L 78 Forslag til lov om ændring af dagtilbudsloven.

(Justering af krav til minimumsnormering i privatinstitutioner).

Af: Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S)
Udvalg: Børne- og Undervisningsudvalget
Samling: 2023-24
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 14-11-2023

Fremsættelse: 14-11-2023

Skriftlig fremsættelse (14. november 2023)

20231_l78_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (14. november 2023)

Børne- og undervisningsministeren (Mattias Tesfaye):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af dagtilbudsloven (Justering af krav til minimumsnormering i privatinstitutioner)

(Lovforslag nr. L 78)

Med lov nr. 2594 af 28. december 2021 om ændring af dagtilbudsloven (Minimumsnormeringer i daginstitutioner og styrket tilsyn med dagtilbud m.v.) er der med virkning fra den 1. januar 2024 indført lovkrav om minimumsnormeringer i daginstitutioner, herunder i privatinstitutioner.

Det er imidlertid nu konstateret, at der er udfordringer med implementeringen af det kommende lovkrav for privatinstitutioner, som betyder, at privatinstitutioner ikke vil have mulighed for at efterleve det kommende lovkrav.

Med lovforslaget ophæves det kommende lovkrav med virkning fra den 1. januar 2024 om, at den enkelte privatinstitution skal have en normering, som mindst svarer til den gennemsnitlige normering i kommunen.

Herudover justeres kravet om minimumsnormering for privatinstitutioner med lovforslaget, således der tilsvarende minimumskravet for kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner samt puljeordninger fastsættes krav om, at privatinstitutioner skal sikre en normering, som indebærer, at der minimum vil skulle være én pædagogisk personale pr. tre børn i alderssvarende privatinstitutioner for 0-2-årige børn (vuggestue) og minimum én pædagogisk personale pr. seks børn i alderssvarende privatinstitutioner for 3-årige børn indtil skolestart (børnehave). Der fastsættes endvidere krav om, at privatinstitutionen skal sikre, at børn under 3 år indgår i normeringen, så der er minimum én pædagogisk personale pr. tre børn, frem til den 1. i måneden efter, at barnet er fyldt 3 år. De nærmere regler om opgørelsesmetode for normeringen i privatinstitutioner og privatinstitutioners dokumentation herfor vil skulle fastsættes ved bekendtgørelse.

Som følge af at privatinstitutioners minimumsnormering med forslaget reguleres direkte i dagtilbudsloven, foreslås det som konsekvens heraf, at kommunalbestyrelsen ikke fremadrettet vil kunne fastsætte kriterier for godkendelse af privatinstitutioner, som vedrører privatinstitutioners normering.

Med lovforslaget lægges der ikke op til en ændring af de ved lov nr. 2594 af 28. december 2021 om ændring af dagtilbudsloven (Minimumsnormeringer i daginstitutioner og styrket tilsyn med dagtilbud m.v.) vedtagne krav om minimumsnormeringer i kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner samt puljeordninger. Af lovtekniske grunde er reglerne om minimumsnormeringer i daginstitutioner medtaget i dette forslag med henblik på, at de uændret kan træde i kraft den 1. januar 2024.

Lovforslaget har været sendt i offentlig høring i perioden fra den 17. oktober 2023 til den 7. november 2023.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.