Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 7:

Forslag til folketingsbeslutning om techgiganternes ansvar for mistrivsel blandt børn og unge.

Af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) m.fl.

(Fremsættelse 02.10.2024).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er ministeren for digitalisering. Velkommen.

Tak for det. Det er dejligt at være her; jeg har glædet mig. Det er min første tur på talerstolen, så det har jeg set frem til – også hej til min mor og far. Først vil jeg sige tusind tak til SF for at rette fokus på børn og unges mistrivsel online. På linje med forslagsstillerne ønsker regeringen at skærpe ansvaret for techgiganterne. Techgiganterne, der står bag de sociale medier, har et stort ansvar for børn og unges trivsel online, og det ansvar har de ikke levet op til. Som digitaliseringsminister vil jeg gå forrest i kampen mod techgiganterne, og jeg og regeringen har brug for al den hjælp, vi kan få. Selv om regeringen ikke kan støtte det her konkrete forslag, er jeg superglad for, at SF står sammen med mig i den her kamp. Jeg er glad for, at I hjælper til med at pege på, hvor vi bør sætte endnu stærkere ind, så tak for det. Det vil jeg egentlig opfordre alle til at gøre. Jeg vil gerne have alle gode idéer og input til, hvordan vi kan komme de her problemer til livs.

Vi har allerede taget nogle skridt. Vi har implementeret forordningen for digitale tjenester. For første gang nogen sinde har vi for alvor mulighed for at komme efter techgiganterne, så de lever op til deres ansvar. Forordningen stiller mange nye krav til sociale medier-platformene. De meget store platforme, Instagram, Facebook og TikTok, skal bl.a. indføre foranstaltninger for at beskytte børn, og hvis de ikke gør det, kommer det til at have konsekvenser for selskaberne. I yderste konsekvens kan det betyde, at selskaberne pålægges op til 6 pct. af deres årlige globale omsætning i bøde. Europa-Kommissionen har allerede åbnet nogle sager mod bl.a. TikTok og selskaberne bag Instagram og Facebook, og det tror jeg er et vigtigt skridt i den rigtige retning. Derfor tror jeg, vi i dag står bedre for at beskytte børn og unge, end vi gjorde for et år siden.

Det betyder ikke, at vi skal hvile på laurbærrene og stoppe her. Vi fortsætter selvfølgelig med at kigge på, hvordan vi kan påvirke europæisk regulering, så vi står endnu stærkere over for techgiganterne i fremtiden. Det gør vi f.eks. ved at sikre en aldersverifikation, som er super vigtig. Vi fortsætter også med at implementere nationale tiltag, der kan beskytte vores børn og unge mod techgiganterne, ligesom vi allerede har hævet aldersgrænsen fra 13 år til 15 år for, hvornår sociale medier skal indhente samtykke fra forældre.

Vi skal lykkes med i højere grad at holde techgiganterne ansvarlige. Jeg tror bare ikke, at det at indføre omvendt bevisbyrde er vejen. Det vil bryde fundamentalt med vores erstatningsretlige principper, og jeg tror heller ikke, det nødvendigvis vil virke. SF foreslår, at techgiganterne skal bevise, at de ikke er ansvarlige for mindreåriges trivsel, og jeg synes, det er vanskeligt at forestille sig, præcis hvordan de skal løfte den bevisbyrde. Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at holde techgiganterne ansvarlige, men jeg synes ikke, vi skal forvilde os ud på et sidespor, og jeg synes, det her er lidt et sidespor. Vi skal slå hårdt ned på deling af ulovligt og skadeligt indhold på techgiganternes platforme, og vi skal bruge vores fælles muskler til at holde techgiganterne ansvarlige. Vi er allerede godt i gang med at føre sager mod techgiganterne, for de gør langtfra nok på det her område, og vi arbejder løbende med, hvordan vi kan stramme nettet endnu mere, end vi gør i forvejen.

Men regler er selvfølgelig heller ikke nok her. Vi skal også klæde vores børn og unge på til at kunne begå sig i en kompliceret, og mere og mere kompliceret, online verden. Derfor har regeringen og aftalepartierne indført et nyt fag med teknologiforståelse i skolen, derfor har vi afsat en pulje til en national indsats for digital dannelse af børn og unge, og derfor overvejer vi i regeringen, om vi kan blive endnu bedre til at hjælpe forældre til at passe på deres børn og unge online. Men som sagt, som jeg også sagde i starten, har jeg brug for jeres hjælp. Selv om forslaget her ikke er den rigtige vej at gå, kan det hjælpe med at sætte nogle tanker i gang omkring, hvilke andre værktøjer vi kan hive op af værktøjskassen. Derfor vil jeg rigtig gerne have, at alle jer, som ligesom mig og ligesom forslagsstillerne ønsker at sætte hårdt mod hårdt mod techgiganterne, tænker med. Det er ikke nemt, og når tingene ikke er nemme, må vi forhåbentlig også svare med at være dygtige, og det håber jeg at I vil være med til at være. Så tusind tak for ordet, og tak for forslaget.

Tak. Første korte bemærkning er til hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Og tillykke med jomfrutalen. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren – og det vil jeg selvfølgelig også spørge forslagsstillerne om, når forslagsstillerne får lejlighed til at komme på talerstolen – hvordan man definerer egentlige skadevirkninger.

Når jeg spørger, er det, fordi vi i vores folketingsgruppe har diskuteret meget bredt, hvordan ordet skadevirkninger i den her sammenhæng egentlig skal forstås. For skadevirkninger kan jo også være, at man påvirker børn til at tro på det nonsens, at man kan skifte køn, at der findes 72 forskellige køn eller den slags fatamorganaer, som jeg ikke synes at børn nødvendigvis skal have holdninger til.

Men det kan jo også være, at man gerne vil beskytte børn mod spiseforstyrrelser eller selvskade, som jeg tror alle 179 medlemmer i Folketingssalen vil synes at man skal beskytte børn og unge mod at blive udsat for. Så det kunne jeg godt tænke mig ministerens definition af.

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Og tak for lykønskningen. Nu er det ikke en kønsdebat, så det vil jeg lade være med at komme ind på, men i forhold til det konkrete spørgsmål på det digitale område, er det jo dét, der er svært. Det er bl.a. også derfor, regeringen ikke kan støtte det her. For hvordan skal man nogen sinde kunne bevise, at man ikke har haft en lille andel i en persons mistrivsel? Det er svært, og det er en af grundene til, at vi stemmer det her forslag ned.

Spørgeren. Spørgeren ønsker ikke anden omgang. Næste korte bemærkning er til fru Karina Lorentzen Dehnhardt, SF.

Tak for det. Jeg tror, jeg startede med at fremsætte det første forslag på techområdet i 2019, og siden er der ikke rigtig sket noget. Vi har fået DSA'en, og det kan godt være, at ministeren ikke synes, at det her forslag så lige er sagen, men jeg er bare stadig væk rigtig optaget af, at vi beskytter vores børn og unge. Som jeg ser det nu, er der ikke rigtig nogen produktkrav. Det har vi jo, når det handler om legetøj eller legepladser. Så er der bestemte sikkerhedskrav, der skal være opfyldt. Men når det handler om sociale medier, så bliver de bare sendt ind på dem, og der er ikke rigtig noget, der beskytter børnene.

Derfor vil jeg spørge ministeren, om ministeren synes, at vi står ligesom Irland i en national sundhedskrise, som handler om børns skærmforbrug.

Ministeren.

Jeg kan da ikke understrege nok, hvor bekymret jeg er for udviklingen i børns brug af sociale medier og de påvirkninger, det har på børns mentale helbred. Det er jeg enormt bekymret for. Det er også derfor, jeg siger i talen, at jeg også gerne vil kigge på nye veje.

Den nye vej, ordfører nævner her, er jo ikke inkluderet i det beslutningsforslag, der bliver fremsat her. Men jeg er meget åben for også at kigge andre veje, også om der er en national vej til at stille nogle krav, før sociale medieplatforme kommer til Danmark. Det synes jeg da er interessant. Jeg kan bare ikke give et svar her på, om det er inden for lovgivningens rammer, fordi det ikke er det beslutningsforslag, som vi svarer på i dag.

Spørgeren.

Jeg tror bare, at børnene har brug for mere end bekymring. De har brug for, at der bliver regulering af det her. Noget af det, der er blevet spærret for, er f.eks., at vi får et alderstjek, så man ikke kan komme ind, før man er gammel nok. Det er jo en af de ting, som DSA'en egentlig har spærret for.

Men EU-retten siger jo faktisk, at vi kan lovgive, hvis det tjener et større alment og legitimt formål, og det må man sige at børns sundhed er. Så hvis man mener, at det her har en andel i den mistrivselskrise, vi ser blandt børn, så er der jo også en dom, der siger, vi kan regulere, så vil ministeren undersøge det spor og eventuelt lave en beretning om det?

Ministeren.

Jeg vil gerne undersøge alle spor og drøfte det videre i udvalget og i andre sammenhænge. Jeg tror bare, det er vigtigt lige at sige her i starten, at jeg ikke synes, det er regeringen, der sidder på hænderne. Jeg synes faktisk, vi har gjort nogle ting. Vi har nedsat en taskforce for techgiganter, som er kommet med nogle anbefalinger. Vi har forpligtet os til at kæmpe for alle de anbefalinger, der kom i de to rapporter i EU, og det har vi stadig væk tænkt os at gøre. Vi kommer til at kæmpe for aldersverificering. Lige om lidt har vi et formandskab, hvor vi kommer til, jeg kommer til at forpligte mig på, at børn og unges trivsel online og regulering af det bliver en af mine hovedprioriteter under formandskabet. Så det kan jeg love ordføreren.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ministeren for digitalisering, og så selvfølgelig jo tillykke med debuttalen for Folketinget. (Ministeren for digitalisering (Caroline Stage Olsen): Tak skal du have). Nu går vi i gang med selve ordførerrækken, og den første ordfører, der får ordet, er fru Birgitte Vind, Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Tusind tak til SF for at være med til at rejse debatten om techgiganters ansvar. Jeg tror, vi deler den samme foragt for den ligegyldighed, som techgiganterne har udvist, når det kommer til at anvende vanedannende designs både i spil og på sociale medier og ikke mindst den der manglende beskyttelse af børn mod at kunne komme ind på sider, hvor der er indhold, der ikke er egnet til børn. Men vi har jo også både i Europa og på dansk plan måske været alt for lang tid om at regulere techgiganterne. Techgiganterne har haft mere end 22 år til at opbygge de her vilde forretningsmodeller, de har i dag.

