Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 104:

Forslag til folketingsbeslutning om at forbyde praksis efter den islamiske sharia i dansk ret.

Af Morten Messerschmidt (DF) m.fl.

(Fremsættelse 23.01.2025).

Ordføreren for forslagsstillerne, hr. Mikkel Bjørn fra DF ønsker at give en begrundelse for forslaget.

Det her forslag har til formål at fastslå, at dansk ret og danske myndigheders afgørelse står over enhver religiøs praksis, herunder islamisk sharia. Det er uacceptabelt, at der i Danmark eksisterer parallelsamfund, hvor imamer og religiøse råd agerer som uofficielle myndigheder i sager om ægteskab, skilsmisse, opdragelse og kriminalitet. Den praksis underminerer retssamfundets autoritet og skaber et opdelt Danmark. For at beskytte retsstaten og sikre, er det kun er Folketinget og domstolene, der sætter rammerne for lov og orden i Danmark, er det nødvendigt at forbyde enhver anerkendelse eller enhver anvendelse af shariapraksis i danske retsforhold. Tak for ordet.

Tak til forslagsstillernes ordfører.

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er udlændinge- og integrationsministeren.

Tak for det. Først og fremmest tak til DF for det her beslutningsforslag. Det er vigtigt, at vi får sat fokus på forholdet mellem myndigheder og de skyggemyndigheder, der desværre findes i parallelsamfund. Skyggemyndighederne består af imamer og andre muslimske grupper og privatpersoner, som rådgiver om alt fra jobs, ægteskaber og konflikter, der alene burde håndteres af offentlige myndigheder.

Det er som med så meget andet: Vi kan ikke nedbryde parallelsamfundene, hvis deres eksistens bliver fortiet. Derfor skal der ikke herske nogen tvivl om, at vi synes, at det er forkasteligt, at dele af samfundet mener, at man skal henvende sig til et shariaråd i stedet for at henvende sig til politiet. Ikke nok med, at det modarbejder integrationen, er det også med til at undergrave de autoriteter, som er vigtige grundpiller i vores samfund. Er der samtidig danske myndigheder, der bidrager til, at den tendens normaliseres, ved at henvise til parallelsamfund i deres myndighedsudøvelse, er det selvsagt ikke i orden.

Når det er sagt, er det også vigtigt for mig at understrege, at man generelt kan havetiltro til myndighederne. Hvis man nu tager de sager, som forslagsstillerne nævner i deres beslutningsforslag, kan jeg forstå, at den praksis er blevet ændret. Det fremgår bl.a. af Familieretshusets retningslinjer, at medarbejderne ved bekymring for æresrelaterede konflikter, religiøse problemstillinger eller negativ social kontrol kan henvise til sikkerhedskonsulenterne. Sikkerhedskonsulenterne er en del af Nationalt Center mod Æresrelaterede Konflikter – det er det, vi kalder MÆRK – som har til formål at yde specialiseret rådgivning til alle landets kommuner og borgere i sager om æresrelaterede konflikter. Det er tilsvarende blevet indskærpet over for sikkerhedskonsulenterne, at rådgivning i enkeltsager heller ikke fremover må involvere samarbejde med imamer eller andre religiøse autoriteter. Endelig kan jeg også forstå, at Udenrigsministeriet i 2022 stoppede deres praksis med at legalisere skilsmissedokumenter udstedt af islamiske trossamfund.

Der er altså en del eksempler på, at myndighederne selv har rettet op, uden at det har været nødvendigt med ny lovgivning her fra Christiansborg. Det har vist sig, at løsningen ikke altid er flere regler og mere bureaukrati. Man kan komme langt ved at droppe berøringsangsten, tale højt om problemerne, bakke op om de ledere og medarbejdere, der er i den spidse ende, og så få sagt fra over for misforståede hensyn. Det er derude, at vi bedst værner om vores værdimæssige fællesskab, og det er der, vi sikrer os, at de institutioner, som vores samfund er bygget på, også består.

Regeringen skal derfor meddele, at vi ikke kan støtte beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg vil bare tage fat i den her naivitet, som ministeren giver udtryk for, når han siger, at vi kan løse alt derude ved bare at sende nogle signaler. Altså, ministeren har jo sendt, jeg ved ikke hvor mange signaler herinde fra Folketinget, eksempelvis om, at han ønsker, at hans egne kommunalbestyrelsesmedlemmer og egne borgmestre ude i kommunerne skal forbyde halalsvømning. Det signal bliver ikke engang opfanget af hans egne partimedlemmer. Hvordan bilder han sig ind at signaler sendt ud i samfundet til generelle personer placeret i systemet så bliver opfanget af de mennesker, der sidder derude? Jeg synes, at det er naivt, og jeg vil bare høre ministeren, om ikke også han selv synes, at det, han giver udtryk for, er udtryk for naivitet.

Ministeren.

Det er nok ikke nogen stor overraskelse: Nej, jeg mener ikke, at det, jeg giver udtryk for, er udtryk for naivitet. Hvad angår det om svømning, synes jeg sådan set, at vi tog det fra den rigtige ende. Jeg synes jo, at det var fremragende, at vi havde debatten herinde i Folketingssalen. Så lavede vi en undersøgelse af, hvor mange steder det foregår. Det var der efterfølgende en debat om. Det viste sig så, at man i en række kommuner mente, at det var en fantastisk idé. Så er vi endt med fra regeringens side at gøre det sådan, at man ikke kan lave den type af det, som ordføreren kalder halalsvømning. Det er et nyt udtryk for mig, men jeg tror sådan set, at det er en innovation, man har brug for, for det at kalde det kønsopdelt svømning dækker ikke det problem, der var med det. Men halalsvømning lyder næsten også for voldsomt, men lad gå.

Spørgeren.

Det er måske i virkeligheden et godt udtryk, fordi det netop beskriver det, der er tilladt i islam, og det, der ikke er tilladt i islam, altså haram. Jeg synes, at ministeren skal tage udtrykket til sig.

Vi har en regering, der i hvert fald gerne vil slå sig op på den stramme udlændingepolitik, og nu bliver der fremsat et forslag om at forbyde enhver implementering af sharia i dansk ret. Det burde jo være en så lavthængende frugt, at et ethvert parti i Folketinget efterhånden kan stemme for. Hvorfor bakker Socialdemokratiet og regeringen ikke op om det her fornuftige forslag?

Ministeren.

Det gør jeg ikke, fordi jeg synes, at det har karakter af en symbolsk markering. Hvad betyder sharia? Hvis man skal til at fortolke det og gå ned i meget, meget specifikke paragraffer, bliver det jo en papirtiger af dimensioner, og hvis det omvendt handler om, at folk sådan mere overordnet skal tænke over, om der er sharia i de ting, de implementerer, så mener jeg heller ikke, at det kommer til at have en større effekt. Jeg mener, at vi skal slå ned der, hvor det forekommer, altså i forhold til fætter-kusine-ægteskaber, svømmehaller og alle de andre ting, og så tager vi fat der, hvor det er.

Hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Jeg vil gerne vende tilbage til det der med de der kønsopdelte svømmehaller, for sådan som jeg mindes at debatten var herinde, var det jo lige før, at hr. Mohammad Rona fra Moderaterne løb sejrrigt rundt herinde. For han var glad. Jeg ved godt, at hr. Frederik Vad lige har sagt, at det var så fantastisk at føre udlændingepolitik på Moderaternes præmisser, men der er jeg nok ikke helt enig.

Vi ved alle sammen, at det er det, der sker, men kunne det ikke bare være rart sådan helt generelt – når nu ministeren selv er inde på det – at man havde en dansk minister, der bare stillede sig op og sagde: Der kan ikke være kønsopdelt svømning i Danmark – punktum? Det er vel derfor, at man bliver minister. Det er vel, fordi man har noget at sige. Så er ministeren for kønsopdeling af svømmehaller, også selv om det kun er lidt, eller er han imod kønsopdelt svømning?

Ministeren.

