lave de store besparelser, som tilfældet er, på næsten 3 mia. kr., så skyldes det jo, at der er en volumen, som vi som stat tilbyder til dem, der vil sælge os varen. Og hvis man skruer ned på, hvor meget vi reelt køber ind, så vil det alt andet lige også betyde, at vi får dårligere priser. Dermed er det jo et spørgsmål om, om man synes, det er en god idé, at man får kuglepenne, it-udstyr og andet næsten 3 mia. kr. billigere, end hvis man ikke havde de aftaler. Jeg synes, det er en rigtig, rigtig god idé, at vi ikke bruger 3 mia. kr. mere, end vi behøver, for vi har brug for de penge til andre opgaver.

Jeg er ikke bekendt med, om der er lavet nogen undersøgelser i forhold til lokal påvirkning, men det ændrer ikke på, at det her er næsten 3 mia. kr., som vi kan bruge på andre opgaver, samtidig med vi kan stille nogle krav i forhold til miljø og klima, som jeg også synes er meget vigtigt at tage med.

Fru Susie Jessen.

Det er jeg med på, men der er jo bymidter med private erhvervsdrivende i øjeblikket, som lider ret meget. Regeringen var selv nede i min by, Vordingborg, for at annoncere for nogle af de der millioner, de ville drysse ud over landdistrikterne. Den legetøjsbutik, regeringen var i den dag, lukkede faktisk her forleden. Så der er jo mange private erhvervsdrivende i landdistrikterne, der lider i øjeblikket, og det kan jo være, at det er, fordi man har hevet mange af de ting ind til en centraladministration i staten, som så står for det hele.

Det her kan være en mulighed for, at man kan understøtte private virksomheder ude i landdistrikterne til at leve videre. Jeg tror, det betyder meget i Nakskov, at man har muligheden for at kunne levere kontorartikler til 80 medarbejdere i en udflyttet statslig institution. Det er derfor, vi synes, det her er en rigtig god idé.

Ministeren.

Igen: Det her handler om, at når vi i staten ikke bare køber ind på kryds og tværs og den ene styrelse køber hos den ene og den anden hos en anden udbyder, så får vi en samlet stor mængde, vi køber ind, af bl.a. it-udstyr og kontorartikler. Dermed kan vi få bedre priser, og det betyder jo så, at vi som stat har en besparelse på næsten 3 mia. kr., samtidig med at vi kan købe mere grønt ind. Det synes jeg er rigtig vigtigt, og de penge har vi også brug for i en tid, hvor verden er usikker, og hvor vi har mange opgaver, der skal løses.

Næste korte bemærkning er til fru Karina Lorentzen Dehnhardt, SF.

Jeg kan godt lide det her forslag. Jeg synes faktisk, det er vigtigt og væsentligt, at vi støtter op om erhverv i landdistrikter. Vi bruger rigtig mange penge på at skabe job derude, og det her kunne måske være en god måde at understøtte det lokale erhvervsliv på. Jeg forstår godt bekymringen i forhold til klima, og om det bliver dyrere osv., men kunne ministeren så ikke tænke sig måske at lave en forsøgsordning med nogle styrelser for at se, om udgifterne eksploderer, og om man tager ufornuftige beslutninger? Så kan man med god samvittighed skrotte det her og sige, at det andet var en bedre løsning. Men med en forsøgsordning kunne vi i det mindste få afprøvet teorien – om det virkelig er sådan, at vi kommer til at vinke farvel til nogle besparelser eller lave klimamæssigt dårlige løsninger ved at afprøve det her.

Ministeren.

Men hele tanken med at lave fællesindkøb er jo, at man får de samme artikler til en bedre pris, og jo mere man tager ud af det, man køber ind, jo mindre er sandsynligheden for, at man får den bedste pris og dermed sparer skatteborgerne penge, som vi så ikke skal bruge på it, men som vi kan bruge bl.a. på velfærd – det kunne være i forhold til vores børn, det kunne være i forhold til vores ældre, det kunne være i forhold til vores sundhedsvæsen – plus at vi sætter nogle miljømæssige krav. Der er selvfølgelig et dilemma her. Det, der bare også er vigtigt at tilføje, er, at de virksomheder, der leverer til staten, for en meget stor dels vedkommende er virksomheder med 50 ansatte eller derunder, som jo ikke nødvendigvis vil ligge i de store byer, men som også er fordelt rundt i landet, og dermed er det jo sådan, at der også vil være indkøb af artikler, der foregår i København, hvor det er en leverandør et andet sted i Danmark, der leverer.

Så man kan ikke bare sætte det op på den måde, at når vi har et samlet statsligt indkøb, er det ikke noget, der kommer hele Danmark til gavn, for det er virksomheder fordelt rundt i hele landet, der får glæde af den her indkøbsordning.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Det er godt nok, at det kan gavne rundtomkring i landet, men jeg synes egentlig ikke, jeg fik et klart svar på, hvad der vil ske ved, at vi tager en eller to styrelser ud og siger, at her afprøver vi det at give dem muligheden for at vælge det ene, som er en central indkøbsordning, eller det andet, som er at prøve at se, om man kan få en bedre pris lokalt og understøtte noget af det, der ligger lige i nærområdet. Det tror jeg egentlig ikke jeg fik et klart svar på. Altså, hvad vil den klare ulempe være ved at køre et forsøg med to styrelser og så ligesom give lidt medløb på det her beslutningsforslag, som jeg egentlig synes har mange gode takter?

Ministeren.

Det korte af det lange er, at netop fordi vi har et samlet statsligt indkøb, får vi en bedre pris. Hvis man begynder at tage institutioner ud af det samlede statslige indkøb, er forventningen alt andet lige, at priserne vil stige, hvilket vil betyde, at vi skal bruge penge på pc'er, på kuglepenne og andet, som vi i stedet for kunne have brugt på eksempelvis velfærd eller andre af de vigtige opgaver, vi står med i det danske samfund. Samtidig er det her vores bedste adgangsbillet til at fremme en grøn omstilling, for når vi køber meget stor ind, kan vi også bedre stille krav til leverandørerne, end hvis det er sådan, at man ude lokalt skal vælge den ene eller den anden eller den tredje leverandør, som man ikke har den samme mulighed for at påvirke med deres produktion.

Tak, og der er ikke flere bemærkninger. Tak til finansministeren. Vi går nu i gang med ordførerrækken, og den første, der får ordet, er hr. Rasmus Prehn, Socialdemokratiet. Velkommen.

Først og fremmest tak til forslagsstillerne for at sætte fokus på udvikling i hele landet, også i landdistrikterne. Det er på alle måder en meget vigtig dagsorden, så tak for det. Et Danmark i balance, hvor vi arbejder for udvikling og muligheder i både byer og på landet, er et vigtigt fokuspunkt for os i Socialdemokratiet og for den samlede regering. Det er vigtigt for os at styrke lokalsamfund og erhvervsliv. Derfor har Socialdemokratiet og regeringen også gennemført det ene initiativ efter det andet for at styrke balancen i Danmark. Lad mig blot nævne en pulje til borgerdrevne dagligvarebutikker, der siden 2022 har understøttet stærke lokalsamfund i landdistrikterne, og den nationale turismestrategi, der understøtter den nationale bæredygtige turismevækst i hele landet, bl.a. med yderligere ti forsøgstilladelser inden for kyst- og naturturisme. Og vi har lavet aftaler med Kommunernes Landsforening om at fjerne en række unødvendige bureaukratiske regler i kommunerne, hvilket frigiver flere ressourcer til de borgernære kerneopgaver. Vi har begrænset statslige og lokale tilsyn og kontrol, hvilket frigiver ressourcer til f.eks. ældreområdet. Og vi har lavet en såkaldt rød løber for produktionsvirksomheder til at lette myndighedsgodkendelser og én indgang for virksomhederne. Så lokalsamfund og balance i Danmark er altså en meget, meget vigtig dagsorden for Socialdemokratiet og for regeringen.

