L 87 Forslag til lov om ændring af lov om testcentre for store vindmøller ved Høvsøre og Østerild og ligningsloven.

(Mulighed for færre, men højere vindmøller ved Testcenter Høvsøre).

Af: Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin (V)
Udvalg: Udvalget for Landdistrikter og Øer
Samling: 2023-24
Status: Stadfæstet

Ændringsforslag til 2. behandling

Afgivet: 19-01-2024

Afgivet: 19-01-2024

Ændringsforslag nr. 9-10 af Susie Jessen (DD) stillet den 19.01.2024 uden for betænkningen

20231_l87_aendringsforslag_beh22813066.pdf
Html-version

Ændringsforslag stillet den 19. januar 2024 uden for betænkningen

Til § 1

Af Susie Jessen (DD):

9) Nr. 5 affattes således:

»5. § 8, stk. 1, 2. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:

»De fire sydligste standpladser kan anvendes til opstilling og afprøvning af fire prototypevindmøller hver med en totalhøjde på op til 275 m. Den nordligste standplads kan anvendes til opstilling og afprøvning af én prototypevindmølle med en totalhøjde på op til 190 m.««

[Begrænsning af møllehøjde på testcenterets nordligste standplads]

10) I det under nr. 23 foreslåede bilag 4, ændres »130« til: »100«.

[Konsekvens af ændret møllehøjde på den nordligste standplads]

Bemærkninger

Til nr. 9

Ændringsforslagets formål er at begrænse møllehøjden på den nordligste standplads på Testcenter Høvsøre. Forslaget følger et ønske fra borgerne i Fjaltring, så de i mindre grad vil blive generet af de store prototypevindmøller.

Efter testcenterlovens § 8, stk. 1, 2. pkt., kan standpladserne på Testcenter Høvsøre anvendes til opstilling og afprøvning af syv prototypevindmøller hver med en totalhøjde på op til 200 m.

Med lovforslagets § 1, nr. 5, blev bestemmelsen foreslået ændret, så standpladserne på Testcenter Høvsøre vil kunne anvendes til opstilling og afprøvning af fem prototypevindmøller hver med en totalhøjde på op til 275 m.

Ændringsforslaget vil indebære, at der på de fire sydligste standpladser på Testcenter Høvsøre kan opstilles vindmøller på op til 275 m's totalhøjde, og at der på testcenterets nordligste plads vil kunne opstilles én vindmølle med en totalhøjde på op til 190 m.

Til nr. 10

Det foreslåede bilag 4, jf. lovforslagets bilag 3, indeholder de data, der skal lægges til grund ved beregning af det samlede støjbidrag fra Testcenter Høvsøre, når vindmøller ønskes opført eller ændret uden for støjkonsekvensområdet.

Det følger af bilaget, at der for standplads S1 i Høvsøre (den nordligste standplads) skal lægges en navhøjde på 130 m til grund.

Det foreslås, at bilaget ændres, så der for standplads S1 i Høvsøre skal lægges en navhøjde på 100 m til grund.

Den foreslåede ændring følger af ændringsforslag nr. 9, hvormed møllehøjden på den nordligste standplads foreslås reduceret til 190 m.