Spm. nr. US 10

Tak for det. Det er jo sandt, at der er utrolig mange ting, man kunne gribe fat i her i dag. Jeg vil nøjes med to ting her i dag, og den første ting vedrører på linje med en række andre kollegaer en stor interesse for FE-sagen, og jeg vil ikke gå ned i substansen her, men bare sige, at vi er utrolig optagede af, at vi får en bred og tilbundsgående undersøgelse af det her, ikke bare for at kigge bagud, men også for at undgå, at vi fremadrettet kommer i sådan en situation igen. Derfor vil mit spørgsmål til statsministeren her være, om man i regeringen, når man nu indkalder til forhandlinger omkring kommissoriet for den undersøgelse, der skal være – og tak for det – så også, om man så må sige, er indstillet på at foretage nogle ændringer i det, der ligger. Her tænker jeg som det ene på selve kommissoriet for undersøgelsen, altså hvem der er omfattet og hvilke forløb osv., og som det andet på noget, som vi er lidt optagede af efter Højesterets afgørelse den 27. oktober, nemlig om der er dele af det, der kunne ske åbent. Det er klart, at der, som Højesteret også siger, kan være nogle hensyn, der gør, at der er dele af det her, som man skal holde for lukkede døre, men der er jo, synes jeg, også et udstrakt hensyn til offentligheden, der er meget interesseret i det her, når det drejer sig om de dele, der ikke omhandler sager af vital betydning for rigets sikkerhed.

Så mit spørgsmål til statsministeren er egentlig, om vi bliver mødt med et åbent sind, når vi nu tropper op hos justitsministeren, og det gør vi med glæde, og om der vil være en mulighed for på de her to områder faktisk at komme ind i en reel diskussion med regeringen.

Statsministeren.

Altså, man indbyder jo selvfølgelig kun til en drøftelse, fordi man ønsker at have en drøftelse. Men jeg kommer ikke til at stå og forhandle med Folketingets partier her. Det synes jeg hører hjemme i Justitsministeriet. I forhold til de konkrete sager og offentlighed kommer jeg heller ikke til at gå ind i det. Men jeg vil jo sige, at det nok også generelt gælder historisk, at Socialdemokratiet og Radikale Venstre har haft et lidt forskelligt syn på, hvor meget der skal være offentligt, når det handler om efterretningstjenesterne – det siger jeg uafhængigt af de konkrete sager, som jeg ikke går ind i – og man kan jo godt sige, at der er et udbredt ønske om offentlighed.

Når det handler om efterretningstjenesternes arbejde, står jeg selv der, hvor det for mig absolut er mest afgørende med sikkerheden, og derfor vil man sjældent kunne tilvejebringe den offentlighed, som der i hvert fald efterspørges fra bl.a. mediernes side. Jeg kommer jo til at gentage mig selv lidt i dag, men hr. Martin Lidegaard har jo været med så længe, og der er jo en grund til, at Folketinget selv har valgt at have en hel anden udvalgsstruktur på det her område og med nogle helt andre regler for dem, der sidder der, end i de fleste andre folketingsudvalg, og den er jo, at vi her har at gøre med landets sikkerhed. Og selv om det en gang imellem kan være træls, især når man bærer ansvaret, at sige, at det kan man ikke svare på, fordi det vedrører Danmarks sikkerhed og der er tavshedspligt, så er det jo et vilkår, når vi taler om efterretningstjenesterne.

Spørgeren.

Jeg tror, vi traditionelt har forskellige opfattelser, men for mig er det jo afgørende, at Højesteret, som er den øverste instans, vi har i det her land, har truffet en afgørelse, der viser, at det ville være muligt at have en delvis åbenhed i en retssal, og det ville man så også, vil jeg tro, kunne have i en kommission. Men vi vender tilbage til det i morgen, for der har vi jo en hel forespørgselsdebat om det her spørgsmål.

Jeg vil gerne nå rundt om regeringens 2030-plan, og det, jeg ser, er især en stor ubalance i, hvad de forskellige generationer af danskere skal levere til den her pakke. For ret og pligt, som jeg ved ligger statsministeren på sinde, gælder åbenbart for dem, der er på kontanthjælp, for de børnefamilier, regeringen gerne vil have ikke skal være på deltid længere, og for de unge, der skal presses hurtigere igennem uddannelsessystemet. Men de ressourcestærke ældre bliver ikke bedt om at levere én krone mere eller én time mere i arbejdsudbud, på trods af at det, hvis du spørger de folk, der selv f.eks. går på efterløn i dag, så kun er 12 pct., der siger, at de er nedslidte. Resten kunne måske sådan set godt, og mange af dem vil ovenikøbet gerne, levere mere.

Statsministeren.