Men at ændre en statslig indkøbsaftale, der sparer os alle sammen for hele 2,9 mia. kr. om året, er ikke en del af vores politik. De her tal taler jo lidt for sig selv. 2,9 mia. kr. om året er alligevel mange penge. Endvidere betyder den her indkøbspolitik altså også, at vi som samfund og fællesskab stiller en række grønne krav om genanvendelse og energi- og miljømærker, hvilket jeg også hørte at SF's ordfører i sit spørgsmål før anerkendte vigtigheden af. Det er krav, der hjælper os alle sammen med at nedbringe klimaaftrykket for offentlige indkøb. Endelig betyder den her indkøbspolitik altså også, at der stilles sociale krav om overholdelse af arbejdsklausuler og ILO-konventionen, altså at danske indkøb ikke understøtter virksomheder, hvor medarbejdere underbetales eller udsættes for dårligt arbejdsmiljø.

Alle de her krav, som vi har med i vores indkøbspolitik, kan vi ikke længere vide os sikre på at overholde, hvis det skulle være sådan, at vi imødekommer det forslag, der bliver fremsat af forslagsstillerne her. Vi vil altså risikere at sætte meget over styr, hvis vi kaster vores indkøbspolitik på møddingen.

På den baggrund siger vi fra Socialdemokratiets side pænt nej tak til beslutningsforslaget. Vi deler naturligvis ønsket om at styrke landdistrikterne og et Danmark i balance. Det er et rigtig godt initiativ. Jeg tror også godt, vi kan sætte os ind i, hvad det er, der har været intentionen bag det her, eller ønsket eller den intuitive oplevelse af, hvorfor det skulle være godt. Men vi sætter altså som sagt en række initiativer i gang, der styrker Danmarks landdistrikter. Vi er godt i gang. Men vi sætter altså ikke en velfungerende indkøbspolitik med vigtige krav og hele 2,9 mia. kr. om året over styr. Derfor stemmer vi Socialdemokrater nej til det her beslutningsforslag. Tak for ordet.

Tak. Der er en kort bemærkning til fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne.

Tak. Jeg er nødt til lige at starte med en rettelse i forhold til det, ordføreren siger på talerstolen. Vi har ingen intentioner om at kaste de her statslige indkøbs- og serviceaftaler på møddingen. Vi har intentioner om at se, hvad det er, der sker, hvis det er, at de udflyttede statslige arbejdspladser får mulighed for at kunne bidrage til et lokalsamfund ved at få lov at fravælge de her statslige indkøbsaftaler. Det er jo ikke noget med, at de bliver tvunget til det; de har muligheden.

Jeg er fuldstændig overbevist om, at der vil være statslige institutioner, der synes, det er en glimrende idé at have de her statslige indkøbsaftaler, men de udflyttede statslige institutioner, ikke alle sammen, skal bare have muligheden. Så jeg bryder mig ikke om, at man sådan sætter bindeled imellem 2,9 mia. kr. og så vores beslutningsforslag, for det synes jeg er at vildlede det her. Så det var egentlig bare lige en kommentar til ordføreren.

Det her kan jo blive anset som en forsøgsordning, som fru Karina Lorentzen Dehnhardt jo også fremhæver. Det kan jo blive set som en forsøgsordning om, at vi tager de udflyttede statslige arbejdspladser og giver dem muligheden og så ser, hvad der sker. Hvorfor vil man ikke engang prøve at se, hvad der sker med en forsøgsordning?

Ordføreren.

Først og fremmest er jeg rigtig glad for, at det bliver præciseret her fra fru Susie Jessen, at man ikke vil kaste hele den her indkøbspolitik på møddingen. Det er positivt, for det ville have ret store konsekvenser, hvis man gjorde det. Det er klart, at det fremgår af forslaget, at det er målrettet de her udflyttede institutioner, og det kan man så tage en diskussion om. Og den diskussion var der jo også lige før med finansministeren, som jo understreger, at det, der er værdien af at have en indkøbspolitik, er, at der er en volumen i det her. Hvis man begynder at gå på kompromis med den volumen, vil den værdi, der er i indkøbspolitikken, blive undermineret. Så det er en vigtig ting.

En anden, interessant ting er – vi diskuterer jo ofte det her med butiksdød, ikke mindst i landdistrikterne – at vi også ser i de største byer, at der er flere butikker, der lukker. Og det, det i virkeligheden skyldes, er jo, at rigtig mange danskere og måske nok også for mange køber deres varer på internettet i stedet for at gå ned og handle i den lokale butik. Der er måske noget at tage fat på i stedet for at lave om på en indkøbspolitik, der sparer os rigtig mange milliarder.

Spørgeren.

Tak. Jeg er ikke enig i, at man kan sammenligne Strøget i København med f.eks. Nakskov. Det synes jeg ikke at man skal gøre, for der er altså en markant forskel på, hvordan bymidterne lider ude i landdistrikterne i øjeblikket i forhold til inde i byerne.

Både ordføreren og ministeren fremhæver det her med at købe mere grønt ind. Altså, jeg forstår ikke helt, og det kan være, ordføreren vil uddybe, hvordan det kan være mindre grønt, at de i f.eks. Nakskov kan gå over på den anden side af torvet og indkøbe kontorartikler, i stedet for at det skal fragtes derned med en lastbil. Altså, umiddelbart tænker jeg da, at det vil være mere grønt.

Ordføreren.

Det er jo simpelt hen nogle rammer, man har lavet, hvormed man også går efter, at indholdet af de produkter lever op til nogle miljø- og klimakrav. Og man kan jo sige, at hvis det er, at man henter varerne i en butik på den anden side af gaden, så er de varer jo også blevet fragtet. Så jeg tror ikke, det er nogen særlig god argumentation, at man sparer noget fragt ved at købe det på den anden side af gaden. Her lever man op til, at det, man køber, altså det, der ligesom er indholdet af de varer, lever op til nogle kriterier.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Rasmus Prehn, Socialdemokratiet. Næste ordfører er hr. Erling Bonnesen, Venstre.

Tak for ordet. Da vores ordfører på sagen, fru Anni Matthiesen, er indkaldt til andre møder og forhandlinger, har jeg lovet at tage sagen for hende. Det er jo sådan set meget fint, at vi, som også både ministeren og den foregående ordfører har været inde på, lige får en lille snak om det at sætte fokus på landdistrikterne. Det ved jeg da at Danmarksdemokraterne gør; det gør vi i allerhøjeste grad også i Venstre. Det tror jeg også er meget velkendt.

Jeg har da også en lille liste med mig over mange af de ting, som vi kan sige er blevet vedtaget – vi kan næsten kalde det en resultatliste, i hvert fald et udpluk af den – når man sætter fokus på landdistrikterne og tager en række initiativer for at prøve at styrke områderne. Det tror jeg der er meget bred enighed om. Man kan bare plukke lidt fra den. Under turisme som vækstfaktor er der f.eks. 2.500 nye sommerhusgrunde, projektmodningsfond til turisme, mere glamping i det åbne land, og under styrkelse af småøernes udviklingsmuligheder: se på vejboder og gårdbutikker, vækstlåneordninger. Og sådan kunne man sådan set blive ved, også under infrastruktur og en række ting.

Jeg tror ikke, der er nogen partier, der ikke ønsker at sætte fokus på landdistrikterne og øerne og prøve at understøtte udviklingen der, når man kigger lidt på det fra starten. Jeg tror ikke, det skal sættes op imod det, som om man ikke ønsker det. Det tror jeg faktisk de fleste vil. Så lad os få det sat på plads med det samme. Det har vi da også klart og tydeligt markeret med det arbejde, vi har lagt for dagen mange gange i Venstre i forbindelse med lovforslag osv.

Når vi så kigger ind i det, som forslagsstillerne her lægger op til, nemlig at man skulle fjerne den SKI-ordning, der ligger, så er jeg faktisk meget enig i det, som både ministeren og den foregående ordfører har sagt: at så er man nødt til at se lidt på realiteterne i det, og det er jo, at hvis man fjernede den, så ville der mangle de her 2 eller snarere 3 mia. kr. I forhold til hvad beløbet lige er helt præcist, blev der sagt 2,6 eller 2,9, så det ligger nok i omegnen af det. Der står 2,9 mia. kr. i det papir, jeg har, men det skal nu ikke afholde os, hvis det er 2,6.

