Skriftlig fremsættelse (12. december
2023)
Børne- og
undervisningsministeren (Mattias Tesfaye):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
velfærdsaftaler på dagtilbudsområdet og
folkeskoleområdet og lov om ændring af dagtilbudsloven
(Forlængelse af forsøgsperioden for
velfærdsaftalekommunerne på dagtilbudsområdet og
folkeskoleområdet)
(Lovforslag nr. L 89)
Den 9. december 2020 indgik den tidligere
regering (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale
Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative
Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Alternativet
velfærdsaftaler på hhv. dagtilbudsområdet og
folkeskoleområdet.
Lov om velfærdsaftaler på
dagtilbudsområdet og folkeskoleområdet, der
udmøntede aftalerne, trådte i kraft den 15. maj 2021,
hvor Helsingør og Rebild Kommuner blev frisat fra en lang
række bestemmelser i dagtilbudsloven og Holbæk og
Esbjerg Kommuner blev frisat fra en lang række bestemmelser i
folkeskoleloven. Lov om velfærdsaftaler på
dagtilbudsområdet og folkeskoleområdet ophæves
den 30. september 2024.
Lovforslaget har til formål at
forlænge hjemlen til, at de udvalgte kommuner sættes
fri af statslig regulering med henblik på at skabe
øget kvalitet og plads til faglighed i velfærden
på dagtilbudsområdet og folkeskoleområdet.
Med henblik på at afvente
resultaterne af evalueringen af forsøgsordningen med at
frisætte udvalgte kommuner fra en række bestemmelser
på hhv. dagtilbudsområdet og folkeskoleområdet,
som forventes at foreligge i slutningen af 2024, foreslås
forsøgsordningen forlænget frem til den 31. juli
2025.
Lovforslaget har været sendt i
offentlig høring i perioden fra den 2. oktober 2023 til den
31. oktober 2023.
Det foreslås, at loven træder i
kraft den 1. juli 2024.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.