Tak for det. Finansministeren ved jo udmærket, hvorfor Enhedslisten ikke er med. Det skyldes jo præcis det her spørgsmål. Vi mener simpelt hen ikke, at denne her finanslov er ansvarlig, og vi ser konsekvenserne af den lige nu med de fyringer, der er varslet, ikke bare i Nordjylland, men også i mange andre regioner.
Så er det fint, at man har lagt en plan frem mod 2030, hvor man investerer i velfærden – regeringen er god til planer og nogle gange dårligere til at få dem gennemført – men det hjælper uanset hvad jo ikke i 2024. Det hjælper ikke på de fyringer, som bliver gennemført nu. Vi står i en situation, hvor der skal afskediges, altså fyres, sygeplejersker og sosu'er i Region Nordjylland og i mange andre regioner. Jeg gentager: Der skal fyres sygeplejersker og sosu'er i en tid, hvor alle mener, at det er det modsatte, der er brug for. Regeringen har lige lavet en aftale om højere løn – tak for det; det har vi kæmpet for i mange år – som har til formål at rekruttere. Og her gør man det stik modsatte af at rekruttere. Man afskediger godt personale, og det går ikke bare ud over patienterne, for der er jo sundhedseksperter, der advarer om, at det her kan ramme patientsikkerheden. Det går også ud over dem, der bliver tilbage, som skal løbe endnu hurtigere, og i værste fald kan det betyde, at de forlader det offentlige sundhedsvæsen, fordi arbejdsvilkårene er for dårlige. Og pilen peger kun ét sted hen, hr. finansminister. Det gør den. Regionerne kan ikke selv indkræve skatter. Det er jo jer, der danner rammerne for regionernes økonomi.
Derfor vil mit spørgsmål være: Vil finansministeren og regeringen bare lade stå til, mens de her mennesker afskediges fra steder, hvor der er brug for det modsatte, eller vil regeringen tage initiativ til at lukke det nedskæringshul, som den selv har skabt, ved at tilføre nogle flere penge, bl.a. til Region Nordjylland?