Tak for det. Djævlen ligger i detaljen, også når det handler om undersøgelseskommissioner. Et enkelt lille ord kan være forskellen på, om en kommission reelt har armene bundet på ryggen eller den har frie hænder til at komme til bunds. Regeringen siger, og jeg har hørt, at statsministeren allerede flere gange i dag har brugt det ord, at kommissionen skal undersøge, om der er »varetaget usaglige hensyn«. Det lyder jo i princippet fint, men ifølge en juraprofessor er det juridiske ord usagligt reelt ensbetydende med bundne arme, fordi usaglige hensyn er et juridisk begreb, som er meget indsnævret og meget svært at bevise.
Man kunne få den tanke, at regeringen gerne vil have en undersøgelse, så længe den ikke giver et træls resultat for regeringen. Juraprofessor Michael Gøtze foreslår i stedet, at man beder undersøgelseskommissionen om at vurdere, om der er begået fejl. Så nu kan statsministeren jo allerede i dag få muligheden for at tilkendegive, om hun vil være med til at binde de bundne arme op og ændre i kommissoriet, så kommissionen skal undersøge, om der er begået fejl, og ikke blot, om der har været usaglige hensyn.