L 40 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven, lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, og hjemrejseloven.

(Styrkelse af udlændingemyndighedernes og politiets værktøjer til kontrol af udlændinges indrejse og ophold i Danmark).

Af: Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S)
Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2023-24
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 28-11-2023

Afgivet: 28-11-2023

Betænkning afgivet af Udlændinge- og Integrationsudvalget den 28. november 2023 (omtryk)

20231_l40_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Udlændinge- og Integrationsudvalget den 28. november 2023

1) Ændringsforslag

Der er stillet 16 ændringsforslag til lovforslaget. Enhedslistens medlem af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 1-10, herunder om deling af lovforslaget. Alternativets medlem af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 11. Udlændinge- og integrationsministeren har stillet ændringsforslag nr. 12-16.

2. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, V, M, LA og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af udlændinge- og integrati‍‍onsministeren stillede ændringsforslag. Flertallet vil stemme imod de øvrige ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (SF, EL og RV) vil stemme for ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget og indstiller det under A nævnte lovforslag til forkastelse ved 3. behandling og det under B nævnte lovforslag til vedtagelse med de stillede ændringsforslag. Hvis ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget bliver forkastet ved 2. behandling, vil mindretallet stemme imod lovforslaget ved 3. behandling. Hvis ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget bliver forkastet ved 2. behandling, vil mindretallet stemme for de af udlændinge- og integrationsministeren stillede ændringsforslag og det af ALT stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal i udvalget (DD og DF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af udlændinge- og integrati‍‍onsministeren stillede ændringsforslag nr. 13-16. Mindretallet vil stemme imod de af EL og ALT stillede ændringsforslag og imod det af udlændinge- og integrationsministeren stillede ændringsforslag nr. 12.

Et tredje mindretal i udvalget (NB og SIU) vil ved 2. behandling af lovforslaget redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag.

Et fjerde mindretal i udvalget (ALT) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de af udlændinge- og integrationsministeren stillede ændringsforslag og det af ALT stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod de af EL stillede ændringsforslag.

Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Politiske bemærkninger

Danmarksdemokraterne

Danmarksdemokraternes medlemmer af udvalget støtter lovforslaget, da Danmarksdemokraterne mener, at der er mange positive elementer i forslagene, der udgør det samlede lovforslag.

Det er grundlæggende vigtigt for Danmarksdemokraterne, at vi styrker udlændingemyndighedernes og politiets værktøjer til kontrol af udlændinges indrejse og arbejde i Danmark. Det lægger dette lovforslag op til.

Derudover støtter Danmarksdemokraterne, at man ophæver 10-årsreglen for personer med tidsbegrænsede ophold i Danmark såvel som tidsubegrænset ophold i Danmark. Dog noterer Danmarksdemokraterne sig, at udlændinge- og integrationsministeren har fremsat et ændringsforslag til lovforslaget, således at 10-årsreglen kun ophæves, for så vidt angår tidsbegrænsede opholdstilladelser. Danmarksdemokraterne mener, at udlændinge, uanset om deres ophold er tidsbegrænset eller tidsubegrænset, bør have deres opholdstilladelse inddrages, hvis de rejser på ferie til deres hjemland, som de er flygtet fra, hvorefter de har fået asyl, uanset opholdets varighed i Danmark. Derfor kan Danmarksdemokraterne ikke støtte dette ændringsforslag.

Desuden ønsker Danmarksdemokraterne at understrege, at det er afgørende, at hvis ophævelsen af 10-årsreglen skal kunne håndhæves og opnå den ønskede effekt, er det nødvendigt at indføre den nødvendige kontrol på området.

Endvidere giver lovforslaget myndighederne bedre redskaber til at håndtere en situation, hvor presset på Danmarks indre grænser øges markant over kort tid. Dette opnås ved at gøre reglerne for transportøransvar ved de indre Schengengrænser permanente og indføre en trappestigeordning for befordringspligten, så den kan træde i kraft tidligere end i dag. Det mener Danmarksdemokraterne er rettidig omhu, fordi det er nødvendigt, at der er kontrol med de indre grænser mellem landene i EU.