Så har jeg også lyttet mig til, at ordføreren selv siger, at det jo bare er at fjerne den, og at det ikke er sikkert, at det bliver det resultat. Men vi er jo nødt til at prøve at sige, når vi skal diskutere det, at hvis man valgte det, så ville det være beløbet. Så vil konsekvensen jo altså rent faktisk være, at Danmarksdemokraterne her laver et hul på de her 2-3 mia. kr., som man så ikke kan købe velfærd for. Så må vi jo sådan set bare spørge, hvad det er, man vil sætte i stedet. For hvor vil man finde de penge? Man er nødt til at tage konsekvensen af sine egne forslag og fortælle, hvad konsekvensen af det så rent faktisk bliver. For det er jo sådan set rammen omkring det, som man ønsker.

Jeg mener faktisk, at Danmarksdemokraterne burde tage det her forslag en tur hjem på værkstedet og så gå det en lille smule efter i sømmene. For hvad er det egentlig, det har af konsekvenser? Det er jo ikke nok sådan at give det lidt strøtanker og sige, at man godt kunne tænke sig og i den stil. Det er jo fint nok, at man har nogle gode idéer og får dem testet af. Men så er man også nødt til at prøve at kigge lidt strammere på, hvad konsekvenserne af det egentlig er. Når det er gjort op, er der jo rent faktisk sparet de her 2-3 mia. kr. Det er fakta. Det kan man jo konstatere, og hvis man er i tvivl, kan man bare stille spørgsmålet til finansministeren. Så kan man få det dokumenteret.

Så jeg mener, det er lidt for løst at stille det op på den måde der. Så på det grundlag kan vi heller ikke støtte Danmarksdemokraternes forslag her.

Der er en kort bemærkning til fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne.

Tak til ordføreren for talen. Jeg er for det første ikke enig i, at alle partier herinde har et landdistriktsfokus. Det mener jeg simpelt hen ikke. Vi har set vognmandsafgifter, der rammer skævt. Vi har set CO2-afgifter, der rammer skævt. Vi har set solceller, der bliver spredt ude i landdistrikterne i øjeblikket, der rammer ekstremt skævt. Så det er jeg simpelt hen bare ikke enig i.

Så må jeg også bare konstatere, at det virker, som om ordføreren ikke har læst vores beslutningsforslag. For det handler ikke om alle 187.281 statslige arbejdspladser, som der var i 2022 – der er sikkert kommet mange flere siden – det handler om de omkring 6.000 udflyttede statslige arbejdspladser, som vi vil friholde fra de her statslige indkøbsaftaler. Hvis regeringen vil prøve at bilde folk ind, at det koster 2,9 mia. kr., synes jeg ærlig talt, det er frækt. For det er ikke det, det her forslag handler om.

Jeg kan ikke forstå, hvorfor ordføreren ikke vil være med til at prøve at få kigget på, hvad der sker, hvis vi friholder den her lille gruppe fra de her statslige indkøbsaftaler. Kunne man ende i en situation, hvor en bymidte faktisk udvikler sig af det? Det kan jo sagtens ske. Hvorfor vil man ikke engang være med til at teste det af? Det her handler jo ikke om, at jeg vil fjerne eller kaste SKI på møddingen, som Socialdemokratiets ordfører sagde.

Ordføreren.

Jeg tænker, at det er en god tilgang at have, hvis man er ansvarlig for at købe ind, at man selvfølgelig skal arbejde efter at få varerne leveret bedst eller billigst eller i hvert fald i den situation ikke give mere for varen, end den skal koste. For hvordan ville det ikke udvikle sig, hvis det var, at man skulle følge Danmarksdemokraternes princip her og sige, at det sådan set er ligegyldigt, at vi betaler en overpris for varerne? Så kan det jo starte ét sted og begynde at brede sig til andre varer. Jeg mener egentlig, det er meget godt, når man laver aftaler mellem KL og kommunerne og staten, også for så vidt angår regionerne, altså hele vejen rundt i systemet synes jeg det er en god tilgang at have, at man ikke skal betale mere for varerne, end det er nødvendigt. At begynde at gøre det andet synes jeg er forkert.

Så er det bedre, at man stadig væk vil understøtte både landdistrikternes og øernes udvikling ved at tage en lang række andre initiativer. Det var også det, jeg markerede fra starten af. Dermed skal det også bare være slået fast, at vi i Venstre ønsker at understøtte både landdistrikterne og øerne. Vi ønsker sådan set at understøtte både byerne og landdistrikterne og øerne, men det skal man da gøre lidt mere målrettet. Det skal man da ikke gøre ved bare at sige, at man kan betale hvad som helst for varerne.

Spørgeren.

Igen bliver der lagt ord i munden på mig. Det er jo klart, at de her statslige institutioner skal arbejde inden for en økonomisk ramme, som de har fået. Det er jo klart, at de ikke på den måde kan gå ud og købe guldbelagte kuglepenne. Det er nok ikke i Nakskov, man finder dem. Men det er klart, at det skal de jo ikke have lov til. De skal jo arbejde inden for en økonomisk ramme.

Men kunne det være, at Nota i Nakskov med 80 medarbejdere faktisk kunne gå hen og spare nogle penge på at lave en lokal frokostordning med den lokale café? Kunne det være, at de faktisk kunne spare nogle penge på at gå ned og købe deres kontorartikler, 20 m væk fra hvor Nota ligger? Det kunne godt lade sig gøre. Hvorfor vil man ikke teste det af? Det spurgte jeg om før. Det vil jeg gerne have svar på.

Ordføreren.

Men så ryger kæden jo også helt af for ordføreren nu. For når der bliver sagt, at man stadig væk skal fastholde rammerne, men at man gerne må give for meget for varerne, så vil det komme til at gå ud over noget andet. Jeg skal ikke tage enkelte lokale eksempler op. Hvis man siger, at ja, de må gerne give mere for varerne ét sted, så vil det jo få en konsekvens et andet sted, og det forholder Danmarksdemokraternes ordfører sig overhovedet ikke til her.

Den næste korte bemærkning er til hr. Kristian Bøgsted, Danmarksdemokraterne.

Ordføreren forholder sig jo slet ikke til, hvad forslaget konkret går ud på. Det handler ikke om, at man skal til at betale mere for varerne et sted, men det handler om, at man i de udflyttede statslige arbejdspladser skal have muligheden for at sige: Jeg kan få den samme vare til den samme pris lokalt i stedet for leveret et andet sted fra, hvor det er bestemt af en stor volumenindkøbsordning. Hvis ordføreren er en lille smule inde i det, ved ordføreren også godt, at det ikke er alle produkter, hvor det måske kan lade sig gøre, men at der er nogle produkter, hvor det sikkert godt kan lade sig gøre, og hvor der er en lokal leverandør, der siger: Okay, det er den pris, I betaler herovre; jeg kan levere det til den samme pris, men til gengæld understøtter du den lokale forretning, der bliver i byen.

Hvorfor er man afvisende over for det?

Ordføreren.

Det spørgsmål afslører jo fuldstændig, at Danmarksdemokraterne burde tage det her forslag hjem på værkstedet og så få det sakset igen. For hvis det er sådan, at nogle et sted siger, at de kan levere varen endnu billigere, så skal man da sørge for at komme ind og få nogle tilbud på det, så man kan få hele leverancen på det. Det synes jeg da som Venstremand at man skal gøre. Det andet hænger slet ikke sammen.

Spørgeren.

Ordføreren ved også udmærket godt, at der ude i et lokalt samfund er små butikker, som måske godt kan konkurrere på prisen til at levere noget ét sted, men at de ikke har volumen til lige pludselig at skulle levere det landsdækkende. Så det er jo helt hen i vejret at komme med sådan noget.

Nu nævnte ordføreren selv de små øsamfund, men hvis ordføreren virkelig mener, at man vil understøtte det hele, så synes jeg, man skulle fjerne CO2-afgiften på færgedriften. For det er da ikke at understøtte, at de udvikler sig.

Kunne man ikke kigge positivt på at spørge, om der er muligheder for, at der er lokale virksomheder, der kan byde ind på nogle af produkterne, så vi understøtter livet i et lokalsamfund?

Ordføreren.

