Betænkning afgivet af Skatteudvalget
den 15. november 2023
1. Ændringsforslag
Der er stillet 5 ændringsforslag til
lovforslaget. Skatteministeren har stillet ændringsforslag
nr. 1, 4 og 5, og Dansk Folkepartis medlem af udvalget har stillet
ændringsforslag nr. 2 og 3.
2. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, V, SF, M, LA og RV) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af skatteministeren
stillede ændringsforslag. Flertallet vil stemme imod de af DF
stillede ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (DD, DF, ALT og NB) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af skatteministeren
stillede ændringsforslag nr. 1 og de af DF stillede
ændringsforslag. Skulle de af DF stillede
ændringsforslag ikke blive vedtaget, kan mindretallet dog
støtte skatteministerens ændringsforslag nr. 4 og
5.
Et andet
mindretal i udvalget (KF) vil redegøre for sin
stilling til lovforslaget ved 3. behandling. Mindretallet vil ved
2. behandling af lovforslaget redegøre for sin stilling til
de stillede ændringsforslag.
Et tredje
mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af skatteministeren
stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme hverken for
eller imod de af DF stillede ændringsforslag.
Siumut, Inuit Ataqatigiit,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
3. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 2
Af skatteministeren,
tiltrådt af et flertal (udvalget
med undtagelse af KF):
1) I
nr. 4 ændres i den indledende tekst »kapitel 2«
til: »kapitel 1«.
[Lovteknisk ændring]
Af et mindretal
(DF), tiltrådt af et mindretal
(DD, ALT og NB):
2) I
den under nr. 4 foreslåede § 17 B udgår i 1. pkt. »i samme
pensionsinstitut«.
[Sikring af, at udbetalingsalderen
for en pensionsopsparing altid følger
pensionsopspareren]
3) Nr. 9
udgår.
[Konsekvensændring som
følge af ændringsforslag nr. 2]
Af skatteministeren,
tiltrådt af et flertal (udvalget
med undtagelse af KF):
4) I
den under nr. 9 foreslåede
affattelse af § 42 A affattes
stk. 2, 3. pkt., således:
»2. pkt. gælder også ved
overførsel fra en privat pensionsordning, hvortil der er
foretaget en arbejdsgiverindbetaling højst 36 måneder
inden denne overførsel.«
[Justering af flyttefrist for
private ordninger, der tidligere var
arbejdsgiveradministrerede]
5) I
den under nr. 9 foreslåede
affattelse af § 42 A
indsættes i stk. 3 som 2. pkt.:
»En lavere aldersgrænse for udbetaling
for en ordning kan ligeledes overføres til en ordning med
højere aldersgrænse i samme pensionsinstitut, uanset
at der ikke er tale om en overførsel som nævnt i
§§ 41 og 41 A, hvis der i kraft af ordningen med den
lavere aldersgrænse kan nyoprettes en pensionsordning med
samme aldersgrænse, jf. § 17 B, og denne nyoprettede
ordning dernæst efter §§ 41 eller 41 A ville kunne
overføres til ordningen med den højere
aldersgrænse og efter betingelserne i stk. 1 og 2 opretholde
den nyoprettede ordnings lavere aldersgrænse for udbetaling,
jf. stk. 1.«
[Mulighed for at undlade
nyoprettelse, der alene er begrundet af overførsel af
aldersgrænse for udbetaling, som reglerne alligevel tillader
ad administrativ omvej]
Bemærkninger
Til nr. 1
Med lovforslagets § 2, nr. 4,
foreslås pensionsbeskatningslovens § 17 B indsat efter
§ 17 A i pensionsbeskatningslovens kapitel 2.
Den foreslåede ændring vil
betyde, at bestemmelsen vil blive placeret i kapitel 2 under
»Den skattepligtige indkomst«.
Med ændringsforslag nr. 1
foreslås det, at den under lovforslagets § 2, nr. 4,
foreslåede § 17 B indsættes efter § 17 A i
kapitel 1.
Derved indsættes den foreslåede
bestemmelse som tiltænkt under paragrafoverskriften
»Fælles bestemmelser« i pensionsbeskatningslovens
kapitel 1 om »Ordningernes indhold«.
Den foreslåede ændring har
alene lovteknisk betydning.
Til nr. 2 og 3
Ændringsforslagene har til hensigt at
sikre, at udbetalingsalderen for en pensionsopsparing altid
følger pensionsopspareren. Det vil medføre, at hvis
pensionsopspareren f.eks. har en rettighed til at kunne starte
udbetalingen af sin pension som 60-årig, skal den rettighed
følge med automatisk, uanset om vedkommende skifter job.
