L 9 Forslag til lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, kildeskatteloven, opkrævningsloven og skatteforvaltningsloven.

(Gennemførelse af aftale om initiativer til effektiv opkrævning og gældsinddrivelse i skattevæsenet m.v.).

Af: Skatteminister Jeppe Bruus (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2023-24
Status: Delt

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 04-10-2023

Fremsættelse: 04-10-2023

Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2023)

20231_l9_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2023)

Skatteministeren (Jeppe Bruus):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, kildeskatteloven, opkrævningsloven og skatteforvaltningsloven (Gennemførelse af aftale om initiativer til effektiv opkrævning og gældsinddrivelse i skattevæsenet m.v.)

(Lovforslag nr. L 9)

Effektiv gældsinddrivelse er en forudsætning for tilliden til skattevæsenet. Det er ikke rimeligt, at andre borgere skal betale for dem, der ikke betaler deres gæld til det offentlige. Når gæld til det offentlige ikke betales, udhules finansieringen af de velfærdsydelser, som alle nyder godt af, og tilliden til skattevæsenet kan lide et knæk.

Lovforslaget har bl.a. til formål at gennemføre visse dele af aftale om initiativer til effektiv opkrævning og gældsinddrivelse i skattevæsenet, som blev indgået den 1. juni 2023 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet.

Som led i udmøntningen af aftalen foreslås det at forlænge forældelsesudskydelsen for gæld under inddrivelse i DMI og SAP 38 og perioden, hvor det er muligt at anvende paralleldriftsreglerne, og at genindføre den særlige regel for afskrivning. Herudover foreslås tiltag, der muliggør tværgående lønindeholdelse i DMI, og tiltag, der afhjælper problemerne med låste indbetalinger, hvor skyldnere ikke har mulighed for at betale gæld, fordi den er under oprydning. Der foreslås på baggrund heraf regler om rentestop for gæld under oprydning, en bagatelgrænse for afskrivning på 2.000 kr. og forlængelse fra 6 til 12 måneder af den afklaringsperiode, som Gældsstyrelsen har til at afklare gæld under oprydning, hvor der er sket indbetalinger på gælden.

Samtidig indeholder lovforslaget forslag til ændringer i reglerne om bl.a. opkrævning af restskat og udbetaling af overskydende skat for at understøtte systemhåndteringen og praksis på området. Endelig foreslås det, at opkrævningen af en særlig afgift vedr. feriemidler kan ske via skattekontoen, og at Gældsstyrelsen skal overtage inddrivelsen af kommunale byggesagsgebyrer m.v.

Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. januar 2024. Visse dele, fx tiltagene vedr. tværgående lønindeholdelse, sættes i kraft senere via en bekendtgørelse.

Den del, der vedrører Gældsstyrelsens overtagelse af inddrivelsen af kommunale byggesagsgebyrer m.v., har ikke været i høring, men er aftalt med KL.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.