Uden at jeg selv skal gøre mig til indkøbsekspert, ved vi jo, at der er mange, der er med i de forskellige kæder, indkøbsordninger osv., og at det jo er måden at løse det på. Der er jo meget få, der er tilbage, og som fuldstændig er sig selv og alene i verden. Så jeg mener stadig væk ikke, at det hænger sammen.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Erling Bonnesen, Venstre. Næste ordfører er fru Karina Lorentzen Dehnhardt, Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet. Meget af den landdistriktspolitik, vi laver, handler rigtig tit om vækst og arbejdspladser, og derfor synes jeg også, at det giver mening, at de udflyttede statslige arbejdspladser kan bruges til at understøtte det lokale erhvervsliv og arbejdspladser, f.eks. ved at kunne foretage indkøb lokalt. Altså, jeg anerkender jo det, som ministeren har sagt, nemlig at man sparer penge ved indkøbsaftalerne, og at der er også mulighed for at tage hensyn til klima. Og det får man jo ikke en SF'er til at sige ikke er vigtigt. Jeg kunne så godt tænke mig, at vi får uddybet, hvad det er for nogle tal, ministeren har, og hvordan man kan dokumentere, at der sådan set også er klimagevinster ved det. Men det må vi jo få fremlagt i et udvalgsspørgsmål.

Jeg synes alligevel, at Danmarksdemokraternes forslag her har noget for sig. Der er jo tale om, at man i fremtiden vil kunne vælge at bruge de centrale indkøbsaftaler, men man vil også kunne vælge at foretage indkøbene i en mere lokal kontekst. Vi havde faktisk lidt den holdning i SF, at det ikke kun skulle være de udflyttede statslige arbejdspladser, men også de statslige arbejdspladser, der allerede ligger ude i provinsen, men det er jo en udvidelse af forslaget.

Giver det så kaos og dyrere løsninger, hvis man på den måde bare giver de her indkøb fri? Ja, det kan jo selvfølgelig være en bekymring, men hvis man er meget ængstelig, kunne man måske vælge at udtage en enkelt styrelse eller to og se, hvordan det egentlig går, hvis man giver det her fri. Giver det så anledning til, at der rent faktisk er problemer, eller kan det godt fungere og give billigere løsninger alligevel?

Selv om det nok ikke helt kan sammenlignes og måske også er en lille smule anekdotisk, kan jeg fortælle, at jeg jo faktisk har været hjemkundskabslærer på en skole i Kolding, og der havde vi også indkøbsaftaler. Det var jeg vældigt træt af, for jeg stod over for at skulle udskifte 16 komfurer i hjemkundskablokalet, og jeg kunne jo godt se på budgettet, at det var en ordentlig udgiftspost. Det viste sig faktisk, at en lokal hvidevareforhandler kunne levere de her komfurer meget billigere end indkøbsaftalen, og så fik jeg lov til at bruge den lokale alligevel. Jeg ved så ikke, om det var dybt ulovligt – det er også mange år siden.

Men det viser jo så, at det måske ikke altid er sådan, at det er de statslige eller kommunale indkøbsaftaler, som er de billigste. Nogle gange vil det lokale erhvervsliv måske oppe sig og sige, at de da vil prøve på at gøre det endnu billigere, fordi de gerne vil have en ordre. Derfor synes jeg faktisk, at det kunne give rigtig god mening at prøve at lave en forsøgsordning. Jeg tænker ikke, at det kunne skade noget, at vi faktisk får et reelt billede af, hvad der egentlig sker, hvis vi giver det fri. Det kan jeg så forstå at ministeren og regeringspartierne ikke synes. Men måske kan vi, der er enige om det her, lande en eller anden form for beretning bagefter. Tak for ordet.

Tak. En kort bemærkning til fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne.

Tak til ordføreren for talen. Det kan jo rent faktisk være, at vi godt kan nå hinanden lidt i forbindelse med det her beslutningsforslag, for jeg synes faktisk, at vores beslutningsforslag kan tolkes som en slags testordning, fordi det jo netop kun handler udflyttede statslige arbejdspladser, altså 6.000 arbejdspladser ud af de her 187.000 statslige arbejdspladser, som der var i 2022. Så det her kan jo på en eller anden måde være en testkørsel for, om det bliver dyrere, eller om det godt kan bidrage positivt til det lokalsamfund, der er. Så jeg vil egentlig gerne spørge ordføreren: Hvor mener ordføreren, at snittet skal ligge henne i forhold til den her testkørsel, som man eventuelt skulle lave ved en friholdelse for de her statslige indkøbs- og serviceaftaler?

Ordføreren.

Jamen jeg er nok meget løsningsorienteret. Mit håb var jo egentlig, vi kunne få regeringspartierne til at sige, at de selvfølgelig godt kunne tænke sig at køre et forsøg med det her og se, hvad der sker. Man kunne sige, at det ville være lidt mere begrænset at tage en eller to styrelser og se, hvad der så sker. Jeg tænkte, at det måske kunne være det, der ligesom sparker en dør ind for os alle sammen. Men jeg kan sagtens leve med de 6.000 arbejdspladser. Som jeg sagde, synes vi sådan set i SF, at vi bare kunne tage alle de statslige arbejdspladser, der ligger uden for de største byer, hvilket jo reelt ville være en udvidelse af forslaget. Så jeg har det sådan set fint med det ene og det andet; jeg er bare løsningsorienteret og synes egentlig, at vi skal afprøve det her. Det var derfor, jeg tænkte, at regeringen da godt kunne gå med til måske en enkelt styrelse eller to, så vi rent faktisk får et blik på, hvad der sker, hvis vi giver det her fri.

Fru Susie Jessen.

Tak for det. Endnu en grund til, at jeg også synes, at det kunne være en god idé med de her udflyttede statslige arbejdspladser, er jo netop det der med fortællingen om udflytningen af statslige arbejdspladser, altså at de netop blev flyttet ud for ligesom at skabe liv i de områder, hvor de blev flyttet ud til, og for at få en bedre balance i fordelingen af statslige arbejdspladser i landet. Det er også det her med, at der er kommet styrelser fra København, som så bliver placeret – bum – i et område, ikke? Og så har de ikke mulighed for at bidrage til lokalsamfundet. Det er derfor, at jeg bare lige som en kort kommentar vil sige, at jeg synes, at det her med at bruge de udflyttede statslige arbejdspladser er en god idé, hvis man skal lave sådan en testordning.

Ordføreren.

Jeg synes jo netop, at vi bruger rigtig mange kræfter på at skabe vækst og arbejdspladser i landdistrikterne, og det her var en meget simpel måde, hvorpå vi ligesom kunne understøtte det lokale erhvervsliv. Altså, jeg prøver som SF'er altid at understøtte det lokale erhvervsliv i Syd- og Sønderjylland, f.eks. når der er valgkamp, ved at købe mine materialer i så stor grad, som jeg kan, i Syd- og Sønderjylland, fordi jeg rigtig gerne vil bidrage til, at nogle af pengene bruges lokalt. Det synes jeg også det her forslag ligesom viser vi kunne bruge de offentlige indkøb til. Men jeg må konstatere, at der ikke er så meget opbakning fra regeringens side, og jeg synes egentlig, at det er ærgerligt, al den stund vi bruger mange kræfter på at skabe vækst og arbejdspladser i landdistrikterne. Det her forslag kunne måske have bidraget en smule til det.

Mange tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Vi går videre til Liberal Alliances ordfører hr. Ole Birk Olesen.

I Liberal Alliance er vi positive over for en ambition om, at flere af de statslige arbejdspladser kan ligge uden for hovedstadsområdet. Vi tror på, at der er opgaver, som kan løses bedre og billigere væk fra København, og vi vil gerne bidrage til, at det er attraktivt at bosætte sig i hele Danmark.

Men det er også ekstremt vigtigt for LA, at vi sørger for at få mest muligt for skatteborgernes penge. De statslige arbejdspladser eksisterer ikke for de offentligt ansattes skyld, og de eksisterer heller ikke af hensyn til de områder, de ligger i. De eksisterer for de borgere, de betjener. Borgerne bør kunne forvente en ordentlig og kompetent behandling, når de er i kontakt med skattevæsenet, Naturstyrelsen eller en af de mange andre dele af den statslige forvaltning. Derfor synes vi, at man i forbindelse med udflytningsprocesser skal tænke sig rigtig godt om. Man skal ikke bare smadre velfungerende faglige miljøer i udflytningens navn. Det primære er god offentlig service – det sekundære er placeringen.

Vi mener godt, man kan forene de her to hensyn. Mange synes, at det er attraktivt at bosætte sig uden for hovedstaden, og man kan også spare på huslejeudgifterne, hvis man ikke skal betale de priser, der er på det københavnske ejendomsmarked. Man kan godt have velfungerende udflytning.

