L 92 Forslag til lov om ændring af ligningsloven.

(Ændring af listen over lande, der er omfattet af defensive foranstaltninger).

Af: Skatteminister Jeppe Bruus (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2023-24
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 18-01-2024

Afgivet: 18-01-2024

Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 18. januar 2024

20231_l92_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 18. januar 2024

1. Ændringsforslag

Skatteministeren har stillet 2 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Indstillinger

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af skatteministeren, tiltrådt af udvalget:

1) I nr. 4 affattes rykningsklausulen således:

»Nr. 10-13 bliver herefter nr. 9-12.«

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 2]

2) Nr. 5 affattes således:

»5. I § 5 H, stk. 2, indsættes efter nr. 13, der bliver nr. 12, som nyt nummer:

»13) Seychellerne.««

[Konsekvens af, at Rusland fra den 1. januar 2024 er omfattet af defensive foranstaltninger]

Bemærkninger

Til nr. 1 og 2

De i ligningslovens § 5 H, stk. 2, oplistede lande er omfattet af defensive foranstaltninger. De defensive foranstaltninger består i, at der ikke er fradrag for betalinger til interesseforbundne modtagere hjemmehørende i de berørte lande, og at der skal indeholdes og betales en særlig høj udbytteskat (44 pct.) på udbytter af hovedaktionæraktier, datterselskabsaktier og koncernselskabsaktier, når den retmæssige modtager af udbyttet er hjemmehørende i ét af de oplistede lande.

Rusland er pr. 1. januar 2024 opført på listen. Det er sket ved bekendtgørelse nr. 1292 af 13. november 2023 om ikrafttræden af § 3 i lov om opsigelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Rusland og gennemførelse af defensive foranstaltninger mod Rusland og ophævelse af lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Kongeriget Danmarks regering og Den Russiske Føderations regering. Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af lov nr. 712 af 13. juni 2023 om opsigelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Rusland og gennemførelse af defensive foranstaltninger mod Rusland.

Det er med lovforslaget foreslået at medtage Antigua og Barbuda, Belize og Seychellerne på listen over lande, der er omfattet af defensive foranstaltninger, og at tage Costa Rica, De Britiske Jomfruøer og Marshalløerne af listen.

Med ændringsforslag nr. 1 foreslås det at affatte rykningsklausulen i nr. 4 således: »Nr. 10-13 bliver herefter nr. 9-12.«

Ændringsforslaget er en konsekvens af ændringsforslag nr. 2.

Med ændringsforslag nr. 2 foreslås det at affatte § 1, nr. 5, således: »I § 5 H, stk. 2, indsættes efter nr. 13, der bliver nr. 12, som nyt nummer:

»13) Seychellerne.««

Rusland er opført på listen over lande, der er omfattet af defensive foranstaltninger, pr. 1. januar 2024 og var således ikke opført på listen, da lovforslaget blev fremsat den 19. december 2023. Da de lande, der er omfattet af defensive foranstaltninger, er oplistet i alfabetisk rækkefølge, vil Seychellerne skulle fremgå af listen som nr. 13 og ikke som nr. 12, som det er foreslået med lovforslaget. Ændringsforslaget er således en konsekvens af, at Rusland pr. 1. januar 2024 er omfattet af defensive foranstaltninger.

4. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 19. december 2023 og var til 1. behandling den 10. januar 2024. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Skatteudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 1 møde.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og Skatteministeriet sendte den 17. november 2023 dette udkast til udvalget, jf. SAU alm. del - bilag 52. Den 19. december 2023 sendte skatteministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 4 bilag på lovforslaget.

Anders Kronborg (S) Benny Engelbrecht (S) Fie Hækkerup (S) Jesper Petersen (S) fmd. Malte Larsen (S) Per Husted (S) Simon Kollerup (S) Thomas Jensen (S) Thomas Skriver Jensen (S) Jan E. Jørgensen (V) Kim Valentin (V) Torsten Schack Pedersen (V) Hans Andersen (V) Mohammad Rona (M) Charlotte Bagge Hansen (M) Hans Kristian Skibby (DD) Morten Vehl (DD) Steffen W. Frølund (LA) Sólbjørg Jakobsen (LA) Merete Scheelsbeck (KF) Mona Juul (KF) Lars-Christian Brask (LA) Peter Kofod (DF) Sigurd Agersnap (SF) nfmd. Lisbeth Bech-Nielsen (SF) Carl Valentin (SF) Pelle Dragsted (EL) Samira Nawa (RV) Christina Olumeko (ALT)

Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)50
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)23
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Moderaterne (M)15
Liberal Alliance (LA)15
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg (DD)14
Det Konservative Folkeparti (KF)10
Enhedslisten (EL)9
Radikale Venstre (RV)7
Dansk Folkeparti (DF)7
Alternativet (ALT)5
Siumut (SIU)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)5