Tak for ordet. Som det også fremgår af min skriftlige besvarelse af spørgsmål nr. S 845 fra samme spørger, kan jeg ikke inden for rammerne af et folketingsspørgsmål oplyse nærmere om efterretningstjenesternes arbejde, herunder håndtering af enkeltsager. Orientering af Folketinget om efterretningstjenesternes virksomhed foregår i Folketingets udvalg vedrørende efterretningstjenesterne, der har særlig rammer vedrørende fortrolighed. Jeg kommer derfor heller ikke til at gå nærmere ind i den konkrete sag, der spørges til.
Helt generelt kan jeg dog oplyse, at Politiets Efterretningstjeneste, PET, arbejder for at identificere, forebygge, efterforske og imødegå trusler mod friheden, demokratiet og sikkerheden i det danske samfund. PET er således opmærksom på truslen fra fremmede efterretningstjenester og iværksætter løbende de foranstaltninger, der skønnes nødvendige, herunder rådgivning af folketingsmedlemmer og andre personer, der kan være særlig udsatte for bl.a. spionage og påvirkning m.v.
Herudover kan jeg generelt oplyse, at Center for Cybersikkerhed, CFCS, under Forsvarsministeriet har til opgave at hjælpe myndigheder og virksomheder med at ruste sig mod de trusler, der følger med digitaliseringen. CFCS rådgiver således om truslerne og om de organisatoriske og tekniske foranstaltninger, der er med til at øge sikkerheden. Jeg har da også i forhold til den konkrete sag, der spørges til, noteret mig, at det af mediedækningen fremgår, at CFCS har oplyst, at CFCS håndterede det omtalte hackerangreb sammen med Folketingets it-administration. I det omfang, spørgeren ønsker svar på spørgsmål om den konkrete sag, og i det omfang, de kan besvares inden for rammerne af et folketingsspørgsmål, skal jeg derfor også opfordre spørgeren til at stille de spørgsmål til forsvarsministeren. Tak for ordet.