Princippet om, at den offentlige forvaltning handler om borgeren, betyder også, at det offentlige skal købe ind til de bedst mulige priser. Vi skal ikke betale overpriser, for at statslige organisationer kan støtte bestemte butikker. Deler man ambitionen om, at f.eks. Nota, Nationalbibliotek for mennesker med læsehandicap, skal levere en så god service til borgerne som muligt for så få skattekroner som muligt, så skal nationalbiblioteket altså købe deres kontorartikler, hvor priserne er bedst.

Vi synes, at det modsatte princip er uheldigt. Hvis udflytningerne handler om, at lokale erhvervsdrivende skal kunne tjene på at sælge til staten, så helliger man sig et helt andet princip end det, LA bekender sig til. Så handler udflytningen jo om at begunstige bestemte områder på skatteborgernes regning. Det synes vi er et dårligt princip, som gør selve udflytningerne til et stort sognepolitisk slagsmål om at hive flest mulige skattekroner hjem til sit lokalområde.

Derfor støtter LA ikke det her beslutningsforslag.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til fru Susie Jessen.

Tak til ordføreren for talen. Jeg er også enig i, at når man udflytter statslige arbejdspladser, skal det ske på en fornuftig måde, og det er også derfor, vi bl.a. har foreslået her i Folketinget at lave en forundersøgelse med henblik på udflytning af 10.000 statslige arbejdspladser, sådan at man får defineret, hvilke statslige arbejdspladser der kunne være gode at flytte ud. Så tak for indledningen i forhold til det.

Det, jeg bare lige vil spørge til, er det her med, at man jo med det her forslag vil frisætte de her statslige institutioner til selv at kunne indkøbe og finde nogle gode kontorartikler, frokostordninger osv., og det er jo selvfølgelig stadig inden for den økonomiske ramme. Så hvorfor vil LA ikke være med til at teste det her af, altså prøve at se, om det kan virke på den ene eller anden måde? Det er jo det, vi lægger lidt op til i vores beslutningsforslag.

Ordføreren.

Jeg har ikke fundet noget i beslutningsforslaget, der siger, at man kun må indkøbe, hvis man kan indkøbe til den samme pris som i den statslige indkøbsordning eller en billigere pris. Det står der ikke noget om i beslutningsforslaget. Det har jeg i hvert fald ikke fundet.

Derfor frygter jeg lidt, at der går lokale vennetjenester i den, hvis man tillader en statslig leder et sted i Danmark at købe ind i den butik, der ligger på den anden side af gaden, eller hos den, som måske er indehaver af nabobutikken, og at der ikke er nogen kontrolmekanismer, som sikrer, at staten indkøber der, hvor det bedst og billigst. Jeg ser ikke, at der er sådan nogle kontrolmekanismer i Danmarksdemokraternes beslutningsforslag.

Fru Susie Jessen.

Jeg kan så konstatere, at de selvfølgelig ville skulle arbejde inden for en økonomisk ramme. Det er klart, at de ikke bare får fripas til at købe løs på statens regning. Så der kan jeg betrygge ordføreren i, at det ville i hvert fald ikke ske med vores beslutningsforslag. Så det var jo egentlig bare en kommentar til det.

Ordføreren.

Når fru Karina Lorentzen Dehnhardt fortæller, at hun har haft en oplevelse af, at hun fra en lokal kunne finde nogle nye komfurer billigere end fra en indkøbsordning, så gør det da indtryk på mig, og hvis man på en eller anden måde kunne sige, at enhver statslig institution kan få lov til at udfordre den statslige indkøbsordning, hvis såfremt ifald den statslige institution kan finde noget, der er billigere end det, som den statslige indkøbsordning kommer med, så ville jeg nok være mere åben over for det, men det ligger ikke i selve beslutningsforslaget, som det er formuleret.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre til Moderaternes ordfører, og det er fru Charlotte Bagge Hansen.

Tak for ordet, formand. Den 23. juni 2022 stiftede Inger Støjberg Danmarksdemokraterne og erklærede, at man var landdistriktspartiet. Det ligger godt i munden, og jeg har fået en rigtig god idé rent markedsføringsmæssigt. Fra nu af, når jeg udtaler mig, siger jeg: Jeg hedder Charlotte Bagge Hansen, og jeg har arbejdet for udvikling i landdistrikterne i mere end 25 år. Så den tror jeg at jeg tager med nu, og tak for det.

Jeg er superglad for, at forslagsstilleren rejser en vigtig debat om, hvordan vi styrker vores lokalsamfund, og hvordan vi sikrer gode rammer for erhvervslivet i hele Danmark, men vi mener ikke, at dette forslag er den rigtige løsning. De statslige indkøbsaftaler er jo med til at skabe lave priser. Det er godt købmandskab. De sparer staten for milliarder. De mindsker administration. De sikrer grønne krav, der løfter bæredygtighed i de offentlige indkøb. Vi kan sågar gå foran i den grønne omstilling ved at sætte nogle kriterier op for vores offentlige køkkener f.eks. Hvis nu vi legede, at vi fjernede alle de her forpligtigelser, så ville vi faktisk ikke engang være sikre på, at det ville være lokale virksomheder, der fik ordren, fordi vi stadig væk har nogle udbudsregler, der gælder. Man kan ikke bare vælge en lokal leverandør, hvis nu der er andre, der byder ind. Men det betyder så samtidig ikke, at vi ikke skal gøre mere for de lokale virksomheder.

Regeringen har jo allerede taget mange vigtige og lange skridt, bl.a. rød løber-initiativet, som gør, at virksomhederne får én indgang og mindre bøvl med myndighederne. Det må jeg jo sige er noget af en forbedring, i forhold til da jeg var kommunalbestyrelsesmedlem og så på de lange ventetider, der var for at få byggetilladelser. Vi har også lanceret en national turismestrategi, og den gør nemlig det, at den understøtter vækst i hele landet. Vi styrker landdistrikterne gennem målrettede erhvervsfremmeinitiativer, og vi ser hele tiden på, hvordan vi kan skabe bedre vilkår for virksomheder uden for de større byer. Nuvel er der ting, vi kan gøre bedre, og der er ting, vi kan ændre, men det her forslag mener vi ikke er den rigtige vej.

Sluttelig vil jeg glæde mig over, at mange af de udflyttede arbejdspladser også har medført bosætning i landdistrikterne. Jeg glæder mig over, at de ansatte kan gå ud og handle i de lokale butikker i deres middagspause eller gå en tur på restaurant og spise en middag. Vi skal arbejde for, og vi skal forbedre vilkårene i landdistrikterne, men vi mener ikke, at det her forslag er den rette vej. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra fru Susie Jessen.

Tak til fru Charlotte Bagge Hansen, som har kæmpet for landdistrikterne i 25 år. Jeg vil så sige, at fru Charlotte Bagge Hansen måske er lidt i det forkerte parti nu, men det kan vi jo måske diskutere lidt senere. Hvis man har den dagsorden, er det måske ikke lige Moderaterne, man skal være i. Jeg bemærker også, at regeringen heldigvis stadig deler talepapirer, fordi man jo har fremhævet de her småtterier, som man har fået gennemført her i den her valgperiode, så selv om der er lidt knas i regeringen, så er det godt, man stadig kan dele sine talepapirer.

Det, jeg vil spørge om, er de her serviceaftaler, som jo er forholdsvis nye i virkeligheden, altså om ordføreren tror, at det, at man med de her serviceaftaler f.eks. ikke kan bidrage til den lokale café med en aftale om at hente frokost, har bidraget positivt eller negativt til f.eks. lokalsamfund, hvor der er statslige arbejdspladser?

Ordføreren.

Jamen der er jo ingen tvivl om, at det, at vi har flyttet statslige arbejdspladser ud i provinsen og ud i landdistrikterne, har styrket big time, det må jeg ikke sige, i stor stil ude i landdistrikterne. Der er mange ting, vi kan gøre. Der er mange tiltag, vi kan gøre. Men vi mener bare ikke, at det forslag, som man kommer med her fra Danmarksdemokraternes side, er noget, som vil kunne flytte noget. Det eneste, det vil kunne flytte, er f.eks., at hvis vi hiver nogen ud, så er der jo nogen, der ikke er med til at levere til den samlede pulje, for det er jo ren købmandskab. Det vil sige, at de vilkår, man har, når man går ud og laver en aftale med en virksomhed, bliver forringet.

