Tak for spørgsmålet. Jeg er enig i, at tallene fra Frontex understreger, at vi står i en migrationskrise. Vi skal tilbage til 2016 for at finde et år, hvor der var flere spontane asylansøgere, end der er i år. Det har enormt store konsekvenser. For det første er der tusindvis af mennesker, som dør på vej over. For det andet bliver rigtig mange mennesker, som egentlig har større asylkrav eller mere væsentlige asylkrav, efterladt i nærområderne. Det er derfor, vi i regeringen arbejder for et nyt europæisk asylsystem, hvor den irregulære migration bliver stoppet og man i stedet får en ordnet måde at søge asyl i Europa på.
Jeg er tilfreds med, at der efter 3 års svære forhandlinger her kort før jul blev opnået enighed om hovedelementerne i den nye migrations- og asylpagt. Vi får sikkerheden styrket ved de ydre grænser. Der kommer bedre screening, obligatoriske grænseprocedurer, bedre registrering af asylansøgere og irregulære migranter, og vi arbejder også for at bekæmpe irregulær migration og smuglernetværk gennem styrket kontrol med EU's ydre grænser. Vi bidrager hvert år fra Danmarks side til Frontex med personel og kapacitetsbidrag i form af bl.a. fly, helikoptere, patruljebåde og køretøjer til de lande, der ligger i grænseområderne.
Men det er vores klare overbevisning i regeringen, at der ud over de nuværende indsatser er brug for at forebygge og adressere den irregulære migration helt grundlæggende, og det er derfor, vi ønsker, at der skal laves en aftale med et tredjeland uden for EU. Det bruger jeg meget af min tid på at tale om og på at overbevise andre europæiske lande om, og jeg føler faktisk også, hvis jeg skal være ærlig, at der er en del, som lytter til det, og som også er interesseret i at ændre grundlæggende på den måde, som migrationen foregår til Europa på. Tak for ordet.