Hvis vi skal være meget præcise – og det eri forlængelse af den tidligere ordveksling med hr. Mikkel Bjørn – er jeg jo for, at man skal have lov til at have drenge- og pigesvømmehold i almindelighed. Men jeg er imod, at man lukker hele svømmehallen af, dvs. det, som hr. Mikkel Bjørn kalder halalsvømning, altså at man siger, at hvis der er et pigesvømmehold, så kan der ikke komme en tekniker ind og kigge på udsugningssystemet imens, så kan der ikke være en far til en af pigerne, der overværer det, og så kan der ikke være en mandlig træner. Det er jeg imod, og vi har sørget for, at kommunerne ikke kan lave det sådan. Så den er jo ikke længere end det.

Jeg ved godt, at hr. Kim Edberg Andersen og Danmarksdemokraterne har siddet på gruppemøderne oggentaget for hinanden, at det ikke er blevet forbudt. Men det er blevet forbudt. Man har jo ændret det reglement i Ligestillingsministeriet, der realiserer det her, hvor man siger, at man ikke kan lave den her form for kønsopdeling. Det er jo det, vi gerne vil, og så er vi jo lykkedes med det. Egentlig burde man – i hvert fald i Dansk Folkeparti, men jo også i en vis udstrækning i Danmarksdemokraterne – være glad for, at de debatter, vi tager herinde i Folketingssalen, har et konkret aftryk på den virkelighed, der er derude.

Spørgeren.

Jeg er altid glad, når der er en minister, der interesserer sig for Danmarksdemokraterne. Jeg er noget bekymret for, hvorfra han ved, hvad der foregår på Danmarksdemokraternes gruppemøder. Det synes jeg måske nok kræver en uddybning. Det er måske et andet niveau, vi skal på, siden Socialdemokraterne ved det. Men fred nu være med det.

Det er jo korrekt, at man har forbudt det, men man kan lige dispensere fra det. Er det ikke korrekt? Der er en dispensationsordning i loven. Det vil sige, at ministeren har indført en lov og så sørget for, at der er et smuthul. Er det ikke fuldstændig korrekt?

Ministeren.

Det er korrekt, at i det meste af den lovgivning, der findes i det her land, er der teoretiske smuthuller, som reelt ikke bliver brugt i praksis. Der er det eksempel, som Ligestillingsministeriet har givet os: Hvis man forestiller sig, at man i en by har en gruppe af kvinder, der er på kvindekrisecenter, og som gerne vil i svømmehallen, kan man i det tilfælde på grund af deres særlige psykiske situation aflukke en svømmehal, så de kan få lov til at svømme alene, men det er ikke nogen generel dispensation, der findes.

Der er ikke flere indtegnet. Tak til ministeren. Den næste i talerrækken er ordføreren for Socialdemokratiet, hr. Frederik Vad.

Tak for det, og tak til Dansk Folkeparti for beslutningsforslaget. I Socialdemokratiet er vi enige med Dansk Folkeparti i, at i Danmark har vi ikke bare et voldsmonopol; vi har også et juridisk monopol. Det vil sige, at vi ikke kan have alle mulige religiøse praksisser skrevet ind i vores lovgivning.

De eksempler, som Dansk Folkeparti har brugt i sit beslutningsforslag i bemærkningerne til at underbygge, hvorfor det her er vigtigt, nemlig eksemplet fra Udenrigsministeriet, eksemplet fra Familieretshuset og andre ting, har vi heldigvis fået rettet op på. For det er sådan, at myndighederne ikke skal tage hensyn til imamer, og at myndighederne ikke skal tage hensyn til religiøse ritualer eller religiøse skikke. Myndighederne skal alene agere på det grundlag, at vi har et juridisk monopol i Danmark. På samme måde skal politiet agere efter, at vi har et voldsmonopol i Danmark. Så man kan f.eks. ikke forhandle med voldsmænd om, hvordan man lige håndterer en eller anden situation. Det samme gør sig gældende her.

Hvorfor vil vi så ikke skrive det ind i lovgivningen? Der er to grunde til det. Ministeren var inde på den ene grund, som handler om, at vi jo kan skrive alt muligt ind i lovgivningen. Måske skal vi passe på med at få bureaukratiseret vores lovgivning for meget i det her land. Det er jo dobbeltkonfekt. De her ting er forbudt i forvejen, så det der med at skrive det ind flere gange er måske ikke så smart.

Den anden grund, som slet ikke har være nævnt indtil videre, og som egentlig synes er langt mere alvorligt, er, at hvis vi begynder at skrive ind, at vi selvfølgelig ikke kan acceptere sharia i myndighedernes håndtering af forskellige spørgsmål, så anerkender vi jo sharia. Jo mere islamisk sprog og islamisk kulturel praksis vi skriver direkte ind i lovens bogstav, i bemærkninger eller i bekendtgørelser, jo mere anerkender vi det parallelle retssystem, som islam er eller nogle steder kan være. Det er derfor, jeg faktisk ikke rigtig forstår Dansk Folkepartis forslag her. For hvis der er brodne kar derude, som administrerer forkert – ikke af ond vilje, men måske fordi de gerne hjælpe nogle kvinder til at få en religiøs skilsmisse og benytter sig af nogle imamer til at gøre det – så skal vi have det stoppet. Men det har jo intet som helst med lovens bogstav at gøre.

I dag er det jo sådan, at loven er lige for alle. Vi har et juridisk monopol. Der er ikke alle mulige andre ting, der gør sig gældende i forhold til folks rettigheder. Så jeg ville være meget, meget påpasselig med at skrive ind i vores lovgivning, at vi selvfølgelig ikke mener, at myndighederne skal have noget med sharia at gøre. Jeg tror faktisk, at det er en glidebane, som på sigt kan blive meget farlig for et land som vores, hvor der er lighed for loven.

Så med de ord vil jeg sige, at Socialdemokratiet er enig med Dansk Folkeparti i, at vi skal have fået gjort noget ved de brodne kar, der måtte være de steder, hvor myndighederne ikke kan finde ud af at håndtere forholdet til islam i Danmark på en ordentlig måde. Men vi skal ikke have skrevet alt muligt ind i lovgivningen om islam. Så vi afviser beslutningsforslaget.

Hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Jeg synes, at hr. Frederik Vads definition af at anerkende sharia er lidt underlig, for sharia er jo en ting. Altså, man kan godt anerkende, at det eksisterer, uden at anerkende, at det er godt, men i og med at det eksisterer, er vi også nødt til at forholde os til det, også som lovgivningsmagt. Og derfor bliver det en lidt mærkelig logik at sige: Uha, lad os forestille os, at det slet ikke eksisterer; så forsvinder det nok af sig selv. Det tror jeg bliver en lidt naiv tilgang igen fra Socialdemokratiets side.

Ordføreren.

Det er overhovedet ikke naivt. Jeg forstår slet ikke, at ordføreren ikke kan se, at det, han foreslår her, er totalt kontraproduktivt – selv på Dansk Folkepartis egne præmisser. Hvis vi begynder at fylde vores lovgivning med ord som islam, sharia og alle mulige andre ting, så er vi faktisk godt på vej til at anerkende islams retsvæsen i vores lovgivning. Altså, vi skal slet ikke skrive noget om den slags i vores lovgivning. Der skal bare stå, hvilke rettigheder folk har, og hvem der har ansvaret for, at de kan få de rettigheder og hævde de rettigheder, og hvad der skal ske, hvis de rettigheder bliver trådt under fode. Det er det, der skal stå. Så er der lighed for loven. Vi skal ikke have alt muligt med sharia stående i vores lovgivning.

Spørgeren.

Som lovgivningsmagt skal vi forholde os til fænomener, der eksisterer i virkeligheden – lige så vel som man, dengang man lavede maskeringsforbuddet, jo reelt bare burde have lavet et burkaforbud, for det var det, man gerne ville. Nu har man så lavet et forbud, hvor man ikke må klæde sig ud til fastelavn og alt muligt andet. Det bliver absurd, i stedet for at man forholder sig til det, der egentlig er ønsket med lovgivningen. Hvis man gerne vil forhindre shariaråd og islamiske skilsmisseråd osv., jamen så må vi da forholde os til de fænomener, som de nu engang er, selvfølgelig ikke positivt, men negativt ved at slå ned på dem.

