Betænkning afgivet af
Beskæftigelsesudvalget den 6. december 2023
1. Ændringsforslag
Beskæftigelsesministeren har stillet
2 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, V, M, DD, LA, KF, EL, RV og DF) indstiller
lovforslaget til vedtagelse med de
stillede ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (SF) vil ved 3. behandling redegøre for sin
stilling til lovforslaget. Mindretallet vil ved 2. behandling af
lovforslaget redegøre for sin stilling til de stillede
ændringsforslag.
Et andet mindretal i udvalget (ALT) vil ved 3.
behandling redegøre for sin stilling til lovforslaget.
Mindretallet vil ved 2. behandling af lovforslaget redegøre
for sin stilling til de stillede ændringsforslag.
Et tredje mindretal i udvalget (NB) vil ved 3.
behandling redegøre for sin stilling til lovforslaget.
Mindretallet vil ved 2. behandling af lovforslaget redegøre
for sin stilling til de stillede ændringsforslag.
Siumut, Inuit Ataqatigiit,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
3. Politiske bemærkninger
Dansk Folkeparti
Dansk Folkepartis medlem af udvalget er
tilfreds med, at ministeren har taget den del af lovforslaget, der
handler om at fratage fleksjobbere retten til at arbejde på
overenskomstmæssige vilkår, ud. Det gør, at DF
kan støtte forslaget.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til titlen
Af beskæftigelsesministeren,
tiltrådt af et flertal (S, V, M,
DD, LA, KF, EL, RV og DF):
1) Titlen affattes således:
»Forslag
til
Lov om ændring af lov om
en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om social pension, lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område
og forskellige andre love
(Mulighed for dispensation til eksport af
pensionstillæg m.v., forenklet beregning af
fleksløntilskud, herunder i forhold til hjælp til
dækning af tabt arbejdsfortjeneste m.v., og ændring af
mellemkommunal refusion for førtidspension og
seniorpension)«.
[Præcisering af lovforslagets
titel]
Til § 1
2) Nr. 3
udgår.
[Ændring af reglerne om
fastsættelse af løn og øvrige
arbejdsvilkår i fleksjob på områder, der ikke er
dækket af overenskomst, udgår af lovforslaget]
Bemærkninger
Til nr. 1
Lovens titel nyaffattes, da det fejlagtigt
fremgår af lovforslaget, at der sker ændring af lov om
aktiv socialpolitik. Dette skal rettelig ændres til lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område.
Undertitlen ændres desuden som følge af
ændringsforslag nr. 2 om, at lovforslagets § 1, nr. 3,
udgår, således at det ikke længere fremgår,
at aftalefrihed i fleksjobordningen er en del af lovforslaget.
Til nr. 2
Den i lovforslagets § 1, nr. 3,
foreslåede ændring af § 122, stk. 4, i lov om en
aktiv beskæftigelsesindsats, som indeholder
præciseringer og ændringer af reglerne om
fastsættelse af løn og øvrige
arbejdsvilkår i fleksjob på områder, der ikke er
dækket af overenskomst, udgår af lovforslaget.
Baggrunden herfor er, at der er behov for yderligere dialog med
arbejdsmarkedets parter om den konkrete indretning af reglerne.
5. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 15. november
2023 og var til 1. behandling den 23. november 2023. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i
Beskæftigelsesudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
beskæftigelsesministeren sendte den 8. september 2023 dette
udkast til udvalget, jf. BEU alm. del - bilag 250. Den 14. november
2023 sendte beskæftigelsesministeren høringssvarene,
et høringsnotat og et ligestillingsnotat til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 12
bilag på lovforslaget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget
6 skriftlige henvendelser om lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
6 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til
skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.
Bjarne Laustsen (S) fmd. Bjørn Brandenborg (S)
Henrik Møller (S) Jens Joel (S) Kasper Roug (S) Tanja
Larsson (S) Rasmus Stoklund (S) Thomas Monberg (S) Thomas Skriver
Jensen (S) Christoffer Aagaard Melson (V) Louise Schack Elholm (V)
Hans Andersen (V) Kim Valentin (V) nfmd. Karin Liltorp (M) Nanna W.
Gotfredsen (M) Charlotte Munch (DD) Betina Kastbjerg (DD)
Sólbjørg Jakobsen (LA) Steffen Larsen (LA) Helle
Bonnesen (KF) Niels Flemming Hansen (KF) Kim Edberg Andersen (NB)
Nick Zimmermann (DF) Karsten Hønge (SF) Astrid Carøe
(SF) Kirsten Normann Andersen (SF) Victoria Velasquez (EL) Katrine
Robsøe (RV) Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen (ALT)
Siumut, Inuit Ataqatigiit,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 50 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 23 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Moderaterne (M) | 15 | |
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg
(DD) | 14 | |
Liberal Alliance (LA) | 14 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 10 | |
Enhedslisten (EL) | 9 | |
Radikale Venstre (RV) | 7 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 7 | |
Alternativet (ALT) | 5 | |
Nye Borgerlige (NB) | 3 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 3 | |