Vi har nogle supergode aftaler, der går ind på mange forskellige parametre, bl.a. i forhold til grøn omstilling, og som der også bliver sagt her, handler det jo ikke om, at alle virksomhederne, der leverer til de enkelte kommuner, handler i København; det er jo i hele landet, at de indkøbsaftaler er. Og hvis jeg er en lille leverandør, vil jeg da skynde mig at melde mig til indkøbsaftaler. Og ja, det kan godt lade sig gøre at byde ind, selv om man er en lille virksomhed.

Fru Susie Jessen.

Det er jeg så ikke helt enig i. Altså, jeg tror, det ville være urealistisk, at en lille boghandler i en provinsby vil kunne byde ind på de her meget, meget store indkøbsaftaler, som bliver sendt ud her. Det er jeg ikke enig i. Til gengæld tror jeg, at de vil kunne levere til en enkelt statslig institution i den pågældende by.

Så det, jeg bare vil spørge om, er det, jeg spurgte om før også. De her serviceaftaler om f.eks. frokostordninger blev centraliseret; jeg tror, det var mellem 2017 og 2024, at det sådan blev sådan en større statslig ting. Mener ordføreren, at det har været positivt eller negativt for lokale erhvervsdrivende, som jo før kan have bidraget på en anden måde til de statslige arbejdspladser, der skal have frokost?

Ordføreren.

Altså, jeg mener ikke, at det er nogen hæmsko, tværtimod. Man har et levende bymiljø. Folk kan gå ud at spise, frekventere restauranterne i deres fritid, få venner på besøg og alt muligt. Det er med til at styrke det lokale samfund.

Og jeg er hundrede procent uenig med ordføreren i, at det ikke kan lade sig gøre, at den lille, lille boghandler ville kunne skalere op til virksomheder. Hvis staten og jeg kunne matche, leverede jeg gerne tøj til hele Folketinget, for det ville jeg sagtens kunne.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren, og vi kan gå videre til Det Konservative Folkepartis ordfører, og det er fru Dina Raabjerg. Værsgo.

Tak for ordet, og tak for forslaget til Danmarksdemokraterne. Forslaget om at give udflyttede statslige arbejdspladser mulighed for at fravælge de centrale statslige indkøbs- og serviceaftaler har som formål at styrke de lokalsamfund, som har fået tilført de statslige arbejdspladser, ved at sikre, at statens penge også kan bruge i nærområdet, og som der i forslaget til citat står: »... hvilket vil styrke landdistrikterne og sikre, at lokalsamfundene opnår større økonomiske fordele ved udflytningerne«.

I den forbindelse er det nok værd at bemærke, at det er de færreste statslige arbejdspladser, der er flyttet ud i selve landdistrikterne, men at de typisk er flyttet ud til en større provinsby, som f.eks. Nota i Nakskov, som også bliver nævnt i forslaget. Et andet eksempel er Vurderingsstyrelsen i Herning, og Herning kan man kalde meget – det hører man jo lige i øjeblikket – men man kan ikke kalde det et landdistrikt.

Fordelene ved fælles aftaler er, at der kan opnås nogle gode vilkår og skarpe priser, hvis altså volumen er stor nok. En anden fordel er, at enhver statslig institution ikke skal ud at lave sine egne aftaler og ansætte medarbejdere i en indkøbsafdeling. Statsrevisorerne var så sent som i juni ude med en kritik af, at flere styrelser ikke bruger de fælles indkøbsaftaler med den risiko, at pengene ikke bliver brugt mest optimalt. Med forslaget er der desuden den risiko for, at vi skaber en situation, hvor vi har to statslige arbejdspladser, der ligger i den samme by, og som kan have forskellige vilkår, alene fordi den ene statslige arbejdsplads er blevet udflyttet, mens den anden har ligget der i årevis og er bundet af de her statslige aftaler, og det giver ikke rigtig mening.

Der, hvor det kunne give mening at løsne båndene i forhold til kravet om forpligtende indkøbsaftaler, er i den situation, hvor en vare eller en service helt åbenlyst er billigere end den, der kan købes ind på en fælles aftale. For så bruger vi statens penge forsvarligt. For det er omvendt ikke forsvarligt, hvis vi skal ud at støtte indkøb hos forretninger og virksomheder, som ikke er konkurrencedygtige. Så kan vi jo lige så godt give dem statsstøtte, hvilket vi ikke må. Derfor anbefaler vi, at vi forholder os pragmatisk til forslaget.

Vi bør ikke åbne for, at alle udflyttede arbejdspladser bare kan vælge indkøbsaftalerne fra, men vi kan godt være åbne over for, at alle statslige institutioner kan købe ind andre steder, hvis der er åbenlyst billigere og dokumenterbart bedre alternativer end i indkøbsaftalen. For det vil sikre, at vi ikke låser os fast i nogle dyre aftaler, samtidig med at vi bevarer en fair og gennemtænkt styring af statens indkøb. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til fru Susie Jessen.

Tak til ordføreren for talen. Jeg fornemmer også sådan lidt enighed mellem Liberal Alliance og Konservative her, altså at I egentlig er åbne for det, hvis man kan dokumentere, at man kan få en bedre indkøbsaftale, og så er I egentlig med på gerne at ville kigge den vej. Det synes vi faktisk også er en god idé, så det kan være, at det er noget, vi skal arbejde videre med i de blå partier. Det kunne måske være en idé.

Det, som jeg egentlig synes giver mening med det her beslutningsforslag, er jo muligheden for at få testet det af. Det er muligheden for at få testet af, om man egentlig er i stand til at komme med nogle rigtig gode aftaler lokalt, som kan være billige, og som kan være gode for den enkelte statslige institution. Jeg vil lige sige, at vi ikke ønsker at nedlægge SKI i sin helhed. Det gør vi jo selvfølgelig ikke, men vi vil bare gerne have det testet af med de udflyttede statslige arbejdspladser.

Til sidst vil jeg også lige sige om det her med landdistrikter versus provinser: Det styrker jo landdistrikterne, i den forstand at placeringen af f.eks. Nota i Nakskov jo gør, at der bliver en mere levende bymidte, og det gavner jo helt ud af Nakskov, altså også ud i landdistrikterne. Så det var bare lige en kommentar til det.

Ordføreren.

Jeg hørte egentlig ikke et spørgsmål, men jeg vil gerne kommentere på ordførerens kommentar. Når vi har udflyttet statslige arbejdspladser, er det jo en reaktion på, at man har centraliseret i rigtig mange år, og det er jo det, at man affolker områderne – at de lokale, beboerne, flytter – som er med til at få et område til at visne så at sige. Det er jo ikke det, om en institution, en statslig eller kommunal institution, køber ind i lokalområdet eller ej.

Jeg tror, det er vigtigt, at vi ikke er naive i det her. Man må jo ikke købe ind uden en aftale i en statslig organisation, hvis det har en værdi på over 1 mio. kr. Så skal man til at gå ud og lave sin egen indkøbsorganisation. Det er dyrt, og jeg tror ikke på, at der er nogen, der ville gøre det. Jeg har lavet offentlige indkøb selv i rigtig mange år; det er ikke sådan, det fungerer i praksis.

Fru Susie Jessen.

Ordføreren havde fuldstændig ret i, at der ikke var meget spørgsmål i min kommentar. Men det, som jeg så godt kunne tænke mig at spørge om nu, er, hvordan man ser på det her med at kunne lave en eller anden form for testordning på det her område for at se, om det kan fungere i praksis. Det synes jeg egentlig er en god pointe at tage med herfra i dag, altså at det kunne være en start for at se, om det kan lade sig gøre. Eller vil ordføreren bare som udgangspunkt give muligheden til alle og så se, hvad der sker?

Ordføreren.

Jeg ser ikke nogen idé i at lave en testordning på det her område. For som jeg sagde før, er det jo ikke den måde, tingene fungerer på i praksis. Hvis Vurderingsstyrelsen indkøber for over 1 mio. kr., skal de ud og lave et udbud, og det kræver altså kompetencer og medarbejdere. Det er utrolig omkostningsfuldt at gøre det, så man vil i forvejen lægge sig op ad forskellige indkøbsaftaler. Så for os giver det ikke nogen mening at lave en test.