Ordføreren.

Ja, vi forholder os til de fænomener ved at sige, at de ikke har noget at gøre i vores lovgivning. Og hvis der er nogen derude, der tager hensyn til de fænomener, så bryder de loven, enten lovens bogstav eller i hvert fald lovens ånd. Derfor vil jeg igen sige, at jeg ikke forstår, at Dansk Folkeparti kan se fornuften i at fylde vores lovgivning med alle mulige islamiske begreber. Jeg anerkender dem ikke. Altså, jeg anerkender ikke sharia som værende noget, der skal optræde i vores lovgivning.

Hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne.

Tak for det, og tak til ordføreren. Noget af det, ordføreren siger, giver jo god mening. Det er mange gange, ordføreren siger noget, som giver god mening. Jeg kan forstå på Socialdemokraterne, at de mener, de ligesom har fået lukket det her hul med kønsopdelt svømning, og jeg kan også godt forstå, at man ikke anerkender, at hr. Mohammad Rona havde ret i, at den undtagelse, der var – du ved, at man kunne dispensere – slet ikke er et problem.

Men den 14. november 2024 er De Radikales kultur- og fritidsborgmester i København ude at sige: Man kan jo bare holde det uden for offentlig åbningstid. Jeg kunne se på ordføreren, at der fik han en helt ny erkendelse. Jeg kunne se det hernede fra. Der røg en ny erkendelse ind på tavlen dér. Så man har jo faktisk ikke gjort noget. Man fandt et hul, lige så hurtigt som loven nærmest var i salen. Så hvornår har Socialdemokraterne og ordføreren tænkt sig at gå videre fra den erkendelse og skride ind og sige: Det kan man naturligvis ikke; bygningerne er offentlige, så det gælder heller ikke uden for den officielle åbningstid; det gælder hele tiden i danske svømmehaller.

Ordføreren.

Det kønsforbud, vi har gennemført via en bekendtgørelsesændring, hr. Kim Edberg Andersen, vil umuliggøre islamisk kønsopdeling i vores svømmehaller. Det vil umuliggøre det. Og ja, så er der en dispensationsmulighed, hvis nu nogle kvindelige voldtægtsofre f.eks. gerne vil have lov til at svømme et sted, hvor der ikke er mænd, fordi de tilhører en kultur, hvor det kan være svært.

Hr. Kim Edberg Andersen taler altid om, at han er den lille mands talerør og den gæve nordjyde. Altså, firkantet lovgivning, som ikke kan tage hensyn til nogle helt, helt særlige situationer, der er meget få af, troede jeg ikke man var tilhængere af i Danmarksdemokraterne. Jeg troede, man var trætte af skrankepaver og nusseprinser og papirnussere, som laver firkantede regler uden fleksibilitet og uden hensyn til situationer, der kan opstå. Men jeg kan sige til ordføreren: Islamiske kønsforbud kan man ikke længere opretholde i svømmehallerne med den her bekendtgørelsesændring.

Spørgeren.

Det er rigtigt, at vi ikke er vilde med flere embedsmænd. Det er Socialdemokraterne. Vi er faktisk sådan mere trætte af pseudolovgivning, og det excellerer socialdemokraterne jo i. Altså, man laver en lov. Så laver man en dispensation. Så finder man ud af, at man bare kan gøre det uden for officiel åbningstid, og det forholder man sig så slet ikke til. Og nej, det er rigtigt, at man ikke kan dispensere, hvis man skriver ind og siger: Jeg vil gerne have et islamisk kvindesvømmehold fredag eftermiddag. Det er rigtigt. Men hvis man siger: Jeg vil have et kvindesvømmehold fredag eftermiddag, så kan man dispensere fra det. Så det er jo pseudolovgivning. Det føles godt i maven; det batter ingenting i virkeligheden. Men det er jo en erkendelse værdigt. Jeg tror, man skal gå hjem og tænke over det og se, om man ikke kan få nummer 4 på plads i løbet af et stykke tid.

Ordføreren.

(Taleren ler). Det er et alvorligt emne, men der er noget i hr. Kim Edberg Andersens måde at gå til det på, som simpelt hen gør mig lidt blød i knæene; det beklager jeg.

Det, den radikale borgmester i København har sagt, er forkert, og vi har stoppet det her. Det er i øvrigt noget, som hr. Kim Edberg Andersens egen partiformand jo kunne have stoppet, dengang hun havde magten. Det gjorde man så ikke. Nu stopper vi det med en bekendtgørelsesændring. Det synes jeg sådan set er fint nok. Nej, det er ikke Inger Støjbergs skyld, men hun kunne jo bare have gjort det, altså hvis hun ville. (Fjerde næstformand (Lars-Christian Brask): Fru Inger Støjberg). Ja, undskyld, fru Inger Støjberg.

Der er ikke flere indtegnede. Tak til ordføreren fra Socialdemokratiet. Den næste ordfører i talerrækken er hr. Hans Andersen fra Venstre.

Tak for det. Jeg vil gerne starte med at takke Dansk Folkeparti for at sætte fokus på dette vigtige emne. Der kan ikke herske tvivl om, at der er betydelige problemer med parallelsamfund og negativ social kontrol i visse indvandrermiljøer i Danmark. Det er afgørende, at vi i Folketinget fører en åben og ærlig debat om forholdet mellem danske myndigheder og de skyggemyndigheder, der desværre eksisterer i disse miljøer.

Vi deler forslagsstillernes bekymring over shariaråd og andre uofficielle strukturer, der underminerer vores retsstat og hæmmer integrationen. Det er uacceptabelt, at borgere søger vejledning og afgørelser fra disse råd i stedet for at benytte de officielle myndigheder, og det er endnu mere uacceptabelt, hvis danske myndigheder på nogen måde bidrager til at normalisere denne praksis. I Venstre har vi som udgangspunkt tillid til, at myndigheder og offentligt ansatte udfører deres arbejde korrekt og efter gældende lovgivning, men forundersøgelsen fra Nationalt Center mod Æresrelaterede Konflikter viser desværre, at der er tilfælde, hvor myndighedspersoner lader sig påvirke af udanske normer i deres embedsførelse. Det skal vi have en grundig undersøgelse af for at få det fulde billede af problemets omfang og konsekvenser og også have forslag til at komme de her uacceptable handlinger til livs.

I Venstre mener vi, at vi begynder ved at droppe berøringsangsten og de misforståede hensyn. Vi skal stå fast på, at i Danmark er det dansk lovgivning, der gælder, og ikke religiøse eller kulturelle dogmer. Det er en grundlæggende forudsætning, at alle offentligt ansatte udelukkende handler i overensstemmelse med dansk lovgivning, som har forrang i alle officielle beslutninger og sagsbehandlinger. Offentligt ansatte, uanset deres personlige overbevisninger eller baggrund, er forpligtet til at følge de love og regler, som Folketinget har vedtaget, og som danner grundlaget for den danske retsstat. Derfor kan ingen alternativ retspraksis, herunder sharialov eller andre religiøse normer, på nogen måde have officiel eller juridisk betydning i myndigheders arbejde.

Beslutningsforslaget, vi drøfter i dag, handler således om, hvorvidt vi skal forbyde andre former for lovgivning end den danske. I Venstre ser vi det som en selvfølge, at dansk lovgivning altid er den eneste retslige praksis, der er korrekt og gældende i Danmark. Selv om det burde være en selvfølge, at offentligt ansatte følger dansk lovgivning, må vi jo samtidig sikre, at ingen medvirker til at fastholde borgerne i en negativ social kontrol, for det er i direkte modstrid med dansk lovgivning og vores grundlæggende værdier. Det er fuldstændig uacceptabelt, og derfor skal vi have stærkere værktøjer til at identificere og håndtere de tilfælde, så vi sikrer, at alle offentligt ansatte lever op til deres ansvar for at beskytte borgernes frihed og rettigheder.

