Betænkning afgivet af Uddannelses-
og Forskningsudvalget den 28. november 2023
1. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (udvalget med undtagelse af ALT) indstiller lovforslaget
til vedtagelse uændret.
Et mindretal i
udvalget (ALT) vil stemme hverken for eller imod lovforslaget ved
3. behandling.
Nye Borgerlige, Siumut, Inuit Ataqatigiit,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved
betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske
bemærkninger i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
2. Politiske bemærkninger
Socialistisk Folkeparti,
Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten og
Radikale Venstre
Socialistisk Folkepartis,
Danmarksdemokraternes, Det Konservative Folkepartis, Enhedslistens
og Radikale Venstres medlemmer af udvalget ser med den dybeste
alvor på Ruslands invasion af Ukraine og støtter
lovforslagets intention og forlængelsen af bestemmelsen om
suspension af muligheden for su til uddannelser i visse lande.
Partierne konstaterer samtidig, at enkelte danske studerende kan
være kommet i problemer som følge af bestemmelsen.
Partierne anerkender, at det som studerende kan være en
uoverskuelig situation at navigere i. Partierne opfordrer derfor
ministeren til at sikre hjælp og vejledning til danske
studerende, der er kommet i klemme, herunder i forhold til
muligheden for at skifte til et studie i Danmark og få
overført ECTS-point m.v.
Alternativet
Alternativets medlem af udvalget er ikke
tilhænger af, at uddannelsespolitik blandes sammen med
udenrigspolitik, men samtidig forstår vi i Alternativet
regeringens ambition om at sende et tydeligt signal til Rusland og
Belarus om, at den form for aggression mod et andet land
medfører isolation i det internationale samfund.
3. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 4. oktober
2023 og var til 1. behandling den 11. oktober 2023. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i Uddannelses- og
Forskningsudvalget.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
uddannelses- og forskningsministeren sendte den 6. juni 2023 dette
udkast til udvalget, jf. UFU alm. del - bilag 96
(folketingsåret 2022-23, 2. samling). Den 4. oktober 2023
sendte uddannelses- og forskningsministeren høringssvarene
og et høringsnotat til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 5 bilag
på lovforslaget.
Skriftlig henvendelse
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget
1 skriftlig henvendelse om lovforslaget.
Deputation
Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget
1 deputation, der mundtligt har redegjort for sin holdning til
lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
3 spørgsmål til uddannelses- og forskningsministeren
til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.
Fie Hækkerup (S) Frederik
Vad (S) Jesper Petersen (S) Tanja Larsson (S) Matilde Powers (S)
Mette Reissmann (S) Per Husted (S) Rasmus Stoklund (S) Anders
Kronborg (S) Peter Juel-Jensen (V) Heidi Bank (V) Hans Christian
Schmidt (V) Hans Andersen (V) Karin Liltorp (M) Rasmus Lund-Nielsen
(M) Marlene Harpsøe (DD) Jens Henrik Thulesen Dahl (DD)
Sandra Elisabeth Skalvig (LA) Henrik Dahl (LA) Lise Bertelsen (KF)
Helle Bonnesen (KF) Mikkel Bjørn (DF) Alex Ahrendtsen (DF)
Sofie Lippert (SF) nfmd. Astrid
Carøe (SF) Jacob Mark (SF) Anne Hegelund (EL) Katrine
Robsøe (RV) fmd. Christina
Olumeko (ALT)
Nye Borgerlige, Siumut, Inuit
Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke
medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 50 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 23 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Moderaterne (M) | 15 | |
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg
(DD) | 14 | |
Liberal Alliance (LA) | 14 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 10 | |
Enhedslisten (EL) | 9 | |
Radikale Venstre (RV) | 7 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 7 | |
Alternativet (ALT) | 5 | |
Nye Borgerlige (NB) | 3 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 3 | |