Skriftlig fremsættelse (3. november
2023)
Beskæftigelsesministeren (Ane
Halsboe-Jørgensen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
arbejdsmiljø og lov om arbejdsskadesikring
(Udmøntning af dele af aftale om en fremtidssikret
arbejdsmiljøindsats og indsats mod social dumping, aftale om
initiativer på asbestområdet, anbefalinger fra det
midlertidige AMO-udvalg, m.v.)
(Lovforslag nr. L 67)
Selvom vi i Danmark har en lang tradition
for en stærk arbejdsmiljøindsats, er der stadig
ansatte, som kommer til skade, bliver nedslidte eller syge på
grund af arbejdet.
Derfor indgik alle Folketingets partier i
marts 2023 en politisk aftale om en fremtidssikret
arbejdsmiljøindsats og indsats mod social dumping.
Partierne bag aftalen var bl.a. enige om,
at det skal være nemmere for virksomheder at forstå
konsekvenserne af at overtræde arbejdsmiljøreglerne,
og hvad man som virksomhed skal gøre efter et tilsyn.
Samtidig skal Arbejdstilsynet fokusere tilsynsindsatsen på de
virksomheder, der overtræder reglerne. Derfor skal
Arbejdstilsynets reaktionstyper og virkemidler forenkles, hvilket
forudsætter ændringer i arbejdsmiljøloven.
I maj 2022 blev der indgået en bred
politisk aftale om initiativer på asbestområdet, hvoraf
et af dem forudsætter ændringer i
arbejdsmiljøloven.
Dele af anbefalingerne fra det midlertidige
AMO-udvalg, der blev nedsat som følge af den brede politiske
aftale fra april 2019 om en ny og forbedret
arbejdsmiljøindsats og ordnede forhold på
arbejdsmarkedet m.v., forudsætter også ændringer
i arbejdsmiljøloven.
Endelig er der
behov for at skabe hjemmel til at kunne foretage ændringer
vedrørende adgang til indkomstregistret, aftaleforløb
og præciseringer i forhold til uddannelsessteders pligter og
ansvar m.v.
Med henblik på at styrke
arbejdsmiljøindsatsen foreslås det, at der
gennemføres følgende ændringer af
arbejdsmiljøloven:
- Indførelse af én entydig
reaktion ved overtrædelser, hvor virksomheder skal handle
straks
- Afskaffelse af kompetencepåbud
- Ændring af autorisationsordningen
for arbejdsmiljørådgivere
- Afskaffelse af gebyrbelagt skærpet
tilsyn
- Afskaffelse af ordningen med bindende
forhåndsbesked
- Indførelse af bemyndigelse til at
fastsætte regler om oplysninger fra asbestprotokollen til de
ansatte
- Ændring af reglerne om organisering
af arbejdsmiljøorganisation
- Ændring af reglen om
arbejdsmiljørepræsentantens beskyttelse
- Ændring af reglen om
kompetenceudviklingsplan for arbejdsmiljøorganisationen
- Justeringer i reglen om
arbejdspladsvurdering (APV)
- NFA's adgang til oplysninger i
indkomstregistret efter arbejdsmiljøloven
- Udelukkelse af virksomheder fra at kunne
indgå nye aftaler om forbedring af arbejdsmiljøet
- Tydeliggørelse af
uddannelsessteders pligter og ansvar
- Ændring af reglen om bisiddere for
medlemmer af Arbejdsmiljøklagenævnet
- Modernisering af sprogbrugen i reglen om
arbejdslederens pligter
- Ophævelse af reguleringsbestemmelse
vedrørende gebyrer til Arbejdstilsynet
- Ændringer af sproglig karakter.
Det foreslås samtidig, at der
gennemføres følgende ændringer af
arbejdsskadesikringsloven på følgende
områder:
- Arbejdstilsynets adgang til oplysninger i
indkomstregistret efter arbejdsskadesikringsloven.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.