Efter de gældende regler risikerer
pensionsopspareren, når vedkommende skifter job, at miste
rettighederne til udbetalingstidspunktet. Dette er
pensionsopspareren ofte ikke opmærksom på, og det kan
have store konsekvenser for den enkeltes mulighed for at
planlægge sin tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.
Konkret vil de foreslåede
ændringer åbne op for en model, hvor kravet om
nyoprettelse eller overførsel inden 12 til 36 måneder
udgår.
Udbetalingsalderen skal altid følge
pensionsopspareren frem for den enkelte pensionsopsparing. Herved
bliver det lettere at samle forskellige pensionsordninger ét
sted uden tab af rettigheder. Det betyder, at hvis en person f.eks.
begyndte at spare op til pension før den 1. maj 2007, har
vedkommende en udbetalingsalder på 60 år som den
tidligste, som skal kunne overføres til alle personens
pensionsopsparinger, uanset hvornår de er oprettet.
Ændringsforslagene sikrer rimelighed og mere enkelhed i
pensionssystemet.
Det er en forudsætning, at
dokumentationskravet er opfyldt. Pensionsopspareren skal kunne
dokumentere, at vedkommende ejer en police omfattet af en
pensionsudbetalingsalder med ret til at kunne trække sig
tilbage 3 år før folkepensionsalderen. Oplysninger fra
pensionsinfo.dk kan opfylde dokumentationskravet.
Med ændringsforslagene gøres
det lettere for pensionsopsparere at få overblik over deres
tilbagetrækningsmuligheder før folkepensionsalderen,
da ændringsforslagene vil gøre det muligt at
sætte ordninger til udbetaling på samme tidspunkt,
fordi de vil have én udbetalingsalder. Det kan samtidig
øge incitamentet til at samle pensionsopsparinger og dermed
minimere antallet af små, hvilende pensioner.
Ændringsforslagene skønnes
ikke at have væsentlige provenumæssige konsekvenser for
staten. Forslagene muliggør en øget brug af delvis
pensionering, som samlet set kan få danskerne til at arbejde
længere.
Til nr. 4
Efter pensionsbeskatningslovens § 42 A
opretholdes aldersgrænsen for udbetaling ved hel eller delvis
overførsel som nævnt i §§ 41 eller 41 A af
en ordning til en nyoprettet ordning for samme person eller en
ægtefælle efter udlodning i medfør af § 30,
stk. 2.
Det følger således af
gældende ret, at aldersgrænsen for udbetaling
opretholdes ved en skattefri overførsel af pensionsmidler
til en nyoprettet pensionsordning, men den tidsmæssige
udstrækning af denne overførselsregel har givet
anledning til tvivl.
Med lovforslagets § 2, nr. 9,
foreslås det at nyaffatte pensionsbeskatningslovens § 42
A, således at der bl.a. opstilles faste tidsfrister for, hvor
lang tid der må gå fra oprettelsen af en ny ordning,
til der sker overførsel fra en bestående ordning med
en lavere pensionsudbetalingsalder, hvis den lavere
aldersgrænse for udbetaling skal gælde også for
den nye ordning. Efter det foreslåede § 42 A, stk. 2,
vil det således være en betingelse for opretholdelse af
en lavere aldersgrænse for udbetaling, at overførslen
sker, senest 12 måneder efter at den modtagende ordning er
oprettet, hvis der er tale om overførsel fra en privat
pensionsordning. Ved overførsel fra en
arbejdsgiveradministreret ordning vil fristen være 36
måneder.
Efter det foreslåede stk. 2, 3. pkt.,
i pensionsbeskatningslovens § 42 A, vil fristen på 36
måneder også skulle gælde ved overførsel
fra en privat pensionsordning, hvortil der er foretaget en
arbejdsgiverindbetaling, i perioden på 36 måneder efter
at den modtagende ordning er oprettet.
Sigtet med § 42 A, stk. 2, 3. pkt., er
at give en længere frist for overførsler fra private
pensionsordninger, som oprindelig er oprettet som led i
ansættelsesforhold, der senere er afbrudt, hvorefter der
på pensionsordningen har været indskudt private midler
fra pensionsopspareren.
Som § 42 A, stk. 2, 3. pkt., er
foreslået formuleret, vil den længere frist imidlertid
kun komme til at gælde situationer, hvor en arbejdsgiver
efter oprettelsen af den nye pensionsordning, herunder i
forbindelse med et jobskifte og skift af pensionsleverandør,
har foretaget indbetalinger til den afgivende pensionsordning. Det
vil være undtagelsen, at dette sker, henset til at der netop
er oprettet en ny pensionsordning med henblik på
indbetalinger efter jobskiftet.
