Det vil jeg sådan set meget gerne. Jeg har stillet det her spørgsmål til ministeren, fordi jeg igennem længere tid, igennem flere år, har oplevet, at der generelt, især blandt kvinder, er en utryghed i forhold til det her med at komme hjem om natten.
Så begyndte medierne jo så også at interessere sig for det her spørgsmål i går – det kan man så undre sig lidt over, for det er jo et ganske stilfærdigt og almindeligt spørgsmål, som adresserer en konkret problematik – og der tikkede faktisk også en besked ind i min indbakke fra en ung kvinde, som gerne vil være anonym. Nu ligger den på min Instagram, og jeg har ikke min telefon med på talerstolen, så jeg kan ikke læse den højt, men hun siger faktisk, at hun er rigtig glad for, at jeg stiller det her spørgsmål, fordi det også er noget, som hun generelt oplever er et problem, og det er ikke nødvendigvis noget, som folk anmelder, men det er en generel utryghed.
Derfor stillede jeg spørgsmålet, i forhold til om man, gerne i forbindelse med evalueringen af den her lovgivning, kan kigge på at give flere muligheder for unge kvinder for at have et overblik over det. Det gælder både, hvad det er for en chauffør, man skal køre med; det her med konkret at følge ruten, så også familie og venner kan følge ruten; og at betale på forhånd, sådan at man ikke – hvad skal man sige – ender ud i, at man falder i søvn på bagsædet, og at chaufføren så kører en helt anden rute og det ender med at være en meget højere pris. Det handler altså om alle de her forskellige ting, som kan give en tryghed, men som så sandelig også gør, at man ved, hvem det er, man skal ud at køre med, og at man kan vælge til og vælge fra.
Så det var egentlig det, spørgsmålet gik ud på, og hvis ministeren ikke kender til nogen af de her ting, vil jeg da opfordre ministeren til at få det undersøgt, lave en undersøgelse af det her. Men jeg tror ikke, der er mange kvinder, der vil stå frem og sige det her, alene af den grund, at man kan blive kaldt for racist. Jeg er også bare ved at stille det her spørgsmål blevet kaldt det fra den ene ende til den anden.