L 76 Forslag til lov om ændring af lov om leje, lov om boligforhold, lov om leje af almene boliger og forskellige andre love.

(Refusion af udlejerens udgifter til månedlige forbrugsmålinger, rettelser som følge af sammenskrivningen af lejelovgivningen og tilbudspligt).

Af: Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S)
Udvalg: Boligudvalget
Samling: 2023-24
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 09-11-2023

Fremsættelse: 09-11-2023

Skriftlig fremsættelse (9. november 2023)

20231_l76_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (9. november 2023)

Social- og boligministeren (Pernille Rosenkrantz-Theil):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om leje, lov om boligforhold, lov om leje af almene boliger og forskellige andre love (Refusion af udlejers udgifter til månedlige forbrugsmålinger, rettelser som følge af sammenskrivningen af lejelovgivningen og tilbudspligt)

(Lovforslag nr. L 76)

Lovforslaget udmønter nogle af de dele af "Aftale om Bygge- og boligpolitiske indsatser", som regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet indgik den 15. maj 2023, som forudsætter ændringer i lejelovgivningen.

Lovforslaget indeholder 3 hovedelementer. Lovforslaget indeholder for det første en række præciseringer og tilføjelser til lejeloven, boligforholdsloven og almenlejeloven, som skal rette op på fejl opstået i forbindelse med sammenskrivningen af lejelovgivningen. Det skal i den forbindelse særligt bemærkes, at der (gen)indsættes hjemmel i lejeloven til, at lejen i omkostningsbestemte og gennemgribende moderniserede lejemål i regulerede kommuner efter aftale kan reguleres én gang årligt efter stigningerne i Danmarks Statistiks nettoprisindeks.

For det andet foreslås indsat en hjemmel i lejeloven og almenlejeloven til, at udlejerne kan få refunderet udgifter, som udlejeren må afholde til tredjepart for at opfylde nye krav om månedlige leverancer af oplysninger om forbrug af varme m.v., hos lejerne. Ændringen foreslås for at sikre overensstemmelse mellem lejelovgivningens regler og bekendtgørelse nr. 734 af 23. maj 2022 om energivirksomheder og bygningsejeres oplysningsforpligtelser over for slutkunder og slutbrugere om energiforbrug og fakturering m.v.

For det tredje foreslås en ændring af lejelovens regler om tilbudspligt. Det har i praksis vist sig, at det i tilfælde, hvor flere erhververe erhverver en privat udlejningsejendom, uden at nogen af erhververne opnår majoritet i de selskaber, der ejede ejendommen, er muligt at undgå, at der udløses tilbudspligt. Det er hensigten med lovforslaget, at sådanne overdragelser omfattes af tilbudspligten.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2024. Dog foreslås det, at forslaget, som vedrører indsættelse af hjemmel i lejeloven til at aftale regulering efter stigningerne i Danmarks Statistiks nettoprisindeks, skal finde anvendelse fra den 1. juli 2022, hvor den nye lejelov og lov om boligforhold trådte i kraft.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.