Spm. nr. S 838 (omtrykt)

2) Til indenrigs- og sundhedsministeren af:

Mette Thiesen (DF):

Hvad er ministerens holdning til, at et britisk studie foretaget af børnelægen Hilary Cass for det offentlige britiske sundhedsvæsen, NHS, viser, at forekomsten af kønsinkongruens hos børn under 18 år er »bemærkelsesværdig svag«, og gør det indtryk på ministeren i forhold til regeringens planer for lovgivning på området?

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tusind tak. Hvad er ministerens holdning til, at et britisk studie foretaget af børnelægen Hilary Cass for det offentlige britiske sundhedsvæsen, NHS, viser, at forekomsten af kønsinkongruens hos børn under 18 år er »bemærkelsesværdig svag«, og gør det indtryk på ministeren i forhold til regeringens planer for lovgivning på området?

Værsgo til indenrigs- og sundhedsministeren.

Tak for det. Jeg har med interesse fulgt anbefalingerne fra det britiske studie. Jeg hæfter mig ved, at den danske praksis i høj grad lever op til de centrale anbefalinger, som der er i rapporten. Det gælder sådan set både i forhold til udredning og behandling, men der er jo også tale om et studie, der ikke en til en kan overføres til danske forhold. Eksempelvis har man jo i Storbritannien længe haft en mindre restriktiv tilgang til hormonbehandling end i Danmark. Man har ikke haft samme tilgang til selve udredningsforløbet, og i en britisk kontekst har studiet ført til et øget fokus på, om personer, der oplever kønsdysfori, også lider af psykiske sygdomme. I Danmark har vi derimod længe haft et stort fokus på psykiske lidelser, som kan have betydning for behandlingen.

Det er også derfor, at der i forbindelse med udredningen foretages en vurdering af, om patienten har en behandlingskrævende psykisk lidelse, som kan være den egentlige årsag til kønsdysfori. På den måde sikrer vi også den bedst mulige og rette behandling. Den danske praksis for behandling af kønsdysfori er restriktiv. Det skal den efter min opfattelse fortsat være. Samtidig er det selvfølgelig vigtigt, at praksis bygger på det bedst mulige sundhedsfaglige grundlag, og som spørgeren allerede ved, arbejder Sundhedsstyrelsen jo aktuelt på en opdatering af styrelsens vejledning omkring kønsidentitetsforhold, og i den forbindelse vil styrelsen jo også sørge for at drøfte anbefalingerne fra det britiske studie med relevante eksperter på området, og herunder også vurdere, om det giver anledning til justeringer i vejledningen.

Værsgo til spørgeren.

Tusind tak. Vi kan sagtens blive enige om, at vi er kommet et stykke vej, men der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi i Dansk Folkeparti mener, at det faktisk helt generelt er uetisk, at man foretager kønsskifte på børn. Det, man skal vide, er, at når man begynder at give hormoner til børn, er det for langt de flestes tilfælde en livslang behandling, der skaber en række følgesygdomme. Det medfører en større forekomst af alle mulige frygtelige sygdomme, plus at man også forkorter livet i den anden ende for dem, som får det. Så vi mener sådan set, at det burde være helt forbudt.

Vi har lige haft en stor debat i forbindelse med abortlovgivning, og der har de partier, der har været med på at hæve abortgrænsen, netop været inde at sige, at det her var noget sundhedsfagligt, at det var en sundhedsfaglig debat. Jeg vil vove den påstand og holde fast i, at det her udelukkende er etisk, og det mener jeg sådan set også, at det her er. Kan ministeren uddybe, hvorfor ministeren ikke mener, at det her også er noget, man bør behandle politisk og have en holdning til politisk, i forhold til simpelt hen at tilbyde kønsskifte til børn i Danmark?

Værsgo til ministeren.

Først og fremmest vil jeg i forhold til den måde, man bruger begreberne på, for en god ordens skyld gerne starte med at pointere, om end jeg er helt overbevist om, at spørgeren er opmærksom på det, at der ikke foretages kønsmodificerende kirurgi på børn og unge under 18 år i Danmark. Det er bare, så det spørgsmål ikke står ubesvaret hen.

Med hensyn til kredsen omkring de nye aftaler, der er indgået, i forhold til at få moderniseret abortlovgivningen i Danmark, der jo stort set er uændret gennem de sidste 50 år, på trods af at der er sket rigtig mange ting, er det ikke korrekt, at man har sagt, at det kun er et sundhedsfagligt spørgsmål. Det, man videregiver i den politiske aftale, er, at man konstaterer, at Sundhedsstyrelsen mener, at der overhovedet ikke er noget sundhedsfagligt belæg for at videreføre den nugældende grænse. Derfor synes jeg heller ikke, at man, når man videregiver, hvad andre partier har indgået aftale om, skal lægge dem nogle præmisser i munden, som ikke har gjort sig gældende i forhold til aftaleindgåelsen. Jeg mener, at det jo, når vi snakker kønsmodificerende behandling af børn og unge, så indeholder en afvejning af både sundhedsfaglige, men også etiske kriterier og forhold. Det er også derfor, jeg nu lægger til grund, at Sundhedsstyrelsen er ved at se nærmere på Cassrapporten i forhold til også at inddrage det i deres arbejde med den igangværende revurdering og vejledning.