Da EU vedtog handelsdirektivet i 2000, havde vi jo sådan en vision i EU om, at der skulle være plads til innovation, og at vi skulle fritage platforme for etisk ansvar, fordi der skulle være plads til den her innovation. Der var ingen, der på det tidspunkt havde forudset, at techgiganterne ville opbygge de her forretningsmodeller, som på ingen måde – ingen måde – beskytter børn og unge og for så vidt heller ikke voksne.

Da jeg forlod folkeskolen for over 5 år siden nu for at gå ind i landspolitik, var det desværre med nogle meget trælse erfaringer i rygsækken, for jeg havde oplevet, hvad børn og unge blev påvirket af allerede dengang gennem sociale medier og også på nettet generelt. Derfor er jeg også rigtig glad for, at både den tidligere S-regering og også den nuværende har en meget, meget klar og markant holdning, som ministeren sagde. Vi vil have techgiganterne til at tage ansvar, og vi skal i Danmark gøre alt – alt – hvad vi kan for at beskytte børn mod negativ påvirkning fra sociale medier, spil og indhold på nettet generelt.

Heldigvis har regeringen jo været foran på en række områder. Vi har tidligere på året sendt anbefalinger ud til skolerne, hvilket er rigtig, rigtig godt, og til daginstitutioner. Vores erhvervsminister, som lige har forladt salen, har gentagne gange haft møde med techgiganterne selv for at få dem i tale. Vi har også via den seneste digitaliseringsstrategi, som et bredt flertal her i Folketinget står bag, været enige om, at vi skal gå ad EU-sporet og fortsætte kampen for bl.a. aldersverifikation. Som SF jo også ved, har vi også her i salen behandle et borgerforslag – jeg tror, det var sidste år – hvor vi jo også blev enige om at gå ad EU-sporet.

Med den seneste forordning om digitale tjenester, hvor der stilles krav til bl.a. platforme om, at de skal vurdere de systemiske risici, som udspringer af deres tjenester, har vi jo også fået et nyt redskab ad den vej, vel vidende, og det tænker jeg også at SF og Socialdemokratiet deler opfattelsen af, at det, uha, godt kan gå for langsomt, og hvor hurtigt kan vi jo få fat om nældens rod med det her? Men det er jo sådan set sådan ifølge artikel 54 i forordningen om digitale tjenester, at tjenestemodtagerne har ret til i overensstemmelse med EU-ret og national ret at søge erstatning fra udbyderne af formidlingstjenester for enhver skade eller ethvert tab, som de lider som følge af pågældende udbyders misligholdelse af sine forpligtelser.

Jeg kan ikke være mere enig med SF i, at det er så vigtigt, at vi får fat om det her, og jeg har den største sympati for det. Men som ministeren også sagde, lægger det her beslutningsforslag på en eller anden måde op til, at der skal være omvendt bevisbyrde, og i Socialdemokratiet kan vi ikke rigtig se, hvordan vi skal leve det ud. Men SF skal vide, at vi er meget, meget glade for den konstante presbold, SF holder på det her, og vi kommer jo også til at presse på. Jeg håber jo også, og det synes jeg også at ministeren var inde på, at når vi nu får EU-formandskabet, bliver noget af det her, altså hvordan vi kommer efter techgiganterne, noget af det, der skal fylde. Vi skal stå sammen i EU for at få hånd om det. Det der med, at hver enkelt medlemsstat skal tage de store kampe, bliver rigtig, rigtig svært. Så at holde sammen i EU omkring det her må være den vej, vi skal gå. Så jeg vil ligesom ministeren sige: Alle de veje, vi kan finde i det her for at beskytte vores børn og unge, skal vi gå, hvor der er juridisk mulighed for det. Tak for ordet.

Tak. Der er en kort bemærkning til fru Karina Lorentzen Dehnhardt, Socialistisk Folkeparti.

Tak. I Norge synes de åbenbart ikke, det er så kompliceret. Der vil de gerne indføre alderstjek. De er selvfølgelig heller ikke medlem af EU og kan så frit gøre det. Vi behøver heller ikke gøre det mere kompliceret, end det er, når nu der står i DSA'en, at man rent faktisk godt kan lovgive, hvis det handler om noget af legitim almen interesse, og det må man sige at børns sundhed er. Og vi har undersøgelser, der dokumenterer, at der er en sammenhæng mellem stress, angst, depression og mistrivsel og brugen af skærme.

Skulle vi så ikke i stedet for at vente på et EU-spor, som meget vel kan tage meget, meget længere tid, før det kan komme til at hjælpe børnene, afsøge, hvordan vi kan gøre noget for børnene? Når nu det er en mulighed, synes ordføreren så ikke, at vi skulle gribe den mulighed, altså få undersøgt rækkevidden af det her og så indføre dansk lovgivning på det her område?

Ordføreren.

Jeg synes, vi skal gøre alt, hvad vi kan, som ministeren også sagde. Så jo, selvfølgelig skal vi gøre alt, hvad vi kan, men i hvilken rækkefølge skal vi gøre tingene og hvordan? Det er jo ikke første gang, vi diskuterer det her i salen, og jeg tror også, at fru Karina Lorentzen Dehnhardt ved, at Socialdemokratiet er ret utålmodig på den her dagsorden. Vi skal jo sikre os, at juraen er i orden, og at vi holder os inden for det regelsæt, som vi selv opstiller, men også det, vi har i EU.

Spørgeren.

Jeg kan i virkeligheden ikke forstå, at vi ikke har forsøgt det her spor for lang tid siden, fordi der jo står det her i DSA'en. Men jeg er glad for, at ordføreren synes, at det skal vi have boret ud. Det synes jeg simpelt hen vi skal gøre.

Synes ordføreren ikke, at det er en smule mærkeligt, i forhold til at vi har krav til legetøj? Det må ikke være sådan, at man kan blive kvalt i det, og man må heller ikke kunne hænge fast i det. Og der må heller ikke være giftige stoffer i det. Det samme gælder for legepladser, hvor der også er en række krav. Det er, fordi børn opholder sig der og kan komme til skade der. Men der er simpelt hen ikke særlige sikkerhedsregler omkring børn på sociale medier. Synes ordføreren ikke, at det er et kæmpe problem, og at det er noget, vi skulle gøre noget ved?

Det hører vi nu. Ordføreren.

Det er jeg fuldstændig enig. Det er et kæmpe problem. Vi har jo omfavnet den nye teknologi med alt for stor åbenhed og naivitet, for vi har jo sådan set også aldersmærkning på film. I biografer, og når vi ser fjernsyn, har vi en forventning om, at Medierådet har tjekket alt igennem, så vi ikke sætter børnene foran noget der, men vi giver dem gladelig en iPhone i hånden. Og det har jo grebet om sig, for jeg vil sige, at går vi 3 år tilbage, så kunne vi nok finde nogen i den her sal, som ville kalde mig for teknologiforskrækket, fordi jeg ville have mere regulering, men det er heldigvis ved at ændre sig. Så jeg ser, at vi er på vej ud ad et andet spor nu, og det glæder mig usigelig meget.

Tak. Der er ikke ønsker om flere korte bemærkninger. Tak til fru Birgitte Vind, Socialdemokratiet. Næste ordfører er hr. Christoffer Aagaard Melson, Venstre. Velkommen.

Tak for det. I dag bruger størstedelen af børn og unge de sociale medier dagligt. Derfor skal den digitale verden også være et sikkert sted at færdes. Skadeligt indhold er ikke det, vi ønsker vores børn skal møde. Derfor er det også rigtig vigtigt, at der er rammer for, hvad leverandører af sociale medier lader de unge brugere møde. Jeg kan sagtens forstå, hvad forslagsstillernes intention med forslaget er, nemlig at beskytte vores børn og unge mod stærkt ubehageligt og skadeligt indhold på internettet. Udfordringen i forslagsstillernes tilgang er jo bl.a. bare, at de store techvirksomheder ikke er placeret i Danmark, og at Danmarks brugerskare ikke er særlig stor. Så vi tror ikke på, at den her type nationale tiltag i forhold til lovgivning, som der foreslås her, vil være særlig effektiv.

Vi tror på, at den her kamp skal kæmpes på EU-plan, og det er vi jo så småt gået i gang med. Med forordningen om digitale tjenester, DSA'en, har vi begyndt arbejdet med at skabe et mere sikkert virtuelt miljø for børn og unge. De store platforme skal vurdere de risici, der kan være forbundet med deres tjenester. Større sociale medier såsom Instagram skal derfor tage konkrete initiativer for at beskytte børn mod skadeligt indhold, og der er allerede anlagt de første sager mod bl.a. TikTok for at forsømme det her nye ansvar. Så forordningen er i hvert fald begyndt at vise, at der er nogle redskaber, der kan tages fat i, og som vil have en effekt.

DSA'en gør det også klart, at techvirksomhederne ikke blot kan efterlade skadeligt indhold på deres platforme. De er nu forpligtet til hurtigt at fjerne indholdet, når de bliver gjort opmærksom på det eller selv finder ud af, at der er skadeligt indhold på deres platforme, og de kan efterfølgende gøres ansvarlige i erstatningssøgsmål fra brugerne, der har modtaget det her skadelige indhold. Når man har friheden til at udbyde produkter og tjenester, som børn også kan tilgå, har man selvfølgelig også et ansvar for at sikre sig, at der ikke er skadeligt indhold. Derfor synes vi, at forordningen er et rigtig godt skridt, men med det sagt, er det jo selvfølgelig nyt, og vi skal følge meget, meget tæt med i, hvilken effekt den har, og hvordan de her regler bliver efterlevet i Danmark, hvor vi også har et ansvar for, hvordan det bliver implementeret.

Ved den slags søgsmål er det jo den skadelidte, der har bevisbyrden, som det ses i andre retslige sammenhænge, og det tror vi også på er nødvendigt at blive ved med at holde fast i. Ligesom de tidligere talere har nævnt, finder vi det meget svært ligesom at få greb om, hvordan den omvendte retstilstand, som SF lægger op til, skulle fungere i virkelighedens verden, og den vil jo også have nogle konsekvenser i forhold til f.eks. forhåndscensur, som vi måske også lige har behov for at tænke igennem en ekstra gang, inden vi går ned ad det spor. For vi er jo også interesseret i, at vi som brugere kan lægge noget op på de sociale medier, uden at det hele i forvejen skal læses igennem af nogle, der vil ende med det her ansvar, som der er tale om.