Grænsekontrol er af stor betydning for Danmark, og derfor vil Danmarksdemokraterne arbejde for, at regeringen ændrer sin grundlæggende holdning til grænsekontrollen ved den danske grænse, således at der på sigt kan indføres skærpet grænsekontrol i Danmark.

På baggrund af ovenstående støtter Danmarksdemokraterne lovforslaget i sin helhed.

Enhedslisten

Enhedslistens medlem af udvalget finder det problematisk, at lovforslaget indeholder mange forskellige elementer, der ikke indbyrdes hænger sammen. Når regeringen fremsætter disse ændringer som ét samlet lovforslag, stilles Folketingets medlemmer potentielt i en situation, hvor de kan gå ind for nogle af elementerne, men ikke for andre. Derved tvinges de til enten at stemme for noget, de er imod, eller imod noget, de er for.

Den danske udlændingelovgivning er ganske kompliceret, og regeringen bidrager ikke til overskueligheden ved på udlændingeområdet at fremsætte store lovforslag med mange elementer uden indbyrdes sammenhæng. Netop på udlændingeområdet kunne man med fordel fremsætte de enkelte elementer som separate lovforslag - også for overskuelighedens skyld.

Enhedslisten finder det beklageligt, at ministeren har afvist at støtte et ændringsforslag om opdeling af lovforslaget, som Enhedslisten stiller, jf. svaret på spørgsmål 6.

Konkret ville Enhedslisten gerne have stemt for lovforslagets ændring af bopælskravet efter ukrainerloven. Ministerens afvisende holdning over for en opdeling af lovforslaget betyder desværre, at Enhedslistens folketingsmedlemmer på dette punkt må stemme imod et lovforslag, hvor der er elementer, Enhedslisten ellers går ind for.

Enhedslisten finder det urimeligt, at den tid, som en person tilbringer i Danmark med opholdstilladelse efter ukrainerloven, ikke tæller med ved en eventuel senere beregning af personens lovlige ophold i Danmark, hvis personen søger tidsubegrænset opholdstilladelse. På den baggrund ønsker Enhedslisten under 2. behandling at stille det ændringsforslag, som ministeren har ydet teknisk bistand til i svaret på spørgsmål 17.

Enhedslisten noterer med tilfredshed, at der er sket en lille forbedring af lovforslaget, da ministeren nu vil ændre lovforslaget, så flygtninge, der har tidsubegrænset opholdstilladelse og har boet mere end 10 år i Danmark, ikke risikerer at få inddraget opholdstilladelsen, hvis de rejser til familiens oprindelsesland, jf. svaret på spørgsmål 8.

Tilbage står, at det gennem den seneste snes år kontinuerligt er blevet sværere at få tidsubestemt opholdstilladelse, og at mange flygtninge, hvis hjemland i dag entydigt er Danmark, efter en vedtagelse af lovforslaget vil risikere at miste opholdstilladelsen ved rejser til familiens oprindelsesland. Mange flygtninge har opholdt sig længere end 10 år i Danmark uden at have fået tidsubegrænset opholdstilladelse efter de skærpede krav, der gælder, og uden udsigt til at få det.

Ministerens lille forbedring af lovforslaget ændrer ikke ved det forhold, at Enhedslisten ikke kan stemme for lovforslaget.

Enhedslisten støtter heller ikke, at reglerne om transportøransvar ved de indre Schengengrænser forlænges. Enhedslisten mener, at regeringen - i dette tilfælde - burde lytte til DI Transport og andre erhvervsorganisationer, der i høringssvar ganske rigtigt har påpeget, at grænsekontrol er en myndighedsopgave og ikke en opgave for private firmaer.

Det samlede - og beklageligvis ikke opdelte - lovforslag vil Enhedslisten stemme imod.

