Spm. nr. US 9

Spm. nr. US 9

Tak for det. Så vender vi os mod regeringens økonomiske politik igen. Jeg har svært ved at forstå – fru Pia Olsen Dyhr var også tidligere var inde på det – at regeringen overhovedet prioriterer at bruge mindst 10 mia. kr. på skattelettelser, mens velfærden er i den krise, den er i. Men mit spørgsmål i dag skal handle mere om, hvem der får de her skattelettelser – hvorfor direktøren eller konsulenten får en langt større skattelettelse end den kassemedarbejder, som statsministeren ellers tit har refereret til.

Jeg har noteret mig, at statsministeren godt kan lide at citere gamle socialdemokrater, så jeg vil glæde statsministeren med et citat fra Anker Jørgensens nytårstale fra 1978, for der talte han nemlig netop om skat. Han fortalte om en velhavende skatteyder, der var frustreret over at betale for meget i skat, og det undrede den gamle socialdemokrat, for som han sagde: Jeg synes, det er i orden, hvis folk har en swimmingpool, men skal man så samtidig være utilfreds med, at en nervesvækket nabo får en rimelig invalidepension? Og han fortsatte: Over for den egoisme vil jeg gerne rejse det spørgsmål: Hvad er egentlig et samfunds rigdom? Hvis vi skal måle et samfunds rigdom, så må vi have fat på, hvordan de fattigste og de socialt svageste har det i det samfund. Citat slut.

Jeg er helt enig, både i, at folk gerne må have en swimmingpool, men også i, at vores samfunds rigdom ikke bør måles på antallet af swimmingpools, men på, hvordan almindelige mennesker, altså dem uden så mange penge, har det i vores samfund. Og det troede jeg egentlig også at Socialdemokraterne var optaget af – at I i hvert fald var det engang – og derfor vil jeg gerne spørge statsministeren: Hvad er rimeligheden i, at en konsulent eller en direktør eller en advokat, der tjener mellem 1 og 2,5 mio. kr., med regeringens skatteplan nu får en skattelettelse på næsten 12.000 kr. om året, mens en butiksassistent eller en kassemedarbejder må nøjes med 1.600 kr., altså omkring 150 kr. mere om måneden? Er det fair, statsminister? Er det rimeligt? Er det en god måde at bruge pengene på?

Statsministeren.

Til det vil jeg sige et par ting. Jeg synes, vi skal gøre billedet lidt mere fuldstændigt, for det her er jo en af de skattereformer, der har den mindste negative påvirkning af Ginikoefficienten, hvis man spørger en fra Enhedslisten, sammenlignet med mange andre skattereformer. Det er jo sådan, at hvis man kigger på den skattereform, der er blevet lagt frem i går, så handler det jo primært om at give en skattelettelse til folk, der er i arbejde. Det synes jeg som socialdemokrat er en god idé. Langt størstedelen af beløbet går til at ændre i beskæftigelsesfradraget, herunder en særlig forbedring for enlige forsørgere. Så er det rigtigt, at der er en topskattelettelse. Det er ikke en socialdemokratisk opfindelse, men i et balancepunkt mellem gode ændringer i beskæftigelsesfradraget og indførelse af en toptopskat kan jeg og vi sagtens stå på mål for det, der er.

Jeg tror også, det er vigtigt her at sige, at der jo er en lidt større ideologisk forskel på Enhedslisten og Socialdemokratiet, for jeg ønsker, at der skal være forskel på, om man er på overførselsindkomst eller man er i arbejde. Jeg synes, det er vigtigt, at det skal kunne betale sig at arbejde, og det har jeg altid ment. Jeg ved, at Enhedslisten ikke ser på det med de samme briller, men det er mere for at få fuldstændigheden frem. Og så vil der for mig selvfølgelig være en kæmpe forskel på, om vi skal ud at lave besparelser for at kunne give skattelettelser eller vi siger, at når der er et øget råderum, har vi både råd til at leve op til 2-procentsmålsætningen, hvad angår vores forsvar, og lave den største investering i velfærd i 15 år, samtidig med at vi laver nogle målrettede skattelettelser, især til folk i arbejde. Det synes jeg og det synes vi som socialdemokrater er en god plan, og det gælder også de to andre regeringspartier.

Spørgeren.

Nu siger statsministeren, at den skaber mindre ulighed end tidligere skattereformer. Jeg ville nok håbe, at det var en ambition for Socialdemokraterne ikke at skabe mere ulighed. Vi har en historisk høj ulighed i samfundet.

Så hører vi igen det her med, at langt de fleste penge bliver brugt på beskæftigelsesfradraget, altså på almindelige menneskers indkomst. Det er jo rigtigt nok, men det er jo også vildledende, for der bliver godt nok brugt færre penge på dem, der har mest, men de udgør også en langt mindre gruppe. Så i den forstand er realiteten, som jeg var inde på, jo, at direktøren får 12.000 kr. om året, mens kassemedarbejderen får 1.600 kr., altså 150 kr. om måneden

Altså, det er jo ikke kun Enhedslisten, der kritiserer det her. Jeg har også set, at nogle af dem, der repræsenterer nogle af de lavtlønnede i Danmark, gør det. F.eks. er Anja C. Jensen fra HK ude at kalde det pilskævt. Hun siger:

»Jeg tror, at rigtig mange af de lavest lønnede i Danmark - ikke kun HK'erne - de nok synes, at de bliver snydt lidt her«.

