Tak for ordet, og igen vil jeg sige tak til hr. Nick Zimmermann for spørgsmålet. Som jeg også nævnte ved besvarelsen af spørgsmål nr. S 160 lige før, er jeg som de fleste andre danskere dybt forfærdet over Hamas' brutale angreb i Israel, og derfor tager jeg naturligvis også dyb afstand fra alle former for sympatierklæringer og andre tilkendegivelser af opbakning til angrebene og til Hamas. Billigelse af terrorisme hører ikke til i et demokratisk samfund. Offentlig, udtrykkelig billigelse af terrorisme og andre terrorhandlinger er derfor også allerede kriminaliseret i straffeloven. Og jeg har tillid til, at politiet griber ind over for lovovertrædelser, både når politiet modtager anmeldelser, og når politiet på anden måde måtte blive bekendt med klare lovovertrædelser. Det gælder selvsagt også lovovertrædelser af straffelovens regler om billigelse af terrorisme.
Jeg kan derudover oplyse, at Rigspolitiet har bedt politikredsene om at have skærpet opmærksomhed på ytringer, som kan være omfattet af straffelovens bestemmelser om billigelse af terrorisme. Herudover har Rigspolitiet drøftet politiets generelle fokus på forfølgelse af eventuelle sager med politikredsene, både anmeldelser og sager, som politiet selv bliver opmærksom på. Jeg kan endvidere også oplyse, at politiet aktuelt er i gang med at efterforske en række anmeldelser om det. Sagerne er fortsat under behandling og dermed ikke afsluttet.
Det fremgår af »Vurdering af terrortruslen mod Danmark« fra marts i år, at truslen mod Danmark fra militante islamister er på niveauet »alvorlig«, hvilket er niveau 4 ud af 5. Siden offentliggørelsen af vurderingen har en række forhold bidraget til at skærpe terrortruslen mod Danmark, og Center for Terroranalyse vurderer, at den aktuelle situation er præget af en høj grad af kompleksitet og også markant usikkerhed i trusselsbilledet. Udviklingen i Israel og Gaza har skabt fornyet fokus på konflikten mellem Israel og Palæstina, og PET følger den nuværende situation tæt og vurderer løbende betydningen for det samlede trusselsbillede samt iværksætter de nødvendige foranstaltninger. Det sker i et tæt samarbejde med relevante myndigheder i Danmark og i udlandet. PET har udarbejdet en række operative anbefalinger til politiet om bl.a. skærpet opmærksomhed vedrørende sikkerheden omkring jødiske, israelske og palæstinensiske interesser og aktiviteter i Danmark.