Betænkning afgivet af Børne-
og Undervisningsudvalget den 12. december 2023
1. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, V, SF, M, RV og ALT) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal i
udvalget (DD, LA, KF, EL og DF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Nye Borgerlige, Siumut, Inuit Ataqatigiit,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
2. Politiske bemærkninger
Danmarksdemokraterne
Danmarksdemokraterne bemærker, at det
er en bunden opgave at sikre, at der er tilstrækkeligt med
pædagogisk personale til at tage sig af børnene i
landets daginstitutioner. I dag oplever mange forældre, at
hverdagen i landets vuggestuer og børnehaver er presset.
Derfor er der brug for handling, der adresserer manglen på
pædagoger og sikrer, at kravene til normeringer står
mål med antallet af pædagoger. I den forbindelse mener
Danmarksdemokraterne, at det er vigtigt, at selvejende og private
aktører får mulighed for at byde ind på
velfærdsopgaverne. Det gælder også på
daginstitutionsområdet. Det kræver, at gennemsigtige og
korrekte afregningspriser bidrager til at skabe fair konkurrence. I
den forbindelse bemærkes det, at kommunernes tilskud til de
private daginstitutioner skal afspejle omkostningsniveauet i
kommunerne, men at der i dag er store afvigelser i forhold til
gennemsnitstaksten, som de private daginstitutioner modtager.
Danmarksdemokraterne noterer sig, at der
mangler et lovgrundlag, der sikrer, at midler og ressourcer
står mål med de krav, vi stiller til de private
daginstitutioner. Det er helt afgørende, hvis vi skal sikre,
at forslaget ikke rammer skævt, og at der fortsat er et udbud
af offentlige såvel som private pasningstilbud til
børneforældre i landdistrikterne og de mindre byer,
ligesom det er afgørende for at sikre, at forældrene
har mulighed for at vælge det pasningstilbud, der passer
familien bedst. Danmarksdemokraterne mener ikke, at det
nuværende lovgrundlag i tilstrækkelig grad sikrer
dette, ligesom vi har brug for at få afklaret konsekvenserne
for de private daginstitutioner yderligere. Derfor kan
Danmarksdemokraterne ikke bakke op om forslaget i sin
nuværende form.
Enhedslisten
Det er afgørende for Enhedslisten,
at alle børn oplever en tryg og udviklende hverdag i
daginstitutioner, hvor der er nok pædagogisk personale til
stede til at sikre omsorg og nærvær, uanset om der er
tale om offentlige eller private tilbud. Enhedslisten finder det
derfor problematisk, at der er identificeret udfordringer med
opgørelsesmetoden for normeringer i privatinstitutioner.
Udfordringerne er blevet identificeret for sent, til at der kan
findes en løsning i tide, og dermed bliver der mindst et
år uden sammenhæng mellem krav og midler til
privatinstitutioner. Privatinstitutionerne tildeles således
midler ud fra størrelsen på de kommunale dagtilbuds
budgetter for 2024, uden at privatinstitutionerne skal leve op til
lovkravet om minimumsnormeringer, sådan som de kommunale
institutioner skal. Mere konkret hæves beløbet til
kommuner og daginstitutioner i 2024 som kompensation for, at
lovkravet om minimumsnormeringer træder i kraft den 1. januar
2024. Privatinstitutionerne får således andel i de
ekstra midler til minimumsnormeringer uden selv at skulle efterleve
lovkravet om at ansætte ekstra pædagogisk personale til
børnene.
Ubalancen mellem krav og midler er
særlig problematisk, i lyset af at der oprindelig var
indgået en aftale om at lukke ned for muligheden for at
trække profit ud af privatinstitutioner, som
efterfølgende blev droppet igen. Der er dermed fortsat ikke
noget lovkrav, som sikrer, at samtlige midler går til
børnene i privatinstitutioner, sådan som det f.eks. er
tilfældet på privatskoler. Dermed risikerer en del af
de skattekroner, der er afsat til minimumsnormeringer, at blive
trukket ud som profit til ejerne af privatinstitutioner.
