Skriftlig fremsættelse (10. januar
2024)
Erhvervsministeren
(Morten Bødskov):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om
ændring af hvidvaskloven (Nedsættelse af
Kontantforbudsgrænsen)
(Lovforslag nr. L 94)
Formålet med dette lovforslag er at
styrke værnet mod hvidvask gennem erhvervslivet, herunder
navnlig gennem detailhandlen.
Danmarks Nationalbank har efter reglerne i
Nationalbankloven indkaldt en række ældre
pengeseddelserier og 1.000-kronesedlen i den nuværende
seddelserie. I den forbindelse må det forventes at navnlig
detailhandlende med varer med høj værdi vil være
i forhøjet risiko for at blive misbrugt til hvidvask af
penge.
Lovforslaget skal styrke værnet mod
hvidvask i detailhandlen i forbindelse med seddelindkaldelsen ved
at nedsætte kontantforbudsgrænsen fra 20.000 kr. til
15.000 kr.
Hermed mindskes risikoen for, at den del af
de indkaldte pengesedler, der er forbundet med kriminel aktivitet,
bliver sat i cirkulation i detailhandelen. Kontanter vil i
højere grad blive indløst via bankerne, som er
omfattet af hvidvaskloven og har personale, der er uddannet til at
håndtere kontantindbetalinger under iagttagelse af
hvidvaskreglerne.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg
anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.