Skriftlig fremsættelse (14. november
2023)
Udlændinge- og
integrationsministeren (Kaare Dybvad Bek):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
integrationsgrunduddannelse (igu) og lov om Arbejdsgivernes
Uddannelsesbidrag (Videreførelse og udvidelse af
igu-ordningen og videreførelse af
egu-fgu-bonusordningen)
(Lovforslag nr. L 82)
Den 20. september 2023 indgik regeringen og
arbejdsmarkedets parter en trepartsaftale om videreførelse
og udvidelse af integrationsgrunduddannelsen (igu). Formålet
med nærværende lovforslag er at udmønte de dele
af aftalen, som kræver lovgivning.
Det foreslås på den baggrund,
at igu-ordningen videreføres, således at
igu-forløb, som efter de gældende regler kan
påbegyndes til og med den 31. december 2023, fremover vil
kunne påbegyndes til og med den 31. december 2027.
Det foreslås endvidere at udvide
målgruppen, således at målgruppen for
igu-forløb fremover vil omfatte flygtninge og alle grupper
af familiesammenførte i alderen 18-50 år med en
opholdstid på op til 20 år. I forlængelse heraf
foreslås det at indføre et årligt loft på
1.500 nye igu-forløb.
Med lovforslaget foreslås det
derudover, at der indføres en bemyndigelse til
udlændinge- og integrationsministeren til at fastsætte
nærmere regler om beviset, der udleveres til
udlændingen efter fuldførelse af det samlede
igu-forløb og dokumentation ved delvis
gennemførelse.
Det foreslås desuden, at den
eksisterende virksomhedsbonus i igu-ordningen videreføres,
men at den fremover udbetales i tre rater.
Det foreslås endelig, at
bonusordningen for private arbejdsgivere, der ansætter elever
i uddannelsessporet erhvervsgrunduddannelse
(egu-fgu-bonusordningen), videreføres frem til den 31.
december 2027. Formålet hermed er at sikre fortsat
parallelitet med bonusordningen i igu-ordningen.
Det foreslås, at lovforslaget
træder i kraft den 1. januar 2024.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.