Tak for spørgsmålet. Jeg har selvfølgelig haft lejlighed til at dykke ned i det i de uger, der er gået efterfølgende, og må sige, at jeg har den helt samme tilgang som fru Inger Støjberg. Det er ganske, ganske forfærdeligt, at der er udstedt, kan man sige, en form for billigelse fra Danmarks side i forhold til det her. Jeg vil også gerne sige, at jeg synes, det er helt forkert at gifte sig med en, der er så ung. Det er jeg på alle mulige måder imod. Og vi ser jo i nogle indvandrerkredse i Danmark, at man blander sig, ikke mindst i pigernes privatliv lige fra reetablering af mødomme til holdninger til, om de må have kærester, og om de må have sex før ægteskabet, og man blander sig i, hvem de skal giftes med, hvad for noget tøj de skal have på og hvilken hovedbeklædning, tørklæde, burka og andre ting. Jeg er imod det hele, og jeg er selvfølgelig også imod, at man overhovedet blander sig i, hvem ens børn skal gifte sig med. Det vedkommer simpelt hen ikke familien, fætre, onkler, eller hvem der måtte have en holdning dertil.
Så vores udgangspunkt er fuldstændig ens. Jeg vil meget gerne være med til at understøtte, at det her bliver afdækket, også fordi man jo kan have en formodning om, at det stadig væk finder sted, men så bare i nogle andre formater end det, der er legalt i Danmark – det skulle ikke undre mig, ligesom så meget andet foregår forkert i nogle af indvandrermiljøerne. Så det vil jeg gerne være med til at afdække.
Om der skal gives en undskyldning, synes jeg er et lidt mere principielt spørgsmål. Vi er jo meget, meget tilbageholdende med at give undskyldninger fra den danske stats side. Det er blevet givet på nogle enkelte udvalgte områder – til børnehjemsbørn, der har været udsat for svigt eksempelvis, til eksperimentbørnene i Grønland og ved andre systematiske statslige overgreb. Om det her falder ind under samme kategori, er jeg usikker på. Men jeg vil gerne være med til, at vi får belyst det her. Og man må endelig ikke være i tvivl om min holdning til det her; jeg synes, det er ganske skrækkeligt.