Tak for det, formand. Og tak til Det Konservative Folkeparti for at fremsætte et beslutningsforslag om et emne, som jeg tror ligger mange af os på sinde, og som heller ikke er helt ukompliceret. Og derfor kan det jo nogle gange være godt at få en debat om det, også i salen.
Der er rigtig mange nuancer og balancer i den diskussion om udenlandsk arbejdskraft. Vi har ca. 400.000 på det danske arbejdsmarked med et andet pas end det danske, og det er rekordmange. Det er også rigtigt, som det er blevet sagt i debatten, at det har bidraget positivt til nogle virksomheder, og at det har bidraget positivt til dansk økonomi.
Men det er også klart, at når man har mange udenlandske lønmodtagere på det danske arbejdsmarked, så skal man også være meget opmærksom på de balancer, der er. Det kunne være i forhold til at sikre, at det økonomiske opsving, de gode tider, vi har, også betyder, at vi får flere af de ressourcer, vi har herhjemme – nogle af de arbejdsløse, der går rundt iblandt os – med på vognen, med i arbejdsfællesskabet.
Det kunne være nogle af de seniorer, som faktisk kan og vil arbejde, også længere, men som har svært ved at finde arbejde – måske fordi de bliver diskrimineret, måske fordi folk har fordomme om det, at de er lidt oppe i årene, altså så de bliver ramt af en slags alderisme, hvor de bliver sorteret fra på grund af deres alder. Og en ting er jo, at man ikke må forskelsbehandle på baggrund af alder, men vi kan desværre se, at rigtig mange seniorer oplever de her ting.
Det kunne også være nogle af de unge mennesker, som er uden for uddannelse og arbejde, og som vi skal bruge de gode tider til at få med ind i arbejdsfællesskabet. Det kunne sådan set også være nogle af de flygtninge og indvandrere, som bor her og har boet her i mange år, og som vi jo heldigvis kan se har bedre muligheder for at få fodfæste på arbejdsmarkedet, når vi har en højkonjunktur.
Så det er klart, at vi selvfølgelig skal udnytte de gode tider til også at sikre, at de ressourcer, vi har herhjemme – de seniorer, de unge mennesker eller de indvandrere, der bor her – også kommer med i arbejdsfællesskabet.
Så er det også klart, at når man taler om udenlandsk arbejdskraft, kan det jo godt være, at der, som ministeren også nævnte, ikke mindst for højt specialiserede, måske også højt lønnede medarbejdere også kan være en særlig stor gevinst økonomisk.
Men det er klart at for Socialdemokratiet betyder antallet også noget. Og det handler jo om, at der er stor forskel på, om man kommer ind og bliver en del af et arbejdssjak på en arbejdsplads, hvor der er en kultur med også danske lønmodtagere, og hvor man bliver integreret i det – det tror jeg de fleste af os opfatter som ret uproblematisk – eller om det er på en arbejdsplads, som der jo desværre også er eksempler på, hvor der kun går udlændinge.
Vi har set fra nogle af de rapporter, der er lavet om migrantarbejderne i Danmark, at når der er tale om arbejdspladser, hvor der kun er udenlandske lønmodtagere, så er der også større risiko for, at man bliver sat til meget farlige opgaver. Der er større risiko for, at der ikke er styr på arbejdsmiljøet. Der er større risiko for, at man faktisk kommer ud for måske endda også så fatale ulykker som den, vi så i sidste uge på Fyn, hvor der var lønmodtagere, der gik på arbejde og ikke kom hjem igen.
Derfor synes jeg, at vi har et ansvar for at diskutere det her med de nuancer, der er i det. Og for os er det klart, at antallet betyder noget. Men det, at der er så mange, som der er på det danske arbejdsmarked nu, er jo også et udtryk for, at vi i dag har regler, som tillader, at man kan komme hertil på ordnede løn- og arbejdsvilkår, og at det faktisk er muligt for dygtige danske virksomheder at rekruttere både inden for og uden for EU.
Men det er også rigtigt, at vi med regeringsgrundlaget har sagt, at vi ville gøre noget. Vi har faktisk allerede gjort en del. Ministeren har redegjort for nogle af de ting, som vi har gjort for at tiltrække mere udenlandsk arbejdskraft. Og vi står selvfølgelig også på mål for de aftaler, vi har lavet, eksempelvis om at udvide certificeringsordningen, hvor man kan sige, at man giver en forlomme til nogle af dem, der har styr på det, som har overenskomstmæssige forhold, som har tillidsvalgte, som har orden i penalhuset, altså hvor vi siger, at det sådan set er klogt at understøtte det, at det kan svare sig at være organiseret og have styr på det.
Derfor lever vi selvfølgelig op til det, vi har aftalt i regeringsgrundlaget, men vi har en situation lige nu, hvor det faktisk er muligt at komme hertil. Og på baggrund af det mener jeg heller ikke, at vi kan støtte det beslutningsforslag, som De Konservative har fremsat. Dels er der noget af det, som vi håndterer i regeringsgrundlaget, dels mener vi ikke, at man bare generelt skal udvide muligheden for at rekruttere udenlandsk arbejdskraft, for vi er nødt til at sikre, at det er til de rigtige lønninger, at det er til sikre arbejdspladser, og at det ikke er i stedet for de seniorer, som lige nu står nede på hjørnet og faktisk beder om at blive brugt – dem, der har ressourcerne, men som ikke kan få et arbejde, fordi de er fyldt 55 år, eller hvad de nu er.
Så med de bemærkninger ser vi frem til debatten. Vi støtter ikke forslaget her, men vi støtter selvfølgelig den diskussion med de nuancer, der er, omkring udenlandsk arbejdskraft.