Alternativet

Alternativet støtter op om forslaget til lov om ændring af lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine. Dog kan Alternativet ikke støtte op om afskaffelsen af 10-årsreglen samt resterende elementer i lovforslaget. Alternativet stemmer derfor imod lovforslaget i sin helhed. Alternativet har sympati for Enhedslistens ændringsforslag og stemmer imod af tekniske grunde, så Alternativet kan stille et ændringsforslaget om at fastholde 10-årsreglen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

a

Ændringsforslag om deling af lovforslaget

Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal (SF og RV):

1) Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende titler og indhold:

A. »Forslag til lov om ændring af udlændingeloven og hjemrejseloven (Styrkelse af udlændingemyndighedernes og politiets værktøjer til kontrol af udlændinges indrejse og ophold i Danmark)« omfattende §§ 1-4 og 6-8.

B. »Forslag til lov om ændring af lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine (Justering af bopælskrav m.v.)« omfattende § 5, § 7, stk. 1, 2 og 7, og § 8.

[Forslag om deling af lovforslaget]

b

Ændringsforslag til det under A nævnte lovforslag

Til § 7

Af et mindretal (EL), tiltrådt af et mindretal (SF):

2) I stk. 2 udgår »§ 5, nr. 1, og«.

[Konsekvensændring som følge af delingen af lovforslaget]

3) Stk. 7 udgår.

[Konsekvensændring som følge af delingen af lovforslaget]

Til § 8

4) I 1. pkt. ændres »§§ 1-5« til: »§§ 1-4«.

[Konsekvensændring som følge af delingen af lovforslaget]

c

Ændringsforslag til det under B nævnte lovforslag

Til titlen

5) Efter »Ukraine« indsættes: », og udlændingeloven«.

[Konsekvensændring som følge af beregningen af opholdskrav for personer fra Ukraine]

6) I undertitlen indsættes efter »bopælskrav«: »og beregning af opholdskrav ved tidsubegrænset ophold for personer fra Ukraine«.

[Konsekvensændring som følge af beregningen af opholdskrav for personer fra Ukraine]

Ny paragraf

7) Efter § 5 indsættes:

Ȥ 01

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1079 af 10. august 2023, som ændret senest ved § 50 i lov nr. 753 af 13. juni 2023, foretages følgende ændringer:

1. I § 9 h, stk. 1, nr. 19, indsættes efter »nr. 1-10 og 12«: »eller lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine,«.

2. I § 11, stk. 3, nr. 1, 1. pkt., og stk. 5, 1. pkt., indsættes efter »9 q, stk. 2 eller 3«: », eller lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine«.

3. I § 11, stk. 3, nr. 1, 2. pkt., indsættes efter »9 q, stk. 2,«: »eller § 2, stk. 1, nr. 1 eller 4, i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine,«.

4. I § 11, stk. 11, 2. pkt., indsættes efter »9 q«: »eller lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine,«.«

[Ophold efter særloven for Ukrainere indgår i beregningen af opholdskrav for personer fra Ukraine]

Til § 7

8) I stk. 1 udgår »og 3«.

[Konsekvensændringer som følge af delingen af lovforslaget]

9) I stk. 2 udgår »og § 6«.

[Konsekvensændringer som følge af delingen af lovforslaget]

Til § 8

10) I 1. pkt. ændres »§§ 1-5« til: »loven«.

[Konsekvensændringer som følge af delingen af lovforslaget]

d

Ændringsforslag til det udelte lovforslag

Til § 1

Af et mindretal (ALT):

11) Nr. 4 udgår.

[Fastholdelse af 10-årsreglen]

Af udlændinge- og integrationsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af DD, DF, NB og SIU):

12) Nr. 4 affattes således:

»4. I § 19, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »En«: »tidsubegrænset«.«

[Justering af personkredsen]

Af udlændinge- og integrationsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af NB og SIU):

13) I det under nr. 10 foreslåede kapitel 7 c affattes § 45 l, stk. 13, 1. pkt., således:

»Den del af et retsmøde, der angår oplysninger omfattet af stk. 6, som ikke er omfattet af en afgørelse efter stk. 10, eller hvor sådanne oplysninger fremlægges eller behandles, afholdes som et lukket retsmøde.«

[Sproglig korrektion]

Til § 3

Af udlændinge- og integrationsministeren, tiltrådt af udvalget:

14) Paragraffen udgår.

