Betænkning afgivet af Udvalget for
Landdistrikter og Øer den 17. januar 2024
1. Ændringsforslag
Der er stillet 8 ændringsforslag til
lovforslaget, herunder om deling af lovforslaget. Dansk Folkepartis
medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 1-4.
Ministeren for byer og landdistrikter har stillet
ændringsforslag nr. 5-8.
2. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, V, SF, LA, KF og RV) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af ministeren for byer og
landdistrikter til det udelte lovforslag stillede
ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (DD) vil stemme for ændringsforslag nr. 1 om deling
af lovforslaget. Mindretallet indstiller de under A og B
nævnte lovforslag til forkastelse
ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de til de under A og
B nævnte lovforslag stillede ændringsforslag. Hvis
ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget forkastes,
vil mindretallet stemme imod lovforslaget, men for de af ministeren
for byer og landdistrikter til det udelte lovforslag stillede
ændringsforslag.
Et andet
mindretal i udvalget (EL og ALT) vil stemme for
ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget. Mindretallet
indstiller de under A og B nævnte lovforslag til vedtagelse med de til de under A og B
nævnte lovforslag stillede ændringsforslag. Hvis
ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget forkastes,
vil mindretallet stemme for lovforslaget og de af ministeren for
byer og landdistrikter til det udelte lovforslag stillede
ændringsforslag.
Et tredje
mindretal i udvalget (DF) vil stemme for
ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget. Mindretallet
indstiller det under A nævnte lovforslag til vedtagelse med det til det under A
nævnte lovforslag stillede ændringsforslag.
Mindretallet indstiller det under B nævnte lovforslag til
forkastelse ved 3. behandling. Hvis
ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget forkastes,
vil mindretallet stemme imod lovforslaget, men for de af ministeren
for byer og landdistrikter til det udelte lovforslag stillede
ændringsforslag.
Et fjerde
mindretal i udvalget (Kim Edberg Andersen, UFG) vil ved 3.
behandling redegøre for sin stilling til lovforslaget.
Mindretallet vil ved 2. behandling af lovforslaget redegøre
for sin stilling til de stillede ændringsforslag.
Siumut, Inuit Ataqatigiit,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
3. Politiske bemærkninger
Enhedslisten
Enhedslistens medlem af udvalget
bemærker, at EL støtter lovforslaget, da EL finder det
vigtigt, at der fortsat er testpladser, så
vindmølleindustrien kan afprøve ny teknik på
land.
Enhedslisten støtter ministerens
ændringsforslag nr. 6, idet EL lægger vægt
på, at dispensationsmulighederne kun kan anvendes, hvis de
berørte borgere accepterer det.
Højere vindmøller gør
det sværere at finde testpladser på land, og EL er
imod, hvis et kommende tredje testcenter placeres tæt ved
Vadehavet. EL mener, at det bør afklares, om testpladser
på havet kan være en god placering for 450 m
høje møller.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
a
Ændringsforslag om
deling af lovforslaget
Af et mindretal
(DF), tiltrådt af et mindretal
(DD, EL og ALT):
1)
Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende titler og
indhold:
A. »Forslag
til lov om ændring af lov om testcentre for store
vindmøller ved Høvsøre og Østerild
(Mulighed for færre, men højere vindmøller ved
Testcenter Høvsøre)« omfattende § 1, nr.
1-17 og 19-23, § 3, stk. 1, og bilag 1-3.
B. »Forslag
til lov om ændring af lov om testcentre for store
vindmøller ved Høvsøre og Østerild og
ligningsloven (Mulighed for testcenterbonus)« omfattende
§ 1, nr. 18, § 2 og § 3, stk. 2.
[Forslag om deling af
lovforslaget]
b
Ændringsforslag til
det under A nævnte lovforslag
Til § 3
2) I
stk. 1 udgår », jf. dog
stk. 2«.
[Konsekvens af
ændringsforslag om deling af lovforslaget]
c
Ændringsforslag til
det under B nævnte lovforslag
Til § 3
3) I
stk. 2, 1. pkt., ændres
»ikrafttrædelse af lovens § 1, nr. 18« til:
»lovens ikrafttræden«.
[Konsekvens af
ændringsforslag om deling af lovforslaget]
4) I
stk. 2, 2. pkt., ændres
»bestemmelsen« til: »§ 21 i lov om
testcentre for store vindmøller ved Høvsøre og
Østerild som affattet ved denne lovs § 1, nr.
18,«.
[Konsekvens af
ændringsforslag om deling af lovforslaget]
d
Ændringsforslag til
det udelte lovforslag
Til titlen
Af ministeren for byer og
landdistrikter, tiltrådt af et flertal (S, V, SF, M, LA, KF og RV):
5)
Efter »Østerild« indsættes: »og
ligningsloven«.