Med ændringsforslag nr. 4
foreslås det på denne baggrund at ændre
lovforslagets § 2, nr. 9, således, at det af § 42
A, stk. 2, 3. pkt., vil følge, at 2. pkt. også
gælder ved overførsel fra en privat pensionsordning,
hvortil der er foretaget en arbejdsgiverindbetaling højst 36
måneder inden denne overførsel.
Derved vil der gælde en frist
på 36 måneder fra oprettelsen af en pensionsordning til
at overføre midler fra en privat pensionsordning, hvortil
der er foretaget en arbejdsgiverindbetaling højst 36
måneder inden overførslen til den modtagende ordning,
hvis den afgivende ordnings aldersgrænse for udbetaling skal
overføres til den modtagende ordning.
Den foreslåede bestemmelse kan
illustreres med følgende eksempel:
En pensionsopsparer har en
arbejdsgiveradministreret ratepension, der er oprettet i 2006,
hvorfor den vil kunne udbetales, når pensionsopspareren
fylder 60 år. Pensionsopsparerens ansættelsesforhold
ophører den 1. februar 2024, og sidste
arbejdsgiverindbetaling sker den 31. januar 2024.
Pensionsopspareren fortsætter herefter med at foretage
private indbetalinger til ratepensionen.
Den 1. juli 2025 får
pensionsopspareren en pensionsordning via sin nye arbejdsgiver hos
en anden pensionsleverandør. Denne ordning vil som
udgangspunkt kunne udbetales fra pensionsopsparerens
pensionsudbetalingsalder, dvs. 3 år før
folkepensionsalderen.
2006-ordningen vil skulle anses som en
privat pensionsordning, hvorfor fristen for overførsel
herfra efter lovforslaget umiddelbart vil være 12
måneder fra den 1. juli 2025, men da der er foretaget en
arbejdsgiverindbetaling så sent som den 31. januar 2024, vil
den nyoprettede ordning med den med ændringsforslag nr. 4
foreslåede bestemmelse kunne få en aldersgrænse
for udbetaling på 60 år, hvis der sker
overførsel fra 2006-ordningen senest den 30. januar 2027.
Overførslen vil i givet fald være foretaget senest 36
måneder efter oprettelsen af den modtagende ordning, ligesom
der er foretaget en arbejdsgiverindbetaling til den afgivende
private ordning højst 36 måneder inden
overførslen.
I eksemplet vil pensionsopspareren
imidlertid ikke kunne lade overførslen fra den afgivende
private ordning vente helt til den 30. juni 2028, altså helt
til udløbet af fristen på 36 måneder efter
oprettelsen af den modtagende ordning, jf. 2. pkt., idet
betingelsen i 3. pkt. om, at der højst 36 måneder
inden overførslen er foretaget en arbejdsgiverindbetaling,
da ikke vil være opfyldt, fordi der i så fald vil
være gået 41 måneder siden sidste
arbejdsgiverindbetaling. Venter pensionsopspareren således
med at foretage overførslen fra den private ordning, til der
er gået mere end 36 måneder siden sidste
arbejdsgiverindbetaling, dvs. den 1. februar 2027 eller senere, vil
aldersgrænsen for udbetaling fra den afgivende ordning ikke
kunne opretholdes. Det skyldes, at overførslen da ville
skulle være foretaget inden for flyttefristen på 12
måneder, jf. den foreslåede hovedregel for private
ordninger, hvor fristen er på 12 måneder, efter at den
modtagende ordning er oprettet, jf. § 42 A, stk. 2, 1. pkt.,
dvs. senest den 30. juni 2026.
Til nr. 5
Efter pensionsbeskatningslovens § 42 A
opretholdes aldersgrænsen for udbetaling ved hel eller delvis
overførsel som nævnt i §§ 41 eller 41 A af
en ordning til en nyoprettet ordning for samme person eller en
ægtefælle efter udlodning i medfør af § 30,
stk. 2.
Det følger således af
gældende ret, at aldersgrænsen for udbetaling
opretholdes ved en skattefri overførsel af pensionsmidler
til en nyoprettet pensionsordning, men den tidsmæssige
udstrækning af denne overførselsregel har givet
anledning til tvivl.
