Vil ministeren kommentere eksperternes kritikpunkter i artiklen »Borgmester ville presse Marselisborg-undersøgelse igennem: - Det skærer i ørerne«, faa.dk, den 7. marts 2025, og forholde sig til, om ministeren er enig i, at der er uoverensstemmelse mellem informationerne i artiklen og i INU Alm. del – svar på spørgsmål 35? Vil ministeren derudover svare på, hvordan Ankestyrelsen kan være tilfreds med Langeland Kommunes rammesætning og efterfølgende behandling af Marselisborg-undersøgelsen, når undersøgelsen ikke indeholder en vurdering af sagsbehandlingen i kommunen, som i stedet skal foretages af kommunen selv? Spørgsmålet henviser til, at der i Ankestyrelsens tilsynsudtalelse til Langeland Kommune fra november 2022 står: "[...] kommunen bør gennemgå samtlige igangværende sager og eventuelt afsluttede sager i Familieafdelingen med henblik på at sikre, at de trufne afgørelser er korrekte, og at reglerne er overholdt." I INU Alm. del – svar på spørgsmål 35 fremgår det, at "Ankestyrelsens tilsyn har undervejs i sagen også fået bekræftet, at det er forvaltningen selv (ledelsen) – og ikke konsulentfirmaet – som har foretaget en konkret afvejning af, om en sag, som følge af de konstaterede fejl i sagsbehandlingen, skulle genoptages." Ministeren bedes i den forbindelse også redegøre for, om det er tilfredsstillende, at det er kommunens ledelse – som ifølge spørger ikke har juridiske og forvaltningsafgørelsesmæssige kompetencer – der både skal vurdere og træffe afgørelser i forbindelse med gennemgangen af børnesagerne. Dette set i lyset af, at den bestilte Marselisborg-undersøgelse heller ikke indeholder en vurdering af, om sagsbehandlingen er sket i overensstemmelse med forvaltningsretlige regler.
Dato: 11-03-2025
Status: Ikke besvaret
Emne:
kommuner