Det arbejde glæder vi os til at fortsætte sammen med Dansk Folkeparti, resten af Folketinget og regeringen. Det skal være tydeligt, at det skal have konsekvenser, hvis en medarbejder i det offentlige misbruger sin stilling til at understøtte negativ social kontrol, herunder fyringer. Staten og kommunerne har en forpligtelse til at stå på borgernes side, ikke på undertrykkernes, og vi må aldrig acceptere nogen form for svigt i denne opgave. I Danmark er det dansk ret, der gælder, og det skal håndhæves konsekvent. På den baggrund skal jeg meddele, at Venstre ikke kan støtte beslutningsforslaget. Tak.

Tak for det. Hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Jeg vil bare lige tage fat på det her med fyringer, som jeg også tror statsministeren nævnte tidligere. Hvad er garantien for, at de mennesker så rent faktisk bliver fyret, i det tilfælde at de udnytter deres position? Det kan godt være, det er at skyde over målet, men hvis de er en del af et system, der understøtter den her femtekolonnevirksomhed, hvordan sørger vi så fra Folketingets side for, at det system sørger for at luge ud i de brodne kar?

Ordføreren.

Det mener jeg også vi skal have en rigtig grundig drøftelse af. Jeg synes, og Venstre synes, at medarbejdere, der misbruger deres stilling, skal fyres, det er første skridt, og når det er sket, så synes jeg, og så synes Venstre, at vi skal have overvejelser, der handler om, om man f.eks. som socialrådgiver kan blive ansat et andet sted i en anden kommune, altså hvis man helt grundlæggende modarbejder og bryder med danske værdier. Den drøftelse vil jeg gerne have med både regeringen og med Folketingets partier, men ja, jeg synes sådan set helt klart, at de skal fyres, men skal det også have yderligere konsekvenser?

Spørgeren.

Det synes jeg er en meget relevant overvejelse, også fordi vi jo har set eksempler på sosu-hjælpere med udenlandsk baggrund – ikke fordi det har noget med det specifikt at gøre – som ydmygede og, tror jeg også, udøvede seksuelle overgreb på ældre mennesker på plejehjem, og så blev de fyret, og så blev de ansat på et nyt plejehjem. Det kunne man jo forestille sig også gør sig gældende andre steder i det offentlige system. Så måske vi også skal have en grundlæggende debat om, hvordan vi løser det her problem helt generelt.

Ordføreren.

Vi skal have en grundlæggende debat om det. Det er jeg enig i. Vi har jo eksempler på læger, der ikke lever op til lægeløftet og dermed ikke kan fortsætte med at arbejde som læge. De overvejelser skal vi også have her, for hvis man som socialrådgiver tager sine værdier med på arbejde og grundlæggende modarbejder det danske retssamfund og modarbejder borgernes retskrav, så skal vi have nogle drøftelser af, om det skal kunne fortsætte i en ny kommune. Det vil jeg gerne deltage i, men her og nu skal de bare fyres. Det er min holdning.

Tak til ordføreren fra Venstre. Ordføreren fra Nordjylland og Danmarksdemokraterne, hr. Kim Edberg Andersen, er den næste på talerstolen.

Tak for det, formand, og det er dejligt at se, at formanden anerkender, at det nærmest er en titel at være nordjyde. Det var da på tide, at det blev anerkendt i Folketingssalen. Når vi nu tager den her debat på bagkant af den debat, vi har lige har haft, tager vi den i stedet for at læse hele talen op, sådan lidt på en anden måde.

Jeg synes jo faktisk, at intentionen bag det, som Dansk Folkeparti er kommet med, er rigtig; det er jo et opgør med det, vi frustrerede kan blive ved med at se der sker, hvor vi hører en masse snak, og der ingenting sker, og man så laver en ny undersøgelse. Den kommer så ikke helt til bunds i det, og så laver man en undersøgelse mere, som så heller ikke kommer helt til bunds i det, og så kan jeg godt forstå frustrationen, og at man så tænker, at så lad os lave sådan en generel lovtekst, der siger, at der ikke skal være nogen sharia i dansk lovgivning. Men jeg vil faktisk give hr. Frederik Vad ret i – og det er jo ikke noget, der tit kommer til at ske, for han siger jo meget, og en gang imellem rammer han lidt – at det er lidt af et knæfald, og at man også risikerer at anerkende, at sharia overhovedet har nogen bevæggrund i det danske samfund. Jeg ved, at den bliver praktiseret, og det skal vi ikke acceptere, og jeg ved også, at der er mennesker, der bliver undertrykt på grund af den, og det skal vi ikke acceptere.

Så det er nok, fordi jeg sådan meget ser det som et forslag, hvor man forsøger at sige, at hvis man nu finder én linje, og kan man finde ti ord, der løser hele problemet, så er man i mål, og det tror jeg ikke man er. Jeg tror til gengæld, at det, Dansk Folkeparti har gjort igennem det sidste stykke tid, og som vi i Danmarksdemokraterne også vil understøtte at man gør fremadrettet, er at spise elefanten i skiver, altså forslag for forslag hernede i salen. Hver eneste gang vi kan se, at der er nogle tåber i Danmark, der tror, at sharialovgivning er noget, der har nogen som helst gang på jorden, så skriver vi et beslutningsforslag, tager det med i Folketingssalen og får det smidt ud. Men jeg tror ikke på, at den her problemstilling kan skæres ned til noget, der er helt sort-hvidt, selv om jeg godt kan følge frustrationen, og jeg faktisk godt kan lide intentionen med, at så gør da for pokker noget, for den frustration deler vi i Danmarksdemokraterne. For når vi ser, at der er ramadanfester på et rådhus, så er det et knæfald for det, vi ikke vil, og når vi ligesom før med kønsopdelte svømmehaller ser, at man kan dispensere sig ud af det eller kalde det noget andet, og man igen så kan lukke øjnene i 10 år, indtil der er nogle, der gør noget ved det, så kan vi jo godt sige, at det kunne man henholde under sharia. Men det er jo da bare noget, vi skal lukke med det samme, og hvor vi skal slå langt hårdere ned.

Når vi ser, at der er ghettoer, og at vi har et område i Jylland, hvor fire mandlige kammerater kan kaste sig ind i en bil og køre rundt som små sheriffer og tæve eller true sig til, at ganske almindelige fredelige borgere – ganske givet med en anden tro, men ganske almindelige fredelige borgere – kan blive truet til at holde deres mund, så er det jo rigtigt, at man godt nok tit vælger fred over frihed, men det er, fordi vi herinde fejler. Vi løser det ikke med den enkelte linje – det gør vi desværre ikke – og vi løser det heller ikke med, at det herinde altid bliver puttet i nogle syltekrukker, fordi et beslutningsforslag aldrig er godt nok, og man i regeringen, hvis man ikke kan lide det, og nu ser jeg på Moderaterne, så laver en undersøgelse, som man laver så lille, at man bliver nødt til at lave en større undersøgelse, og hvor der så lige pludselig er gået 10 år. For det, vi glemmer, er jo, at det er et menneske, der bliver undertrykt i Gellerupparken af den her shariapatrulje, og at det er en kvinde, en mand, som vi svigter, og vi har gjort det i årtier.

Vi har både svigtet de danskere, der har været her i generationer, men også nye danskere, som har budt ind, og som vi hørte fra hr. Mohammad Rona jo langt er flertallet. Dem svigter vi jo altså også, og vi løser det ikke med det her. Men jeg kommer aldrig til at anerkende, at sharia er noget, som overhovedet har nogen gang på jorden i forhold til dansk lov, og jeg har også været ude at sige, at jeg også synes, det er et knæfald, at »inshallah« er kommet ind i en dansk ordbog. Vi siger det ikke i Nordjylland, og så kan I lave en københavnerordbog, hvis I siger det meget herovre, men dansk bliver det aldrig, og det bliver »sharialov« heller aldrig. Men det første skridt til at gøre det anerkendt er nok at begynde at lave lovgivning, hvor vi begynder at anerkende, at der er noget, der hedder sharia, at vi anerkender, at der findes noget så grimt i Danmark, og det skal vi ikke anerkende. Men det skal vi bekæmpe, og vi skal bekæmpe det meget hårdere, meget hurtigere og meget mere effektivt, end vi gør nu, og det kræver nok en anden regering, og det kan vi så håbe på at vi får, og så skal vi bekæmpe det skive for skive, sådan at elefanten til sidst forsvinder, og danskere, nye som gamle, kan leve i fred og frihed i det, vi alle sammen helst vil kalde et fædreland, der bygger på fælles værdier om, at vi alle sammen er frie til at gøre, som vi lysterr. Tak for ordet.

Hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Jeg undrer mig lidt over den afsluttende bemærkning om, at vi skal bekæmpe det, men at vi ikke skal anerkende, at det findes. Jeg synes, det bliver en lidt sjov logik, at man vil bekæmpe noget, som man ikke engang anerkender eksisterer. Hvis man skal kunne bekæmpe noget, må man også anerkende, at det eksisterer.

Hvad angår det her med, at hvis vi skriver det ind i loven, så er det, fordi vi anerkender det, så vil jeg sige, at vi også har straf for voldtægt, overfald, bankrøveri og alt muligt andet, men betyder det så, at vi anerkender det? Det findes jo, det er jo fænomener, der eksisterer ude i virkeligheden, så derfor giver det god mening at skrive det ind i loven. Så jeg synes, at det argument om, at vi ikke skal skrive det ind i loven, fordi vi så anerkender det, er et mildest talt meget letkøbt argument. For hvis et fænomen eksisterer, hvis et fænomen er et problem, er det jo legitimt at lave lovgivning, der forhindrer det.

Ordføreren.

Vi kan lave al den lovgivning, vi vil, og vi kan skrive ind i den nye grundlov, at vi ikke anerkender sharia, men Dansk Folkepartis argument om, at man ikke kan bekæmpe noget, man ikke anerkender, forstår jeg ikke. For jeg anerkender heller ikke, at der findes mere end to biologiske køn, men jeg bekæmper det da, hver eneste gang tåbelighederne om, at der er flere end to biologiske køn, bliver fremført her i Folketingssalen. Der er vi nået frem til en eller anden anerkendelse af, at det findes. Jeg ville jo meget hellere have haft, at vi bare havde taget udgangspunkt i det, som biologien har lært os, nemlig at der findes to køn, og så forholdt os ud fra, at hvis vi skal behandle mennesker ordentligt, så behandler vi de to køn ordentligt, og så kan man synes, hvad man vil.

Hvis vi skal bekæmpe sharia, skal vi ikke skrive det ind i dansk lovgivning. Det vil jeg på det kraftigste fraråde. Vi kan godt snakke om det, men det skal aldrig nogen sinde ind i dansk lovgivning, for jeg er simpelt hen bange for, at der sker en eller anden form for ligestilling, og det er dét, vi skal undgå, hr. Mikkel Bjørn.

Spørgeren.

Nu nævner hr. Kim Edberg Andersen selv det her eksempel med, at der kun er to køn, og da der er det, giver det også god mening at have en lovgivning, der repræsenterer det forhold, at der kun er to køn, lige så vel som det giver god mening at have en lovgivning, der repræsenterer, at man ikke anerkender sharia i dansk ret. Altså, lovgivningen afspejler jo bare samfundet. Jeg forstår ikke helt argumentet, men det er fair nok, hvis Danmarksdemokraterne ikke bakker op om det her.

Jeg er ked af, at ordføreren ikke forstår argumentet, for man kan sige, at hvis vi nu bare havde stået fast i starten og sagt, at der kun var to biologiske køn, så kunne vi have løst en masse problemer for alle de mennesker, som har behov for at leve deres liv på en anden måde, uden at skrive det ind i en masse lovgivning. Jeg er bange for, at vi har skudt os selv i foden gang på gang.

Det er sidestillingen, altså det, at vi anerkender, at sharialovgivningen er en lovgivning, det handler om. Det er det, jeg ikke anerkender. Det er ikke en lovgivning. Det er tåbeværk, som vi ikke skal acceptere, og der skal slås hårdt ned på det gennem dansk ret.

Hr. Frederik Vad, Socialdemokratiet.

Jeg er meget enig med hr. Kim Edberg Andersen i det, han sagde, og jeg synes faktisk, at jo mere jeg tænker over det her beslutningsforslag, jo mere voldsomt synes jeg egentlig det er, at Dansk Folkeparti er kommet med det. Hvis vi skal skrive ind i lovgivningen, at myndighederne ikke skal tage hensyn til sharia – det er altså noget, de ikke skal gøre i forvejen – skal vi jo definere i lovgivningen, hvad sharia er. Så skal vi jo skrive hele straffesystemet, alting ind i lovgivningen som noget, der på en eller anden måde bliver anerkendt som værende så stærk og enestående en kraft i vores samfund, at det på en eller anden måde skal have en plads i vores lovgivning. Det er jo i virkeligheden – uden at jeg vil skyde hr. Mikkel Bjørn nogen som helst motiver i skoene, for jeg tror slet ikke, han har haft de motiver – faktisk et lillebitte skridt i retning af det, som nogle imamer har været ude at efterspørge, når de f.eks. har sagt, at vi skal have et eller andet statsligt shariaråd, en eller anden form for statslig blåstempling af, at det er et system, der er værd at anerkende fra lovgivers side.

Ordføreren.

Jeg tror, vi hele tiden skal huske på, at islam har et meget, meget lang historisk sigte. De kan godt leve med, at det ikke bliver i den her folketingssamling eller om 50 år eller om 100 år, de vinder. Derfor kan de godt leve med de små skiver. Derfor er inshallah i en dansk ordbog det første skridt. Så kommer det næste skridt og det tredje skridt, og lige pludselig – og det er fuldstændig korrekt, at det er min frygt – sidestiller man noget, fordi man bliver nødt til at udelukke det, og så skal vi også forholde os til det i detaljen og fremhæve det og vise det og have debatter om, hvad der er op og ned, og om dansk lov er bedst, eller om sharialov er bedst. Vi kan jo se det på alle mulige andre områder. Jeg kan nævne den grønne omstilling, hvor jeg tit har hørt, at jeg bare skal blive veganer og spise springbønner, selv om vi alle sammen ved, at kød er bedst. Vi får nogle tåbelige debatter herinde, hvis vi sidestiller det og skal forholde os til det ved al lovgivning. Regeringen skal bare huske, at det kommer fra det rigtige sted i Dansk Folkeparti, for det er en frustration over, at der sker for lidt fra regeringens side for at få løst problemerne.

Tak til ordføreren fra Danmarksdemokraterne. Den næste i talerrækken er hr. Mads Olsen fra SF.

Tak for ordet, formand. Dansk Folkeparti har fremsat et beslutningsforslag, der pålægger regeringen at forbyde enhver form for anerkendelse af sharia i dansk ret. Lad os lige få en ting på det rene: I Danmark er det dansk lov, der gælder. Punktum. Der skal ikke herske tvivl om, at SF tager parallelsamfund og religiøs kontrol dybt alvorligt. Vi skal ikke længere tilbage end til november, hvor SF var fremme med et udspil om at stramme myndighedernes greb om anerkendte trossamfund og forkyndere, og forleden var vi ude med et forslag om at lade multikriminelle familier komme ind under de her bandepakker. Og jeg kan godt love, at det ikke er sidste gang, vi kommer med sådan nogle forslag.

Når kvinder nægtes skilsmisse, når voldsofre tvinges til tavshed, og når retssager afgøres i skyggen af det officielle retssystem, er det et frontalangreb på vores frihed, vores demokrati og vores ligestilling. TV 2-dokumentaren »Ghetto«, der udkom onsdag aften, tegner et rystende billede af, hvordan religiøse normer i visse miljøer træder ind, hvor staten burde beskytte borgerne: Børn fjernes fra deres mødre, hvis de ønsker skilsmisse, og ofre for vold bliver presset til at tie stille. Milliardprojekter i Gellerup har forsøgt at komme parallelsamfundet til livs, men nogle steder lever skyggesystemerne stadig væk. Det er uacceptabelt, og det er problem, vi som samfund skal løse.