Hvad mener statsministeren om den her balance, altså at dem, som virkelig slider og slæber i hårde job, får håndører, mens dem, som har mere, end de kan bruge, får de store skattelettelser?

Statsministeren.

Pas på med at kalde det håndører. Det er simpelt hen ikke rigtigt, og jeg er ked af at sige det, men jeg synes faktisk, det bekræfter, at man måske er lidt for langt væk fra de indkomster, vi taler om. For det her er ikke håndører. Altså, for en enlig mor med tre børn er det ikke håndører, vi taler om. Et øget beskæftigelsesfradrag målrettet enlige forsørgere er ikke håndører; det er tusindvis af kroner, og det kan man godt mærke i sin økonomi.

Her er vi måske inde ved noget. For jeg tror, det er rigtigt, at der er lidt forskel på at være fra Enhedslisten og at være socialdemokrat, for jeg synes, det er vigtigt, at folk går på arbejde, og jeg har ingen problemer med at give en skattelettelse der – ingen. Vi har lige haft en galoperende inflation. Sidste vinter sad folk jo og så på deres gas- og elregninger og overvejede, om de havde råd til det hele; opsparingerne var væk, så kunne man få økonomien til at hænge sammen? Tror vi, at der er en social- og sundhedsassistent oppe i Nordjylland, der er alene med et par børn, der godt kunne tænke sig at få lidt mere udbetalt den første i måneden? Det tror jeg der er.

Det, jeg synes er det gode ved vores 2030-plan, er, at vi formår at give nogle skattelettelser, som – ja, det kan jeg stå på mål for – er balancerede, når man kigger på dem samlet, og som også giver et markant løft i velfærden, samtidig med at vi sidder med arbejdsmarkedets parter og forhandler et lønløft i den offentlige sektor. Det er næsten for godt til at være sandt, at vi kan det hele på en og samme tid, men det kan vi.

Spørgeren.

Den måde, statsministeren svarer på, er lidt pudsig, altså ved at sige, at Enhedslisten ikke skulle mene, at der skal være forskel at arbejde og at være på overførselsindkomst – der er forskel; det var der før, og det er der efter – eller at vi ikke skulle være optaget af skattelettelser til folk med almindelige indkomster. Min kritik går jo netop på, at regeringen ikke prioriterer skattelettelser til dem med almindelige indkomster. Det er jo det, der er problemet.

Jeg synes ikke, at 150 kr. om måneden er særlig meget for en kassemedarbejder – det kan godt være, at statsministeren synes det – særlig ikke, når man sammenligner det med, hvad en konsulent eller en direktør får, eller for slet ikke at tale om de arvinger til virksomheder, som regeringen også vil give en særrabat på deres arveskat.

Jeg hørte i morges en buschauffør – og det er jo en af dem, som statsministeren selv nævnte i sin kongrestale – der hedder René Andersen, som sagde:

Os, der er lidt lavtlønnede, burde få lidt mere ud af det her, for dem, der tjener godt, tjener selvfølgelig, som de gør, men de behøver vel ikke at få mere end os andre.

Det ville være dejligt, hvis statsministeren kunne svare på det spørgsmål: Hvorfor skal dem i toppen, altså dem, der har mest, have mest, mens buschaufføren skal nøjes med 150 kr. eller 200 kr. om måneden?

Statsministeren.

Men det er jo heller ikke et fuldstændigt billede. Det er jo rigtigt, at der kommer en topskattelettelse, og jeg har sagt det ved mange lejligheder og gentager det gerne i dag: Det er ikke et socialdemokratisk ønske; det er nogle andre partier, der har ønsket det. Det er jo sådan i et demokrati, at når vi er 12 partier, skal vi bøje os ind mod hinanden. Til gengæld kommer der jo en toptopskat, så det afhænger jo af, hvor mange penge direktøren tjener, for hvis direktøren tjener mere end den direktør, som der bliver henvist til, kommer vedkommende til at betale mere i skat.

Det er jo det, som jeg i virkeligheden synes er lidt af en genialitet ved den her skattereform, nemlig at langt de fleste af pengene bliver brugt på beskæftigelsesfradrag til ganske almindelige mennesker, der er i arbejde. Vi gør også noget særligt for enlige forsørgere, og så kommer der en topskattelettelse, men der kommer også en toptopskat.

Jeg er ikke sikker på, at man i hvert fald i nyere tid, som jeg kan huske det, kan finde et eksempel på, at det er lykkedes et politisk flertal – og vi indbyder jo til forhandlinger, men det, der bliver bragt ind i forhandlingerne, skal bare være socialt balanceret – at lave noget, der er så fuldendt. Jeg tror i hvert fald, at både spørger og svarer hurtigt kan blive enige om, at det ikke var det, der gjorde sig gældende, da vi da vi for alvor diskuterede skat sidst, nemlig tilbage i 2012, tror jeg det var.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet. Vi siger tak til hr. Pelle Dragsted fra Enhedslisten.

Jeg byder nu velkommen til hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.