[Lovteknisk rettelse]
Til § 1
6)
Efter nr. 5 indsættes:
»01. Efter § 13
indsættes:
Ȥ 13 a. Ministeren for
byer og landdistrikter kan i særlige tilfælde tillade,
at der på testcentrenes standpladser opstilles
vindmøller, der er placeret nærmere nabobeboelse end
fire gange møllens totalhøjde.
§ 13 b. Ministeren for byer og
landdistrikter kan for testcentrene i særlige tilfælde
dispensere fra støjgrænser i regler om støj fra
vindmøller.««
[Mulighed for undtagelse fra
afstandskrav og støjregler]
7) I
nr. 18 ændres i den indledende tekst »før
overskriften før § 22« til: »i kapitel 4«.
[Lovteknisk rettelse
vedrørende bestemmelsens placering]
Til § 2
8) I
det under nr. 1 foreslåede § 7 R, stk. 2, indsættes efter
»§ 21«: », stk. 3,«.
[Lovteknisk rettelse
vedrørende præcisering af henvisning]
Bemærkninger
Til nr. 1
Det
foreslås, at lovforslaget deles i to lovforslag.
Den ene del
(A) omfatter alle lovforslagets bestemmelser, der er
nødvendige for anlæg og drift af Testcenter
Høvsøre med plads til fem vindmøller af op til
275 m's højde, men med undtagelse af regler om
testcenterbonus.
Den andel del
(B) omfatter lovforslagets bestemmelser om testcenterbonus og om
skattefritagelse af bonussen.
Til nr. 2-4
Der er tale om konsekvensændringer
som følge af ændringsforslag nr. 1 om deling af
lovforslaget.
Til nr. 5
Da ligningsloven foreslås
ændret med lovforslagets § 2, skal ligningsloven
også fremgå af lovforslagets titel. Der er tale om en
lovteknisk rettelse.
Til nr. 6
Det følger af § 2, stk. 2, i
bekendtgørelse nr. 923 af 6. september 2019 om
planlægning for og tilladelse til opstilling af
vindmøller, at der ikke må gives tilladelse efter
planloven til vindmøller nærmere nabobeboelse end fire
gange møllens totalhøjde. Bekendtgørelsen
vedrører tilladelser efter planloven, hvilket ikke er
forudsat ved opstilling af vindmøller på de nationale
vindmølletestcentre.
Testcenterloven indeholder ikke i dag
lovbestemmelser om, at vindmøller, der opstilles på de
nationale vindmølletestcentre ved Østerild og
Høvsøre, skal overholde det afstandskrav, der
følger af ovennævnte bekendtgørelse.
Det er dog en forudsætning i
testcenterloven, at afstandskravet overholdes. Der henvises herved
f.eks. til bemærkningerne til lovens § 3 og § 8,
der blev nyaffattet ved lov nr. 705 af 8. juni 2018 om
ændring af lov om et testcenter for store vindmøller
ved Østerild (Udvidelse af vindmølletestcentrene ved
Høvsøre og Østerild), hvor der bestemmes
højdebegrænsninger på vindmøller, der
opstilles på en række standpladser ved både
Testcenter Østerild og Testcenter Høvsøre af
hensyn til afstandskravet på fire gange totalhøjden
til nærmeste nabobeboelse, jf. Folketingstidende 2017-18,
tillæg A, L 198 som fremsat, side 40 og 43. Det er derfor
By-, Land- og Kirkeministeriets vurdering, at det vil
forudsætte ny regulering, hvis afstandskravet skal kunne
fraviges.
Der foreslås en ny § 13 a,
hvorefter ministeren for byer og landdistrikter i særlige
tilfælde kan tillade, at der på testcentrenes
standpladser opstilles vindmøller, der er placeret
nærmere nabobeboelse end fire gange møllens
totalhøjde.
Den foreslåede bestemmelse vil
indebære, at ministeren for byer og landdistrikter kan
meddele tilladelse til, at afstandskravet til nabobeboelse på
fire gange møllehøjden fraviges. Et afstandskrav, der
ellers ville være en forudsætning for opstilling af
vindmøller.
Tilladelsen vil skulle meddeles til den
driftsansvarlige, der er DTU, og der vil alene kunne meddeles
tilladelse efter inddragelse af ejerne og beboerne i de boliger,
der er beliggende inden for fire gange møllehøjden
på den vindmølle, der påtænkes opstillet.
Der vil i medfør af bestemmelsen alene kunne meddeles
tilladelse, hvis beboerne i de pågældende boliger har
accepteret dette.