Med lovforslaget lægges der endvidere
op til at fortsætte ubalancen mellem krav og midler til
privatinstitutioner, selv når der er fundet en
opgørelsesmetode for normeringer, da privatinstitutioner
fortsat skal kompenseres med afsæt i de kommunale udgifter
til dagtilbud, mens indeværende lovforslag imidlertid
indebærer, at privatinstitutioner kan have dårligere
normeringer end de kommunale institutioner. Det er som nævnt
problematisk i lyset af muligheden for at trække profit ud af
driften. Enhedslisten opfordrer derfor endnu en gang regeringen til
at genoptage arbejdet med at finde en model, der afskaffer
muligheden for at trække skattekroner ud som profit til
ejerne af privatinstitutioner.
Enhedslisten støtter ikke
forslaget.
Alternativet
Alternativet er en del af den oprindelige
aftale om minimumsnormeringer. Det var en aftale, der blev til
på baggrund af de massive forældreprotester og
dannelsen af forældrebevægelsen #hvorerderenvoksen.
Det var og er stadig nødvendigt med
en lovgivning, der sikrer nok voksne til vores børn i
daginstitutionerne. Det sikrer loven desværre ikke i sin
nuværende form, da det stadig er såkaldte
papirnormeringer, som børnene får fra 2024. Derfor
kæmper Alternativet videre for reelle minimumsnormeringer i
børnehøjde.
Minimumsnormeringer er børns ret til
og garanti for omsorg, nærvær og tryghed, når
deres forældre eller primære omsorgspersoner er
på arbejde.
Med dette lovforslag rettes fokus mod de
private dagtilbud, som ifølge den nuværende lovgivning
skal opgøre deres normeringer med udgangspunkt i tallene fra
de kommunale institutioner. Det har vist sig ikke at være
muligt, hvilket Børne- og Undervisningsministeriet blev
gjort opmærksom på gennem spørgsmål fra
bl.a. Alternativet og Daginstitutionernes Landsorganisation.
Alternativet støtter lovforslaget,
for der skal selvfølgelig være styr på
opgørelsesmetoderne. Men regeringen bør tage
initiativ til drøftelser om, hvordan vi fremadrettet
opgør minimumsnormeringerne. Det rigtige vil være at
lave opgørelser på institutionsniveau, hvilket vil
løse problematikken, som dette lovforslag er udsprunget af,
og give forældre den gennemsigtighed, som de bør have
krav på. Dagtilbuddet er trods alt det sted, hvor de fleste
af Danmarks småbørn tilbringer størstedelen af
deres vågne timer.
3. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 14. november
2023 og var til 1. behandling den 21. november 2023. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i Børne- og
Undervisningsudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
børne- og undervisningsministeren sendte den 17. oktober
2023 dette udkast til udvalget, jf. BUU alm. del - bilag 10. Den
14. og 15. november 2023 sendte børne- og
undervisningsministeren høringssvarene, og den 14. november
2023 sendte børne- og undervisningsministeren et
høringsnotat til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 6 bilag
på lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
4 spørgsmål til børne- og
undervisningsministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren
har besvaret.
Astrid Krag (S) Frederik Vad (S)
nfmd. Jesper Petersen (S) Kim Aas
(S) Kris Jensen Skriver (S) Matilde Powers (S) Sara Emil Baaring
(S) Thomas Skriver Jensen (S) Trine Bramsen (S) Anni Matthiesen (V)
Hans Christian Schmidt (V) Lars Christian Lilleholt (V) Peter
Juel-Jensen (V) Rosa Eriksen (M) Rasmus Lund-Nielsen (M) Karina
Adsbøl (DD) fmd. Marlene
Harpsøe (DD) Helena Artmann Andresen (LA) Carl Andersen (LA)
Lise Bertelsen (KF) Brigitte Klintskov Jerkel (KF) Mette Thiesen
(DF) Alex Ahrendtsen (DF) Serdal Benli (SF) Charlotte Broman
Mølbæk (SF) Astrid Carøe (SF) Anne Hegelund
(EL) Lotte Rod (RV) Helene Liliendahl Brydensholt (ALT)
Nye Borgerlige, Siumut, Inuit
Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke
medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 50 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 23 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Moderaterne (M) | 15 | |
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg
(DD) | 14 | |
Liberal Alliance (LA) | 14 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 10 | |
Enhedslisten (EL) | 9 | |
Radikale Venstre (RV) | 7 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 7 | |
Alternativet (ALT) | 5 | |
Nye Borgerlige (NB) | 3 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 3 | |