Så er det hr. Peter Kofod.

Tak for det. Ordføreren nævnte, at der næppe var nogen, der ville gøre brug af det her tilbud, fordi det måtte være for bøvlet. Hvad er så faren ved at vedtage det her forslag, hvis der alligevel ikke er nogen, der gør det? Hvis det bare er en frihed, så man kan gøre det, hvis det giver mening, så kan det vel ikke true den offentlige indkøbsmodel eller økonomien i den.

Så jeg forstår det egentlig ikke. Med ordførerens argumentation burde Det Konservative Folkeparti jo være meget henrykte og bare vedtage det her forslag.

Ordføreren.

Det ville jo aldrig være Det Konservative Folkepartis politik, at man ikke bruger statens midler mest effektivt, og det at kunne lægge sig op ad nogle effektive indkøbsaftaler er jo at bruge statens budget mest effektivt. Og det er ikke effektivt at ansætte en masse medarbejdere og opbygge sin egen indkøbsorganisation; det er det stik modsatte.

Vi skal jo ikke bare lave alle mulige ordninger, fordi vi kan og vil teste det af. Som jeg sagde før, var formålet med at udflytte arbejdspladserne jo at sikre bosætningen og udviklingen i områderne – ikke, at vi skulle ud at give en indirekte statsstøtte til de lokale handlende.

Hr. Peter Kofod frafalder. Så siger vi mange tak til fru Dina Raabjerg. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og jeg kan ikke lige få øje på nogen fra Enhedslisten, så vi går videre til Dansk Folkepartis ordfører, og det er hr. Peter Kofod.

Tak til Danmarksdemokraterne for at have fremsat det her beslutningsforslag, som vi synes er et rigtig godt forslag, bl.a. fordi det jo, hvis man gennemfører det, vil betyde større frihed for de dele af staten, der er blevet udflyttet. Det vil forhåbentlig også betyde, at man i nogle tilfælde vil se øget handel i vores landdistrikter eller i vores provinsbyer, hvor mange fysiske forretninger i de her år jo har enormt svært ved at holde sig oven vande. Og vi ser det udelukkende som et positivt forslag.

Jeg synes ikke, det behøver at stoppe her og kun handle om de dele af staten, der er blevet flyttet ud. Det kunne også sagtens være andre dele af den offentlige sektor, som man gjorde det her ved. I løbet af debatten er der jo også blevet rejst spørgsmålet om: Hvad nu, hvis det ikke er den lokale butik, der er den billigste? Ja, så lader man være med at bruge den. Det skal jo kun være i de tilfælde, hvor man kan gøre en rigtig god forretning. Altså, det skal da være i de tilfælde, hvor den lokale købmand siger, at der kan man matche, eller: Hvis I skal bruge 25 af de her skolekomfurer, kan jeg godt klare det billigere end den fælles indkøbsordning. Så giver det da god mening, at man gør det sådan.

Jeg tror i øvrigt, at mange statslige institutioner er så pressede økonomisk, at man som leder ikke har et valg, hvor man kan sige: Jeg vil da gerne lige prioritere at bruge 0,5 mio. kr. mere på indkøb her, bare fordi det er sjovt, og fordi det er godt for den lokale gågade. Sådan er det jo ikke. Altså, der er staten jo så økonomisk drevet, at man vil gå efter det produkt, der er bedst til prisen og lever op til det, man har behov for. Så det er jeg sådan set ikke så bekymret for; jeg synes, det er rigtig fornuftigt.

Må jeg så ikke i samme anledning også sige til Danmarksdemokraterne, for det her er selvfølgelig meget rosende, men for 14 dages tid siden havde vi diskussionen om tærskelværdier i udbud. Det var så Enhedslistens beslutningsforslag, som faktisk er et enormt spændende forslag, der handler om, at det skal være nemmere, altså at det – hvordan skal jeg forklare det – simpelt hen skal være muligt at hæve grænsen for, hvornår man skal sende ting i udbud. Og det skulle gerne være med til at styrke, at nogle af de virksomheder, som er lokale, får nogle muligheder for at byde ind, men også til at sikre, at der ikke er for meget bureaukrati.

Danmarksdemokraternes ordfører meldte blankt på det forslag, og jeg håber da, at man efterfølgende, altså efter den diskussion, vi har haft i dag, vil komme til en lidt anden beslutning, så man forhåbentlig kan støtte et andet forslag – ikke, at det angår mig, for det er jo slet ikke Dansk Folkepartis forslag. Jeg synes bare, det er påfaldende, at vi nu diskuterer det her forslag, og at man ikke ser en sammenhæng med et forslag, der tidligere har været diskuteret.

Men vi kan selvfølgelig godt støtte det her. Tak.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Vi kan gå videre til Radikale Venstre, som jeg ikke ser nogen ordfører fra. Så går vi videre til Alternativet, og så bliver det fru Christina Olumeko.

Tak for ordet. Danmarksdemokraterne foreslår at ændre de gældende regler for statslige indkøb, så udflyttede statslige arbejdspladser og institutioner får mulighed for at fravælge de centralt koordinerede indkøbsaftaler. Jeg synes faktisk, det er et rigtig interessant forslag fra Danmarksdemokraterne. Det er ikke særlig tit, vi diskuterer indkøbsaftaler her i Folketinget, og det er jo noget, der har stor betydning, så det synes jeg bare er godt at I tager op.

Jeg tror egentlig, at Danmarksdemokraterne har helt ret i, at man ved at undtage udflyttede statslige arbejdspladser fra at bruge indkøbsaftalerne kan bidrage til at understøtte det lokale erhvervsliv. Vi er også helt enige med Danmarksdemokraterne i, at det måske netop kan give mening at undtage de statslige arbejdspladser fra indkøbsaftalerne, fordi hele pointen med at udflytte arbejdspladserne i første omgang har været at bidrage til udvikling i de mindre samfund.

Når det så er sagt, ser jeg også nogle ulemper ved forslaget. Jeg er enig i det, De Konservatives ordfører fik sagt, i forhold til at der jo er arbejdspladser, der ikke er udflyttet, men som altid har ligget i en kommune. Det kunne være Lolland Kommune, som jo ikke ville være omfattet af det her forslag, mens en udflyttet arbejdsplads, der bliver flyttet til Lolland, så ville være omfattet af forslaget, hvis det vedtages i sin nuværende form, og det ville være lidt mærkeligt.

Så er der også en række andre konsekvenser, som vægter tungt for Alternativet. Det er, som flere andre ordførere har været inde på, det her med, at de statslige indkøbsaftaler vil blive svækket. Det vil nemlig blive sværere for staten at forhandle indkøbsaftaler på plads, hvis bestemte institutioner er undtaget fra at bruge dem. Det kan gå ud over vores mulighed for at forhandle gode priser og høj kvalitet og lavt klimaaftryk på plads i aftalerne. Det er jo noget, der kommer både borgere og institutioner og jo også de virksomheder, der vinder udbuddene, til gavn. Jeg vil være ærlig og sige, at de konsekvenser vejer tungest for Alternativet. Derfor kan vi ikke støtte forslaget.

Til gengæld vil jeg sige, og det skal jeg måske sige lidt lavt fra talerstolen, at det jo er sådan, at man som statslig institution ikke skal bruge indkøbsaftalerne i alle sine indkøb. Jeg tror ikke, det er sådan i dag, at der er en eneste institution, der er oppe på 100 pct. i forhold til at overholde indkøbsaftalerne på alle deres indkøb. Selv Justitsministeriet er ikke oppe på 100 pct. Det er ilde set af både finansministeren og Rigsrevisionen, hvis ikke man bruger dem i særlig høj grad, men det er ikke direkte ulovligt. Der kan være tilfælde, hvor prisen, kvaliteten eller klimaaftrykket er bedre hos en leverandør, der ligger uden for aftalen, og så er det meningsfuldt at bruge den leverandør frem for at bruge indkøbsaftalen, og det mener jeg som sagt er lovligt efter de gældende regler i dag. Derfor synes jeg egentlig, at noget af det, som Danmarksdemokraterne er inde på, kan gælde inden for den nuværende lovgivning.