Med lovforslagets § 2, nr. 9,
foreslås det at nyaffatte pensionsbeskatningslovens § 42
A, således at der bl.a. opstilles faste tidsfrister for, hvor
lang tid der må gå fra oprettelsen af en ny ordning,
til der sker overførsel fra en bestående ordning med
en lavere pensionsudbetalingsalder, hvis den lavere
aldersgrænse for udbetaling også skal gælde for
den nye ordning. Ligesom efter den gældende § 42 A vil
det være en forudsætning for at kunne videreføre
en lavere udbetalingsalder til en nyoprettet ordning, at der sker
overførsel af pensionsmidler fra den eksisterende
pensionsordning til den nyoprettede pensionsordning uden
skattemæssige konsekvenser, dvs. i medfør af
pensionsbeskatningslovens §§ 41 eller 41 A. Dog
foreslås det i § 42 A, stk. 3, at reglerne for
opretholdelse af en lavere aldersgrænse for udbetaling ved
overførsel til et andet pensionsinstitut tilsvarende skal
finde anvendelse ved overførsel af pensionsmidler fra en
pensionsordning med løbende udbetalinger til en
pensionsordning i et pengeinstitut, selv om denne overførsel
ikke kan ske skattefrit efter pensionsbeskatningslovens §
41.
Efter § 41 kan midler fra en livsvarig
livrente overføres skattefrit til en anden livsvarig
livrente, og midler fra en ratepension kan overføres
skattefrit til en anden ratepension eller en livsvarig livrente,
mens midler fra en kapitalpension kan overføres skattefrit
til en anden kapitalpension, en ratepension eller en livsvarig
livrente. Efter § 41 A behandles en hel eller delvis
konvertering af en kapitalpension til en aldersopsparing ikke som
en ud- og indbetaling. Det samme er tilfældet for en
overførsel af en aldersopsparing til en anden
aldersopsparing.
Med den foreslåede nyaffattelse af
§ 42 A vil en lavere aldersgrænse for udbetaling af
eksempelvis en livsvarig livrente blive opretholdt ved skattefri
overførsel til en nyoprettet livsvarig livrente inden for de
foreslåede tidsfrister. Da livsvarige livrenter ikke
skattefrit kan overføres til ratepensioner eller
aldersopsparinger, vil den livsvarige livrente med lavere
aldersgrænse derimod ikke umiddelbart kunne give en
nyoprettet ratepension eller aldersopsparing den lavere
aldersgrænse.
Det vil eksempelvis have betydning for en
kombineret pensionsordning, som indeholder flere
forsikringsprodukter, konti m.v., der hver især opfylder
kravene til en bestemt pensionsform i pensionsbeskatningsloven.
Hvis den kombinerede pensionsordning indeholder en eller flere
pensionstyper, hvortil der i den givne situation ikke kan
overføres midler skattefrit efter §§ 41 eller 41
A, vil en lavere aldersgrænse for den afgivende
pensionsordning ikke umiddelbart kunne give disse pensionstyper den
lavere aldersgrænse.
I eksemplet ovenfor vil den livsvarige
livrente med lavere aldersgrænse derfor kun kunne give en
livsvarig livrente i en kombineret ordning en lavere
aldersgrænse, men ikke en ratepension eller aldersopsparing i
en kombineret ordning.
Imidlertid vil pensionsinstituttet i kraft
af den livsvarige livrente med lavere aldersgrænse efter det
foreslåede § 17 B i pensionsbeskatningsloven, jf.
lovforslagets § 1, nr. 4, kunne oprette både en
ratepension og en aldersopsparing med samme lave aldersgrænse
som den livsvarige livrente. Såfremt betingelserne, herunder
fristerne i den foreslåede § 42 A, i øvrigt er
opfyldt, vil denne ratepension og denne aldersopsparing herefter
kunne overføres til f.eks. en kombineret ordning med det
resultat, at den eksisterende ratepension og aldersopsparing i den
kombinerede ordning får den lavere aldersgrænse for
udbetaling.
Da eksisterende ordninger i samme institut
på denne måde i samspillet mellem den foreslåede
§ 17 B og den foreslåede affattelse af 42 A vil kunne
få den afgivende ordnings lavere aldersgrænse, og da
dette ikke vil være i strid med intentionerne bag den
foreslåede § 42 A, foreslås det med
ændringsforslag nr. 5, at der i den under lovforslagets
§ 2, nr. 9, foreslåede affattelse af § 42 A
indsættes i det foreslåede stk. 3, som 2. pkt., at en
lavere aldersgrænse for udbetaling for en ordning ligeledes
skal kunne overføres til en ordning med højere
aldersgrænse i samme pensionsinstitut, uanset at der ikke er
tale om en overførsel som nævnt i §§ 41 og
41 A, hvis der i kraft af ordningen med den lavere
aldersgrænse kan nyoprettes en pensionsordning med samme
aldersgrænse, jf. § 17 B, og denne nyoprettede ordning
dernæst efter §§ 41 eller 41 A ville kunne
overføres til ordningen med højere aldersgrænse
og efter betingelserne i stk. 1 og 2 opretholde den nyoprettede
ordnings lavere aldersgrænse for udbetaling, jf. stk. 1.
