Den måde, statsministeren svarer på, er lidt pudsig, altså ved at sige, at Enhedslisten ikke skulle mene, at der skal være forskel at arbejde og at være på overførselsindkomst – der er forskel; det var der før, og det er der efter – eller at vi ikke skulle være optaget af skattelettelser til folk med almindelige indkomster. Min kritik går jo netop på, at regeringen ikke prioriterer skattelettelser til dem med almindelige indkomster. Det er jo det, der er problemet.
Jeg synes ikke, at 150 kr. om måneden er særlig meget for en kassemedarbejder – det kan godt være, at statsministeren synes det – særlig ikke, når man sammenligner det med, hvad en konsulent eller en direktør får, eller for slet ikke at tale om de arvinger til virksomheder, som regeringen også vil give en særrabat på deres arveskat.
Jeg hørte i morges en buschauffør – og det er jo en af dem, som statsministeren selv nævnte i sin kongrestale – der hedder René Andersen, som sagde:
Os, der er lidt lavtlønnede, burde få lidt mere ud af det her, for dem, der tjener godt, tjener selvfølgelig, som de gør, men de behøver vel ikke at få mere end os andre.
Det ville være dejligt, hvis statsministeren kunne svare på det spørgsmål: Hvorfor skal dem i toppen, altså dem, der har mest, have mest, mens buschaufføren skal nøjes med 150 kr. eller 200 kr. om måneden?