[Lovteknisk ændring]

Til § 5

15) Efter nr. 4 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 42 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. De dele af loven, som i medfør af stk. 2 er sat i kraft for Færøerne, kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft på ny for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger. Bestemmelserne kan sættes i kraft på ny på forskellige tidspunkter.««

[Lovteknisk ændring af anordningshjemmel]

Til § 6

16) I det under nr. 1 foreslåede § 1, stk. 3, 3. pkt., ændres »Er udlændingen omfattet af stk. 1, og kan« til: »Kan«.

[Lovteknisk ændring]

Bemærkninger

Til nr. 1

Det foreslås, at lovforslaget deles i to lovforslag således, at ét lovforslag omfatter ændringer af udlændingeloven og hjemrejseloven, og ét lovforslag omfatter ændring af lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine (Ukrainesærloven).

Ændringsforslaget vil indebære, at lovforslaget deles i to separate lovforslag (A og B) og dermed udskilles til to selvstændige lovforslag.

Det under A nævnte lovforslag vil herefter omfatte ændringerne til styrkelse af udlændingemyndighedernes og politiets værktøjer til kontrol af udlændinges indrejse og ophold i Danmark indeholdende ophævelse af 10-årsreglen ved ferierejser foretaget af flygtninge, ændring af visse regler om oplysning af sager i henhold til udlændingeloven, revision af reglerne om transportøransvar ved de indre Schengengrænser, opfølgning på EU-retsakter og genindførelse af adgang til, at politiet kan overgive tredjelandsstatsborgere, der er indrejst fra Tyskland eller et af de nordiske lande, til de respektive lande i overensstemmelse med grænseoverløberoverenskomsten og pa‍skontroloverenskomsten.

Efter en opdeling af lovforslaget som foreslået vil det under A nævnte lovforslag have titlen »Forslag til lov om ændring af udlændingeloven og hjemrejseloven (Styrkelse af udlændingemyndighedernes og politiets værktøjer til kontrol af udlændinges indrejse og ophold i Danmark)« og omfatte §§ 1-4 og §§ 6-8.

Det under B nævnte lovforslag vil herefter omfatte ændringerne til lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine (Ukrainesærloven).

Efter en opdeling som foreslået vil det under B nævnte lovforslag have titlen »Forslag til lov om ændring af lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, (Justering af bopælskrav m.v.)« og omfatte § 5, § 7, stk. 1, 2 og 7, og § 8.

Til nr. 2-4

Konsekvensændringer som følge af opdelingen af lovforslaget.

Til nr. 5-7

Der er tale om ændringer, som vil indebære, at personer med opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, omfattes af udlændingelovens regler om tidsubegrænset opholdstilladelse.

Udlændingelovens § 9 h, stk. 1, regulerer, hvilke typer ansøgninger der er gebyrpålagte. Det følger således af udlændingelovens § 9 h, stk. 1, at udlændingen senest samtidig med indgivelse af ansøgning, medmindre Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne kan tilsige andet, skal betale et gebyr for at indgive ansøgning om opholdstilladelse efter en række nærmere bestemmelser. Der skal betales gebyr for at indgive ansøgning om opholdstilladelse m.v. på en lang række områder, herunder ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse.

Det foreslås at indsætte en henvisning i § 9 h, stk. 1, nr. 19, til lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.

Forslaget indebærer, at der også ved indgivelse af en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, når udlændingen har opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, som udgangspunkt skal betales et gebyr.

Størrelsen af gebyret vil blive fastsat således, at det svarer til omkostningerne ved behandlingen af ansøgninger om tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9 h, stk. 4, 4. pkt.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af forslaget om, at udlændinge med opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, omfattes af reglerne om tidsubegrænset opholdstilladelse i udlændingelovens § 11.

Det fremgår af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, at der, medmindre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter § 19, efter ansøgning kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse til en udlænding over 18 år, hvis udlændingen lovligt har boet her i landet, jf. dog stk. 7, i mindst 8 år, jf. dog stk. 5 og 6, og i hele denne periode haft opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n eller 9 p eller § 9 q, stk. 2 eller 3.

Endvidere følger det af udlændingelovens § 11, stk. 5, 1. pkt., at der under visse betingelser kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse til en udlænding over 18 år, der har boet lovligt her i landet i mindst 4 år og i hele denne periode haft opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n eller 9 p eller § 9 q, stk. 2 eller 3.