Ellers vil jeg bare gerne sige tak for debatten. Jeg synes, den har været spændende. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til fru Susie Jessen.

Tak for det. Og tak for de sidste kommentarer her. Jeg er ikke helt enig i, at man har en vis frihed i dag, for der er jo de her forpligtelser. Altså, som indkøber i statslige institutioner er du forpligtet til at købe ind efter aftalerne i statens indkøbsprogram og overholde den statslige indkøbskaskade. Men det er måske noget, vi kan tage i udvalgsbehandlingen og få det uddybet.

Ordføreren siger det her med, at andre statslige arbejdspladser så ikke vil være omfattet, og at det vil være mærkeligt. Men sådan er det jo, når man tester ting af. Der er jo f.eks. også frikommuneforsøg, hvor man har givet nogle friheder til forskellige kommuner i vores land og så kan følge op på det efterfølgende. Der ser jeg jo lidt det her som noget af det samme, og hvis det så bliver en succes, kan man jo udvide det på sigt. Så jeg vil egentlig bare have en kommentar om, hvad ordføreren egentlig har at sige til det her med, at man jo egentlig bare tester det af, og at man, hvis det bliver en succes, så måske kan følge op på det og gøre det til noget mere mainstream.

Ordføreren.

Som jeg forstår de gældende regler, og jeg er enig i, at i cirkulæret står det ret firkantet, men kigger man på praksis på området og det, som SKI selv skriver på deres hjemmeside, må man undtagelsesvis gerne lade være med at bruge aftalerne. Kigger man på Kulturministeriet, er det jo en fjerdedel af alle deres indkøb, der ikke er efter aftalerne, og det ligger en del lavere i kommunerne. Så som jeg forstår reglerne, og som det også lader til at være tilfældet ude i virkeligheden, kan man godt købe blyanter fra den lokale boghandler, hvis man synes, det er bedre end det, der ligger i indkøbsaftalerne, altså hvis man så kan forklare sig, hvis en journalist ringer eller Finansministeriet banker på.

Derfor synes jeg ikke, at der er behov for en forsøgsordning, altså fordi jeg synes, det i forvejen kan lade sig gøre. Men hvis spørgsmålet fra Danmarksdemokraterne er, om vi synes, det er et legitimt hensyn at vælge potentielt dårligere produkter fra en leverandør, bare fordi de er lokale, så synes vi ikke, at man tager et legitimt hensyn. Det skal være, fordi det er billigere og bedre og har et mindre klimaaftryk, og det mener vi kan lade sig gøre i dag.

Så siger vi mange tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er vi nået til at kunne give ordet til ordføreren for forslagsstillerne, og det er fru Susie Jessen.

Tak for en god debat i dag, synes jeg, og tak til Dansk Folkeparti for at bakke op om vores beslutningsforslag. Også tak for gode, positive tilkendegivelser fra flere partier, som jo alle viser, at de har en eller anden interesse i at finde en model, hvor der er mere frihed til simpelt hen at kunne konkurrere på prisen for private erhvervsdrivende. Det synes jeg er vigtigt.

I går kørte jeg en tur til Nakskov på Lolland i bragende frostklart solskinsvejr. Der er noget helt særligt ved at køre ned til Lolland. Jeg bor 1 time nord for Lolland, i Vordingborg, og bare det der med at køre ned til Lolland og se landskabet ændre sig til de her meget, meget åbne og helt flade vidder. Man kommer ned og bliver mindet om, hvor vigtigt et landbrugsområde det her bl.a. er for vores land. Jeg landede min lille Chevrolet Spark på Axeltorv i Nakskov, og der stod Christian X og knejsede inde på torvet. Nakskov er jo en rigtig, rigtig flot by. Man står der og bliver mindet om, hvor vigtig en provinsby det her er for Lolland, men man bliver desværre også mindet om, at der nok ikke er så meget liv i det område, som der har været engang.

Jeg stod over for det her meget store hvide hus, som er midt på torvet. Det er en evig påmindelse om tiden før kommunesammenlægningen, for det er Nakskovs gamle rådhus. I 2019 blev det gamle rådhus taget i brug igen. Det skete i forbindelse med en af statens udflytningsrunder, hvor Nota, som er nationalbiblioteket for mennesker med læsehandicap, blev udflyttet fra Østerbro til Nakskov med 80 stillinger. Lige over for Nota – jeg tror, man skal gå 20 skridt eller sådan noget – ligger en lille boghandler, der hedder Daugbjerg. De sælger bl.a. kontor- og papirartikler og vist også perleplader og sådan nogle ting. På samme torv er der også mulighed for at købe en god frokost flere steder, også til at tage med, tror jeg, hvis man har lidt travlt på kontoret.

Notas flytning til Nakskov er en sjov sag, fordi den er lidt mere velbeskrevet end udflytningen af andre statslige arbejdspladser. For antropolog og lokalsamfundsforsker Birgitte Romme Larsen rejste med for at studere det her møde mellem en statsinstitution og et lokalsamfund i Nakskov. Hun fortæller i sit studie, at der i Nakskov ret hurtigt var en udbredt forventning om, at man ligesom resten af byens erhvervsdrivende kunne bidrage til lokalsamfundets kredsløb. Og det kan jo godt være nødvendigt i en by med mange butikslukninger. Det kan være sådan noget med, at butikkerne har foldere fra hinanden liggende i deres butikker. Det kan også være sådan noget med, at frisøren pynter op med blomster fra den lokale blomsterhandler. Det er sådan et økonomisk kredsløb, som Nota ret hurtigt ikke kunne få lov at tage del i.

I starten kunne medarbejderne helt undtagelsesvis få lov til at købe deres kontorartikler hos Daugbjerg. De skulle lige på plads. Men det blev standset, så snart de centrale indkøbsaftaler var på plads og Nota blev koblet på dem. I starten kunne Nota også få mulighed for at købe deres frokost på en lokal restaurant på torvet, men det blev også stoppet, da statens facility management-aftale, som det hedder, blev udrullet og lokale serviceaftaler blev stoppet.

Grundlæggende – og det er vigtigt at få sagt i dag, fordi der har været lidt debat og der er lidt skævhed, i forhold til hvad vores beslutningsforslag egentlig handler om – forstår jeg godt behovet for, at statslige institutioner benytter sig af centrale indkøbsaftaler. Jeg har set, at Finansministeriet har estimeret, at der årligt købes ind for ca. 5 mia. kr. på de her aftaler, og det kan være en stor besparelse for staten at samle indkøbene og dermed opnå besparelser. Men i Danmarksdemokraterne mener vi også, at vi skal være opmærksomme på, hvilke konsekvenser det så har for lokalsamfund, at statslige institutioner ikke har mulighed for at bidrage til netop det lokalsamfund, som de er en del af.

Jeg kan godt huske tilbage i 2015, da den daværende regering satte gang i de her udflytningsrunder. Det var under et kæmpestort postyr. Mange var tilsyneladende af den overbevisning, at statslige institutioner og styrelser overhovedet ikke ville kunne fungere uden for København. For levede der virkelig mennesker derude, der var i stand til at varetage sådan nogle stillinger? Ja, selvfølgelig gjorde der det. Formålet med udflytningerne var at sikre mere liv i hele landet og en fair balance i fordelingen af statslige arbejdspladser, hvilket i øvrigt godt kunne bruge en opdatering i dag, fordi balancen mellem statslige arbejdspladser i hovedstaden og resten af landet er pilhamrende skæv og kun bliver mere og mere skæv.

I Danmarksdemokraterne foreslår vi i dag, at udflyttede statslige arbejdspladser skal have mulighed for at understøtte det lokalsamfund, de er rykket til, ved at blive fritstillet fra de bindende statslige indkøbsaftaler. Det kan i øvrigt fungere som en interessant testkørsel af, hvad der vil ske, når statslige institutioner får mulighed for at bidrage til private erhvervsdrivendes omsætning. Kan det skabe mere liv i f.eks. vores bymidter? Det vil jeg gerne være med til at undersøge.

Med de ord vil jeg egentlig sige tak for debatten i dag. Jeg glæder mig meget til udvalgsbehandlingen, for jeg fornemmer også, at der er mange spørgsmål, man vil kunne stille. Det ser jeg meget frem til. Så tak for debatten.

Mange tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Udvalget for Landdistrikter og Øer. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.