Derudover vil jeg sige, at jeg også tror, vi skal være bevidste om, at selv med de ting, som vi gør nu – og som sagt, og som også de tidligere ordførere har sagt, er vi også villige til at kigge på, om vi kan gøre yderligere i forbindelse med bl.a. Danmarks EU-formandskab – er det jo også meget vigtigt at sige, at vi nok aldrig kan lovgive os ud af det, sådan at børn og unge aldrig nogen sinde kommer til at møde skadeligt indhold på internettet. Det tror jeg i hvert fald personligt ikke på.

Derfor er jeg også rigtig glad for, at vi ud over de tiltag, jeg har nævnt, f.eks. nu har fået indført, at der bliver mulighed for at få undervisning i digital forståelse eller teknologiforståelse som fag i folkeskolen, hvilket vi fik indført i starten af året. Derudover er det selvfølgelig også vigtigt, at vi sætter fokus på forældreansvaret og på, at forældre har en stor rolle i at komme tættere på, hvor det er, deres børn og unge færdes, også på internettet, og at de ikke kommer ind på sider, der ikke er beregnet til børn og unge. Så der er rigtig, rigtig mange ting, vi skal have i spil, tror jeg på, hvis vi skal imødegå de problemer, som helt tydeligt er der med, at børn og unge ser for meget skadeligt indhold på nettet.

Med de ord kan vi desværre ikke støtte op om forslaget, men jeg er jo så helt enig i, at det er en meget, meget vigtig problemstilling, som vi bliver nødt til at diskutere, og som jeg også tror vi nok bliver enige om at vi har lidt forskellige syn på, altså hvordan vi løser de problemer bedst muligt. Tak for ordet.

Tak. Der er en kort bemærkning til fru Karina Lorentzen Dehnhardt, SF.

I Irland har de jo sagt, at det er en national sundhedskrise med den her sammenhæng mellem børns forbrug af skærme og så, hvad kan man sige, den mistrivsel, som forekommer. Mener Venstres ordfører, at Danmark er i sådan en national sundhedskrise, hvad angår børn og deres digitale forbrug?

Ordføreren.

Nu er jeg ikke fuldstændig inde i, hvad det udtryk dækker over i Irland, men der er ingen tvivl om, at vi har en udfordring med skærmforbruget, at for mange børn og unge bruger skærmene for meget, og at vi skal gøre, hvad vi kan, for at imødegå det. Det synes jeg faktisk at der med den her regering for første gang virkelig er blevet sat fokus på. Der er også taget konkrete initiativer, bl.a. i forhold til at indføre teknologiforståelse som fag, og på EU-niveau er der lavet ny lovgivning osv. osv. Så jeg synes faktisk, det er noget, vi tager ret alvorligt hele vejen rundt, både på den ene og den anden måde, og den her regering gør alt, hvad vi kan, synes jeg. Så det er da alvorligt, men om det passer ind i den definition, man har lavet i Irland, ved jeg simpelt hen ikke.

Spørgeren.

Jeg ved ikke, om jeg synes, at man gør alt, hvad man kan. Jeg tror, jeg har ventet i 5 år på løsninger på det her område, og jeg tror, min tålmodighed er ved at være opbrugt på børnenes vegne. Der sker meget lidt. Der er mange ord, ja, der er arbejdsgrupper, der er interviews i avisen, og der er alt muligt andet, men bottomline er, at der ikke er sket noget endnu, der hjælper børn i forhold til sociale medier, og det allerbedste ville jo være, hvis vi kunne holde dem ude af det her.

Så vil Venstre være med til at undersøge rækkevidden af mulighederne i DSA'en for at lovgive, når det handler om f.eks. børns sundhed, og så rent faktisk indføre beskyttelsesforanstaltninger, som virkelig hjælper børnene?

Ordføreren.

Det spor, vi gerne vil gå ned ad, er at kigge på, om vi kan gøre yderligere på EU-niveau, så vi rent faktisk får noget lovgivning, vi tror på virker, og som giver mening, og så vil vi gerne yderligere kigge på, om vi kan gøre mere, f.eks. i folkeskolen, med forældreoplysning og den slags ting, i forhold til at imødegå de her problemer.

Der synes jeg, og så kan man gøre lidt grin med det, om man vil, at den debat, som bl.a. Mattias Tesfaye – nu skal man også nogle gange rose nogle fra andre partier – har været med til at sætte i gang, kan flytte meget mere i forhold til at gøre forældre opmærksom på, hvad der er for nogle udfordringer ved de her ting. Jeg tror da, det kan flytte meget mere end noget lovgivning, som SF foreslår her, som ingen rigtig kan finde ud af hvordan vil fungere og om overhovedet vil have nogen effekt.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Christoffer Aagaard Melson fra Venstre, som får den lille bemærkning med på vejen, at ministre ikke omtales ved navn, men ved deres ministerposition. (Christoffer Aagaard Melson (V): Okay, det må du undskylde). Det går nok.

Næste ordfører er hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Tak for ordet. I Danmarksdemokraterne støtter vi til fulde intentionen, i hvert fald den intention eller tanke, som nok ligger bag det her forslag. Vi har nogle unge mennesker, som vi kan se sociale medier kan have en skadelig effekt på, og det skal vi have fundet en løsning på. Jeg tror også, vi deler frustrationen i Danmarksdemokraterne, for vi har snakket om det her længe, og der sker ikke rigtig noget; det er jo fuldstændig korrekt. Men det er jo ikke, fordi det skorter på vilje blandt vores kolleger herinde. Det er jo, fordi det er et multifacetteret problem, som vi nok ikke har en enkel løsning på, men vi skal nok alle sammen sammen se meget bredere for at løse det her.

For virkeligheden er jo, og jeg kan godt hoppe til slutningen, nemlig at vi ikke kommer til at støtte forslaget, at det forslag her vender om på bevisbyrden, og så skal vi jo måske om 20 år, når vi har et ungt menneske, som har været på en datingapp eller en pornoside, have en virksomhed, som kan stå med noget, hvor det er uoverskueligt for dem at bevise, at en eller anden form for skadelig effekt i den persons liv ikke er deres skyld, og det er den forkerte vej at gå, mener vi i Danmarksdemokraterne. Vi mener simpelt hen, det er forkert at pådutte omvendt bevisbyrde til nogen som helst, på alle områder. Det er den forkerte vej at gå.

Men der er jo ingen tvivl om, at vi ser med stor bekymring på det i Danmarksdemokraterne, når vi kan se, at algoritmer optimerer det indhold, du ser, sådan at det bliver værre og værre, og hvad vi nok som voksne vil sige bliver mere og mere skadeligt for unge mennesker. Men vi mener også, at der måske er et forældreansvar eller andet sted i at sige: Vi mener ikke, du er gammel nok til at være på f.eks. TikTok eller Facebook for den sags skyld. Der er også et forældreansvar. Vi skal have tænkt ind i det, hvordan vi gør forældrene stærkere på de områder, hvor de kan bidrage, og så kommer vi til at lovgive eller hjælpe på de områder, hvor det nok er nødvendigt at politikere skal gøre det.

Jeg tror ikke, det er politikere i det danske Folketing, der skal gøre det; jeg tror simpelt hen ikke, Danmark er stort nok til at have nogen som helst vægt, når det kommer til stykket, i forhold til de her store multinationale selskaber. Der er jeg fuldstændig enig med Venstre. Det er nok som minimum på EU-niveau vi skal op og have kigget på det her, og allerbedst er det jo, at vi skal have en eller anden global erkendelse af det, men der kan vi se på andre områder med teknologi – læs: Temu – at der jo er problemstillinger med, hvordan man ser på at ansvaret for, hvad der er på ens platform, skal håndhæves. Så måske er EU og DSA'en den rigtige vej. Lad os håbe, den virker.

Virkeligheden er også, at den hverken kommer til at virke i morgen eller i overmorgen. Det kommer til at tage til, og jeg har sagt det før, at desværre er det jo nok sådan, at de mennesker, der er unge i dag, er dem, der kommer med de gode løsninger, for dem af os, som ikke har været udsat for sociale medier og problemstillinger med sociale medier i samme omfang, har måske ikke erfaringsgrundlaget til at sige: Jamen jeg blev udsat for det, og en løsning kunne have været dét.

Én ting er sikkert, og det er, at omvendt bevisbyrde ikke hjælper nogen, ud over at de så vil finde et andet sted at have deres servere. Unge mennesker ville lynhurtigt finde en vej ind til at komme på de servere og så se ud, som om de alle sammen er koreanere, mens de gør det. Så vi skal have fundet en løsning på det, og det, der kunne være interessant, var, at det måske var på EU-niveau, måske at man i et eller andet forum kunne få de her snakke med de virksomheder og sige, at jeres algoritmer godt nok skal tjene penge til jer, men at der også skal være et moralsk kodeks. Men det tror jeg ikke vi kan tage herfra, og at sige, at omvendt bevisbyrde er løsningen, er vi uenige i Danmarksdemokraterne. Vi støtter intentionen, og vi håber virkelig, at det her ikke bare bliver sådan en, man skyder ned, fordi det er et beslutningsforslag, men at det er noget, som jeg tror alle ordførerne herinde kommer til at være enige i.

Intentionen er den rigtige, løsningen er multifacetteret, men det er nok ikke det med, at du kan få omvendt bevisbyrde, hvis vi engang finder en skade, du har fået. For hvem siger, det er den? Jeg bliver også nødt til at sige som tidligere aktiv i forhold til f.eks. skolenedlukningerne under covid, at vi jo også kan se, at det har haft nogle skadesvirkninger, og skal det her så føres ud i andre beslutninger også? Det, vi kan blive enige om herinde, er, at vi ikke skal skade vores børn. Vi skal hjælpe dem, og vi skal hjælpe deres forældre til at gøre deres liv sikre, indtil de bliver modne nok til selv at forholde sig til det, og så tror jeg, vi på EU-niveau skal håbe på, at politikerne dernede har lidt flere muskler til at sige til de store sociale medier-platforme, at vi ønsker, at de driver virksomhed på en anden måde. Tak for ordet.

Tak. Der er en kort bemærkning til fru Karina Lorentzen Dehnhardt, SF.