Der vil efter bestemmelsen alene kunne
meddeles tilladelse i særlige tilfælde. Ved vurderingen
af, om der foreligger særlige tilfælde, vil det skulle
indgå, hvor stor en fravigelse af afstandskravet, der er tale
om. Derudover vil det skulle indgå, om der blandt beboerne i
de boliger, der er beliggende inden for fire gange
møllehøjden, er et ønske om at blive boende
på ejendommen trods fravigelsen, og beboernes forhold i
øvrigt vil skulle indgå, herunder beboerens
tilknytning til ejendommen.
Der vil med hjemmel i bestemmelsen kunne
gives tilladelse til en begrænset fravigelse af
afstandskravet, hvorved forstås, at der kan gives tilladelse
til at opstille en vindmølle på en standplads, der i
et nærmere fastsat omfang overskrider afstandskravet, men
hvor der eventuelt fastholdes en højdebegrænsning
på den pågældende standplads. Hvis en
vindmølle på en standplads på grund af
afstandskravet således er begrænset til at kunne
være 190 m høj, men hvor standpladsen potentielt vil
kunne rumme vindmøller af op til 275 m's højde, vil
der med hjemmel i bestemmelsen kunne gives tilladelse til, at der
opstilles en vindmølle på op til 250 m's højde,
hvis f.eks. forholdene til naboboligerne taler for, at
afstandskravet ikke skal fraviges i dets helhed.
En tilladelse til fravigelse vil i
udgangspunktet være tidsbegrænset, så den alene
gives for den periode, hvor beboerne i den bolig, som
afstandskravet fraviges for, bebor den pågældende
ejendom.
En konsekvens af, at afstandskravet
fraviges, vil være, at det ikke vil være
nødvendigt at nedlægge boliger af hensyn til dette
krav, for at der kan opsættes vindmøller på
testcenteret, der ellers ville overskride afstandskravet. De
berørte beboere forbeholder sig retten til at lade sig
ekspropriere på et senere tidspunkt. Når en
tidsbegrænset tilladelse til fravigelse af afstandskravet
udløber, vil kravet genindtræde. Dette vil kunne
aktualisere et behov for ekspropriation af de boliger, der er
beliggende inden for afstandskravet på fire gange
møllehøjden.
Vindmøller på de nationale
vindmølletestcentre skal overholde de støjkrav, der
følger af bekendtgørelse nr. 135 af 7. februar 2019
om støj fra vindmøller.
Det følger af
bekendtgørelsens § 4, stk. 1, at den samlede
støjbelastning fra vindmøller ikke må overstige
39 dB (ved 8 m/s) og 37 dB (ved 6 m/s) for områder til
støjfølsom arealanvendelse og 44 dB (ved 8 m/s) og 42
dB (ved 6 m/s) for beboelse i det åbne land.
Efter bekendtgørelsens § 4,
stk. 2, må den samlede lavfrekvente støj fra
vindmøller indendørs i beboelse i det åbne land
eller indendørs i områder til støjfølsom
arealanvendelse ikke overstige 20 dB ved en vindhastighed på
8 m/s og 6 m/s. Grænseværdierne gælder ikke for
vindmølleejerens beboelse, jf. bekendtgøresens §
4, stk. 3.
Bekendtgørelsen indeholder ikke
regler om dispensation. Det bemærkes dog, at
miljøministeren i 2012 gav en dispensation fra
vindmøllebekendtgørelsens støjgrænser
for en enkelt bolig i forbindelse med etableringen af testcenter
Østerild, hvor der var særlige personlige
omstændigheder for en beboer i en eksproprieret bolig.
Der foreslås en ny § 13 b til
testcenterloven, hvorefter ministeren for byer og landdistrikter
for testcentrene i særlige tilfælde kan dispensere fra
støjgrænser i regler om støj fra
vindmøller.
Den foreslåede bestemmelse vil
indebære, at ministeren for byer og landdistrikter kan
meddele dispensation fra de støjgrænser, der
følger af bekendtgørelse nr. 135 af 7. februar 2019
om støj fra vindmøller og senere
bekendtgørelser, der måtte erstatte denne.
Tilladelsen vil skulle meddeles til den
driftsansvarlige, der er DTU, og der vil alene kunne meddeles
tilladelse efter inddragelse af ejerne og beboerne af de boliger,
hvor støjgrænserne vurderes at blive overskredet ved
et fuldt udbygget testcenter. Det vil for den foreslåede
tilpasning af Testcenter Høvsøre dreje sig om
ejendommene, der er beliggende på adresserne Vråvej 12
og Vråvej 18 i Lemvig Kommune.