Udlændingelovens § 11 indeholder en række krav til opnåelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, og § 11, stk. 3, nr. 1, indeholder det krav til opholdets varighed her i landet, der normalt stilles for opnåelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, dvs. 8 år. Det er efter bestemmelsen et krav, at den pågældende i hele denne periode har haft opholdstilladelse efter bestemmelserne i udlændingelovens §§ 7-9 f, 9 i-9 n eller 9 p eller § 9 q, stk. 2 eller 3. Udlændingelovens § 11, stk. 5, der vedrører muligheden for under visse betingelser at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse efter 4 år, indeholder også et krav om, at den pågældende i hele denne periode har haft opholdstilladelse efter bestemmelserne i udlændingelovens §§ 7-9 f, 9 i-9 n eller 9 p eller § 9 q, stk. 2 eller 3.

Det foreslås at ændre § 11, stk. 3, nr. 1, 1. pkt., og stk. 5, 1. pkt., således at ophold med opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, også omfattes af bestemmelsen.

Forslaget indebærer, at ophold med opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, vil indgå ved beregningen af kravet til opholdets varighed, og at udlændinge med opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, omfattes af reglerne om tidsubegrænset opholdstilladelse i udlændingelovens § 11.

Af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, 2. pkt., fremgår det, at betingelsen i 1. pkt. kun anses for opfyldt, hvis opholdstilladelsen er meddelt efter § 9, stk. 1, nr. 1, § 9 c, stk. 1, 1. pkt., eller § 9 q, stk. 2, på baggrund af ægteskab eller fast samlivsforhold og opholdstilladelsen er meddelt på grundlag af samme ægteskab eller samlivsforhold. Denne bestemmelse finder også anvendelse i forhold til § 11, stk. 5, jf. bestemmelsens 2. pkt.

Det foreslås at indsætte en henvisning i § 11, stk. 3, nr. 1, 2. pkt., til § 2, stk. 1, nr. 1 og 4, i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.

§ 2, stk. 1, nr. 1, i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, vedrører opholdstilladelse til ægtefæller og faste samlevere til udlændinge omfattet af lovens § 1, stk. 1. § 2, stk. 1, nr. 4, vedrører udlændinge, der uden for de tilfælde, der er nævnt i nr. 1-3, har etableret et beskyttelsesværdigt familieliv med en udlænding med opholdstilladelse efter lovens § 1, og som samlever på fælles bopæl med denne.

Den foreslåede ændring indebærer, at udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse efter § 2, stk. 1, nr. 1 eller 4, i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, alene vil opfylde den tidsmæssige betingelse for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis opholdstilladelsen er meddelt på grundlag af samme ægteskab eller samlivsforhold.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af forslaget om, at udlændinge med opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, omfattes af reglerne om tidsubegrænset opholdstilladelse i udlændingelovens § 11.

Det følger af udlændingelovens § 11, stk. 11, 2. pkt., sammenholdt med § 11, stk. 11, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen uden samtykke fra en udlænding kan afgive en udtalelse til Udlændingestyrelsen om forhold vedrørende den pågældende, som kommunalbestyrelsen skønner vil være af betydning for afgørelse af en sag om meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, hvor udlændingen er meddelt opholdstilladelse efter §§ 7-9, 9 a-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q.

Det foreslås at indsætte en henvisning i § 11, stk. 11, 2. pkt., til lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, således at kommunalbestyrelsen uden samtykke fra en udlænding, der er meddelt opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, vil kunne afgive en udtalelse til Udlændingestyrelsen om forhold, som kommunalbestyrelsen skønner vil være af betydning for afgørelse af en sag om tidsubegrænset opholdstilladelse til den pågældende.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af forslaget om, at udlændinge med opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, omfattes af reglerne om tidsubegrænset opholdstilladelse i udlændingelovens § 11.

Til nr. 8-10

Konsekvensændringer som følge af opdelingen af lovforslaget.