På en måde synes jeg, det er mærkeligt, at de her debatter altid ender i noget med forældreansvar, når vi nu ved, at forældrene mange gange kommer lidt til kort over for de afhængighedsskabende effekter, der er i det her. Jeg synes bare, det forlænger debatten rigtig meget, og det efterlader de mest sårbare børn på perronen, hvis de har forældre, der ikke kan løfte forældreansvaret.

I Norge vælger man jo altså at gøre noget, og jeg lægger mærke til, at ordføreren siger: Jamen vi er for små, og det skal ske i EU-sporet. Der er jo rent faktisk nogle lande, der i de her år går en anden vej og prøver noget andet. Så derfor synes jeg, at det kunne vi jo også vælge at gøre i Danmark.

Men synes ordføreren ikke også, at det er lidt svært, at vi har alle mulige sikkerhedskrav til legetøj og til legepladser, fordi børn kan komme til skade på det, mens vi ikke rigtig stiller nogen produktkrav til sådan nogle sociale platforme, hvor vi ved, at der er masser af børn, som risikerer at komme til skade.

Ordføreren.

Hvis du går tilbage til det, jeg nævnte med Temu, har vi debatten om, at ja, vi stiller en masse krav til babylegetøj og til sutter, som skal i munden, at der ikke må være gift i, og det har vi jo gjort, helt tilbage fra dengang jeg selv var barn. Og vi kan jo se, at de her sutter stadig væk bliver købt af forældrene, og vi kan bare ikke komme uden om forældrenes ansvar. Forældrene skal ikke sidde med ansvaret selv, for de har jo slet ingen handlemuligheder.

Når jeg som Danmarksdemokrat siger, at jeg tror, Folketinget er for lille, så må man sige, matriklen da i hvert fald er for lille til at tage kampen op på. Jeg tror virkelig, det er noget, man bliver nødt til at gøre i fællesskab, men man kan altså heller ikke underkende, at forældrene dybest set kan sige til deres børn: Jamen så skal du ikke være der. Så må man håndtere det derfra. Man er jo ikke som forældre sat i verden for altid at være børnenes ven; det er man ikke. Men virkeligheden er, at hvis vi lader dem i stikken, så giver vi dem da i hvert fald frit slag i bolledejen, for den enkelte almindelige familie har jo ingen handlemuligheder.

Jeg tror, at DSA'en er et godt skridt på vejen, men jeg tror ikke, det er det eneste. Jeg tror, vi skal hjælpe vores forældre til at blive bedre til at træffe de her valg, men en lovgivning om, hvordan forældre opdrager deres børn, mener jeg jo som udgangspunkt slet ikke er noget, Folketinget skal blande sig i.

Spørgeren.

Hvis vi finder ud af, at vi rent faktisk godt kan lave nationale regler, når det handler om børns sundhed, betyder ordførerens svar så, at det vil ordførerens parti ikke være med til at gøre, altså hvis man har muligheden? For der er jo det her smuthul i DSA'en, hvor man siger, at hvis det har en legitim eller national interesse, så kan man faktisk godt lave lovgivning alligevel på trods af DSA'en og, hvad kan man sige, de meget rigide regler, der ligger der.

Ordføreren.

Ordførerens parti er jo et parti, som ikke nødvendigvis mener, at EU er noget, som altid skal blande sig i, hvad danskerne gør, og hvad det er vi bestemmer i det danske Folketing. Så det vil vi se åbent på. Der skal beslutningsforslagsstilleren jo bare huske på, at jeg så samtidig sagde, at det, der er den helt store hurdle i forhold til det her med at lave nogle regler, er den omvendte bevisbyrde. Den synes jeg er et skråplan at komme ud på; jeg tror ikke, den er mulig at føre ud i praksis uden på et eller andet tidspunkt at finde ud af, at det heller ikke virker.

Så derfor ja – Danmarksdemokraterne er selvfølgelig villige til at se på, om vi kan hjælpe danske børn, både med lovgivning, men også med at gøre det nemmere for forældrene at opfylde deres del af forpligtelsen.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne. Den næste ordfører er fru Charlotte Nellemann, Liberal Alliance. Velkommen.

Tak, formand. Det er en meget stor ære at stå foran jer her i dag. Som mor til tre piger i skolealderen har jeg glædet mig meget til at tale om sådan et vigtigt emne som techgiganternes indflydelse på vores børns og vores unges trivsel. Ifølge en undersøgelse fra Medierådet for Børn og Unge bruger børn og unge i Danmark i gennemsnit 2-3 timer hver dag på techgiganternes platforme. De mest populære platforme er YouTube, Snapchat, Instagram og TikTok. Det er klart, at en vis bekymring er berettiget, men hvis vi kigger lidt nærmere på årsagerne til mistrivsel, viser forskning, at sammenhængen mellem teknologi og mistrivsel ikke er så entydig, som vi måske tror. En undersøgelse fra Oxford Internet Institute viser f.eks., at der er en meget svag sammenhæng mellem mængden af skærmtid og mental sundhed. Graden af mistrivsel kan altså ikke alene forklares ved, om unge bruger teknologi eller ej. Det afgørende er, hvordan de bruger teknologien, og i hvilken grad de modtager støtte og vejledning.

Vi bør derfor diskutere et større forældre- og forbrugeransvar i brugen af digitale medier, for vi som forældre spiller en meget central rolle, når det gælder vores børns digitale liv. Det kan ikke alene lægges over på techgiganternes skuldre at kontrollere alle aspekter af vores børns og unges færden på nettet. Når man vælger at få børn, påtager man sig også et ansvar for at guide dem sikkert igennem de udfordringer, de møder, hvilket også gælder online. Techgiganterne skal selvfølgelig være ansvarlige, og vi skal stille dem til regnskab, når de handler uetisk, men det fritager os ikke for det ansvar for, hvordan teknologien bruges i vores eget hjem.

Der findes allerede en række værktøjer, som forældre kan bruge til at hjælpe deres børn. Mange sociale medier og digitale enheder har indbygget funktioner, som forældrene kan aktivere både for at begrænse skærmtiden og for at beskytte børnene mod upassende indhold. En platform som YouTube har faktisk skabt en decideret børneudgave af deres egen platform. Problemet er ofte, at disse funktioner ikke bliver brugt eller aktiveret, måske fordi vi har travlt, måske fordi vi savner viden, men den problemstilling kan man starte med at belyse over for forældrene.

Så ja, vi anerkender, at techgiganterne har et ansvar, og at de skal holdes ansvarlige for de algoritmer og platforme, de udvikler, men vi mener, at beslutningsforslaget går for langt i retning af at placere hele skylden for mistrivsel hos dem, samtidig med at det vender bevisbyrden på hovedet. Vi skal have en vis form for forbrugerbeskyttelse, der sikrer forbrugere mod skadelige påvirkninger, og den må gerne komme fra EU, men vi skal ikke underkende forbrugeransvaret. Vi skal støtte forældrene i deres opgave og sørge for, at de har de nødvendige redskaber til at hjælpe deres børn. Vi skal understøtte uddannelse, vejledning og oplysning, så børn og unge lærer at navigere i den digitale verden. Men at pålægge virksomheder hele skylden for, at nogle få mennesker ikke kan styre deres færden på nettet, er forfejlet, for disse virksomheder har ikke en skadesvirkende effekt på det, man udsætter sig selv for. Derfor kan LA ikke støtte forslaget.

Tak for den tale. Der er en kort bemærkning til fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra SF. Værsgo.

Tak. Jeg forstår, at der er flere, der slår sig på den omvendte bevisbyrde, og fair nok med det. Det, der har været vores hensigt med det her forslag, er at komme et sted hen, hvor techgiganterne begynder at tage ansvar for det, som de udsætter vores børn for. Når vi nu ved fra Red Barnets undersøgelse, at syv ud af ti børn inden for det seneste års tid har oplevet ubehageligt indhold, skadeligt indhold, krænkende indhold, så synes jeg det er ret mange. Er det så ifølge ordførerens opfattelse børnenes ansvar? Er det forældrenes ansvar? Eller er det techgiganters ansvar, at børn bliver udsat for det?

Værsgo til ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Vi vil mene, at det i stor grad er forældrenes ansvar. Det er i stor grad forældrenes ansvar at sørge for, hvad for nogle platforme deres børn bruger, altså om det er platforme, der undgår skadeligt indhold. Man kunne også tage at spørge forældrene, om de benytter nogle af de funktioner, der er indbygget til netop at slå skadeligt indhold fra. Vi er bevidste om, at techgiganterne gør en del for at sortere de ting fra, der er meget skadelige, men vi har også set eksempler på, at nogle, der bevidst producerer materiale, som er meget krænkende, pakker det ind på en måde, således at techgiganterne ikke kan fange det i deres filtre. Det er jeg sikker på er noget, de arbejder på at lave om.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Jeg synes alligevel, det er overraskende, at ordføreren siger, at det er forældrenes ansvar, for mit indtryk er, at mange forældre gør, hvad de kan. Nogen har måske ikke de kompetencer, der skal til; andre er måske et sted i livet, hvor de ikke har overskud. Men dem, der betaler prisen for det her, er børnene. Så synes ordføreren ikke, at vi skulle komme med bare en lille smule regulering? Altså, det er da underligt, at vi stiller krav – jeg har sagt det før – til legepladser og til legetøj om, at det skal være sikkert, men her stiller vi ingen krav til producenten. Hvorfor skal vi ikke have en form for producentansvar her, så man skal have et minimum af sikkerhed i forhold til børn og unge på nettet, så de ikke bliver udsat for det her?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg har simpelt hen svært ved at forstå, hvordan ordføreren mener det burde være muligt. Måden, platformene fungerer på, er jo ved, at alle borgere på jorden kan lægge noget materiale op; det er jo sådan, platformene er indrettet. Jeg kan så sige som mor til tre børn, at vi benytter de muligheder, der er, både på platformene selv, men også i enhederne til at slå de ting fra og beskytte os så godt som muligt. Og så tager vi også en samtale med vores børn om, hvad de ser.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger til fru Charlotte Nellemann fra Liberal Alliance. Vi går videre i ordførerrækken, og det er hr. Rasmus Lund-Nielsen fra Moderaterne som ordfører. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Jeg står her i dag, ikke blot som politiker og psykolog, som er min baggrund; jeg står her først og fremmest som far til to små børn og er dybt bekymret over den ligegyldighed, som techgiganterne udviser over for vores børns trivsel. Deres platforme indfanger vores børns tid, potentiale, nysgerrighed i snedige algoritmer, som jo gør, at de simpelt hen får fortrængt en masse sunde udviklingsaktiviteter i løbet af deres uge.