Men SF kan ikke støtte Dansk Folkepartis forslag, ikke fordi vi bagatelliserer problemerne, tværtimod, men fordi vi synes, at det lidt er et slag i luften, der ikke løser noget reelt problem, for sharia er ikke en del af dansk ret, og ingen religiøs domstol har myndighed i Danmark. Retssystemet er allerede bundet af grundloven, menneskerettighederne og internationale konventioner. Hvis der er myndigheder, der svigter deres ansvar og legitimerer religiøse særhensyn, skal vi gribe ind over for dem. Men at forbyde en praksis, der allerede er uden retskraft, mener vi er symbolpolitik.

Det er jo også nogle lidt kloge overvejelser – det er derfor, jeg er meget godt kan lide nogle af de her debatter – der er kommet i løbet af den her debat, nemlig det, som hr. Kim Edberg Andersen og hr. Frederik Vad rejser, og som jeg faktisk ikke havde tænkt på, nemlig den her vinkel med, at hvis man anerkender det, anerkender man jo også, at det er noget, der er så stort, at det kræver en eller anden form for anerkendelse. Jeg tænker også, at vi må have et system, der siger, det er dansk lov, der gælder, uanset om der er shariaret. Hvis vi mener, at det er nødvendigt at skrive shariaret ind, for at vi får et system, der siger, at det er dansk lov, der gælder, hvad bliver så det næste?Skal vi så også skrive alle mulige andre ting ind i stedet for bare at have et system, hvor det er dansk lov, der gælder? Det vil vi i SF i hvert fald hellere have.

Hvis vi for alvor vil gøre op med de problemer, som forslagsstillerne påpeger, skal vi gøre det ordentligt. Vi skal sikre, at ofre for social kontrol får reel beskyttelse, at myndighederne ikke svigter, når kvinder søger skilsmisse eller hjælp mod vold, at ingen børn bliver holdt fanget i et parallelsamfund. Det kræver handling og ikke symbolpolitiske forbud, der mest af alt ligner en gentagelse af Dansk Folkepartis gamle diskussioner om halalkød. SF er ikke bange for at tage debatten om integration og sammenhængskraft, men det kræver, at vi forholder os til det, der reelt er problemet: social kontrol og strukturer og svigt fra myndighedernes side. Vi skal have et retssystem, der altid skal være stærkere end enhver religiøs norm. Lad os tage fat der i stedet for at stemme for et forslag, der ikke ændrer noget i virkeligheden. Tak for ordet.

Tak til ordføreren fra SF. Den næste i talerrækken er ordføreren fra LA, fru Sandra Elisabeth Skalvig.

Tak for ordet. Dansk Folkeparti har fremsat et beslutningsforslag om at forbyde praksis efter den islamiske sharia i dansk ret. Vi i Liberal Alliance deler intentionen bag forslaget om, at danske myndigheders afgørelser skal stå over enhver religiøs praksis. Det er afgørende, at vi i Danmark fastholder en retstilstand, hvor danske love og demokratiske beslutninger gælder for alle uden undtagelser.

Vi er enige med forslagsstillerne i, at der er behov for at understrege, at parallelle retssystemer, der er baseret på religiøse principper, såsom sharia, på ingen måde har plads i det danske samfund. Ingen religiøs eller kulturel praksis skal undergrave eller erstatte den legitimitet, der ligger hos vores offentlige myndigheder og retsvæsen. Derfor ser vi i Liberal Alliance også positivt på denne del af forslaget. Men vi har samtidig også et betydeligt forbehold. Vi mener ikke, at svaret er at gå så vidt som at forbyde alt, der knytter sig til en bestemt religion eller kultur.

Danmark er et åbent og frit samfund, hvor religionsfrihed er en central værdi. Derfor er vi kritiske over for de dele af forslaget, der indebærer generelle forbud mod specifik religiøs praksis, der ikke i sig selv underminerer dansk lov og ret. Vi ønsker en klar adskillelse mellem et principielt nødvendigt opgør med en praksis efter den islamiske sharia i dansk ret og en respekt for individets grundlæggende frihed til at tro på det, man vil. På den baggrund kan vi i Liberal Alliance ikke støtte forslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for Liberal Alliance. Den næste i talerrækken er hr. Mohammad Rona fra Moderaterne.

Tak for det, formand, og tak for en rigtig god debat, både den første og også her nu. Vi har jo talt rigtig meget om det, og der var jo nogle af de her, hvad skal man sige, afsløringer i Zetland, der gjorde, at man begyndte at grave lidt mere ned i det her. Jeg ved, at både hr. Frederik Vad og jeg selv var med i nogle af de der afsnit, og det er jo ret vildt, at Familieretshuset på den ene eller den anden måde har haft en form for samarbejde med Mariam Moskeen i København. Det synes jeg godt man kan påpege, og det synes jeg godt man kan sige noget om. Jeg tror også, at man på et tidspunkt i Familieretshuset, da der kom de her afsløringer, var nået så langt ud, at man fra Familieretshuset side faktisk ikke rigtig vidste, hvad man skulle gøre, og der var Mariam Moskeen jo sådan set den eneste løsning. Jeg siger ikke, at det var den rigtige løsning, men det var den løsning, der var der. I Danmark gælder dansk lov; dansk lov er nummer et; alt andet må vige. Og det synes jeg også at vi har debatteret rigtig meget i dag, også i debatten før den her.

Så det er glædeligt, at både Familieretshuset, politiet og også Udenrigsministeriet har fjernet noget i deres praksis i forhold til anerkendelsen af sharia. Det er jo lidt vildt, for i England er der, så vidt jeg ved, omkring 100 shariadomstole, og det er jo fuldstændig vanvittigt. I Danmark skal der være nul. I Danmark gælder dansk lov og den danske grundlov. Tak for ordet, og vi støtter ikke forslaget.

Tak til ordføreren for Moderaterne. Konservatives ordfører, fru Brigitte Klintskov Jerkel, er den næste i talerrækken.

Mange tak, formand. Og også tak til Dansk Folkeparti for at rejse debatten her, som jo egentlig slet ikke burde være nødvendig, da man selvfølgelig som borger og som myndighed i Danmark skal følge dansk ret og lovgivning. Men der er desværre mange eksempler på, at det ikke foregår sådan i praksis. Jeg synes, at der er mange gode forslag, som er puljet sammen her i beslutningsforslaget. Det Konservative Folkeparti er helt enig i, at der ikke skal være shariaregler i dansk lovgivning. I Danmark er det dansk lov, som er gældende, og det skal alle borgere og myndigheder respektere og overholde, og vi kan selvsagt ikke leve med, at der er imamer, som praktiserer at sætte shariaregler over dansk lovgivning, ej heller, at der er ansatte i myndighedsfunktioner, som ikke lever op til dansk lov og praktiserer shariaregler. Det skal stoppes. Den slags islamiske parallelsamfund er ødelæggende for vores sammenhængskraft i Danmark.

Når vi ikke kan støtte forslaget her, er det, fordi det er skrevet ind i forslaget, at der ikke må bæres tørklæde på offentlige arbejdspladser. Var det ikke skrevet ind i beslutningsforslaget, kunne Det Konservative Folkeparti godt have støttet det. Tak for ordet.

Tak til ordføreren for Det Konservative Folkeparti. Den næste i talerrækken skulle have været ordføreren for Enhedslisten, men der er ingen til stede fra Enhedslisten i salen, så det bliver ordføreren for Radikale Venstre, fru Zenia Stampe.

Tak for det. I Danmark er der én slags lov, og det er den verdslige lov. Dem er der så i øvrigt rigtig mange af, skulle jeg hilse og sige. Men der er ikke noget andet lovsystem, som vi på nogen som helst måde anerkender. Samtidig har vi jo som mennesker alle nogle moralske fikspunkter og værdier, som vi guider os selv efter. Mange kristne vil sikkert sige, at de henter inspiration i kristendommen og i nogle af de værdier, som ligger i kristendommen, det kunne f.eks. være næstekærlighed. For mange muslimer tror jeg egentlig også at en del af sharia også bare er nogle overordnede værdier. Nu har jeg selv været rundt til en del ramadanfejringer her på det sidste, og de handler altid om barmhjertighed og tilgivelse, som er nogle overordnede værdier. På det niveau – for sharia er jo et ekstremt vidt begreb – er det jo ikke mere problematisk, end når man snakker om kristne værdier.

