Skriftlig fremsættelse (8. november
2023)
Kirkeministeren
(Louise Schack Elholm):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
trossamfund uden for folkekirken (Udskydelse af
revisionsbestemmelse)
(Lovforslag nr. L 73)
Formålet med lovforslaget er, at
revisionen af lov om trossamfund uden for folkekirken
(trossamfundsloven) udskydes til folketingsåret 2024-25.
Trossamfundsloven trådte i kraft den
1. januar 2018.
Trossamfundsloven indeholdt en
revisionsbestemmelse i § 25 om, at kirkeministeren i
folketingsåret 2021-22 skulle fremsætte forslag om
revision af loven med henblik på at sikre, at der nogle
år efter lovens ikrafttræden blev taget stilling til,
om loven virkede efter hensigten. Ved henholdsvis lov nr. 2390 af
14. december 2021 og lov nr. 747 af 13. juni 2023 om ændring
af lov om trossamfund uden for folkekirken blev
revisionsbestemmelsen ændret, så revisionen af loven nu
i stedet skal ske i folketingsåret 2023-24.
Kirkeministerens forslag om revision af
loven skal tage udgangspunkt i en vurdering af erfaringerne med
lovens bestemmelser siden lovens ikrafttræden.
Arbejdet med at etablere et
erfaringsgrundlag og udforme et konkret lovforslag er dog ikke
kommet tilstrækkeligt langt til, at det på
nuværende tidspunkt har været muligt at sende et
konkret lovforslag i høring.
Forud for fremsættelsen af et
lovforslag om revision af trossamfundsloven ønsker
kirkeministeren en bred inddragelse af anerkendte trossamfund uden
for folkekirken gennem en tidsmæssig længere
høringsperiode over et konkret lovforslag. Dette vil
erfaringsmæssigt bidrage med forståelse for og ejerskab
til de løsninger og krav, som indføres over for de
anerkendte trossamfund.
For at tilgodese en god proces med aktiv
interessentinddragelse er det nødvendigt at udskyde
revisionen af trossamfundsloven yderligere et år.
Det foreslås derfor, at revisionen af
trossamfundsloven udskydes til folketingsåret 2024-25.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.