Det er jo algoritmer, der er skabt med et eneste formål: at fastholde opmærksomhed for at maksimere indtjening, og det må man sige de lykkes med. 12-18-årige bruger i gennemsnit over 5 timer om dagen på sociale medier. 16-17-årige bruger i gennemsnit 2½ time om dagen alene på TikTok, og mere end halvdelen af teenagedrengene ser ikke deres venner i løbet af en uge. Derude kan det nævnes, at en tredjedel af de unge får afbrudt deres søvn flere gange om ugen, fordi de skal tjekke noget på mobilen, og vi ved også, at 12 pct. af pigerne i udskolingen ikke bevæger sig nok i forhold til WHO's anbefalinger. I stedet for at bevæge sig, sove, ses med hinanden bruger unge i dag en masse tid på at kigge ned i en skærm, og det er dybt skadeligt for deres udvikling, og det skal vi handle på.

Jeg støtter derfor ligesom foregående ordførere fuldt ud intentionen med det her beslutningsforslag, fordi vi skal have gjort noget ved techgiganternes skadevirkninger. Jeg tror dog ikke, at forslaget er løsningen på vores udfordringer. Jeg mener, det falder for en række juridiske og praktiske udfordringer, som det også har været nævnt af andre, særligt i forhold til det her med omvendt bevisbyrde. Det lyder enkelt at bede techgiganterne om at bevise, at deres platforme ikke skader unge, men jeg har svært ved at se, hvordan vi kan håndhæve det i praksis, fordi de største skadevirkninger ved de sociale medier består, som jeg ser det, af de her aktiviteter, som de fortrænger: fællesskab, socialt samvær, bevægelse, søvn. Det vil derfor være meget svært bevise eller modbevise de her præcise direkte skadevirkninger.

Det kan vi også se ud fra de studier, der bliver nævnt i beslutningsforslaget. Det er såkaldt associationsstudier. Det vil sige, at de påpeger en forbindelse mellem brug af digitale tjenester og mistrivsel. De her studier beviser ikke nogen kausal sammenhæng. Selv er jeg dog ikke i tvivl om, at sociale medier også har en direkte skadevirkende effekt, også som en kausal effekt i form af både ubehagelig krænkende indhold og usunde sammenligninger, som de jo også faciliterer, men det er meget svært at bevise de konkrete tilfælde. Det skyldes jo, at vores psykiske velbefindende aldrig er bestemt af en enkelt faktor, men altid af et samspil af mange forskellige faktorer.

Selv er jeg meget optaget af, at vores børn bruger mindre tid på skadeligt digitalt indhold, men jeg tror ikke, at det her er en farbar vej frem, desværre. Så lad os prøve at finde andre veje frem. Heldigvis har vi jo implementeret forordningen for digitale tjenester, der også pålægger sociale medier at indføre foranstaltninger til at beskytte børn. De kan få bøder op til 6 pct. af deres globale omsætning, og Europa-Kommissionen er allerede påbegyndt sager imod TikTok og Meta. Vi har også i Danmark udpeget et DSA-tilsyn, som man kan klage til, hvis techgiganterne ikke overholder DSA-forordningen, men jeg synes, at vi kan gå langt videre.

Jeg er også utålmodig, og vi forsøgte jo også at indføre en effektiv aldersverifikation, men måtte også sande, at det skulle ske i EU-regi. Så mens vi venter på, at den bliver gennemført, så lad os gå efter en kulturændring. Det kunne f.eks. være ved at give skolebestyrelser et styrket mandat til at regulere elevers skærmtid lokalt. Ligesom vi jo også med børne- og undervisningsministeren har gjort det i forhold til daginstitutioner, kunne vi gøre meget mere på det område. For vi skal tage ansvar for den generation, som vi har svigtet, og for fremtidige generationer. Det handler om at give børnene deres barndom tilbage. Vi er gået fra en legebaseret barndom til en telefonbaseret barndom, og det har nogle enorme skadevirkninger.

Jeg vil derfor gerne sige tak til forslagsstillerne for beslutningsforslaget og for den debat, vi hermed har, men samtidig stå fast på, at vi jo må finde en løsning, der både er juridisk holdbar og lige så ambitiøs som vores intentioner. Moderaterne kan derfor ikke tilslutte sig beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Tak for den ordførertale, og så er der en kort bemærkning til fru Karina Lorentzen Dehnhardt

Tak for det. Irland har jo ikke tøvet med at udnævne det her til en national sundhedskrise, og ordføreren nævner også selv en række sundhedsmæssige problemer; det sociale liv går i stå, man bevæger sig mindre osv. Vil ordføreren være afvisende over for, at vi bruger det smuthul, der er i DSA'en til at lovgive, hvis det har en national og legitim interesse, hvad man jo må sige at børns sundhed har, f.eks. til at indføre alderstjek? Det kan godt være, at ordføreren ikke bryder sig så meget om det; omvendt bevisbyrde osv. Men synes ordføreren ikke, at det kunne være en god idé at prøve at teste, om vi kan gå den vej og så indføre nogle nationale krav, ligesom Norge er på vej til at indføre?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Den store forskel på Norge og Danmark er jo, at Norge, som ordføreren også allerede har nævnt, ikke er med i EU. Men vi er med i EU, så vi bliver nødt til at henholde os til, at løsningerne skal være EU-baserede. Det så vi jo, som jeg nævnte, med den her effektive aldersverifikation, som regeringen besluttede skulle vedtages. Men den er jo nu desværre parkeret, indtil der bliver vedtaget en aldersverifikationsløsning på EU-plan. Den er i gang med at blive vedtaget, kan jeg forstå, og det ser jeg da meget frem til.

Vi skal da virkelig nationalt gå så langt, som vi overhovedet kan inden for EU-retten. Men jeg tror, det er problematisk at sige, at fordi det fortrænger en masse andet, er det de her virksomheder, der f.eks. skal betale erstatning. Man kunne jo også forestille sig, at man producerede et meget, meget spændende computerspil, som også gjorde, at man ikke fik bevæget sig eller sovet tilstrækkeligt. Men det er jo så ikke nødvendigvis dem, der har produceret spillet, der direkte har forårsaget de skadevirkninger. Det er nogle indirekte skadevirkninger.

Værsgo til spørgeren for en opfølgning.

Men vil ordføreren i det mindste være med til at undersøge, om der rent faktisk er en mulighed for at lovgive på dansk jord, når nu at man i DSA'en skriver, at det kan man faktisk godt, hvis der er en national og legitim interesse? Det er de ord, de bruger; sundhed er jo en national og legitim interesse. Så vil ordføreren i det mindste være med til at undersøge, hvad handlingsrummet er her?

Ordføreren.

Jeg vil meget gerne være med til at undersøge, om der er nogle steder, hvor vi så at sige kan komme foran på bolden i forhold til at skulle vente på EU. Der kunne være måder i forhold til at kunne gå foran omkring det på, i forhold til det ordføreren siger, altså at der kan være et smuthul i forhold til det med hensynet til børns trivsel, og det vil jeg meget gerne tage med videre til det digitaliseringsministeren; kan vi gøre noget på forkant, så vi ikke behøver at vente på EU-retten? Det er jeg enig i.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger til hr. Rasmus Lund Nielsen fra Moderaterne. Vi går videre i ordførerrækken til fru Dina Raabjerg fra Det Konservative Folkeparti.

Tak, formand. Beslutningsforslaget fra SF vedrører techgiganternes ansvar for mistrivsel blandt børn og unge, det kunne f.eks. være i forhold til TikTok. Den digitale æra har bragt utallige fordele med sig, men bestemt også nogle udfordringer, ikke mindst for samfundets yngste, som er lette at påvirke, og det er helt klart en vigtig problemstilling. Jeg vil derfor først og fremmest anerkende og bakke op om de bekymringer, der ligger bag det her beslutningsforslag. Det er uomtvisteligt, at sociale medier og andre onlineplatforme kan have dybdegående indvirkninger på vores børn og unges mentale sundhed og trivsel. Der er brug for at tage handling på det og sikre bedre beskyttelse af børn og unge i det digitale univers.

Hvad vi derimod har svært ved i det her forslag, er SF’s forslag til en løsning. For det første er der en juridisk og etisk kompleksitet, når vi overvejer indførelsen af omvendt bevisbyrde, hvad andre ordførere også har nævnt. For det bryder med fundamentale retsprincipper som uskyldsformodningen; det er ikke bare ikke en juridisk formalitet, men en hjørnesten i hele vores retssystem, og det kan vi ikke bakke op om. I det her forslag ville forældrene f.eks. kunne sagsøge en leverandør for et barns selvmordsforsøg, og så skal leverandøren bevise, at det ikke er deres produkt, som har ført til selvmordsforsøg. Det kunne jo have rigtig mange andre årsager.

For det andet mener jeg heller ikke, at den henvisning, der er i forslaget, til medicinalindustrien, giver mening. Da sagen blev fremsendt første gang, spurgte vi, hvad det var for en regel, som man henviste til. Og den henvisning, som SF sendte, har vi svært ved at overføre på det her problem. Hvis vi følger logikken fra det link, som fru Karina Lorentzen Dehnhardt dengang sendte, vedrørende medicinalindustrien, så skulle en pornoside ansøge om tilladelse hos myndighederne til sit produkt med en angivelse af potentielle bivirkninger. Man skulle så følge op på bivirkningerne for brugerne og indberette dem til et sted, og hvad så? Der står intet om erstatningsansvar i beskrivelsen i det link, som vi fik.

Desuden kommer beslutningsforslaget efter et spørgsmål, som SF tidligere har stillet, om aldersverifikation, og her fremgik det af svaret, at der arbejdes på højtryk i EU om en fælles aldersverifikation. Det skulle gerne være med til imødegå, at børn og unge overhovedet kan komme ind på sider med en 18-årsgrænse. Vi kan, og det er også blevet sagt før, ikke helt fjerne forældreansvaret. Mens techgiganterne helt klart har et ansvar og en rolle at spille i forhold til børn og unge sikkerhed, så gælder det samme altså også for forældrene, også selv om vi medgiver, at det er svært. Og hvis jeg skal være helt ærlig, oplever jeg måske også lidt det her forslag som lidt symbolsk og måske mest af alt udtryk for en frustration. For jeg synes ikke, det er specielt realistisk at gennemføre og håndhæve.