Men det bliver selvfølgelig problematisk, i det øjeblik de får en slags lovstatus. Det kan vi på ingen måde bakke op om. Det gælder de lande, der blander religiøs og verdslig ret sammen. Det må de lande selvfølgelig selv om, men sådan et samfund har vi på ingen måde lyst til at være. Og det gælder i særlig grad de lande, hvor man er meget bogstavtro i sin tilgang til islam, og hvor vi jo ser nogle situationer, som man slet ikke kan forstå foregår i den her tid. For sådan som jeg egentlig forstår på mange af mine muslimske venner, og det var også det, jeg sagde i et af mine spørgsmål tidligere i dag, så har der sådan set inden for islam været en lang tradition for at fortolke sharia i forhold til tid og kontekst.

Men når det så er sagt, har jeg det selv sådan, at selv når sharia bliver fortolket og ikke er en eller anden bogstavtro læsning, må det jo være op til den enkeltes tolkning. Det kan aldrig nogen sinde være et råd af nogle andre, altså en anden autoritet, der skal sidde og fortolke en religiøs tekst og på den måde komme med et dekret, der har en eller anden form for status over for enkelte individer i vores samfund. Det er totalt i modstrid med de værdier, vi hylder i Danmark.

Med de ord kan vi ikke støtte forslaget, fordi vi egentlig synes, det er lidt uklart, hvad sharia er. Sharia er altså ikke kun det, man udøver i Saudi-Arabien, eller hvad man kunne nævne som eksempler. Nogle opfatter det også bare som nogle overordnede budskaber, og det er der jo ikke noget galt i, men i det øjeblik det bliver konkrete leveregler, som enten skal fortolkes helt bogstavtro ud fra en meget gammel tekst eller skal udlægges af folk, der påstår at have en autoritet over for andre, der kan sammenlignes med en juridisk autoritet, er det bare helt hen i vejret, og det kan vi selvfølgelig ikke støtte. Men det her forslag er jo alt for uklart i forhold til netop anvendelsen af sharia, og det er også det, der er flere, der har været inde og fremhæve i deres kommentering af forslaget, og derfor er vi også imod.

Tak til ordføreren for Radikale Venstre. Ordføreren for Alternativet er ikke til stede, så den næste på talerstolen er ordføreren for forslagsstillerne, hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Tak for debatten. Der er kun én myndighed i Danmark, og det er den danske stat. Det er ikke moskéen, det er ikke imamen, det er ikke et shariaråd, men danske myndigheder valgt af det danske folk. Det er det, det her beslutningsforslag handler om, altså at fastslå en gang for alle, at Danmark er en retsstat, ikke et kludetæppe af religiøse særregler og parallelsamfund. Derfor står vi her i dag med et forslag, der burde være helt unødvendigt, for selvfølgelig skal der ikke være hensyn til sharialoven, når danske myndigheder træffer afgørelser. Selvfølgelig skal det være Folketinget og kun Folketinget, der sætter retsnormernei Danmark.

Men desværre er virkeligheden den, at det ikke altid er sådan, det er længere. Vi har set, hvordan moskéer i Danmark afholder islamiske skilsmisser parallelt med det danske retssystem, og hvordan imamer rådgiver kvinder til ikke at gå til politiet, når de bliver slået, men i stedet at søge hjælp hos islamiske råd. Vi har set, hvordan Familieretshuset selv har anerkendt de her religiøse strukturer og bedt kvinder om at gå til imamen for at blive rigtig skilt, som om den danske stat ikke længere er nok. Det er et myndighedshul, og det skal lukkes. Vi har også set, hvordan muslimske miljøer har deres egne uskrevne love, blodpenge, social kontrol, kønsopdeling og en fatwakultur, hvor imamens ord vejer tungere end dansk lovgivning.

Alt dette er i strid med de værdier, der har gjort Danmark til et trygt, frit og lige land. Og hvad har Folketinget gjort? Talt om stramninger, lavet kampagner og skåltaler og sagt: Integrationen skal foregå på baggrund af danske værdier. Men i praksis stemmer stort set hele Folketinget imod, hver gang man får muligheden for at sætte handling bag ordene; man stemmer imod forbud mod flerkoneri, stemmer imod repatriering, stemmer imod, at kriminelle udlændinge skal miste deres kørekort, og stemmer imod det her forslag. Det er et forslag, der skulle sikre, at der kun er ét regelsæt i Danmark, nemlig dansk lov. Socialdemokratiet og andre partier taler om værdier, men giver statsborgerskab til islamister, taler om kontrol, men underkaster sig EU og internationale konventioner, og taler om ansvar, men svigter danskerne igen og igen.

Dansk Folkeparti er det eneste parti, der konsekvent og loyalt over for det danske folk forsøger at forsvare Danmarks kulturelle, juridiske og værdimæssige sammenhængskraft. Det er os, der stiller forslag om at forbyde islamisk sharia i dansk ret. Det er os, der siger: Her går grænsen, nok er nok. Det handler om lov og orden, om suverænitet og om retten til at leve i et land, hvor det er Folketinget og ikke religiøse autoriteter, der bestemmer. Vi ønsker en lov, der entydigt forbyder enhver anvendelse af shariaret i danske retsforhold, uanset om det sker i moskéer eller i forbindelse med familiekonflikter eller kulturelle undskyldninger i straffesager. Vi ønsker en regering, der ikke bøjer nakken for særhensyn, men står fast på, at Danmark skal være dansk. Tak for ordet.

Hr. Frederik Vad, Socialdemokratiet.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge hr. Mikkel Bjørn, som har stillet det her, synes jeg, ret vilde forslag, om noget: Hvad er det for nogen imamer, hr. Mikkel Bjørn mener staten skal hyre ind som konsulenter for at sikre, at det er den helt rigtige form for definition af sharia, der kommer til at stå i vores sekulære lovgivning? Har hr. Mikkel Bjørn nogen navne på nogle imamer, vi kan bruge til at rådgive os i forhold til at sikre os, at vi fuldstændig præcist får beskrevet, hvad sharia er?

Det kan være, at hr. Frederik Vad kender nogle, men jeg havde egentlig bare tænkt mig, at vi skulle tage udgangspunkt – det er også det, der fremgår af beslutningsforslaget – i den måde, hvorpå samfundet i dag allerede påvirkes af sharia og islamiske retsnormer, med kønsopdelt svømning, med shariaråd osv. Det er jo de ting, vi kan tage udgangspunkt i, og det er det, der vil være vores opfordring, nemlig at vi sætter foden ned og siger, at alt det, der er i dag påvirker det danske samfund negativt, skal ikke have nogen indflydelse på dansk ret.

Spørgeren.

Men hvis hr. Mikkel Bjørn vil beskrive, hvad sharia er, og have det stående i lovgivningen, hvilket jo er fuldstændig grotesk, så skal der sættes hegnspæle rundt om sharia. Det er der nogen, der skal definere. Det kan ikke være nogen herinde. Vi er jo ikke religiøse forkyndere. Så hr. Mikkel Bjørn skal ud at finde nogle imamer, der kan sidde og skrive, hvad der skal stå i den danske lovgivning. Det er jo konsekvensen af det her forslag, og derfor mener jeg, at Dansk Folkeparti har begået et selvmord ved at fremsætte det her i Folketingssalen i dag. Tak for diskussionen, og nyd det gode vejr bagefter.

Ordføreren.

