Tak. Jeg er i hvert fald glad for, at ministeren giver mig ret i, at det er en katastrofe. Han bruger også selv ordet tragedie, og det synes jeg egentlig er meget passende, når man ser på både den videodokumentation, der er lavet, af, hvordan iltsvindet derude i vores indre farvande ser ud, men også de mange rapporter på området, som vi har fået.
Jeg må så også sige, at det er rigtigt nok, når ministeren siger, at der er blevet talt om det i mange år, og at man godt har vidst det, og at der er blevet talt for døve ører, men mange af de døve ører har altså også tilhørt socialdemokratiske ministre, og jeg synes i virkeligheden også, at noget af det, som miljøministeren har sagt både nu her, men også tidligere i interviews på området, viser, at venstrefløjen har haft ret i den her dagsorden i årtier. Den grønne venstrefløj, der har råbt op om det her, har haft ret i, at vi var nødt til at reducere vores kvælstofudledninger drastisk, og at vi var nødt til at omlægge vores landbrug grundlæggende. Det er bare ikke blevet gjort, og det er derfor, vi står i den situation, vi står i lige nu, hvor der ifølge målingerne fra midt i september var et område med iltsvind på 7.500 km². Det er et område, der svarer nogenlunde til Sjælland, og det er godt nok nogle voldsomme tal og en ekstremt alvorlig situation, vi står i.
Jeg så forleden miljøministeren i Debatten på DR 2, og der brugte han nogle af de samme ord, som han gør over for mig lige nu, om, hvor galt det står til, og det var jeg også glad for at han gjorde, men jeg havde det også lidt underligt. For det vrimler jo ikke med nye store initiativer på det her område. Det er rigtigt, at man har frigivet nogle puljer, som ministeren siger her, og at der er nogle initiativer, som vi tidligere har taget, men som overhovedet ikke løser det grundlæggende problem, vi står over for. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre ministeren, om man er på vej med en plan, som tilsvarer den udfordring, man står over for, nemlig at man jo skal udtage i omegnen af 400.000-600.000 ha landbrugsjorder, hvis man skal komme de her problemer til livs.