EU bruger lige nu enorme kræfter og store summer på at samle beviser for at kunne køre en sag mod Meta og TikTok for ikke at overholde den gældende EU-lov. Og så skulle vi altså lave en dansk lov, hvor man skal forestille sig, at en mor kunne gå op imod en gigant som TikTok – altså, det kommer jo ikke til at ske. Vi skal lave en løsning, som virker.

Så vi kan altså ikke bakke op om at fravige de grundlæggende retsprincipper, og vi imødeser, at der er en løsning på vej om aldersverifikation. Men vi indgår meget gerne i en realistisk dialog om, hvad vi rent faktisk kan gøre for at beskytte vores børn bedre i den digitale verden, og ikke kun i forhold til den type sider, som indgår i det her beslutningsforslag, for vores børn bliver også udsat for afhængighedsskabende computerspil osv. Måske skulle vi i stedet for lave en forespørgselsdebat på initiativ fra udvalget, og så kunne vi sætte os ned og blive enige om, at regeringen skal komme med et oplæg på nogle realistiske ting, som vi måske kunne gennemføre i Danmark.

Nu kan jeg se, at formanden har rejst sig op, så jeg siger tak for ordet.

Tak. De 5 minutter er gået, men der er korte bemærkninger. Først er det fru Karina Lorentzen Dehnhardt som spørger. Værsgo.

Jeg vil da gerne høre, om Konservative ikke er med i den nye aftale, der er lavet på forsvarsområdet, som handler om ptsd. Der har man faktisk indført omvendt bevisbyrde. Der er det faktisk myndighederne, der skal bevise, at en soldat ikke er kommet til skade i sin krigstjeneste. Så der kan man sådan set godt anvende det princip, som vi foreslår her. Så synes ordføreren ikke, at det kunne give god mening, at det faktisk er techgiganterne, der skal påvise, at deres produkt ikke skader vores børn, når vi nu ved mere og mere om, at der er en sammenhæng mellem det indhold, børn ser på skærme, og mistrivsel?

Værsgo til ordføreren.

Jeg kan simpelt hen ikke se sammenhængen til det, at vi udsender soldater til en krigszone, og at det så bliver nemmere at få anerkendt, at man har ptsd, når man kommer hjem. Det er ikke en leverandør, vi snakker om her. Det handler om, at staten sender soldater ud. Så nej, jeg kan ikke se, at der kan laves en sammenligning her overhovedet.

Værsgo til spørgeren.

Jeg bakker op om den veteranaftale, som jo netop indfører omvendt bevisbyrde, og det er det, som alle her i salen slår sig på. Jeg siger bare, at det er samme princip, altså udsendelsen kan være medvirkende årsag til, at man får ptsd, og hvis det sker, er det faktisk myndighederne, der skal bevise, at det ikke forholder sig sådan. Jeg forsøger bare at pege på et princip, hvor der er en eller anden grad af ansvar, som vi kan pålægge techgiganterne, men det kan jeg så forstå at Konservative synes er et forfærdeligt ansvar, når det handler om techgiganter og vores børn, men ikke når det handler om soldater og veteraner.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg synes faktisk, det er på grænsen til at være lidt useriøst, fordi der jo ikke er nogen techgiganter, der hiver børn ind i en krigszone og bevidst udsætter dem for noget, hvor vi ved, de er trænet til det, men hvor vi også ved, at vi udsætter dem for en konkret belastning. Det her er et produkt. Det her er en service, og der er nogle, der logger sig frivilligt på og køber den. Jeg kan ikke se, at vi overhovedet kan lave en seriøs sammenligning. Jeg synes, det er ærgerligt, at vi har diskussionen på den her måde, for vi vil faktisk rigtig gerne gå ind i en diskussion om, hvad vi kan gøre i Danmark på det her område inden for nogle realistiske rammer.

Tak. Så er der en kort bemærkning til hr. Rasmus Lund-Nielsen fra Moderaterne.

Jeg vælger at tage ordet her, fordi ordføreren ligesom andre ordførere nævner forældreansvaret. Jeg er også enig i, at vi skal appellere til et forældreansvar. Men er ordføreren ikke også enig i, at man som forældre kan blive prisgivet, når det kommer til f.eks. ens børns brug af smartphones?

Lad os tage min søn, der går i en klasse, hvor alle vennerne er på smartphones og sociale medier, og så kan det jo være ret svært for mig at fastholde, at det må han ikke være, fordi han så bliver ekskluderet fra de fællesskaber.

Så er ordføreren ikke enig i, at der her også er en slags kollektivt handlingsproblem, og at vi må gøre mere end bare at lade det være op til den enkelte forælder at prøve at løse det her problem?

Værsgo til spørgeren.

Jo, det vil ordføreren gerne anerkende, og nu sidder jeg lige og kigger i min tale, og jeg sagde, at vi medgiver, at forældreansvaret her kan være svært. Der skal jo være en vis proportionalitet, i forhold til hvilken magt techgiganterne har og hvilken magt forældrene har.

Men det ene udelukker ikke det andet, der er to ansvar, og vi skal stadig væk arbejde med techgiganterne, og vi skal også arbejde med, hvordan vi kan beskytte vores børn bedre.

Værsgo til spørgeren for en opfølgning.

Men har ordføreren så nogle konkrete bud på, hvordan vi kan løse det her kollektive handlingsproblem? Nu nævnte jeg i min egen ordførertale, at vi jo bl.a. kunne give et styrket mandat til skolebestyrelser. Det kunne være en måde at skabe en slags organiseret forældreansvar på, ligesom der er organisationer såsom Skærmsund Barndom og Smartphonefri Barndom, to organisationer, der ligesom prøver at parre forældre, som er kritiske over for smartphonebrug. Man kunne forestille sig, at skolebestyrelser kunne vedtage nogle regler for, hvornår børn måtte komme på smartphones. Hvad tænker ordføreren om det?

Ja, jeg tænker jo, at hvad man gør i en skolebestyrelse, ikke har så meget at gøre med, hvordan vi regulerer techgiganterne, hvilket det her jo handler om. Der er jo mange skoler, hvor man simpelt hen fratager børnene mobiltelefonen, inden de overhovedet går indenfor. Jeg synes, det er supergodt, at man gør det; børnene skal ikke sidde med næsen i en mobiltelefon, når de skal lære noget.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger til fru Dina Raabjerg fra Det Konservative Folkeparti, så vi går videre i ordførerrækken. Jeg ser ikke, at fru Rosa Lund fra Enhedslisten er til stede i salen, og derfor kan vi gå videre til hr. Peter Kofod fra Dansk Folkeparti som ordfører. Værsgo.

Tak for det, og tak til SF for at fremsætte det her beslutningsforslag som vi diskuterer nu, og jeg vil gerne starte i den positive ende. For jeg har sagt før, at jeg virkelig synes, det er positivt, når et parti, og her er det SF, gentagne gange har stillet forslag om digitalisering. Det var der også mange andre partier, inklusive mit eget parti, som kunne have gjort, men det er SF, der har grebet den dagsorden, og det synes jeg man skal anerkendes for.

Jeg synes også, det er positivt, når man som parti siger, at vi på det her område faktisk godt kan bruge nationale løsninger, fordi det ofte ender med at være en diskussion af, at det også er noget, de lige skal løse nede i EU, at det er noget, man lige må kigge på nede i Bruxelles, fordi vi kun er et lille land med 5½ millioner indbyggere, og det derfor ikke er noget, vi skal kaste os selv alt for meget ind i. Selvfølgelig er det det. Jeg går da også ud fra, det er derfor, at regeringen har et Digitaliseringsministerie og en digitaliseringsminister. For det er da, fordi Danmark skal kaste sig fuldt og helt ind i det her, og hvis vi så ikke er tilfredse med de løsninger, man finder frem til i EU, kan vi i yderste konsekvens gribe fat om tingene og gøre det selv og lovgive nationalt. Det er vi fuldstændig tilhængere af.

Jeg bemærker i øvrigt også, at det her er den tredje sag på Folketingets dagsorden, og at alle tre sager indtil videre enten har handlet om, at man prøver at skubbe ansvaret over på EU, eller at lovgivningen tager sit udgangspunkt i EU, og det synes jeg egentlig er ret tankevækkende.

Hvis jeg skal kigge på det egentlige forslag, er omdrejningspunktet for mig at se den del, der handler om skadesvirkninger, og jeg spurgte, da vi startede debatten, også ministeren om, hvordan vi egentlig definerer skadesvirkninger, og hvordan vi i sidste ende kan dokumentere dem. Dokumentationen af dem er måske, selv om det kan være problematisk, det mindste problem, fordi det er en anden faglig diskussion, som måske ikke hører til på Folketingets talerstol, men det må være eksperter, læger og andre, der i den konkrete virkelighed vurderer, hvordan tingene hænger sammen.

Men definitionen af skadesvirkningen synes jeg er spændende. For hvad er det, vi skal beskytte vores børn og unge imod? Jeg er helt med på, at der vil være 179 mandater, der vil stemme for, at vi beskytter unge piger mod spiseforstyrrelser eller selvskade og den slags, for det er fornuftigt. Men jeg synes jo også, det er en skade, hvis man forestiller sig unge mennesker, der bliver påvirket til at blive helt rundt på gulvet og tro, at køn bare er noget, man skifter, og at der i øvrigt findes 72 forskellige køn. Men jeg forudser ikke, at der er den samme enighed i Folketingssalen om det, som hvis det handlede om spiseforstyrrelser og selvskade. Så der ville vi have et ret forskelligt udgangspunkt, og det er nok også det, der gør, at jeg ikke umiddelbart kan se, at Dansk Folkeparti kommer til at stemme for det her forslag, selv om vi meget gerne vil have diskussionen, og jeg synes, det er en vigtig diskussion, vi har her. Så i den her omgang bliver det altså et nej tak til det her forslag fra vores side, men et tak til forslagsstillerne. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Karina Lorentzen Dehnhardt. Værsgo.

Tak for de rosende ord. Jeg øver mig virkelig meget i at finde nogle veje til at regulere det her område, og det vigtigste for mig er egentlig bare, at vi kan beskytte børn. Så kan vi selvfølgelig være uenige om, om det skal være det her, eller om det skal være noget andet.