Til nr. 11

Efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 4, kan en tidsbegrænset eller tidsubegrænset (permanent) opholdstilladelse altid inddrages, når en udlænding, der har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1-3, (konventionsstatus, beskyttelsesstatus og midlertidig beskyttelsesstatus) eller § 8, stk. 1 eller 2, (konventionsstatus og beskyttelsesstatus til kvoteflygtninge) rejser på ferie eller andet korterevarende ophold i det land, hvor den myndighed, der har givet opholdstilladelsen, har fundet at udlændingen risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7 og forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer sådan forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7 og § 8, stk. 1 og 2.

Det følger imidlertid af udlændingelovens § 19, stk. 3, 1. pkt., at en opholdstilladelse, herunder en tidsubegrænset (permanent) opholdstilladelse, kun kan inddrages efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 4, indtil 10 år efter det tidspunkt, hvor opholdstilladelsen er meddelt første gang (10-årsreglen).

Det forslås i ændringsforslaget, at den såkaldte 10-årsregel opretholdes i sin nuværende form, jf. udlændingelovens § 19, stk. 3, 1. pkt. Lovforslaget vil herefter ikke længere ophæve bestemmelsen, som ellers er foreskrevet i lovforslagets § 1, stk. 4, hvilket vil indebære, at 10-årsreglen fortsat vil være gældende for udlændinge med midlertidige såvel som tidsubegrænsede (permanente) opholdstilladelser på baggrund af international beskyttelse i Danmark efter udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2.

Til nr. 12

Efter udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 4, kan en tidsbegrænset eller tidsubegrænset opholdstilladelse altid inddrages, når en udlænding, der har opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 og 2, rejser på ferie eller andet korterevarende ophold i det land, hvor den myndighed, der har givet opholdstilladelsen, har fundet at udlændingen risikerer forfølgelse omfattet af § 7 og forholdene, der har begrundet opholdstilladelsen, har ændret sig på en sådan måde, at udlændingen ikke længere risikerer sådan forfølgelse, jf. § 7 og § 8, stk. 1 og 2.

Efter udlændingelovens § 19, stk. 3, 1. pkt., kan en opholdstilladelse inddrages efter stk. 2, nr. 4, indtil 10 år efter det tidspunkt, hvor opholdstilladelsen er meddelt første gang. Har en udlænding haft opholdstilladelse i Danmark i 10 år eller derover, vil opholdstilladelsen således ikke kunne inddrages efter bestemmelsen. Dette gælder, uanset om opholdstilladelsen er tidsbegrænset eller tidsubegrænset.

Det foreslås i ændringsforslaget, at lovforslagets § 1, nr. 4, affattes således, at udlændingelovens § 19, stk. 3, 1. pkt. ikke ophæves, men at der i stedet i § 19, stk. 3, 1. pkt., efter »En« indsættes »tidsubegrænset«.

Ændringsforslaget vil medføre, at den tidsmæssige begrænsning på 10 år ikke ophæves i sin helhed, men alene ophæves, for så vidt angår tidsbegrænsede opholdstilladelser. Ændringsforslaget vil indebære, at en udlænding, der har tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, som i dag alene vil kunne få sin opholdstilladelse inddraget efter § 19, stk. 2, nr. 4, indtil 10 år fra opholdstilladelsen blev meddelt første gang.

Til nr. 13

Efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 45 l, stk. 13, 1. pkt., afholdes den del af et retsmøde, der angår oplysninger omfattet af stk. 6, eller hvor sådanne oplysninger fremlægges eller behandles, og som ikke er omfattet af en afgørelse efter stk. 10, som et lukket retsmøde.

Det foreslås, at den foreslåede bestemmelse korrigeres rent sprogligt, således at den del af et retsmøde, der angår oplysninger omfattet af stk. 6, som ikke er omfattet af en afgørelse efter stk. 10, eller hvor sådanne oplysninger fremlægges eller behandles, afholdes som et lukket retsmøde.

Der er alene tale om en sproglig korrektion af affattelsen af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 45 l, stk. 13, 1. pkt., så det fremgår tydeligere af bestemmelsen, at det er »oplysninger omfattet af stk. 6«, som ikke er omfattet af en afgørelse efter stk. 10, og ikke »den del af et retsmøde«. Ændringsforslaget har ingen indholdsmæssig betydning.