Nu er det her jo et beslutningsforslag og ikke et lovforslag, så hvordan beslutningsforslaget helt konkret bliver udmøntet i lovgivning, er ikke nærmere defineret. Det er jo op til regeringen at finde ud af, hvordan man udmønter det her lovgivning, og hvordan man definerer det helt præcist. Vi har forsøgt i beslutningsforslaget at indramme, hvad det er for nogle negative påvirkninger af islamisk indflydelse og sharia i dansk lovgivning og i samfundet i det hele taget, som vi bliver påvirket af. Og det er dem, vi ønsker at sætte en hegnspæl ned over for.

Fru Zenia Stampe, Radikale Venstre.

Jeg vil dog starte med at komplimentere ordføreren for at tage nogle reelle problemer op, altså undertrykkelse og kvinder, der bliver udsat for religiøs lov osv. osv. Jeg er jo ellers ved at vænne mig til, at jeg hver dag bliver ringet op af en eller anden journalist, der så vil foreholde mig en eller anden udtalelse fra Dansk Folkeparti eller Danmarksdemokraterne om, at en Lidl-ramadankalender er et udtryk for islamisering, eller at et eller andet brobygningsarrangement i folkekirken er et knæfald for islam. Så jeg har ligesom forstået budskabet om, at det bare er så lidt islam som overhovedet muligt.

Men nu bor der jo 250.000 muslimer i Danmark, og de er ikke kriminelle alle sammen og kan ikke udvises eller spærres inde på Kærshovedgård. Og når nu det er realiteten – og det kunne man jo også bare vælge at se i øjnene – kunne jeg derfor egentlig bare godt tænke mig at spørge: Hvordan ser hr. Mikkel Bjørn så islam og danske muslimer i Danmark i fremtiden? Altså, kan vi få andre svar end bare: mindre og ud og væk? De er her. Hvordan skal man være dansk muslim i Danmark?

Ordføreren.

Det er jo det, vi i særdeleshed med vores hjemrejseudspil forsøger at formulere løsninger på, sådan at mennesker, der lever en islamisk tilværelse i Danmark – et stort antal mennesker, der lever en islamisk tilværelse i Danmark med alt, hvad der følger med af halalmad og tørklæder og kønsopdelt svømning og meget andet, altså en offentlig islamisk tilværelse – finder incitamenter, gerne gennem lovgivning, til at finde andre lande at være i end Danmark. For Danmark er ikke, og Danmark skal ikke være et islamisk land. Hvad man går og tror inde i hovedet, har vi jo ikke nogen mulighed for at blande os i. Men hvis man lever en offentlig islamisk tilværelse, er det Dansk Folkepartis ambition, at man finder et andet sted at være.

Spørgeren.

Jeg synes, det er lidt interessant, at det første svar, jeg får, er et hjemsendelsesudspil. Jeg spurgte jo netop: Er der andre bud på, hvordan man er muslim i Danmark, end at man skal spærres inde på Kærshovedgård eller sendes ud af landet? Det fik jeg ikke så mange konkrete svar på, men jeg kan så forstå, at dem, man mener lever en islamisk tilværelse, simpelt hen bare er folk, der vælger at spise halalkød. Altså, er det en islamisering i Danmark? Er det det, man så ikke kan som muslim?

Før syntes jeg faktisk, at hr. Mikkel Bjørn gav mig den indrømmelse, at han sagde i den tidligere debat, at det faktisk er muligt at være muslim i Danmark. Men mener hr. Mikkel Bjørn virkelig, at bare det at spise halalkød er nok til, at man skal udsendes, hjemsendes fra Danmark?

Ordføreren.

Halalkød og alt, hvad der følger med en islamisk tilværelse og retspraksis, er udtryk for en islamisering af Danmark, og derfor ønsker Dansk Folkeparti ikke, at der eksempelvis skal serveres halalkød i offentlige institutioner, for vi ønsker, at folk, der lever en islamisk tilværelse med alt, hvad der følger med af forventninger til, hvordan man lever en islamisk tilværelse, finder et andet sted at være. Man må tro på præcis det, man vil, inde i sit eget hoved, men hvis man ønsker, at tilværelsen og det offentlige Danmark, skal indrettes på en måde, der tager hensyn til ens religiøse livsvilkår, så mener vi, at det skal foregå et andet sted end i Danmark, medmindre det er med udgangspunkt i det åndelige grundlag, som Danmark bygger på, nemlig et kristent grundlag.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne. Nej, jeg skal bede om, at ordføreren for forslagsstillerne kommer herop igen, for hr. Kim Edberg Andersen, Danmarksdemokraterne, har indtegnet sig for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg tror, at debatten viste det meget godt, men jeg vil faktisk lige spørge om det igen, for jeg synes, man brugte det sådan lidt nemt som angrebspunkt. Jeg synes, at det, som DF er kommet med i dag, måske ikke er det bedste beslutningsforslag, der er kommet. Jeg synes, det blev sådan vendt og drejet lidt, som om alle intentionerne med det fra Dansk Folkepartis side var forkerte. Men det er de ikke. Danmarksdemokraterne køber jo fuldstændig ind på langt, langt de fleste ting. Ordføreren står og forsvarer det og siger, at det er den her muslimske sharialivsstil, vi skal have udryddet, og der vil jeg godt bakke ordføreren op i, at ja, det skal vi.

Som sagt er vi ikke enige i lige det beslutningsforslag her, for jeg tror, det bliver svært både med rammer og mange andre ting i det. Men jeg er fuldstændig enig med ordføreren i, at der er rigtig, rigtig mange ting, hvor vi bliver nødt til at slå ned. Debatten, vi havde tidligere, viste så klart – og der var næsten alle partier jo enige, og nogle havde haft lange vandringer hen mod, at vi blev enige osv. – at der er mange ting, hvor vi skal have gjort noget. Og så håber jeg på, at Dansk Folkeparti ikke har mistet modet og bliver ved med at komme med tingene skive for skive i Folketingssalen.

Ordføreren.

Tak for den bemærkning. Jeg havde lige lyst til at sige, at jeg jo er fra Midtjylland, men så tænkte jeg, at det måske ville være lidt malplaceret.

Men hvis jeg lige må svare på fru Zenia Stampes spørgsmål fra før om, hvordan man er en god borger, vil jeg sige, at det er man jo ved ikke at forvente nogen former for indrømmelser eller særhensyn på baggrund af ens religion. Hvis man kommer til Danmark og tænker, at man har en personlig tro, og at den ikke skal forme, hvordan det her samfund indrettes, og man ingen forventninger stiller til det samfund, man kommer til, om indrømmelse eller imødekommelser, så er vi jo et rigtig godt sted. Men problemet er jo, at vi desværre er et helt andet sted i forhold til rigtig mange mennesker med muslimsk baggrund i Danmark, som forventer, at samfundet imødekommer dem i forhold til særkrav og viser dem særhensyn og alt muligt andet, og der er vi som samfund nødt til at sætte foden ned og sige: Hertil og ikke længere.

Spørgeren.

Hvis folk har overværet hele debatten, vil de have hørt, at ordførerens formand sagde det rigtig, rigtig fint tidligere, altså at man sagtens være muslim og være dansk i hjertet.

Så vil jeg sige, at midtjyder jo også er gode folk – det er ikke helt det samme, men man er da også et godt menneske, når man kommer fra Midtjylland.

Men jeg vil bare håbe på, at Dansk Folkeparti alligevel bliver ved med at komme med de her forslag, for Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti er vel efterhånden de eneste, der kommer med reelle forslag, når vi ser problemstillingerne. Og i den her samling har Danmarksdemokraterne nydt stor gavn af, at hr. Mikkel Bjørn har været meget, meget dygtig på sit område, og det vil jeg godt kvittere for.

Ordføreren.

Tak for det. Vi er jo altid glade for vores samarbejde med de borgerlige partier og er selvfølgelig glade, når Danmarksdemokraterne kan bakke op, og kede af det, når det ikke er tilfældet. Vi har det med Danmarksdemokraterne, lidt ligesom vi har det med Venstre, altså at vi er meget uenige om meget, men at der også er ting, hvor vi kan blive enige. Jeg synes, at Danmarksdemokraterne og Venstre er to partier, der minder meget om hinanden, så på den måde er det jo ikke så underligt.

Så siger vi tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Udlændinge- og Integrationsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.