Det betyder, at en lavere
aldersgrænse for en livsvarig livrente eksempelvis vil kunne
give den del af en kombineret ordning, der består af
ratepension og aldersopsparing, den livsvarige livrentes lavere
aldersgrænse uden den administrative omvej, som det ville
være at oprette en ratepension og aldersopsparing alene med
henblik på efterfølgende at overføre denne
ratepension og denne aldersopsparing til ratepensionen og
aldersopsparingen i den kombinerede ordning. Det vil være en
betingelse, at en sådan oprettet ratepension og
aldersopsparing - ad den administrative omvej - ville have kunnet
give ratepensionen og aldersopsparingen i den kombinerede ordning
den lavere aldersgrænse efter de betingelser, der vil
gælde efter den foreslåede § 42 A.
Det betyder ligeledes, at en lavere
aldersgrænse for en ratepension eksempelvis vil kunne give
den del af en kombineret ordning, der består af
aldersopsparing, ratepensionens lavere aldersgrænse uden den
administrative omvej, det ville være at oprette en
aldersopsparing alene med henblik på efterfølgende at
overføre denne aldersopsparing til aldersopsparingen i den
kombinerede ordning. Det vil være en betingelse, at en
sådan oprettet aldersopsparing ville have kunnet give
aldersopsparingen i den kombinerede ordning den lavere
aldersgrænse efter de betingelser, der vil gælde efter
den foreslåede § 42 A.
Det bemærkes, at den foreslåede
ændring ikke kun vil have betydning for kombinerede
ordninger, men også for eksempelvis den situation, hvor en
livsvarig livrente har en lavere aldersgrænse end en
ratepension med højere aldersgrænse i samme
pensionsinstitut. Her vil den livsvarige livrentes lavere
aldersgrænse kunne give ratepensionen livrentens lavere
aldersgrænse uden den administrative omvej, det ville
være at oprette en ratepension alene med henblik på
efterfølgende at overføre denne ratepension til
ratepensionen med højere aldersgrænse. Det vil
være en betingelse, at en sådan oprettet ratepension
ville have kunnet give den eksisterende ratepension den lavere
aldersgrænse efter de betingelser, der vil gælde efter
den foreslåede § 42 A.
4. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 4. oktober
2023 og var til 1. behandling den 10. oktober 2023. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i
Skatteudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
Skatteministeriet sendte den 30. juni 2023 dette udkast til
udvalget, jf. SAU alm. del - bilag 194, folketingsåret
2022-23, 2. samling. Den 3. oktober 2023 sendte skatteministeren
høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 8 bilag
på lovforslaget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget
3 skriftlige henvendelser om lovforslaget.
Deputationer
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget
1 deputation, der mundtligt har redegjort for sin holdning til
lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
5 spørgsmål til skatteministeren til skriftlig
besvarelse, som ministeren har besvaret.
Anders Kronborg (S) Benny
Engelbrecht (S) Fie Hækkerup (S) Jesper Petersen (S) fmd. Malte Larsen (S) Per Husted (S)
Simon Kollerup (S) Thomas Jensen (S) Thomas Skriver Jensen (S) Jan
E. Jørgensen (V) Kim Valentin (V) Torsten Schack Pedersen
(V) Hans Andersen (V) Mohammad Rona (M) Charlotte Bagge Hansen (M)
Hans Kristian Skibby (DD) Dennis Flydtkjær (DD) Steffen W.
Frølund (LA) Sólbjørg Jakobsen (LA) Rasmus
Jarlov (KF) Mona Juul (KF) Pernille Vermund (NB) Peter Kofod (DF)
Sigurd Agersnap (SF) nfmd.
Lisbeth Bech-Nielsen (SF) Halime Oguz (SF) Pelle Dragsted (EL)
Samira Nawa (RV) Christina Olumeko (ALT)
Siumut, Inuit Ataqatigiit,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 50 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 23 | |
Moderaterne (M) | 15 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg
(DD) | 14 | |
Liberal Alliance (LA) | 14 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 10 | |
Enhedslisten (EL) | 9 | |
Radikale Venstre (RV) | 7 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 7 | |
Alternativet (ALT) | 5 | |
Nye Borgerlige (NB) | 3 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 3 | |