Grunden til, at vi interesserer os for det her i SF, er, at vi jo kæmpede længe for at få indført minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver, fordi der er brug for en bund under normeringen, for at man kan løfte den pædagogiske opgave, det er at se det enkelte barn og lave et stærkt pædagogisk tilbud. Det, vi snakker om her, er én pædagog til seks børn i børnehavealdersgruppen, og der har vi jo i fællesskab, også med ministerens parti, sagt, at det var vigtigt, at man havde den bund, for at man kunne få pædagogisk kvalitet ind i hverdagen. Men den bund er der ikke, hvis børnene starter i forårs-sfo eller i tidlig sfo.
Ministeren nævner nogle tal. Jeg har ikke fået de tal, når jeg har spurgt ministeriet om tallene, men dem kan jeg måske finde senere. Der er jo ikke samme normering i den tidlige sfo, og der er ingen tvivl om, at når kommunerne er presset på økonomi, og det er de i de her år, bliver den tidlige sfo en måde at slippe uden om det krav til minimumsnormeringer, der ellers er. Det er jo et sted, hvor man faktisk har et billigere tilbud pr. barn, fordi man har en dårligere normering.
Så er ministeren ikke bekymret for, at nu, når minimumsnormeringerne er trådt i kraft i år, kommer vi til at se en lang række steder i landet, hvor man begynder med tidlig sfo eller endnu tidligere sfo? Altså, i dag er det jo i mange kommuner i maj måned, og der er også nogle, hvor det sågar er i april måned, man går over i forårs-sfo'en, men kunne man ikke forestille sig, at en række kommuner ville sige, at er de presset på normeringen, og at der, hvor der er et smuthul i loven, er at sende børnene tidligere i sfo, for så slipper man for minimumsnormeringen?