Jeg beklager, formand.

Tak! Jeg skal lige gøre opmærksom på, at taletiden er ½ minut her i den her omgang. Værsgo, spørgeren.

Tak. Men det her er også et etisk spørgsmål, og det er også derfor, jeg mener, at det er helt fejlagtigt, at man ikke tager stilling til det herinde fra Folketinget. For det kan godt være, at man ikke laver kønskorrigerende kirurgi, men man giver stophormoner, og man giver krydshormoner til børn, og det mener jeg simpelt hen er fuldstændig uansvarligt, for man ender med at gøre nogle børn sterile resten af deres liv, man ender med at ødelægge nogle små mennesker, før de overhovedet er blevet voksne nok til at tage en oplyst beslutning.

Så det var egentlig bare et spørgsmål om, om ministeren ikke mener, der skal tages en politisk beslutning i forhold til det her, lige såvel som man gør det med andre etiske drøftelser – aktiv dødshjælp, abort osv. – og om ministeren ikke også mener, at det her er så etisk, at det bør behandles politisk.

Tak. Ministeren.

Jo, og det er også derfor, jeg gør spørgeren opmærksom på, at Sundhedsstyrelsen er i fuld gang med sit faglige arbejde. For man kan jo ikke bare sige, at når noget både er etisk og sundhedsfagligt, lukker vi øjnene og betragter det som kun politisk. Så må det i sidste ende, når man kommer til den politiske afgørelse, være en afvejning af, hvad der er af etiske aspekter, og hvad der er af sundhedsfaglige aspekter.

Der laver Sundhedsstyrelsen sit arbejde ved nu at lave en opdateret vejledning. Jeg synes, det ville være utidigt at gå i gang med regulering på et område, inden den nye sundhedsfaglige vejledning foreligger. Det er jo ikke ensbetydende med, at jeg er afvisende over for at foretage regulering. Jeg synes bare, vi skal tage tingene i den rigtige rækkefølge, nemlig at vi ved, at styrelsen om kort tid kommer med sin nye opdaterede vejledning, og så har vi også et grundlag at diskutere videre ud fra.

Tak. Spørgeren for sit sidste spørgsmål.

Der er rigtig meget grundlag fra andre lande, der, som ministeren siger, har været meget mere lemfældige med det her, og som også har fået nogle voldsomme erkendelser, altså med børn og unge, som er blevet vansiret for resten af livet, og som nu lægger sag an mod sundhedsmyndighederne og alt muligt andet.

Så jeg synes jo, at det ville være rettidig omhu at tage en politisk beslutning på nuværende tidspunkt, når vi også ved, hvad der står i Cassrapporten, når vi kan se de sager, der er i f.eks. Storbritannien, og når vi kan se ret mange andre lande omkring os, der faktisk fuldstændig lukker ned for det her, fordi det selvfølgelig er forkert at lave medicinske forsøg på børn.

Så nu spørger jeg bare ministeren en sidste gang, om ministeren ikke mener, at det er rettidig omhu at gå ind at forbyde kønsskifte for børn.

Tak. Ministeren.

Jeg synes, at når Sundhedsstyrelsen er på vej med en opdateret vejledning, er det helt omsonst at stå at sige: Den ønsker vi overhovedet ikke at se på og forholde os til. De har et stort arbejde i gang med inddragelse af også nogle af de fremmeste eksperter på området. Det bør vi jo trods alt have en eller anden respekt for.

Derudover, når nu man fremhæver Cassrapporten, er det jo interessant, at dansk praksis på området i langt overvejende grad lever op til de anbefalinger, som der opstilles i Cassrapporten, både når vi snakker organisering og udredning og behandling, og dermed er der også det faktum, at de lande, som ordføreren henviser til, jo er lande, som har haft en væsentlig mindre restriktiv tilgang, end vi har haft i Danmark.

Vi har jo for efterhånden mange år siden sørget for at specialisere det ved også at samle det på Rigshospitalet og dermed er der, når man sammenligner med Storbritannien, nogle afgørende forskelle. For vi er jo sådan set gået foran, længe før man i Storbritannien også begyndte at lave en øget centralisering på det her område.

Tak. Så er spørgsmål nr. 2 besvaret.

Spørgsmål nr. 3 går også til indenrigs- og sundhedsministeren og er af fru Mette Thiesen.