Spm. nr. S 227

5) Til beskæftigelsesministeren af:

Victoria Velasquez (EL):

Mener ministeren, at det er proportionelt at skære 14.000 voksne i ydelse, som følge af det skærpede beskæftigelseskrav og afskaffelsen af diagnosetillægget, og hermed risikere, at også 11.000 børn ryger ud i fattigdom som følge af førstnævnte, for et øget arbejdsudbud på kun 750 mennesker?

Værsgo.

Mener ministeren, at det er proportionelt at skære 14.000 voksne i ydelse som følge af det skærpede beskæftigelseskrav og afskaffelsen af diagnosetillægget og hermed risikere, at også 11.000 børn ryger ud i fattigdom som følge af førstnævnte, for at man kan få et øget arbejdsudbud på kun 750 mennesker?

Ministeren.

Først og fremmest vil jeg gerne slå fast, af den samlede aftale, som regeringen har indgået med en række af Folketingets partier, ikke flytter 11.000 børn ned i lavindkomstgruppen. Med de aftaler, der er indgået med et bredt flertal i Folketinget på kontanthjælpsområdet, løfter vi på kort sigt samlet set 2.000 børn ud af lavindkomstgruppen og på lang sigt endnu flere.

Med aftalen om skærpede optjeningsregler for kontanthjælp fremrykker vi ganske rigtigt beskæftigelseskravet. Det betyder, at alle indrejste skal opfylde et krav om 2½ års beskæftigelse inden for de seneste 10 år – og ikke kun personer, der er indrejst efter 2008. Vi ligestiller så at sige de to grupper og ensretter reglerne, og samtidig styrker vi incitamentet til at arbejde. Der er for mange af vores borgere med ikkevestlig baggrund, som har været alt for længe i Danmark uden at få fodfæste på vores arbejdsmarked.

Samtidig er det også en aftale, der faktisk har et blik på børnene, og derfor indfører vi med aftalen både et børnetillæg og et fritidstillæg, som også gælder børnefamilierne, som spørgeren spørger til her. Og samtidig er der nu også dækning for medicinudgifterne til de her børn.

Vi afskaffer også den særlige sats for unge med bestemte psykiske lidelser, og det er, fordi det er vigtigt, at hjælpen kommer derhen, hvor man har det sværest, uanset hvad diagnosen hedder. Og derfor indfører vi samtidig et særligt ungetillæg til alle, der er i den situation. Vi tror samtidig på en fremtid for de psykisk syge unge, som ligger uden for kontanthjælpssystemet. Indsatsen for den her gruppe skal styrkes, og det gælder ikke kun på beskæftigelsesområdet, men jo også i vores sundhedssektor, hvor psykiatrien skal have et gevaldigt løft. Og det er jo også det, regeringen har lagt op til og har vedtaget. Vi sætter også ind med indsatser inden for beskæftigelsessystemet for den her gruppe, og jeg tror, at vi kan blive enige om, at det bedste, vi kan gøre, er at give så håndholdt en hjælp, at fremtiden ligger uden for kontanthjælpssystemet.

Spørgeren.

Jeg hører faktisk ikke et svar på, om man mener, at det er proportionelt, og jeg antager, at det er, fordi det ikke er det. Det tænker jeg de fleste, som ser de her tal, vil være med på det ikke er.

Hvis vi taler om det på kort sigt, er det desværre tusindvis, der her efter nytår ryger ud i fattigdom efter ikke længere at modtage børnetilskuddet, som de har fået siden 2019, og heller ikke at få den inflationshjælp, som pengene gik til i år. Og i juni 2025 er det så, at over 10.000 ryger ned på mindstesatsen, og at de psykisk syge unge mister op til 4.000 kr. om måneden og kommer til at få en ydelse, som svarer til et su-niveau, men uden mulighed for de studieboliger, studielån, studierabatter eller andre af de muligheder, man har, når man er studerende, til at få styrket sin økonomi.

Jeg vil derfor gerne spørge, om ministeren er bekendt med, at det skulle hjælpe dem, som er psykisk sårbare, og som har et handicap. Mig bekendt er der kun forskning, der viser det modsatte. Så jeg vil gerne høre, om ministeren har noget evidens for, at det har en virkning for den sårbare gruppe i kontanthjælpssystemet at fattiggøre dem så massivt, som man gør det i flere af de her tilfælde.

Den anden del er i forhold til de børn, der ryger ud i fattigdom og bliver fastholdt i fattigdom og ikke bliver løftet med den her aftale. Vi ved, at konsekvenserne er store, når det er, at man vokser op i fattigdom. Bare ét år i fattigdom har en betydning for ens livschancer, ens mulighed for at få en uddannelse og få et arbejde. Så mener ministeren virkelig, at man har ramt balancen over for så sårbar en gruppe ved at skubbe så mange af dem ud i fattigdom og fastholde så mange børn i fattigdom i stedet for netop at se på indsatsen? Lad os lave en god indsats, men samtidig sikre økonomisk tryghed. Det vil jeg gerne bede om ministerens svar på.

Ministeren.