Men jeg tror bare, jeg så måske vil spørge, om Dansk Folkeparti vil være med til at afsøge, om vi rent faktisk har det handlingsrum, som DSA'en egentlig skriver at vi har, til at lave national lovgivning. Det kunne så være noget andet end det her. For jeg synes stadig væk, at det er en vigtig sag at regulere og passe på vores børn og støtte op om det arbejde, som forældrene også leverer ind i det her.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Det er klart ja til at afsøge de muligheder, der er. Jeg mindes heller aldrig, at jeg eller mine forældre eller mine bedsteforældre har deltaget i nogen folkeafstemning, hvor vi har afgivet suverænitet på det her område og sagt til EU eller før det EF, at det må de bare bestemme over. Så hvis det er sådan, at der findes noget, der er brugbart i Folketinget at vedtage, så er vi fuldstændig klar til det, også selv om det måtte konflikte med noget, der måtte være EU-lov.

Der er ikke flere spørgsmål. Så siger vi tak til hr. Peter Kofod fra Dansk Folkeparti som ordfører og går videre i ordførerrækken. Nu er det hr. Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre som ordfører. Værsgo.

Tak for det. Og tak til forslagsstillerne for endnu en gang at tage det her vigtige emne op i Folketingssalen. Jeg kan høre på flere af mine ordførerkolleger, at vi alle sammen deler bekymringen, som ordføreren lægger for dagen i forslaget her. For der er ikke nogen tvivl om, at vi i Danmark som i mange andre lande har en mistrivselskrise blandt børn og unge. Vi kan se det i tallene, vi kan se det, hvis det bliver rigtig slemt, i børn- og ungepsykiatrien, der er hårdt presset. Vi kan se det i folkeskolen, vi kan se det i daginstitutioner. Så noget er der jo på færde, og vores børn og unge har det dårligt.

Det er heller ikke første gang, vi diskuterer techgiganternes rolle her i salen. Der er jo ikke nogen tvivl om, at en ny teknologi og en nye social platform, der fylder rigtig, rigtig meget, på godt og ondt påvirker vores børn og unge og vores samfund og den måde, vi taler til hinanden på, og vi skal selvfølgelig være opmærksomme på, hvad det egentlig betyder.

Jeg synes nogle gange, at debatten kan blive en lille smule sort-hvid, hvor nogle siger, at det er årsagen til alt ondt, og nogle siger, at der slet ikke er nogen problemer. Jeg vil mene, at der både er gode og dårlige ting at sige om sociale medier og brugen af teknologi, som vi diskuterer her i dag – og det var ikke for at lægge ord i munden på forslagsstilleren her; jeg ved godt, at forslagsstilleren også ser nuancer i det her spørgsmål. Det er bare for at sige, at der er gode og dårlige ting ved de her platforme og de her teknologier.

Vi kan i Radikale Venstre ikke støtte forslaget, som det ligger her. Flere af grundene er allerede ridset op. Vi mener, at når vi snakker om de store techgiganter, er det af helt åbenlyse grunde noget, der skal tages på EU-niveau. Hvis vi skal tage kampen, kræver det, at vi har musklerne til at tage den kamp, og den skal vi tage, og vi er godt på vej. DSA'en har jo ikke været aktiv i så lang tid endnu, så det ville måske også være meget at forvente, at vi havde løst alle problemer på det her tidspunkt. Men i DSA'en er der en række gode initiativer, en række gode værktøjer, som vi skal være opmærksomme på at vi skal bruge, og som vi er nødt til at bruge, fordi de sociale medieplatforme i sig selv ikke har løftet det ansvar, som de jo har.

Jeg er også enig med de ordførere, der har nævnt, at der selvfølgelig også er et forældreansvar i det her. Jeg har selv to børn i skolealderen og to, der stadig er for små til at bruge mobiltelefoner. Vi har selvfølgelig et ansvar for, hvor meget de bruger dem, hvad de bruger dem på, hvornår de kommer i seng, hvad de får at spise og alle mulige andre ting. Selvfølgelig har vi det. Men det er også for nemt at sige, at det alene er forældrenes ansvar, for som med så meget andet her i samfundet er der nogle forældre, der har overskud og ressourcer til at løfte den opgave, og andre, der har brug for hjælp. Det kan vi jo se, når det gælder det her, og når det gælder rigtig mange andre ting ude i samfundet.

Derfor er det også vigtigt, at vi nu har teknologiforståelse, desværre kun som valgfag, men i det mindste har løftet det ind i folkeskolen, så vi kan gøre kommende generationer bedre styrket og mere robuste til at modstå de ting, de kommer til at møde, og også ruste forældrene bedre til at hjælpe børnene. Den opgave er svær at løfte, men jeg vil påstå, at der jo stadig væk rundtomkring i landet på skolerne pågår et stort arbejde med det ligesom med andre ting, vi diskuterer. Det kan være alkohol, når børnene kommer op i de højere klasser. Jeg har diskuteret brug af mobiltelefoner talrige gange på forældremøder og med mine børns venners forældre. Så det er jo en opgave, vi som forældre må tage på os

Jeg synes, der i forslaget her er nogle gode toner og nogle gode intentioner, men jeg synes, der er noget i det, der er blevet peget på, som folk har kaldt omvendt bevisbyrde, noget i formuleringen, som også får det til at stritte lidt på mig. Der er noget, som jeg ikke bryder mig om. Vi vil jo normalt ikke påstå, at nogen skal vise, at de ikke er til skade. Der er noget her, jeg synes vi skal diskutere. Jeg er enig i problemstillingen, enig i, at vi har noget, vi skal tage hånd om her, men jeg er ikke enig i forslaget, som det ligger. Så vi kan ikke støtte, selv om jeg meget gerne vil drøfte det videre i udvalget. Tak for ordet.

Tak for ordførertalen. Så er der en kort bemærkning til fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra SF. Værsgo.

Jeg vil også bare høre, om Radikale Venstre vil være indstillet på at undersøge det handlingsrum, der kan være i DSA'en, når det handler om børn og unges sundhed, og bruge det som en løftestang til national lovgivning, så vi kan tage nogle andre skridt for at beskytte børn og unge. Jeg kan jo se, at Norge nu skal til at gå den vej, og jeg tænker, at hvis Norge kan, så kan Danmark nok også.

Værsgo til ordføreren.

Vi vil gerne være med til at se på, om det er muligt. Dermed ikke sagt, at vi vil bakke op om det lovforslag, der måtte komme, for det kommer an på, hvad det er, man vil gøre, og hvad argumenterne for at gøre det er. Jeg mener stadig væk, at der er en del udeståender, i forhold til om sammenhængen er så sort-hvid, som den kan blive fremstillet. Hvad er det rigtige at gøre her?

Så ja, vi kan undersøge, om det er muligt. Det vil vi meget gerne være med til. Men jeg vil ikke love, at vi vil bakke op om ethvert forslag, der kommer på det her område.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Så bliver jeg næsten fristet til at spørge: Hvad er det så, Radikale Venstre synes vi skal gøre?

Værsgo til ordføreren.

Jeg synes, der er et kæmpe ansvar hos de sociale medier til at sørge for, at det indhold, der ligger der, er alderssvarende, og at det ikke er ulovligt. Det giver sig selv, og det er det, sagen kan være med til at løfte. Det, jeg anfægter, er, at man siger, at vi skal forbyde, at vi skal gøre et eller andet drakonisk, for der vil jeg godt have evidens for, at det rent faktisk er nødvendigt at tage det skridt, før vi gør det. Vi kan godt undersøge, om det er muligt, men vi skal også være sikre på, at det, vi gør, rent faktisk er i balance i forhold til det, vi prøver at løse. For der er også gode ting ved sociale medier, der er også et socialt fællesskab, og det er også en måde for de unge at kommunikere med hinanden på på gode måder.

Så siger vi tak til hr. Stinus Lindgreen fra Radikale Venstre. Der er ikke flere korte bemærkninger. Fru Christina Olumeko fra Alternativet har meldt forfald, og derfor kan vi gå videre til ordføreren for forslagsstillerne, fru Karina Lorentzen Dehnhardt. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg skal starte med at hilse fra Enhedslisten, som bakker op om forslaget her. Noget af det, der har undret mig, er, at når vi køber legetøj, er der bestemte krav til sikkerheden af produktet. Børn må f.eks. ikke blive kvalt af at lege med det, og det må heller ikke være fyldt med giftige stoffer, og det skal være CE-mærket. Når vi laver legepladser, er der også bestemte krav til sikkerheden. Der skal f.eks. være et faldunderlag, så man ikke slår sig, og legeredskaberne må så heller ikke være sådan, at en snor fra jakken kan sidde fast, så man bliver kvalt, eller at der er dele, der er lavet på en sådan måde, at man risikerer at få hovedet eller en finger i klemme. Kort sagt er der krav til sikkerheden for at passe på børnene, så de ikke kommer til skade ved at bruge de her ting. Men når det handler om sikkerheden på sociale medier, er der ingen krav til sikkerheden, og der er ingen krav til, at børnene ikke slår sig på brugen af dem. Og slår sig på dem, det gør de, for vi ved både fra dansk og udenlandsk forskning, at der er en form for sammenhæng mellem mistrivsel og brug af skærm.

SDU lavede en undersøgelse, der understøtter forskernes hypotese om, at børn og unges brug af skærm kan være en medvirkende årsag til, at så mange børn og unge har mentale problemer. Når børnene havde et mindre forbrug af skærm, reducerede det følelser af angst, tristhed, depression og problemer med jævnaldrende, og det forbedrede også den sociale adfærd. Jeg synes, det er meget tankevækkende.

For det andet har Red Barnet jo lavet en undersøgelse for nylig, som viser, at 69 pct. af børn og unge mellem 9 og 17 år – det er altså to ud af tre – har oplevet mindst én digital krænkelse eller noget andet ubehageligt online det seneste år. Og det er en markant stigning siden 2021, hvor Red Barnet senest undersøgte omfanget. Der var tallet 42 pct. Så jeg synes, det her er meget voldsomme tal.

For det tredje har Børns Vilkår anmeldt Snapchat til Forbrugerombudsmanden. Snapchats my AI-ven fremstiller sig over for børn som en rigtig person, man kan tale med. Den påstår at være din ven, den påstår at have følelser, og den lyver om at have samtaler med dine forældre, ligesom den virker forprogrammeret til at have en grooming-lignende adfærd ved konstant at fastholde barnet i samtalerne med spørgsmål eller appeller i slutningen af sine svar. Kort sagt manipulerer den børn. Og det er, hvad angår den her chatbot, som er i Snapchat, tidligere fremgået, at den detaljeret kan vejlede børn i at udføre selvskade, herunder hvilke genstande man kan bruge, hvordan man gør det, hvor på kroppen, og hvor voldsomt man kan vælge at lave selvskaden.

