I henhold til at det er de nationale myndigheders opgave at håndhæve og føre tilsyn med at EU regler for onlineplatforme og produkter fra Temu bliver overholdt, bedes ministeren på et kommende samråd besvare følgende spørgsmål:
1. Vil ministeren redegøre for, om han, ligesom sin forgænger og andre ministre fra den tidligere S-regering, mener, at lov om produkter og markedsovervågning fra 2020 kan anvendes til at blokere for platforme som Temu, som gentagne gange sælger farlige produkter til danske forbrugere? I bekræftende fald bedes ministeren beskrive de betingelser, der skal være opfyldt for, at loven kan tages i anvendelse.
2. Mener ministeren, at de danske tilsynsmyndigheder har de nødvendige ressourcer til at sikre et effektivt tilsyn med og håndhævelse af gældende EU-lovgivning om regler for onlineplatforme og produkter, herunder bl.a. forordningen om digitale tjenester, forordningen om produktsikkerhed, EU’s toldregler og Markedsovervågningsforordningen?
3. Vil ministeren oplyse, om der på nuværende tidspunkt er iværksat initiativer fra dansk side med henblik på at styrke reguleringen af onlineplatforme som Temu? I bekræftende fald, bedes ministeren redegøre for disse initiativer.
Samrådsspørgsmålet har tidligere været stillet i folketingsåret 2023-24, jf. ERU alm. del - samrådsspm. F.
Dato: 02-10-2024
Status: Besvaret
Emne:
erhvervsdrivende virksomhed, EU
Afholdelse af samrådet: Erhvervsudvalget 25-10-2024 kl. 12:15