Jeg mener, at der samlet set med de tre aftaler, der ligger for kontanthjælpssystemet, er ramt en balance, hvor vi slår ring om børnene i forhold til fritidstillæg og i forhold til at dække medicinudgifter. Det er rigtigt, at det sætter sig i et børneliv, men det gør også mangel på adgang til fællesskabet, og det er noget af det, vi bl.a. forsøger at give mulighed for med fritidstillægget, der går målrettet til børnene.

Samtidig må jeg også sige, at jeg synes, det gør en forskel, og at det bliver meget tydeligt, hvis du kan arbejde bare en lille smule eller i få timer, som der er rigtig mange der kan derude og gør i dag. I dag modregner vi markant mere, og i morgen får man lov at beholde de første penge, sådan at den gulerod er der, med hensyn til at man også kan forbedre sin økonomi ad den vej. Jeg synes, at balancerne er ramt, samtidig med at der er et stort fokus på indsatser, bl.a. for vores unge.

Spørgeren.

Der bliver ikke slået ring om børnene. Det gør der simpelt hen ikke, når der er en aftale, der skubber børn ud i fattigdom. Vi havde en situation, hvor Socialdemokratiet forsvarede, at Socialdemokratiet smed den aftale, vi lavede, i skraldespanden, med, at man ikke havde et indenrigspolitisk flertal. Nu er det ikke at have et indenrigspolitisk flertal godt nok til, at man kan bevare magten i regeringen.

Der er børn, der bliver skubbet ud i fattigdom, og det er ikke at slå ring om dem. Der er allerede stor forskel på at være i arbejde og på at være på offentlig forsørgelse. Anerkender ministeren ikke, at der er et enormt problem, når man simpelt hen fastholder så mange i fattigdom og så måske får 750 i arbejde?

Ministeren.

Jeg synes faktisk, at der var et fokus på børnene i både den gamle aftale og den nye aftale, og jeg mener sådan set ikke, det er fair at sige, at vi smed den i skraldespanden. Den tidligere regering blev væltet, der var ikke et flertal for os, så vi udskrev valg, og så blev der dannet en ny regering. Og nu har et flertal i Folketinget for første gang i 25 år kigget hinanden i øjnene og sagt: Nu skal det her ikke længere være en politisk stridsplads, hvor vi kaster de her mennesker ind i nye regler, hver eneste gang regeringsmagten skifter. Vi skaber ro om reglerne, samtidig med at vi f.eks. imødekommer bekymringer om adgang til fritidsaktiviteter og bekymringer om, om der er råd til medicin; det er jo netop noget, vi adresserer eksplicit i den her aftale.

Spørgeren for et afsluttende spørgsmål.

Der er blevet skåret 17 mia. kr. på de offentlige forsørgelser, siden man lavede skattereformen i 2012. Yderligere er der flere gange blevet lavet beskæftigelsesfradrag, der gør, at afstanden mellem at være i arbejde og være på en offentlig forsørgelse er blevet større og større – for slet ikke at tale om det at være en del af et fællesskab og de ting, det gør at være en del af et arbejdsliv. Så jeg anerkender ikke, at der ikke er en forskel mellem at være i arbejde og være på en offentlig forsørgelse.

Det her handler om at have et sikkerhedsnet, så vi rent faktisk griber folk, når der sker en social begivenhed i deres liv. Det kan være, at man får en fyreseddel i hånden, eller at man bliver ramt af sygdom. Og det handler om, at der ikke er nogen børn, der skal vokse op i fattigdom i Danmark. Det er tilfældet efter den aftale, som er blevet indgået. Faktisk skubber man aktivt 10.000 ned i ydelse – over 10.000 skubber man ned i ydelse.

Mener ministeren vitterlig, at det, at man regner med, at det vil give 750 mennesker i øget arbejdsudbud, er proportionalt med at fattiggøre så mange mennesker? Kunne man ikke gøre det på en anden måde?

Ministeren.

Både den aftale, Enhedslisten var med i inden valget, og den aftale, der nu ligger, betyder, at der kommer til at være færre børn, der vokser op i lavindkomstgruppen. Tallene er ikke ens. Der var flere i den gamle aftale, hvilket Enhedslisten også har påpeget, men det er ikke rigtigt, at der kommer flere børn i lavindkomstgruppen med den aftale, der ligger, tværtimod.

Jeg kunne aldrig drømme om at sige, at der ikke er forskel på at være i arbejde og være på kontanthjælp. Der er kæmpe forskel, ikke mindst for menneskers følelse af at høre til, at have en plads og gøre nytte på en arbejdsplads, være en del af et kollegaskab. Det betyder noget økonomisk, men det betyder selvfølgelig også noget for det enkelte menneske, og derfor glæder det mig, at vi har færre på kontanthjælp, end vi har haft i mange år, også færre børn. Altså, vi har markant nedbragt antallet af børn med en forælder i kontanthjælpssystemet, og det glæder mig usigeligt. Lad os gå mere ned ad den vej.

Tak for det. Det afslutter spørgsmålet.

Det næste spørgsmål er ligeledes til beskæftigelsesministeren og bliver ligeledes stillet af fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten.