Nej, det synes jeg ikke at man gør. Hvis det, man ønsker, og som jeg synes er en stærk ambition, er, at rigsfællesskabet består af tre selvstændige lande, som har en forbindelse, så synes jeg også, det er fair nok at betragte det på den måde, at grønlændere, som bor i Danmark, selvfølgelig skal ses som alle mulige andre nationaliteter, der bor i Danmark. Og det, der handler om racisme imod grønlændere, er sådan set en af mine vigtige prioriteter i den her handlingsplan mod racisme og noget af det, som jeg allerede har haft gang i og arbejder med, fordi jeg mener, det er et stort problem, at grønlændere bliver udsat for langt mere diskrimination i Danmark, end man gør, hvis man kommer til andre lande i Europa. Det har selvfølgelig noget at gøre med den fortid, som Danmark og Grønland har sammen, og som vi bliver nødt til at forholde os til, både som dansk regering, men sådan set også som Folketing.