Vi har jo diskuteret det her L 112 mange gange nu, og ministeren ved, at jeg er meget interesseret i asbestdelen, og jeg har jo fundet frem til, at de miljørisici ønsker ministeren ikke at vi skal have inkorporeret i lovforslaget. Men den del, jeg er interesseret i i dag, er ligesom at forstå de økonomiske risici i forhold til de undersøgelser, vi ved skal laves. Jeg er bare som borger og politiker interesseret i, hvordan det er, vi lovgiver i det her land, i forhold til at have styr på økonomien. Vi ved, at der er masser af offentlige anlægsprojekter, som ofte bliver for dyre, de bliver forsinkede, og det jeg synes er interessant er at finde ud af, om noget af årsagen faktisk er, at der ligger nogle forundersøgelser, som man først senere hen kigger på, men som man ikke indregner fra starten.
Jeg synes, det er svært som folketingsmedlem at forstå og få indblik i det fulde budget. Jeg spurgte her i Folketinget, om jeg kunne få det detaljerede budget at se, altså hvad er de forskellige poster ud over det overslag, hvor der ligesom står, at det koster de her x antal milliarder, og det kunne jeg ikke lige umiddelbart få adgang til. Derfor handler spørgsmålet også om, hvordan ministeren mener, at vi som folketingsmedlemmer skal træffe beslutninger om et lovforslag, hvor vi ved, at der er masser af forskellige problematikker i det, herunder masser af ekstra undersøgelser, som vi ved ministeren også selv har sagt skal laves, men som vi faktisk ikke rigtig har et økonomisk overblik over.
Så det er det, det her spørgsmål handler om, altså hvordan jeg som folketingsmedlem skal kunne træffe beslutning om noget, jeg faktisk ikke kender i detaljen. Hvis ministeren er enig i, at folketingsmedlemmer bør have det fulde overblik, som jeg lige hørte svaret var før, vil ministeren så oversende det fulde, detaljerede anlægsbudget til Folketinget, sådan at vi ved, hvad vi træffer beslutning om?