L 25 Forslag til lov om ændring af lov om udstykning og anden registrering i matriklen og lov om tinglysning.

(Gennemførelse af de resterende dele af grunddataprogrammets delaftale 1 og tilpasninger i forhold til Danmarks eksklusive økonomiske zone).

Af: Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard
Udvalg: Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget
Samling: 2023-24
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 30-11-2023

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 30. november 2023

20231_l25_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 30. november 2023

Forslag

til

Lov om ændring af lov om udstykning og anden registrering i matriklen og lov om tinglysning

(Gennemførelse af de resterende dele af grunddataprogrammets delaftale 1 og tilpasninger i forhold til Danmarks eksklusive økonomiske zone)

§ 1

I lov om udstykning og anden registrering i matriklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 769 af 7. juni 2018, som ændret ved § 1 i lov nr. 80 af 24. januar 2017 og § 28 i lov nr. 1711 af 27. december 2018, foretages følgende ændringer:

1. Lovens titel affattes således:

»Lov om udstykning og anden registrering i matriklen m.v.«

2. § 7, nr. 1, affattes således:

»1) areal fra en samlet fast ejendom til en anden samlet fast ejendom, til offentlig vej, til søterritoriet eller til havområder inden for Danmarks eksklusive økonomiske zone eller«.

3. I § 17, stk. 1, indsættes efter »søterritoriet«: »eller havområder inden for Danmarks eksklusive økonomiske zone«.

4. I § 17, stk. 2, indsættes efter »søterritoriet«: »eller havområder inden for Danmarks eksklusive økonomiske zone«.

5. I § 21, stk. 1, indsættes to steder efter »søterritoriet«: »eller havområder inden for Danmarks eksklusive økonomiske zone«.

6. Efter kapitel 5 indsættes:

»Kapitel 5 a

Register over bygninger på søterritoriet og i Danmarks eksklusive økonomiske zone

§ 45 a. Geodatastyrelsen fører et register, hvori bygninger opført på søterritoriet eller på havområder inden for Danmarks eksklusive økonomiske zone skal registreres. Registreringen skal omfatte ejendommenes identifikationsnumre.

Stk. 2. Afgørelser om registrering efter stk. 1 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler om registrering efter stk. 1, herunder om, at der ved indberetning i den forbindelse skal anvendes bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el.lign., og om ajourføring af registrerede oplysninger.«

7. I § 47, stk. 1, 1. pkt., ændres »forstranden eller på søterritoriet i øvrigt« til: »søterritoriet og i Danmarks eksklusive økonomiske zone«.

§ 2

I lov om tinglysning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1075 af 30. september 2014, som ændret bl.a. ved § 3 i lov nr. 80 af 24. januar 2017 og senest ved § 3 i lov nr. 1722 af 27. december 2018, foretages følgende ændringer:

1. I § 19, stk. 1, 2. pkt., ændres »forstranden eller i øvrigt på søterritoriet, uden at der er sket nogen opfyldning, men således at bygningen er bestemt til varig forbliven på stedet« til: »søterritoriet eller inden for Danmarks eksklusive økonomiske zone, således at bygningen er bestemt til varig forbliven på stedet«.

2. I § 19, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:

»Bygningsblade oprettes og ændres efter anmodning fra Geodatastyrelsen.«

3. § 19, stk. 2 og 3, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 2. Bygninger på grunden, som tilhører den samme ejer, kan registreres på samme bygningsblad. Bygninger, der registreres på samme bygningsblad, kan udskilles til registrering på nyoprettede bygningsblade.

Stk. 3. Får en bygning og en grund samme ejer, nedlægges bygningsbladet, og eventuelle tinglyste rettigheder overføres til grundens ejendomsblad. Retten underretter Geodatastyrelsen herom.

Stk. 4. Forinden der tinglyses en rettighed på et bygningsblad, jf. stk. 1, 1. pkt., skal bygninger være noteret hos Geodatastyrelsen med eget identifikationsnummer. Er det første gang, der tinglyses en rettighed på bygningsbladet, eller ønskes bygningsbladet ændret, jf. stk. 2, er tinglysning endvidere betinget af, at bygningers placering på grunden skal være stedfæstet ved en erklæring udarbejdet af en landinspektør med beskikkelse.

Stk. 5. Er bygningen opført på søterritoriet eller inden for Danmarks eksklusive økonomiske zone, skal bygningen, forinden tinglysning af en rettighed på et bygningsblad, jf. stk. 1, 2. pkt., være registreret hos Geodatastyrelsen med eget identifikationsnummer, og bygningens placering skal være stedfæstet.«

4. I § 23, stk. 1, indsættes efter »ejerlejligheder«: », registrering af bygninger på samme bygningsblad, udskillelse af bygninger til registrering på nyoprettede bygningsblade og nedlæggelse af bygningsblade«, og stk. 2 ophæves.

§ 3

I lov nr. 80 af 24. januar 2017 om ændring af lov om udstykning og anden registrering i matriklen, lov om Geodatastyrelsen, lov om tinglysning og forskellige andre love (Effektivisering af ejendomsregistrering og -forvaltning m.v.), som ændret ved § 15 i lov nr. 278 af 17. april 2018, foretages følgende ændringer:

1. § 1, nr. 1, ophæves.

2. § 1, nr. 13, ophæves.

3. § 3, nr. 2, ophæves.

§ 4

Loven træder i kraft den 1. januar 2024.