Tak for det. Også tak for, at vi får mulighed for at fortsætte den debat, der nu har været i gang i et par timer. Det er rigtig vigtigt for regeringen at nedbringe unødvendig statsligt bureaukrati. Vi vil bruge kræfterne på kerneopgaverne til gavn for borgerne. Vi vil bruge vores ansatte, vores dygtige ansattes tid dér, hvor det gør bedst gavn ved at bruge skatteborgernes penge klogere.
Vi har allerede sat en række initiativer i gang, for samtidig med at vores velfærdssamfund er vokset, er bureaukratiet også vokset, og det er også vokset for meget. Der er steder, hvor det har været fornuftigt, at vi har styrket også det administrative, men generelt må man sige, at det administrative er vokset til en størrelse, som vi ikke som regering synes er fornuftigt. Det er også derfor, at vi i den finanslov, der for ikke så lang tid siden blev vedtaget, tog det første skridt, som ikke andre regeringer tidligere har taget i forhold til at sige, at nu peger vi helt konkret på opgaver, der svarer til 1.000 årsværk, som vi siger, at vi ikke længere skal have udført; ikke fordi de mennesker, der udfører opgaverne, ikke gør det, vi har bedt dem om, men fordi vi kan bruge kræfterne på noget bedre og noget vigtigere.
Det er også ret væsentligt at sige, at det er første skridt, og der vil komme flere ad samme vej. Det kan ikke ses alene, for det skal selvfølgelig også ses i forhold til alt det andet, vi har sat i gang, bl.a. i forhold til at frisætte den offentlige sektor. Vi har et rigtig stærkt velfærdssamfund i Danmark, og jeg tror også, at vi må være åbne og ærlige over for hinanden og sige, at der er ting, der ikke fungerer, som vi gerne vil have det. Der er steder, hvor det er et velfærdssamfund, der knager i fugerne. Vi er nødt til at se på, hvordan vi kan bruge vores dygtige ansatte bedst muligt, ikke mindst i en tid, hvor vi heldigvis kan se ind i, at vi om få år bliver mange flere ældre i det danske samfund. Så skal vi tænke os om: Hvor er det, vi bruger vores kræfter? Det er det, som regeringen er meget, meget optaget af. Det er også baggrunden for, at vi har lavet den store ældrereform, som er en meget vigtig del af regeringens resultater, hvor vi bl.a. har gået ind og fjernet en masse bureaukrati, for at vi i stedet for kan bruge kræfterne til gavn for vores ældre.
I forhold til vores folkeskoler har vi også sagt det i forbindelse med bl.a. folkeskolereformen. Jeg tror egentlig, at det var hr. Dennis Flydtkjær, der i den debat, vi netop har været igennem sagde, at han ikke mente, at det var noget, der var kommet af ond vilje, men at det gennem årene var kommet lag på lag på lag, og det er jeg sådan set meget enig i. Der er kommet læringsmål og ekstra læringsmål, og der er altid nogle, der har haft nogle gode idéer til, hvordan man kunne fortælle lærerne, hvordan de bedst kunne undervise. Det, vi har gjort med den folkeskolereform blandt mange andre gode initiativer, er, at vi har sagt: Lad os fjerne ni ud af ti af de mange læringsmål, sådan at vi viser større tillid til vores medarbejdere. Og tillid er, hvad enten det er i vores folkeskole, i vores ældrepleje eller i vores sundhedsvæsen, afgørende vigtigt her. Det er noget af det, som vi er meget optaget af.
Et andet sted, hvor vi også kigger på, hvordan vi kan nedbringe bureaukratiet, er på sygedagpengeområdet, hvor vi har fjernet, hvad der svarer til 60.000 samtaler i jobcentrene; det er en indsats, der fjerner byrder blandt borgere på sygedagpenge, og som gør, at vi kan bruge vores tid og kræfter mere fornuftigt.
Det her er ikke afslutningen på det arbejde; det her er begyndelsen på det her arbejde. Til dem, der spørger, om vi så er tilfredse i regeringen med det, der er opnået, vil jeg sige: Ja, vi er meget glade for det, vi har opnået; men vi skal videre, for det er af afgørende betydning for, at vi har et velfungerende velfærdssamfund også i de kommende år.
Også når vi ser på erhvervspolitikken, er der behov for, at vi hele tiden kigger på, hvordan vi kan skabe mindre bureaukrati og bedre muligheder for vækst og konkurrencevilkår. Det gælder for erhvervslivet, og det gælder sådan set også for vores borgere. Når vi ser på erhvervslivet, har vi taget fat på, hvordan vi kan nedbringe byrder ved kommende EU-regulering samt sikre, at vi ikke i Danmark overimplementerer, når vi skal oversætte EU-regulering til dansk lov. Eller sagt med andre ord: Ud over det, der måtte komme fra EU, som engang imellem også kan være ret omfattende – det tror jeg man føler i mange virksomheder – behøver vi jo ikke lige at lægge noget ekstra til. Det er også noget af det, vi er meget opsat på.
Så jeg glæder mig over, oprigtigt, at der her i Folketinget – ikke alene regeringen, men helt bredt i Folketinget – er et ønske om at forstå, hvordan vi kan bruge vores dygtige ansattes tid til kerneopgaverne til gavn for borgerne, og hvordan vi kan bruge skattekronerne klogere, og hvordan vi kan skabe nogle bedre rammer for vores erhvervsliv. Det er en opgave, vi som regering tager utrolig seriøst. Det er ikke bare noget, vi står og snakker om ved højtidelige lejligheder eller en sen aften i Folketingssalen – det er noget, vi udlever i praksis. Det er en kurs, vi har sat; det er en kurs, vi vil fortsætte, og derfor er der også allerede opnået resultater. Men der er meget mere, vi skal nå. Tak.