Til nr. 14

I forbindelse med revideringen af transportøransvaret i nærværende lovforslag er det ikke nødvendigt rent lovteknisk at ophæve § 1 i lov nr. 1571 af 18. december 2018 om ændring af udlændingeloven (Revision af reglerne om transportøransvar i forbindelse med midlertidig grænsekontrol ved indre Schengengrænser).

Af lovtekniske hensyn foreslås det derfor med ændringsforslaget, at § 3 udgår.

Til nr. 15

Det fremgår af § 42, stk. 1, i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine (særloven), at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2. Det fremgår af stk. 2, at lovens §§ 1-34 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og de grønlandske forhold tilsiger.

Ved anordning nr. 433 af 8. april 2022 blev særloven sat i kraft for Færøerne.

Det foreslås, at der i § 42 indsættes som stk. 3, at de dele af loven, som i medfør af stk. 2 er sat i kraft for Færøerne, ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft på ny for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger. Bestemmelserne kan sættes i kraft på ny på forskellige tidspunkter.

Den foreslåede ændring vil gøre det muligt ved kongelig anordning at ændre de bestemmelser, der allerede er sat i kraft for Færøerne. Det bliver således muligt at ændre den måde, som særloven er sat i kraft på.

Ændringen skyldes, at Færøernes landsstyre har ønsket at hæve den for Færøerne gældende kvote i forhold til antallet af opholdstilladelser, der kan meddeles efter særloven.

Det foreslås endvidere, at bestemmelserne kan sættes i kraft på ny på forskellige tidspunkter. Herved vil det være muligt på forskellige tidspunkter at foretage ændring eller justering af den måde, som de øvrige bestemmelser er sat i kraft på for Færøerne, såfremt der skulle opstå behov for dette.

Det bemærkes, at der således alene er tale om en lovteknisk ændring af anordningshjemmelen i særloven.

Til nr. 16

Det kan give anledning til forvirring, at der i det foreslåede 3. pkt. i hjemrejselovens § 1, stk. 3, bliver henvist til udlændinge omfattet af stk. 1, da hjemrejselovens § 1, stk. 3, alene vedrører udlændinge, der er omfattet af stk. 1.

For at skabe klarhed om bestemmelsens virkeområde foreslås det derfor, at henvisningen til stk. 1 udgår.

5. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 5. oktober 2023 og var til 1. behandling den 26. oktober 2023. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Udlændinge- og Integrationsudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og udlændinge- og integrationsministeren sendte den 29. juni 2023 dette udkast til udvalget, jf. UUI alm. - bilag 80 (folketingsåret 2022-23, 2. samling). Den 12. oktober 2023 sendte udlændinge- og integrationsministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 6 bilag på lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 17 spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Birgitte Vind (S) fmd. Bjørn Brandenborg (S) Camilla Fabricius (S) Fie Hækkerup (S) Gunvor Wibroe (S) Malte Larsen (S) Rasmus Stoklund (S) Thomas Jensen (S) Mads Fuglede (V) Marie Bjerre (V) Erling Bonnesen (V) Lars Christian Lilleholt (V) Mohammad Rona (M) Nanna W. Gotfredsen (M) Aki-Matilda Høegh-Dam (SIU) Peter Skaarup (DD) Inger Støjberg (DD) Steffen Larsen (LA) Helena Artmann Andresen (LA) Brigitte Klintskov Jerkel (KF) Per Larsen (KF) Kim Edberg Andersen (NB) Pia Kjærsgaard (DF) nfmd. Carl Valentin (SF) Anne Valentina Berthelsen (SF) Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) Rosa Lund (EL) Zenia Stampe (RV) Helene Liliendahl Brydensholt (ALT)

Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)50
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)23
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Moderaterne (M)15
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg (DD)14
Liberal Alliance (LA)14
Det Konservative Folkeparti (KF)10
Enhedslisten (EL)9
Radikale Venstre (RV)7
Dansk Folkeparti (DF)7
Alternativet (ALT)5
Nye Borgerlige (NB)3
Siumut (SIU)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)3