Som om det ikke var nok herhjemme, tårner problemerne sig også op i udlandet. I januar måtte direktør og ejer af koncernen Meta, Mark Zuckerberg, anerkende over for den amerikanske kongres, at en lang række dødsfald blandt børn og unge hang sammen med online-mistrivsel. Syv familier har lige lagt sag an mod TikTok, hvor de anklager platformen for at udsætte deres børn og unge for skadeligt indhold, og sagsanlægget udspringer af, at forældrene mener, at deres børn er blevet udsat for skadeligt indhold i en sådan grad, at to af dem har begået selvmord, og fire andre forsøgte at tage deres eget liv. Hvis man kigger på danske selvmordsstatistikker, selvmordsforsøg og selvmord blandt børn og unge, de senere år, er tallene gået vildt meget i vejret. For et par uger siden sagsøgte 14 amerikanske delstater TikTok og anklagede den for at være skadelig for børn og unges mentale helbred, og TikTok selv har undersøgt, hvor lang tid det tager, før brugerne bliver afhængige af den her populære platform. De rammer vanetidspunktet, som TikTok kalder det, hvis de ser 260 videoer, og det er det, der svarer til omkring 35 minutter. Seriøst, der skal 35 minutter til, før man hænger i den her fælde. Og så taler vi stadig væk rigtig meget om, at det er et forældreansvar. Jeg synes, det er langt ud over et forældreansvar, hvis I spørger mig. Techgiganterne manipulerer og fastholder, og de gør vores børn afhængige. Jeg kender jo hele debatten om DSA'en, for jeg har jo efterhånden haft en del beslutningsforslag i Folketingssalen, hvor svaret hver gang har været: Vi kan ikke rigtig gøre noget, for det tillader DSA'en ikke. Den blokerer f.eks. for alderstjek, så vi hjælper børnene ud af techgiganternes kløer, og som vi også foreslog i 2021.

Men jeg har altså brug for mere end en debat, hvor vi taler om, at det er forældreansvar alene, og hvor vi taler om, at vi skal vente på EU. Forstå mig ret, jeg er ikke imod, at vi finder løsninger på EU-plan, men jeg synes, vi er forpligtede til at prøve at se, hvad vi kan gøre i Danmark. Når EU-retten fastslår, at hensynet til børns trivsel og sundhed kan have så stor en vægt, det ligger der faktisk en dom på, og det er egentlig også skrevet ind i DSA'en, kan der faktisk laves national lovgivning, og det synes jeg regeringen bør efterprøve, altså om det kunne skabe det handlerum, som vi eftersøger.

Det her handler i høj grad om børns sundhed. I Nordirland har regeringen som sagt erklæret børns eksponering for skadeligt indhold for en offentlig sundhedskrise. Derfor synes jeg, at vi skylder børnene at prøve den dom af. Danmark er trods alt et af de mest digitaliserede samfund, og vi bør også gå forrest, når det kommer til en ansvarlig regulering af børns færden på digitale platforme. Som med legetøj, legepladser og medicin bør der være en eller anden form for produktansvar. Man bør kunne dokumentere, at det produkt, man lancerer, ikke skader andre.

Jeg synes jo heller ikke, at det er helt fair at sige, at vi ikke hertillands kan stille noget op, at techgiganterne er så store, og at vi er for små til at stille krav, så hvad skal Danmark kunne gøre? Jeg skal bare minde om, at den daværende S-regering jo faktisk fremsatte et forslag om at fjerne ulovligt indhold på sociale medier, og det var faktisk igen på baggrund af et forslag fra SF. Den regering mente så godt, at vi kunne gøre noget. Desværre nølede vi så meget med det, at vi kom for sent i forhold til DSA'en, så det endte med at falde på den baggrund. Både Norge og Australien er på vej med forbud mod børn på sociale medier. Så i stedet for at vedblive med at gøre det her utrolig kompliceret, så vi sidder handlingslammede tilbage, synes jeg, at vi skulle prøve at se meget aktivt på, hvad vi rent faktisk kan gøre. Jeg vil i hvert fald ikke huskes som den, der bare så på.

Inden jeg afslutter, vil jeg måske også bare lige kommentere på nogle af de ting, som blev sagt her i debatten. Venstre nævnte, at man i hvert fald ikke havde lyst til at lave noget, der var censuragtigt. Jeg må bare minde om, at vi jo faktisk har en regel om, at i den fysiske verden må man ikke sælge pornoblade til et barn under en vis alder. Hvorfor er det så, at børn skal eksponeres for det her på sociale medier, hvis man ikke kan gå ind i en bladkiosk og hente et fysisk blad? Der er også mange, der betoner det her med forældrenes ansvar. Jeg mener, at vi er langt ude over, at det kun er et forældreansvar, og ikke mindst kommer vi til at efterlade de børn på perronen, hvis forældre ikke forstår det her, ikke kan følge med, ikke kan overskue det af en eller anden grund. Vi kan også se i undersøgelser, at det især er de sårbare børn, som kommer til at slå sig på det her og blive rodet ind i noget, som de f.eks. ikke helt kan holde til at være en del af, f.eks. sugardating.

Så siger Konservative, at en dansk mor jo ikke kommer til at lægge sag an mod TikTok. Det kan jo slet ikke lade sig gøre. Nej, men vi kan i hvert fald se, at i Frankrig er der rent faktisk nogle forældre, som nu prøver sig frem med et sagsanlæg. Så helt usandsynligt er det ikke. Jeg anerkender, at man ikke ønsker den her omvendte bevisbyrde. Det er jo i virkeligheden det samme princip, som vi nu kommer til at anvende i forhold til veteranerne. Det er jeg meget enig i. For vi har set, at det simpelt hen har været for svært for veteranerne at bevise, at deres ptsd havde noget at gøre med, at de var udsendt. Så derfor har man vendt den om, så det nu er myndighederne, der skal bevise det. Det er i virkeligheden et princip, som vi alle sammen anerkender, som vi lige har brugt, og som jeg også søgte her. Kunne vi ikke anvende det i forhold til techgiganterne? Det forstår jeg der er ret stor modstand imod, så det er nok ikke en farbar vej, men jeg synes, at det vigtige er, at vi hele tiden øver os i at prøve at finde ud i, hvad det så er for nogle veje, vi kan gå. Det er egentlig bare det, som vi ville med det forslag i dag.

Jeg håber så, at vi kan blive enige om en beretning, hvor vi prøver at se, om der er et smuthul til at kunne lave dansk og national lovgivning, bl.a. med henvisning til den EU-dom, som også står i beslutningsforslaget, og selvfølgelig det punkt i DSA, som rent faktisk tillader os at lave lovgivning, når det er legitimt og af national stor interesse.

Så tak for debatten, og lad os se, hvordan vi så kan komme videre med det her.

Tak. Der er lige en kort bemærkning. Hr. Rasmus Lund-Nielsen fra Moderaterne. Værsgo.

Tak for en rigtig god tale. Ordføreren nævner eksemplet med ptsd. Er ordføreren ikke enig i, at det jo er væsensforskelligt fra det, der bliver foreslået her? Der er jo ikke nogen virksomheder, der skal betale erstatning på grund af det, vi har vedtaget i forhold til veteraner. Det er jo os, der som stat siger: Kære veteran, du skal ikke bakse med at bevise, at det er krigen, der har forårsaget de her ptsd-symptomer, du har; vi vil gerne understøtte, at du får din hjælp her, og det betaler vi for som stat.

Det er jo væsensforskelligt fra det, der bliver foreslået her, hvor enhver virksomhed kan blive pålagt at skulle betale erstatning, medmindre de kan bevise, at de ikke har haft en eller anden andel i, at nogle børn eller unge eller voksne for den sags skyld har fået en eller anden grad af mistrivsel som følge af at bruge deres produkt. Det er jo noget helt, helt andet.

Værsgo til ordføreren.

For mig er det jo princippet i det. Det er jo princippet om den omvendte bevisbyrde. Det her er jo techgiganternes produkt. Ja, det kan godt være, at børnene logger ind frivilligt og måske endda med deres forældres samtykke, men det, de bliver udsat for derinde, er jo en verden af afhængighedsskabende elementer, det er skadeligt indhold, det er alt muligt andet. Det tror jeg ikke man kan sige at børnene ligesom har bedt om. Det må være techgiganters ansvar. Det er deres platform, der muliggør det her. Selvfølgelig skal de så også have et ansvar for det. Jeg prøver bare sige, at det ikke er et så ukendt fænomen, som man gerne vil gør det til. Jeg anerkender, at der er modstand mod at bruge det, og det er jo en helt anden sag.

Værsgo til spørgeren.

Jeg mener, det er et meget sjældent fænomen, og at det strider mod generelle principper inden for erstatningsret. Jeg synes også, at ordføreren forklejner DSA'en. Det fremgår bl.a. af artikel 28, at der er en særlig forpligtelse til at beskytte børn online, og der er jo også det her forbud imod de her dark patterns, altså så manipulerende design. Så jeg synes da, at vi med DSA'en kan gøre meget, for jeg er fuldstændig enig i, at der ikke skal være ulovligt indhold. Det er jo også sådan, at DSA'en giver mulighed for, at man kan søge om erstatning, og der er jo de her sager i gang. I beslutningsforslaget bliver der også nævnt medicin, men det er jo også noget helt andet. Og i øvrigt kunne Sundhedsministeriet ikke bekræfte, at der dér var indført omvendt bevisbyrde noget sted.

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg tror bare, det er vigtigt at sige, at jeg ikke synes, vi er færdige med den her debat. Jeg synes ikke, jeg kan se tegn på, at DSA'en har virket. Den er jo trådt i kraft. Tværtimod kan jeg stadig væk se tegn på, at børn udsættes for alt muligt indhold, som de ikke skal udsættes for. Derfor tror jeg ikke, vi når i mål med DSA'en. Og det, vi jo i virkeligheden allerhelst vil have i SF, er alderstjekket, for det tror jeg vil være effektivt i forhold til børnene. Derfor synes jeg, vi skal bruge den her debat til at få afsøgt den mulighed for national lovgivning, som faktisk ligger i DSA'en, og som EU-retten anerkender i en dom, som lige præcis handlede om informationstjenester.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Der er i det hele taget ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Udvalget for Digitalisering og It. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)