L 98 Forslag til lov om ændring af lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, og lov om Udbetaling Danmark.

(Tilskud til forsørgelse af børn, der forsørges af andre end forældrene, og sidestilling af gifte, men praktisk set enlige, forsørgere med reelt enlige i forhold til forsørgelsesydelse m.v.).

Af: Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S)
Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2023-24
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 23-01-2024

Fremsættelse: 23-01-2024

Skriftlig fremsættelse (23. januar 2024)

20231_l98_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (23. januar 2024)

Udlændinge- og integrationsministeren (Kaare Dybvad Bek):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine og lov om Udbetaling Danmark (Tilskud til forsørgelse af børn, der forsørges af andre end forældrene og sidestilling af gifte praktisk set enlige forsørgere med reelt enlige i forhold til forsørgelsesydelse m.v.).

(Lovforslag nr. L 98)

Lovforslaget har til formål at afhjælpe konkrete udfordringer for modtagelsen af fordrevne fra Ukraine.

Med lovforslaget foreslås det, at kommunerne kan yde tilskud til dækning af forsørgelsen af en fordreven mindreårig fra Ukraine, når forældrene opholder sig i Ukraine, og når den mindreårige bor hos en fordreven voksen fra Ukraine, som reelt forsørger den mindreårige, selvom vedkommende ikke har den retlige forsørgelsespligt over for den mindreårige.

Det foreslås endvidere, at en gift forsørger, der er fordrevet fra Ukraine, som praktisk set må anses som enlig, da ægtefællen opholder sig i Ukraine og ikke er i stand til at forsørge sin herboende ægtefælle og deres fælles børn, ved beregningen af sin ydelse sidestilles med enlige forsørgere.

Endelig foreslås det, at fristen for kommunernes overtagelse af ansvaret for de fordrevne fra Ukraine ændres fra senest fire hverdage til senest 15 hverdage efter Udlændingestyrelsens afgørelse om visitering til en kommune. Det foreslås samtidig, at udlændinge- og integrationsministeren vil kunne fastsætte regler om, at overtagelsen af ansvaret vil påhvile kommunerne senest efter fire hverdage, hvis det som følge af en større tilstrømning til landet er nødvendigt for at sikre indkvarteringssystemet.

De foreslåede bestemmelser vil alene gælde for personer med opholdstilladelse efter særloven og alene så længe, at opholdsgrundlaget efter særloven er gyldigt.

Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 31. marts 2024.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.