Der vil i medfør af bestemmelsen
alene kunne meddeles dispensation, hvis beboerne i de boliger, som
støjgrænser ikke vil kunne overholdes for, har
accepteret dette.
Det vil efter bestemmelsen alene kunne
meddeles dispensation i særlige tilfælde. Ved
vurderingen af, om der foreligger særlige tilfælde, vil
det skulle indgå, om der er tale om en begrænset
overskridelse af støjgrænserne. Derudover vil det
skulle indgå, om der blandt beboerne er et ønske om at
blive boende på ejendommen, selv om
støjgrænserne måtte blive overskredet, og
beboernes forhold i øvrigt vil skulle indgå, herunder
beboerens tilknytning til ejendommen.
En dispensation vil i udgangspunktet
være tidsbegrænset, så den alene gives for den
periode, hvor beboerne i den bolig, som støjgrænserne
fraviges for, bebor den pågældende ejendom. De
berørte beboere forbeholder sig retten til at lade sig
ekspropriere på et senere tidspunkt. Når en
tidsbegrænset dispensation fra støjgrænserne
udløber, vil disse igen skulle overholdes. Dette vil kunne
aktualisere et behov for ekspropriation af de boliger, hvor
støjgrænserne vurderes at blive overskredet ved et
fuldt udbygget testcenter.
Kommunalbestyrelsen vil også skulle
tage højde for en meddelt dispensation i forbindelse med
tilsynet med testcenterets overholdelse af bekendtgørelsen,
jf. bekendtgørelsens § 11, stk. 1.
Til nr. 7
Det foreslås, at indledningen til nr.
18 ændres, så det kommer til at fremgå, at den
foreslåede § 21 indsættes efter § 20 i lovens
kapitel 4. Den foreslåede ændring indebærer, at
bestemmelsen vil blive indsat i slutningen af kapitel 4 i stedet
for starten af kapitel 5. Ændringen er af lovteknisk
karakter.
Til nr. 8
Med den foreslåede ændring
præciseres det, at testcenterbonussen vil blive fastsat i
regler udstedt med hjemmel i det forslåede § 21, stk. 3.
Ændringen er af lovteknisk karakter.
5. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 29. november
2023 og var til 1. behandling den 7. december 2023. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i Udvalget for
Landdistrikter og Øer.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og den
daværende minister for landdistrikter sendte den 23. juni
2023 dette udkast til udvalget, jf. ULØ alm. del - bilag
102, folketingsåret 2022-23, 2. samling. Den 29. november
2023 sendte ministeren for byer og landdistrikter
høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.
Teknisk gennemgang
Udvalget for Landdistrikter og Øer
afholdt den 6. december 2023 en teknisk gennemgang af lovforslaget
med ministeren for byer og landdistrikter. Der henvises til bilag
3.
Studietur
Udvalget for Landdistrikter og Øer
afholdt den 12. januar 2024 en studietur til Testcenter
Havsøre og Fjaltring, jf. bilag 7.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 10
bilag på lovforslaget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget
1 skriftlig henvendelse om lovforslaget, som ministeren for byer og
landdistrikter har kommenteret over for udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
24 spørgsmål til ministeren for byer og landdistrikter
til skriftlig besvarelse. Ministeren har besvaret
spørgsmål nr. 1-15. Udvalget forventer, at ministeren
vil besvare de resterende spørgsmål inden 2.
behandling af lovforslaget.
Birgitte Vind (S) Anders Kronborg
(S) Kim Aas (S) Kasper Roug (S) Kris Jensen Skriver (S) nfmd. Per Husted (S) Sara Emil Baaring
(S) Simon Kollerup (S) Lea Wermelin (S) Hans Christian Schmidt (V)
Erling Bonnesen (V) Peter Juel-Jensen (V) Anni Matthiesen (V)
Charlotte Bagge Hansen (M) Henrik Frandsen (M) Susie Jessen (DD)
fmd. Inger Støjberg (DD)
Jens Meilvang (LA) Carsten Bach (LA) Niels Flemming Hansen (KF)
Lise Bertelsen (KF) Kim Edberg Andersen (UFG) Mikkel Bjørn
(DF) Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) Theresa Berg Andersen (SF)
Charlotte Broman Mølbæk (SF) Jette Gottlieb (EL) Zenia
Stampe (RV) Christina Olumeko (ALT)
Siumut, Inuit Ataqatigiit,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 50 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 23 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Moderaterne (M) | 15 | |
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg
(DD) | 14 | |
Liberal Alliance (LA) | 14 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 10 | |
Enhedslisten (EL) | 9 | |
Radikale Venstre (RV) | 7 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 7 | |
Alternativet (ALT) | 5 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 6 | |