Jeg tror simpelt hen, vi ser meget, meget forskelligt på tingene på det her område. For det, at vi nu får indført en arbejdspligt på kontanthjælpsområdet, er jo ikke for at skade de mennesker. Det er jo primært kvinder med ikkevestlig baggrund, og det er da, fordi de skal bidrage, ligesom alle andre skal. Det er jo en gave at få lov til at bidrage til Danmark, og jeg forstår ikke, at det skal italesættes som noget negativt. Du kommer hertil udefra, vi har hjulpet dig og din familie, og nu siger vi så endelig, og vi burde have gjort det for årtier tilbage, at du, hvis du ikke selv kan finde et arbejde og forsørge dig selv, så skal arbejde 37 timer for din ydelse. Det er da en landvinding for ligestillingen og for integrationen, og jeg køber simpelt hen grundlæggende ikke, at det er negativt, at man skal arbejde, når man er i Danmark. Det er jo noget af det bedste, der findes, altså at gå på arbejde og bidrage, så det køber jeg grundlæggende ikke.

Omkring efterlønnen er der jo stadig færre, der er på efterløn. Altså, det er jo blevet en meget, meget lille ordning, og derfor er vi i regeringen mere optaget af at sikre, at der er gode ordninger for at trække sig tilbage, hvis man er nedslidt, og så kommer vi i øvrigt til at have en trepartsforhandling med arbejdsmarkedets parter for at se, hvordan vi skaber et bedre seniorarbejdsliv. For jeg tror faktisk, at spørgeren har ret i, at en del af dem, der nærmer sig pensionsalderen, gerne vil blive ved med at arbejde, især hvis vi måske kan lægge noget mere fleksibilitet ind i arbejdslivet.

Statsministeren.

Jamen mit ærinde var slet ikke at tale arbejdet ned. Tværtimod deler jeg arbejdslivets glæder. Jeg kan simpelt hen bare ikke forstå, hvorfor de eneste, regeringen ikke vil bede om at give et nap med, er de ressourcestærke ældre. For man kunne jo godt have den forestilling – og det har jeg – at aldrig har vi set rigere generationer i Danmark. De har den største realindkomstfremgang af alle indkomstgrupper i Danmark. De har, ikke af os, men af Anders Fogh Rasmussen, fået en stor skattefri gevinst igennem en boligskattepolitik. Det er en generation af danskere, som burde kunne bidrage, også mere end de børnefamilier, som har svært ved at få det til at hænge sammen, og også mere end de unge, der i forvejen er pressede. Men det er så de eneste, som regeringen ikke vil bede om at bidrage.

Når vi så kigger på, hvad man bruger pengene på, så er det i meget høj grad også det demografiske træk og sundhedsindsatserne, som kommer de 65+-årige til gavn, og jeg synes bare, der er en eller anden ubalance i, hvilke generationer af danskere der skal levere ind til vores fælles fremtid og til at sikre, at vi kan give et bedre Danmark videre til den næste generation, og hvem der ikke skal levere. Vi kommer til at skubbe grønne, økonomiske og sociale regninger foran os og ind i børneværelset, og det er børn og unge, der kommer til at betale det meste, og regeringen beder ikke de ældre om noget. Det forstår jeg ikke.

Så er det statsministeren.

Det lyder, som om vi er tilbage ved universitetsreformen, og den ser vi jo også forskelligt på. Vi har lavet en universitetsreform, hvor der er nogle uddannelser, der bliver kortere, men til gengæld får de en bedre kvalitet og giver gode muligheder for, at man så senere i arbejdslivet kan vende tilbage. Det tror jeg personligt er en mere moderne indretning af det fremtidige universitetssystem end det, vi har i dag, som i virkeligheden er lidt gammeldags på nogle områder.

Jeg tror, det er rigtigt, at der er seniorer, der godt kan arbejde mere. Det gør mange jo allerede, og vi vil gerne i dialog med arbejdsmarkedets parter om, om vi kan gøre mere for at skabe et godt seniorarbejdsmarked. Jeg tror så igen, at man skal huske, at det også for den gruppe er lidt mere nuanceret end som så. Det er rigtigt, at der er nogle, der har høje friværdier og et godt helbred. Jeg kender godt nok også mange seniorer, som har boet til leje et helt liv, og som ikke har en friværdi. De har ikke en friværdi, og de har heller ikke et godt helbred. De er måske nedslidte i kraft af deres arbejdsliv. Så når vi taler om seniorer, er de jo lige så forskellige som alle andre. Men essensen i det her må være, at i forhold til dem, der gerne vil blive ved med at være en del af arbejdsmarkedet og give noget videre, også til børn og unge, vil vi meget gerne være med til at se på, om vi kan gøre det endnu bedre. Det kunne være, vi kunne gøre det i fællesskab.

Vi siger tak til spørgeren fra Radikale Venstre.

Den næste spørger er hr. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti. Værsgo.