Tak for det. Alternativet holdt landsmøde her i weekenden, og et tema, som jeg brugte en del tid på i min tale, handlede om omsorg og økonomi. For har vi overhovedet den rigtige økonomiske tænkning? Tillægger vi de vigtigste ting den rette værdi? Det mener jeg ikke vi gør. Den økonomiske tænkning overser i store træk den reelle værdi af omsorg i samfundet, omsorg for os selv, for hinanden, for dyrene og for naturen.
Der er noget galt med vores økonomiske tænkning og politiske praksis, når det ikke kan betale sig økonomisk set at have en velfungerende psykiatri, når det ikke kan betale sig at passe på vores miljø, og når det ikke kan betale sig at behandle dyrene ordentligt. Og hvad angår dyrene, lad mig læse en rubrik fra i dag højt:
»Rådne fostre og udskudt endetarm: 240 kontrolrapporter viser bagsiden af vores svineproduktion«
Sådan lyder overskriften på en artikel i dagens Information, en artikel om de millioner af grise, der lever i det her land, men som ingen nogen sinde ser. Det er virkelig voldsom læsning. Og så er de mest alvorlige sager ikke engang med, for de er nemlig meldt til politiet. Det er det her, vi taler om, når vi taler om rigtig dårlig dyrevelfærd. Det er det, jeg taler om, når jeg sætter ord på, at rigtig mange dyr lever mareridtsliv i dansk landbrug.
Det her findes, fordi det kan betale sig, fordi Folketinget accepterer det. Mener statsministeren, at kravene til dyrevelfærdet i landbruget er gode nok?