Skriftlig fremsættelse (3. maj
2024)
Indenrigs- og
sundhedsministeren (Sophie Løhde):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet
(Videreførelse af gældende tandskadeerstatningsordning
m.v.)
(Lovforslag nr. L 189)
Med
lovforslaget sikres det, at tandskadepatienter pr. 1. juli 2024
stadig kan tilkendes erstatninger på beløb mellem
1.000 og 8.596 kr. (2024-niveau). Uden lovforslaget vil
erstatningerne bliver underlagt det almindelige egetbidrag, der vil
medføre, at erstatninger inden for disse beløb ikke
tilkendes. Forslaget vil sikre retfærdighed og lighed og vil
anerkende, at selv små tandskader kan have betydelige
konsekvenser for manges økonomi. Det vurderes at være
afgørende for at opretholde tilliden til erstatningssystemet
uanset økonomisk eller social baggrund.
Dette har
hidtil været sikret gennem den såkaldte
henlæggelsesaftale mellem Indenrigs- og Sundhedsministeriet
og Tandlægeforeningen. Aftalen er dog opsagt af
Tandlægeforeningen pr. 30. juni 2024.
Henlæggelsesaftalen blev indgået i 2003 og
indebærer, at erstatningssager på
tandskadeområdet behandles af Tandlægeforeningens
Tandskadeerstatning, og at ankesager behandles af
Tandskadeankenævnet.
Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning er en mere gunstig
ordning for patienterne end den, der gælder for det
øvrige sundhedsvæsen, fordi en særlig ordning
med ophæng i henlæggelsesaftalen sikrer erstatninger
ned til 1.000 kr. for skader sket ved privatpraktiserende
tandlæger. I modsætning hertil bliver der i
erstatninger omfattet af den almindelige patienterstatning
fratrukket et egetbidrag på 8.596 kr. (2024-niveau) i
erstatningsbeløbet, jf. klage- og erstatningsloven.
Det er ikke
hensigtsmæssigt at underlægge tandskadeerstatningerne
det almindelige egetbidrag på 8.596 kr., hvorfor det
foreslås at videreføre den gældende
tandskadeerstatningsordning med en undergrænse på 1.000
kr. for skader sket ved privatpraktiserende tandlæger.
Endvidere sikrer lovforslaget, at reglerne
for erstatning som følge af tandskader sket andre steder end
ved privatpraktiserende tandlæger, f.eks. i regionstandplejen
og i den kommunale tandpleje, videreføres, som de er i dag.
Her gælder en undergrænse på 10.000 kr.
Det bemærkes, at undergrænsen
på 1.000 kr. for skader forvoldt af tandlæger eller
på vegne af disse påført indsatte som
følge af sundhedsfaglig behandling i kriminalforsorgens
fængsler og arresthuse ikke videreføres. Disse
erstatninger vil blive omfattet af den almindelige
patienterstatning og vil blive fratrukket et egetbidrag på
8.596 kr. i erstatningsbeløbet, jf. klage- og
erstatningsloven.
Der arbejdes
på en ny, samlet ordning for finansiering af
tandskadeerstatninger, som jeg forventer at fremsætte
lovforslag om i efteråret 2024. Derfor indeholder
nærværende lovforslag en revisionsbestemmelse.
Det har af processuelle årsager ikke
været muligt at fremsætte lovforslaget inden den 1.
april 2024. Af hensyn til at kunne sikre, at tandskadepatienter fra
1. juli 2024 ved henlæggelsesaftalens ophør ikke
stilles ringere end i dag, ønsker jeg, at lovforslaget
behandles i indeværende folketingsår
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.