Det er meget interessant, at netop et materiale, der er relateret til en kalender, ikke er omfattet. For det, som det forrige spørgsmål handlede om, var jo, hvad der sker med de love, vi vedtager i Folketinget, og hvad de har af konsekvenser, og at vi faktisk ikke ved det på lovgivningstidspunktet, og det her spørgsmål handler så om, hvad der sker i det lovforberedende arbejde, før lovforslaget kommer ind i Folketingssalen. Og det er helt rigtigt, at spørgsmålet her relaterer sig til svaret på det skriftlige spørgsmål 6, jeg har stillet, hvor jeg netop har været interesseret i at forstå, hvordan det her lovforslag er blevet til, hvad for nogle interesser der har været på spil, hvad der er blevet diskuteret, og hvem der har taget initiativet til det, altså alle de her politiske diskussioner, som har ligget i maven på det her lovforslag, og som fuldstændig er forsvundet fra den her proces, og hvor jeg har så fået det svar, at det vil ministeren ikke oplyse på grund af den gældende aktindsigtslov. Nu kører der i øvrigt noget om aktindsigtsloven, hvor ministerens regering også strammer yderligere, og det kan jeg så tage med ministerens kollega. For det er et rimelig godt eksempel på, hvordan der virkelig bliver lukket over for offentligheden, når det drejer sig om, hvordan et lovforslag bliver til, hvorfor det bliver til, og hvad der er det politiske grundlag for det.
Men det, der er det interessante i svaret på mit spørgsmål, er jo det her med, at der faktisk i rigtig høj grad er blevet holdt møde med både Dansk Industri, vandselskaberne og kommunerne, men også med Landbrug & Fødevarer, og det vil sige masser af stærke interesseorganisationer, og det er jo det, jeg synes er meget relevant at vide, fordi det jo handler om, at vi skal vide, hvad vores embedsmænd laver, og vi ved jo fra forskningen, at embedsfolk i praksis udformer de her lovforslag, og at de så gør det i en tæt dialog med og holder mange møder enten med virksomhederne eller de stærke lobbyorganisationer for industriens interesser. Og det skal vi jo så vide, når vi skal træffe beslutning om et lovforslag, som netop indeholder det her.
Men spørgsmålet er ligesom, hvad ministeren, ud over at ministeren refererer til den gældende aktindsigtslovgivning, mener. Mener ministeren, at det er hensigtsmæssigt, at man i forhold til det her lovforslag har mørkelagt det lovforberedende arbejde, så vi faktisk ikke ved, hvad det er for nogle interessekonflikter og diskussioner, der har været i det lovforberedende arbejde?